Læsetid: 6 min.

Porno passer perfekt til virtual reality

Nye teknologier har fundet sin vej til pornobranchen. Det gælder især virtual reality, som pornoproducenten Erika Lust vil bruge til at skabe indhold, der bryder med pornoklichéerne. Information guider til nye tendenser indenfor porno.
Nye teknologier har fundet sin vej til pornobranchen. Det gælder især virtual reality, som pornoproducenten Erika Lust vil bruge til at skabe indhold, der bryder med pornoklichéerne. Information guider til nye tendenser indenfor porno.

Nilas Røpke Driesen/iBureauet

4. november 2016

En af de nye teknologier, der får størst opmærksomhed, er virtual reality. Det gælder også i pornobranchen, hvor en håndfuld pornoproducenter er hoppet med på bølgen.

Erika Lust er en af dem, og hun er i færd med at planlægge et længere virtual reality-forløb og optager de første scener i begyndelsen af 2017.

Erika Lust er bedst kendt for at instruere alternativ porno med kvindeligt fortegn – herunder Five Stories For Her og The Good Girl, der begge udkom i midten af sidste årti.

Filmene skabte hende et navn, og siden er hun flyttet fra hjemlandet Sverige til Barcelona, hvor hun har åbnet et pornostudie.

I dag er den universitetsuddannede Erika Lusts produktionsselskab toneangivende, og nu vil hun altså prøve kræfter med ny teknologi.

»På et mere generelt plan har virtual reality potentiale til at blive en overvældende kulturel oplevelse, og jeg tror, potentialet er meget større end porno. Det giver os mulighed for at sætte os i andres sted, og det kan uden tvivl være et værktøj til læring. Bare i forhold til at forbedre vores empatiske evner vil virtual reality kunne noget helt særligt. Forestil dig at sætte nogen ind i en situation, hvor de er en kvinde, der skal gå alene hjem en aften og bliver forfulgt. Uhyggeligt, ja, men virkelighed for mange. Det er bare et eksempel på, hvad virtual reality også kan,« siger Erika Lust.

Faktisk går hun så langt som til at udråbe virtual reality som det, der kan gøre porno til mere end blot underholdning, mener Erika Lust:

Virtual reality vil give os mulighed for at udforske lyster, tilbøjeligheder og nydelse på en måde, der lærer os noget.

Erika Lust

»Porno sætter et markant aftryk på vores samfund, det er en del af diskursen om seksualitet, og det er typisk det første sted, hvor teenagere oplever kontakt med sex. Det påvirker deres indtryk af kønsroller. Virtual reality giver mulighed for at lære og inspirere. Det giver mulighed for at udforske et andet menneskes krop, guidet af dem man interagerer med, i stedet for at bruge dem som virtuelle sexdukker,« siger hun med henvisning til det klichéfyldte udvalg af virtual reality-porno, som den konventionelle pornobranche tilbyder.

»Virtual reality vil give os mulighed for at udforske lyster, tilbøjeligheder og nydelse på en måde, der lærer os noget. Jeg vil også gerne repræsentere forskellige seksualiteter i virtual reality, præcis som jeg har gjort i mine andre produktioner hidtil,« siger Erika Lust.

Scenen skal kunne opleves fra andre synsvinkler

Udvalget af virtual reality-porno er i dag noget begrænset, for teknikken bag er dyr, vanskelig at arbejde med, og giver problemer – især når tøjet kommer af. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det i forvejen specielle job som pornoskuespiller kun bliver mere besværligt med et 360-graders-kamera fastmonteret på kroppen. På et typisk virtual reality-set skal der også anvendes mange kameraer, hvis indholdet skal tilbyde mere end en synsvinkel.

Begrænsningerne betyder en hel del for nye producenter som Erika Lust. Både i forhold til at have råd til at gøre forsøget, men især også hvis man ikke vil skabe indhold som det, de andre tilbyder.

»Alt er anderledes, når man indspiller virtual reality-porno. Fra scriptet til location og udstyr. Det bliver væsentligt anderledes end vores nuværende produktioner. Først skal man kende præcis det udstyr, man arbejder med. Mit primære mål er at skabe en ægte 360-graders oplevelse (så man kan kigge i alle retninger, red.). Ikke bare 180-grader. Jeg har bemærket, at meget mainstreamporno optages med netop 180-graders kamera, fordi der ikke er en egentlig historie at følge med I. Der er bare en kvinde, der skal tilfredsstille en mand. Jeg vil netop bruge 360-graders kameraer, fordi der faktisk kommer til at være en historie at følge med i. Der skal ske noget i alle hjørner af billedet«, siger hun.

Netop overvejelserne om synsvinkel har været central for Erika Lust, for det kan skabe en ny oplevelse af det erotiske indhold:

»En af de ting ved virtual reality, der får mig mest op at køre, er, at man virkelig føler sig som en del af scenen uden at blive distraheret. Samtidig vil seeren kunne opleve historien fra et andet perspektiv, når seeren genser videoen, måske endda som en anden karakter. Og der er vel næppe noget andet, der giver en bedre fornemmelse af ligestilling, end at man kan opleve scenen fra en hvilken som helst synsvinkel, vel?«

Den pointe står centralt for Erika Lust, der med sin produktion ønsker at skabe mere værdi, end blot vise bar hud og tilbyde et hurtigt, dyrisk fix.

»Virtual reality giver selvstændige filmproducenter en mulighed for at vise forskellige perspektiver og synspunkter af sex, og vil kunne give industrien et helt nyt niveau af oplevelse«.

Information guider: Fire tendenser, ny teknologi har givet os

I kølvandet på de seneste års teknologiske udvikling, har pornoproducenter i stadig større omfang udviklet nytænkende indhold, der skal tiltrække kunder. Vi guider her til de mest spektakulære og kuriøse fænomener inden for porno, som teknologien har banet vej for.

Teledildonik

Teledildonik gør det muligt fuldt ud at simulere seksuel interaktion via internettet. Mange vil nok kende den klassiske radiobil, hvor en kontrolenhed styrer en bil via et radiosignal. Teledildonik følger samme princip, men styres via trådløst internet og har fået stor opmærksomhed blandt de pornoskuespillere, der sender live via et webcam.

På nuværende tidspunkt er de fleste teledildonik-enheder formet som en dildo og en cylinder og ligner en science fiction-version af mandlige og kvindelige kønsdele.

Teledildonik anvendes i pornobranchen som en art cyberseksuel Skype-samtale. Indtil teledildonikken opstod, kunne afsenderen (voksenskuespilleren) kun vise, tale med og skrive til modtageren (seeren). Med teledildonik kan parterne nu røre ved hinanden.

Forestiller man sig for eksempel, at pornoskuespilleren stimulerer sig selv med en teledildonisk dildo, vil seeren via en særlig cylinderformet anordning kunne mærke sexlegetøjets bevægelser – eventuelt på sine egne genitalier.  

Realityshow

Der findes realityshows for enhver smag fra bagedyst til Big Brother. Derfor er det måske ikke overraskende, at pornoindustrien nu også melder sig på banen, godt hjulpet på vej af hurtigt internet og videostreaming.

Det første seriøse forsøg af sin art hedder Sexfactor. Ti mænd og ti kvinder, alle amatører, deltager i en heteronormativ konkurrence om en million dollar og får undervejs den unikke mulighed at have sex med kendte pornostjerner – og så selvfølgelig hinanden.

Der dystes i alt fra ’hvem kan give det bedste blowjob’ og BDSM til simuleret orgasme, og visuelt bliver der ikke sparet på noget. Men til forskel fra almindelig porno står der et dommerkorps rundt om dem, der har sex, og de kommenterer på livet løs, alt imens de deltagere, der ikke er med i den igangværende scene, vender øjne og opfører sig præcis, som var det et afsnit af Robinson.

Droneporno

Af alle teknologier er det måske mindst overraskende, at pornobranchen også har forsøgt sig med droneporno, som dog må siges at have et noget distanceret forhold til både den traditionelle porno og skuespillerne.

De få videoer, der findes, er filmet på afstand, og de kommer aldrig helt tæt på det, der foregår – altså samlejet – og det hele har en nærmest voyeuristisk karakter. Det bedste eksempel på droneporno stammer fra 2014 og har det mundrette navn »Drone Boning«.

Kort fortalt svæver en drone under skyerne. Den glider langsomt rundt over naturskønne landskaber og – hov – pludselig ses nøgne kroppe i et buskads, på en klippe eller en strand.

Droneporno er aldrig rigtig blevet udbredt blandt pornoproducenter.

Virtual Reality

Fra det øjeblik virtual reality genopstod, har pornobranchen været interesseret i at udnytte teknologien. I dag er det en realitet, og indholdet er overraskende enkelt.

Forestil dig, at du har et behov for være en del af en seksuel akt. Sådan helt bogstaveligt. Måske fordi du er interesseret i, måske fordi du vil opleve, hvordan det ser ud fra en bestemt synsvinkel, eller måske fordi du vil udleve en seksuel fantasi. Måske vil du bare have et hurtigt fix (vi dømmer dig ikke).

Første skridt er at gribe din telefon eller et lignende stykke virtual reality-kompatibelt udstyr. Herefter går du via din browser ind på en side som for eksempel Pornhub, hvor man udbyder videoer filmet med enten 180-graders eller 360-graders kamera. Videoen afspilles, mens seeren med sit virtual reality-udstyr kan bevæge sit blik rundt i det virtuelle rum.

Langt de fleste videoer viser samlejet – eller den seksuelle aktivitet, der måtte være tale om – fra en heteroseksuel mands synsvinkel. Rent praktisk foregår det ved, at en eller flere kvinder bevæger sig omkring mandens simulerede skridt, mens seeren kigger med set fra mandens synsvinkel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu