Den syriske Achilleus’ rejse på flugt mod Europa

Jeg er ikke Achilleus, jeg er G.T., og i modsætning til ham blev hans hæl min styrke, så jeg slap væk fra min død og slap væk fra mig selv; da jeg gemte mit personlige italienske id-kort, som en smugler gav mig, i det lille mellemrum mellem min hæl og min sko.

Jeg ville ønske, at billedet af mig på mit id-kort så gammelt ud og harmonerede med de italienske bogstaver og deres menneskelighed.

Jeg begyndte at gå, jeg bevægede mig fra sted til sted. Jeg ville krydse Østrig på vej mod Tyskland, og jeg vidste, at den tyske grænsekontrol ville være streng og hård. Hvis de opdagede, at jeg var syrer eller rettere sagt, at jeg ikke var italiener, ville jeg blive sendt tilbage, til hvor jeg kom fra.

Jeg havde poker face på over for den tyske soldat. Jeg brugte et par italienske ord for at redde skindet. Mine øjne hænger den dag i dag ved tolerancen i hans civiliserede ansigt, da han gav mig plads til at gå videre.

Det er møder af den slags, der former min nye identitet, mens jeg flygter fra Tyrkiet, så (Grækenland, Makedonien, Serbien, Ungarn og Østrig) med retning mod Holland, det europæiske land jeg har valgt.

Gennem Tyskland lægger jeg spændende strækninger bag mig uden at stoppe og rejser væk fra Wiens musik; ingen ved, at Holland har den stærkeste økonomi. Der vil jeg få de bedste forhold som asylansøgeren, der har oplevet det hele: »Demonstrationen, ankomsten til det nordlige, solrige Syrien, flugten fra arrestation, hadet mod Daesh,« alt i alt, hvad syreren kan foretage sig i den tredje verdenskrig mod syrerne.

Uden hest red jeg på vinden og steg op af Monte Negros sorte bjerg.

***

I Amsterdam. Havets vidtrækkende overflade foran mig: Lokker mig, vil have mig til at gå på vandet i ro og mag og ryge en cigaret ved linjen, hvor havet når himlen. Dette hav er skabt til smugling. Syreren skal indfinde sig her og løbe over Nordsøen, der ligner et udsnit af det uendelige blå palads.

Jeg er nu i en lejr, hvis generelle vilkår er fremragende, kun den syriske surrealisme ryster stedets stilhed, så vinden, idet den når barakkernes døre, stopper sin brusen, fordi den lytter til en nedslående samtale.

En asylansøger siger til en anden: »Gå over til naboens vogn. Introducer dig selv for din midaldrende landsmand fra Hama. Hans søn er martyr.« Fyren svarer: »Og hvad så? Min bror er martyr. Jeg er træt af dem fra Hama og deres snak.«

Den midaldrende mand fra Hama går gennem teaterboksens vandrette, sorte og golde korridor, der som et roterende hjul vender det, der var nederst opad. Det er et vandhjul i oprør, der bevæger sig langsomt og efterlader en slibrig plet bag sig, ikke af vand – en rød plet, som edderkopperne kredser om. »Det er min far, jeg har mistet i Grækenland,« råber fyren fra campingvogn nummer 3.

Den 29. oktober, på min fødselsdag, hvor de greb os, mens vi forsøgte at flygte mellem de tyrkiske skove til lands på vej mod Grækenland, sendte tyrkerne os tilbage, og jeg fik et ekstra stykke brød, der, hvor vi blev tilbageholdt, fordi min fødselsdag falder sammen med Tyrkiets Uafhængighedsdag.

På landjorden er der ingenting, der skræmmer mig. Jeg løber for at komme væk fra lyden af kugler og bomber. På landjorden er jeg dødens død.

***

I den kolde skov begyndte maden at slippe op, mens vi ventede på morgenen, så vi kunne krydse Evros-floden. Det græske politi patruljerede intensivt, hvilket gjorde vores åndedrag tunge, som kom de fra bugen af ødemarkens trold. Utilslørede åndedrag, der røbede, hvor vi var.

Åndedraget er forbudt. At indånde luften er forbudt og at udånde den. Du er død, i bedste fald sammen med en emsig og tyrannisk smugler. Jeg ved ikke, hvorfor det faldt mig ind at have lyst til sex? Jeg sov og steg i drømmen op mod himlen. Så faldt jeg med et grønt æble i min hånd. Der kom en frygtelig orm ud af det.

Vi frøs i kulden. Manden fra Homs sov oven på sin kuffert og drømte om den slikbutik, han havde haft, som nu var udbombet. Han vil gerne giftes med en svensk kvinde, men hvis alle drømmer om Sverige som det ideelle land, hvad skal vi så stille op?

I sidste ende betyder alt dette ingenting for smugleren Shirko, der selv er en 24-årig kurder, som gennem tre år har smuglet syrere på trods af, at han ikke selv ejer et id-kort. Jeg spurgte ham: »Vil du flygte sammen med mig?«

Vi flygtninge er ramt af blindhed, og vi indhenter smugleren med skrævende skridt som en dyreflok, for dagen i går og det tilbagelagte huskes ikke, og der er ingen vej tilbage, når man først er taget af sted. Men Ibn Arabi sagde: »Den, der rejser, bliver oplyst.« Han sagde ikke: »Syreren, om han rejser, dræber vejen bag sig.«

De anbragte os i et hus, vi var seks afghanere og en håndfuld syrere, men det var ikke et hus. Vi ankom i mørket til en losseplads midt i ødemarken. Stedet havde intet loft, vores fødder var i skidtet. Dette hus i denne skov var ligesom Syriens katastroferamte huse.

Jeg tænkte på den kode, jeg fik tildelt af den tredje mellemmand (mellem mig og den kolossale smugler), som var »733«. Holder faldne nummer 733 øje med mig, mens jeg flygter? Mærkede jeg ikke et jag i hovedet? Som om min samvittighed var en myg, der sugede af min bløde hjerne.

Jeg bløder, men der er ingen vej uden om at skynde sig at puste gummibåden »el-balm« op, og jeg glemmer fyrens åndssvage ansigt. Han som havde min opmærksomhed for lidt siden. Han var min ven i niende klasse på skolen i Damaskus, hvis farve var lysebrun, næsten jordfarvet. Jeg er et skelet på en sulten jord.

***

Kontrolstederne eller militærtårnene, som regulerer verdens landegrænser, disse min bedstemors nåle i en filtbold. Jeg vil have fat i dem alle sammen. Jeg vil samle dem i min lille lomme og tage dem med til den nærmeste våbenfabrik for at lave en jernpistol og dræbe mig selv i mine første skridt mod modning.

Sådan er det med alle Syriens teenagere, der bærer på en dræbende hukommelse, for fattigdommen ligner de fem runde pund, som jeg ikke havde, så jeg måtte gå hjem på vejen fra universitetet til mit hjem, til graven.

Efter fastlandet er der havet. Nældeplanterne gror ved havene, dem en syrer som mig krydser med sin skadede hæl.

Smuglingen over fastlandet mislykkedes. Jeg fortsatte flugten fra krigens aflukke over havet. Jeg var nu i Izmir, den hellige højborg for smugling over havet.

I Izmir er smugleren sikker på ikke at mislykkes, mens jeg var ramt af ulykkelig kærlighed, forårsaget af min beslutning om at krydse havet mod Europa, for min syriske elskede troede, at jeg var ude efter hendes europæiske statsborgerskab.

Derfor besluttede jeg mig for at tage af sted og sige til hende: »Den menneskelighed, jeg har, overgår den civiliserede verdens nationaliteter,« og jeg vil sige det med en enkelt vending: »Jeg vil skilles,« og jeg vil rive vores vielsesattest, som en præst i Istanbul skrev til os, i tusind stykker.

Men hun er ikke hos mig, for man må ikke medbringe særlig meget, for at den lille båd, hvori alt for mange stuves sammen, ikke skal synke. Fiskekutteren, der ikke kan rumme mere end fire sunde fiskere, som vi skal flygte i, fra døden mod døden, i al evighed.

Smugleren råbte: ’Løb!’ Alle stivnede. Vi var nødt til at forlade bussen, og vi løb imod båden. Jeg løb alene, og samtidig erindrede jeg mig selv, løbende, med mit kamera under snigskyttens blik (nu pumpede adrenalinen på grund af en simpel båd); flyet skyder, og scud-missilet atomiserer bygningerne i Huraytan, i Aleppo, og i denne situation, ene mand løber jeg, fordi jeg er fotograf, mod scud-missilets bombekrater, et tomrum i tiden, der rykker martyrerne bort til et bedre sted end Huraytan.

Folk flytter ligene, men klyngebomberne supplerer scud-missilet; her siger flygtningene bag mig: »Denne båd er ubrugelig!«, og kun jeg løber hen for at stige om bord, mens jeg fotograferer den fortløbende beskydning. Jeg passerede gennem havvandet uden at ville det og blev våd op til brystet. Jeg var den første, der steg om bord på båden.

En enkelt ting opsummerer døden; fiskerbåden af træ med en lille motor og et lastrum fyldt op med os. Os seksten passagerer, der var lige ved at dø på grund af den kasse dollar, smugleren drømmer om. Til landjorden, på den yderste kant, ankom vi femten mænd, en manglede. Han gik tabt i havet, fiskene elskede ham, så han flygtede med dem til lysets verden.

***

Turen, der bragte os til en by i Grækenland, som ikke burde tage mere end fyrre minutter, varede tre timer. Da skibet sejlede af sted, sad jeg omvendt, som jeg plejede at sidde i de syriske mikrobusser, og stirrede i den modsatte retning af min syriske skæbne på en tyrkisk kaptajn, hvis ansigt var karakterløst.

Jeg erindrede alting. Min familie, min far, der var lidt vred på mig ved vores sidste møde, jeg erindrede dig. Og da vi nærmede os territorialt farvand, blev bølgerne, som i tegneserien Skatteøen, så store, at de næsten flækkede båden i to dele.

Hvor er piraten John Silver med træbenet? Og hvorfor er der ingen børn her i båden, der kan give liv til karakteren Jim? Hvor er Jims kat? I Syrien bliver kattene snigskudt mellem øjnene, fordi de ikke spiser mus og skygger.

Motoren gik i stå midt i sejladsen, hvor lang tid det varede, kan jeg ikke sige, bønner om hjælp steg op mod Gud. Nogle blev ramt af søsyge. Vi havde ikke så meget som et æble eller noget andet grønt med, det var ikke at finde på denne båd, ligesom på John Silvers rejse, for det er sømændenes gængse metode til at undgå sygdom.

En stor bølge ville nu sagtens kunne kæntre båden, der lignede en sten i vandet. Syrerne græd. Kaptajnen begyndte at slå på motoren: Tingene får nogle slag, så de gør, som ejeren vil, men denne idiotiske motor var rebelsk.

Den uhyggelige kulde kuede os, motoren arbejdede, men målet forblev fjernt ligesom friheden. Hvor længe havde vi været på rejse? Hvor mange af os var døde? Jeg kan ikke sove nu, jeg erindrer, hvordan jeg (da motoren stoppede for tredje gang) svømmede over hundrede meter for at komme frem til kysten med mine ting og med vægten af mit tøj og min hæl; jeg overgav mig til de græske myndigheder. Hvor jeg dog elsker nøgenheden nu. De dødes nøgenhed!

Oversat til dansk af June Dahy og Sofie Lausten Mortensen

Essayet tager udgangspunkt i erfaringer, der er tæt forbundne til oprøret mod det syriske regime, der tog sin begyndelse i marts 2011. Essayet udgives sammen med seks andre i forbindelse med forfatterens gæsteophold hos Museet for Samtidskunst, der den forgangne måned har arbejdet med migration som tema. Museet udgiver også Rana Zeids essaybog.

Fortællingerne i bogen er baseret på autentiske oplevelser og beretning. Nogle af dem er forfatterens egne, mens andre, som den her, hviler på andre personers fortællinger i et set up, hvor forfatteren påtager sig rollen som litterær skuespiller af deres roller. Således hviler fortællingen om den syriske Achilleus på en beretning fra personen G.T., der ikke vil fremstå med egen identitet.