Læsetid: 5 min.

For voldsom til verden, for følsom til virkeligheden

Jan Sonnergaard var rigtig mange ting. Men først og sidst var han en vidunderlig forfatter, som gav os noget, vi aldrig havde fået før, og som står stærkt tilbage
Sonnergaard afdækkede det pæne samfund som en afsindig slagmark.

Sonnergaard afdækkede det pæne samfund som en afsindig slagmark.

Kasper Løftgaard

22. november 2016

Jan Sonnergaard stod alene i dansk litteratur. Hensynsløs, voldsom og så følsom, at han registrerede sitrende ting mellem mennesker, vi andre først fik øje på, når han havde skrevet dem.

Han var ikke med i litterære skoler, han tilhørte ikke nogen generation, og hvis han var en del af en tendens, var det noget, han selv havde startet. For han ankom med lyden fra et litterært brag, da han debuterede med novellesamlingen Radiator.

Nu var det slut med hele tiden at forsøge at gøre, som alle andre evigt og altid forventede af os. I dag ville vi præsentere vores omverden for alt det dén evig og altid præsenterede os for – vi undveg deres angreb og vendte det imod dem selv, ligesom i judo, så de fik deres aggressioner tilbage i hovedet igen, tusind gange stærkere end de nogensinde havde forestillet sig, dengang de i det hele taget begyndte på at overfalde os, alle disse blege, kolde, kalkulerende mordere. Det var pay back time!

De unge mænd plyndrer det pæne samfunds butikker og institutioner. De vil smadre, og de vil hævne sig, de er rebeller uden anden sag end behovet for hævn.

Vreden i passagen kendetegner Sonnergaards litteratur. Som indigneret intellektuel var han et forbillede, men han kunne også være hensynsløs og urimelig. Han angreb kolleger, han oplevede som modstandere, han hånede sine anmeldere for at være korrupte og inkompetente, og han blev rasende over alle os, som ikke forstod ham helt rigtig.

Passagen viser også, at voldsomheden var forbundet med en ekstrem følsomhed. Sonnergaard fornemmede alle de aggressioner, som ellers er skjult i civiliserede fraser. De blege kalkulerende mordere i teksten har jo ikke slået nogen ihjel, men de har tilintetgjort andre med kultiverede tegn.

Den symbolske vold, vi andre har vænnet os til, oplevede han som vold og reagerede på den. Gentagelsen af ordene »evigt og altid« understreger, hvordan nedværdigelserne er allestedsnærværende. Afstanden mellem dem, der ydmyger, og dem, der bliver ydmyget, bliver forstærket af, at de unge fortælleres hævn er så desperat. De hærger på en måde, så vi godt ved, hvem der ender med den hårdeste payback.

Uddrag: Onsdag formiddag hos Annette 

I onsdags kom jeg forbi hos Annette og fik en kop kaffe i hendes lejlighed i Elmegade.

Og hun fortalte mig om den bytur hun og Kirsten og Lisbeth sidste weekend havde haft på Nørrebro og Vesterbro og Christianshavn.

Og hun fortalte om specialet, for der var virkelig sket noget mens jeg havde været væk, og hun var helt sikker på, at hun havde overvundet sin skriveblokering nu. Hun arbejdede på højtryk med konklusionen, og indledningen var også færdig, sagde hun. Og hun havde fået nogenlunde styr på, hvilke bøger hun ville nævne i litteraturlisten.

Og hun smilede til mig, og fortalte at det godt kunne være, hun fik det dér sommerferiejob på Pussy Galore alligevel.

Læs resten af Jan Sonnergaards novelle

Sonnergaard afdækkede det pæne samfund som en afsindig slagmark. Og så var det så vidunderligt skrevet, at hans fortællinger blev livsvigtige for mennesker, som ellers aldrig læser litteratur, og brød ind i eksistensen hos dem, som ellers er vant til at læse behersket og roligt.

Fortællingerne kunne ligne tegneserier, og de kunne lyde som punkmusik, men det var stor fortællekunst. Og så havde Jan Sonnergaard en fornemmelse for stemninger, som bliver siddende i hovedet og kroppen længe efter, man havde læst dem:

For nogle kan morgenen være en forbandelse, når solen står op en drukken morgen, og der er skammen over at være så ung og så træt, mens man vakler hjem og fuglene synger overalt, allerede. Som om man var gæst til sin egen begravelse.

Selv sagde han, at han ville genopdage litteraturen som et våben. Men netop i dag står den også tilbage som trøst og minde om et menneske, som levede hårdt, krævede meget og gav endnu mere.

Han har givet os noget, vi ikke havde før. Og som står stærkt tilbage.

Læs nekrolog over Jan Sonnergaard: Det frysende budskab

Meget vigtig stemme

Marianne Stidsen, lektor i senmoderne dansk og nordisk litteratur, Københavns Universitet

»Jan Sonnergaard var den første danske forfatter, der direkte og litterært skildrede den måde, Danmark forandrede sig på op gennem 80’erne og 90’erne, fra et traditionelt velfærdssamfund og til det, vi senere kom til at kalde konkurrencestaten. Han skrev ikke bare om samfundets udskud og undermålere, men også om dem, der udefra set var ’vindere’, men alligevel følte en tomhed og lede ved tingene.«

»Jeg kendte Jan fra studietiden, hvor vi læste sammen. Han var den sødeste, varmeste fyr, altid meget generøs, men også kritisk, når der var behov for det. Og det var der i dansk litteratur, da han skrev Radiator i 1997. Med hans afgang har vi mistet en meget vigtig stemme.«

Original og nærtagende

Bent Vinn Nielsen, forfatter

»Han var en absolut god forfatter, på sin måde meget original, og han tilførte dansk litteratur noget, der ikke var der i forvejen. Han havde en præcision i beskrivelsen af det drengede. Sådan var han også som person – det var en mandeverden, han appellerede til. Af samme grund var der mange kvinder, der ikke kunne lide ham, men som menneske var han sindssygt høflig over for kvinder. Faktisk galant.«

»Jeg satte meget stor pris på Jan, men han kunne være nærtagende. Første gang vi mødtes, gik vi skævt af hinanden. En anmelder i Politiken havde kritiseret ham og skrevet, at ’ingen realist kom på højde med Bent Vinn Nielsen’. Jan var ret sur, og jeg måtte gøre ham opmærksom på, at det jo ikke var mig, der havde skrevet det.«

»Derfra snakkede vi rigtig godt sammen. Jeg kunne vældig godt lide ham.«

Søde Jan

Katrine Marie Guldager, forfatter

»Jeg sms’ede med Jan så sent som i sidste uge, han var en god ven og kollega. Jeg holdt meget af ham som menneske, selv om det jo var indlysende, at han drak for meget og ikke passede nok på sig selv. Men han var utrolig sød og opmærksom på andre mennesker. I hvert fald dem, han godt kunne lide. Det var ikke uden grund, at han kaldte sig selv Søde Jan.«

»Man kunne altid tale lige ud af posen med Jan. Der var ingen forstillelse. Heller ikke iRadiator, som jo var en velgørende hån mod det, man dengang kaldte Forfatterskole-litteratur. Det kræver sin mand at være så kompromisløs og ærlig, som han var. Radiator vil nok stå i litteraturhistorien i mange, mange år. Det vil Jan også.«

Et tænkende gemyt

Jeppe Brixvold, rektor på Forfatterskolen

»Jeg har kaldt ham ’Modernisten Sonnergaard’, for han tilførte dansk litteratur en modernistisk tilgang at skrive prosa på. Forstået sådan, at virkeligheden ikke blot er noget, der kan beskrives neutralt, men ved interaktion, hvad han gjorde gennem skarpt vinklede stemmer i hans novellesamlinger. Jo mere kantede og diskutable udsagnene blev, des bedre, synes jeg.«

»Sonnergaard trak inspiration fra tysk litteratur og var meget glad for forfattere som Peter Handke. Bag hans grovkornede form og humor lå også et tænkende gemyt. Han skrev afhandling om Immanuel Kant, og der var helt klart også denne intellektuel side, som stod i interessant kontrast til den grovkornede humor og form i hans tekster. Det gjorde ham til mere og andet end bare en bulderbasse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu