Læsetid: 1 min.

Trump

Kultur
12. november 2016

Jeg genlæste en lærebog i menneskekundskab. Heri står der om stortalenhed: påstand om besiddelse af visse ikkeeksisterende goder.

Den stortalende er sådan: Stående på havnekajen fortæller han nogle fremmede, at han har placeret en hel formue i skibe, og han giver en fremstilling af, hvor meget man får ud af en sådan virksomhed, og hvor meget han dér personligt har tjent og tabt, og midt under disse pralerier giver han sin slave besked om lige at stikke hen til bankieren.

Som De nok kan fornemme, er bogen Karaktéres, på dansk Mennesketyper, gammel, fra 4. årh. før Kristus. Den er skrevet af Teofrastos. De gamle beretter, at han var »højst intelligent« og desuden vittig. I kapitlet om stortalenhed læser vi følgende (sørgeligt aktuelle) beskrivelse:

I butikkerne forklarer han at han vil forny sin garderobe og er indstillet på at komme af med indtil 2 talenter, og han skælder ud på slaven, fordi han ikke har taget penge med. Han bor i et lejet hus, men siger til én, som ikke ved besked: Det er jo altså mit fædrenehjem. Men i øvrigt står jeg over for at skulle sælge det. Det er for lille til mine selskaber.

Så vidt Teofrastos, som fandt en dansk efterfølger i Poul Martin Møller i En dansk Students Eventyr med dens skarpt sansede mennesketyper.

Læg mærke til ordet typer, som afspejler retningslinjerne for den aristoteliske skoles filosofi: 1) Fornuften gør mennesket til herre over omgivelsernes kaos og 2) Sanserne registrerer virkeligheden. Tro på, hvad du ser, og opstil så almene love baseret på dine konkrete iagttagelser.

Over for denne tro på fornuften og de almene love står vor tids blinde individualisme, hvor vi stiller os så tæt ind foran det særegne og specifikke og dyrker visse enkeltpersoner så intenst, at vi ikke er i stand til at identificere en gemen skurk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen M. Mollerup

dyrker uvisse enkeltpersoner så intenst, at vi ikke er i stand til at identificer en gemen skurk, som Mao f. eks.