Læsetid: 4 min.

Med vold må sangen skrives

Nordisk Råds Litteraturpris 2016 tildeltes tirsdag Katarina Frostenson fra Sverige for hendes 18. digtsamling, ’Sånger och formler’
Den svenske forfatteren Katarina Frostenson modtager i år Nordisk Råds Litteraturpris. Hun er en lærd, lidenskabelig digter, men også en fortætningens og ind imellem forenklingens mester.

Den svenske forfatteren Katarina Frostenson modtager i år Nordisk Råds Litteraturpris. Hun er en lærd, lidenskabelig digter, men også en fortætningens og ind imellem forenklingens mester.

Joachim Adrian

5. november 2016

Med sit modige, meget lidt publikumsleflende valg af svenske Katarina Frostenson (født 1953, debut 1978) som årets modtager af Nordisk Råds Litteraturpris har bedømmelseskomiteen beslutsomt æret den ægte, den autentiske poesi, den der som regel fremsiges af ensomme, udsatte stemmer, og som åbner en arena i sproget, hvor digteren udkæmper en aldrig afsluttet strid, selvfølgelig med klicheer af enhver art, men også mere bredt med alskens fastlåste, blokerende betydningssystemer.

Dette æstetiske oprør havde for Katarina Frostensons vedkommende i forfatterskabets første årti et klart feministisk og postmodernistisk præg. Med fornyende originalitet og indædt raseri gik hun da til angreb på sprogets stivnede orden og fastholdt stedse en kropslig erfaring, forankret i den kvindelige psyke og biologi.

Derved blev hun en svensk pendant til ikke mindst norske Eldrid Lunden og danske Pia Tafdrup, men tillige den mest konsekvente eksponent for den ’kvindefront’, som blev så markant i 80’ernes svenske digtning, også takket være f.eks. Ann Jäderlund (f. 1955) og Eva Ström (f. 1947), som modtog prisen i 2003. Fra 1990 har Frostenson som lyriker, essayist, dramatiker og librettist videreført kønskritikken, men samtidig åbnet civilisationskritiske og på det seneste økokritiske perspektiver.

Sejlende køleskabe

Alt sammen er det tydeligt til stede i den prisvindende bog, hvor hun bl.a. bruger sejlende bjerge af brugte hårde hvidevarer som symbol for en teknologi- og varefikseret vestlig civilisation, som er løbet i en sådan grad amok, at jorden nu gør oprør mod verden.

Samtidig er hun som vinder repræsentativ for den kredsen om sorgen, ensomheden, lidelsen, savnet og smerten, der kendetegnede så mange af årets priskandidater. Sorg gennemtrænger således serien af digte omkring morens død, og ensomhedstemaer gennemskrives i suiterne over russiske Marina Tsvetajeva og den eksilerede langnæsede romer Ovid.

Førhen kunne Katarina Frostenson især identificere sig med Sapfo (omkring 600 f.Kr.) og Edith Södergran (1892-1923), men nu er det de forviste, hun lever sig ind i, de andre så alene levende døde digtere, som gik forud, ældre eksperter i vemod, længsel og hjemve, men også store kendere af trøsten midt i det sorte og triste, af lindringen ved som lyriker at skrive sig tæt ind på deres tabte kære.

Skrift rimer på drift

Otto Steen Due skrev i sit efterord til oversættelsen (2008) af Ovids Tristia, at det faktum, at vi overhovedet har Bitterligheder, vidner om, at man ikke kan slå ånd ihjel. Det var højstemt udtrykt, men helt på linje med både Frostenson og den Ovid, som i sine fem små hæfter sender sine tanker og sin sjæl hjemad mod Rom: »Gå, lille bog, uden mig – og jeg under dig rejsen! – til Staden! / Ak, hvor din ejermand selv ikke må sætte sit ben (…) Prøv og find én der sukker fordi jeg er taget fra ham / og ikke læser din tekst uden at væde sin kind.«

Versemålet er hos Ovid det elegiske distikon (et heksameter fulgt af et pentameter med pause). Heroverfor står hos Frostenson en vilter, uregerlig, konstant uregelmæssig, ofte ekstremt ekspressiv skrift, hvor ingen eller så godt som ingen enkeltvers eller hele strofer får lov at ligne hinanden. Hos hende rimer skriften på driften.

Sangen former sig som en dans, men sangen må, som der står, alligevel skrives med vold. Og skønt hendes gammelkendte kønstematikker nu indfældes i større mentale og kulturelle rum, gælder det fortsat, hvad Ebba Witt-Brattström rammende har skrevet, at manden i Frostensons univers fremstår som en blid morder og kvinden som en jomfru med dræberpotentiale.

Snefald og dødsfald

Ovid begræder i Bitterligheder, hvordan han ved Sortehavet, hvor folk jo taler fremmede sprog, glemmer sit modersmål. Heroverfor ytrer Frostenson sin frustration over ikke at kunne latin. Men måske er sprogløshed eller sprogsavn den normale tilstand for en virkelig digter. De fleste af os bilder os vel ind, at digter er noget man bliver, fordi man har et overskud af præcise, dækkende ord; men for en ægte inkarneret lyriker tager det sig som regel modsat ud.

Jeg har glemt mit sprog, siger digteren, og jeg har ingen at spørge. Dog, her i den stilhed, der opstår efter dødsfald eller snefald, begynder poesiens på én gang skrøbelige og suveræne ytring. Der, hvor digteren, som der står i den prisvindende bog, »ubeskyttet ser ud i det andet / en åben plads af stilhed / en lysende rest.«

Hvordan denne lysende sprække bliver til en bolig for trøst, demonstrerer digteren smukt i sine tekster om den døende mor. Her bliver det af en eller anden grund umådelig vigtig, hvad tingene hedder på svensk.

Moren dør, eller hun »går bort«, sådan betegnes det også på dansk; men kun på svensk kan man skrive »jag går på tå mot ditt slut« eller »det bästa med den här tiden är att få vara i det yttersta«. Kun på svensk lyder disse fem verslinjer helt rigtigt: »Går till mor med kaffe och en lampa / Det är så mörkt härinne / Vart är hon på väg att ta vägen / det kan ingen svara på / inte ens moren längre«.

Det er en lærd, lidenskabelig digter, men også en fortætningens og ind imellem forenklingens mester, der har modtaget Nordisk Råds pris.

Af Katarina Frostenson foreligger på dansk digtsamlingen Flodtid (2011, oversat af Pia Tafdrup 2013).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu