Læsetid: 9 min.

Ytringsfriheden har kun hersket i en brøkdel af danmarkshistorien. Vi tænker sjældent på det – men den kan forsvinde igen

Terror og populisme lokker os til at gå på kompromis med vores principper. Men det er en fejl, mener Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama, som i dag udkommer med en fælles bog om ytringsfrihedens danmarkshistorie
Frederik Stjernfelt, som er professor på Aalborg Universitet, og Jacob Mchangama, som er direktør i tænketanken Justitia, ’fandt hindanden’ under Muhammed-krisen. De var enige, fandt de ud af. Og nu har de sat det sidste punktum i en fælles bog om ytringsfrihedens danmarkshistorie.

Frederik Stjernfelt, som er professor på Aalborg Universitet, og Jacob Mchangama, som er direktør i tænketanken Justitia, ’fandt hindanden’ under Muhammed-krisen. De var enige, fandt de ud af. Og nu har de sat det sidste punktum i en fælles bog om ytringsfrihedens danmarkshistorie.

Sille Veilmark

11. november 2016

Klokken er 12, efteråret flår i København, og Frederik Stjernfelt står i sin stue på Sortedam Dosseringen og hælder canadisk whisky i tre små glas – ét til mig, ét til ham og ét til hans ven, Jacob Mchangama.

Vi taler om Muhammed-krisen. Naturligvis, fristes man til at sige, for de tumultariske begivenheder for ti år siden er stadig ankerpunktet for enhver debat om ytringsfrihed herhjemme.

Dengang handlede alt om ytringsfrihed. Om danske værdier. Om retten til hån og spot. Om demokrati. Nu er det anderledes.

»Den politiske kultur ændrer sig lige nu,« siger Mchangama, mens vi sætter os i sofaen.

»Efter Muhammed-krisen var det hot og moderne at forsvare ytringsfriheden. I dag er folk sådan lidt ...«

Han sukker.

»... sådan: Nu igen?«

»Ytringsfrihed ses ikke længere som en lige så grundlæggende værdi. Den er ikke vigtigere end andre hensyn, og der er ikke noget stort politisk parti, som med troværdighed stiller sig op og siger: ’Her går grænsen!’«

Stjernfelt nikker.

»Nej, det går den forkerte vej.«

Slag fra venstre og slag fra højre

Frederik Stjernfelt, som er professor på Aalborg Universitet, og Jacob Mchangama, som er direktør i tænketanken Justitia, »fandt hinanden« under Muhammed-krisen. De var enige, fandt de ud af. Og nu har de sat det sidste punktum i en fælles bog om ytringsfrihedens danmarkshistorie, som har fået navn efter det lille bindeord, der alt for ofte er ytringsfrihedens følgesvend: MEN.

Danmark anno 2016 er fuld af men'er, mener de to herrer:

De er fortørnede over regeringens antiradikaliseringspakke, som vil lukke hjemmesider og gøre det kriminelt at dele islamistisk propaganda (Mchangama: »Vi skal normalt til Tyrkiet og Rusland for at finde den slags.«).

De harcelerer over imamloven fra april, som skal gøre det ulovligt at tale for flerkoneri og revselse af børn (Stjernfelt: »Det er svært at se, at det umiddelbart skulle være en trussel imod statens sikkerhed.«).

De kritiserer respektpakken, som giver hårdere straffe for at tale grimt til politiet og politikerne (Mchangama: »Tænk, at man kan få en bøde for at kalde Inger Støjberg fascist.«).

De er chokerede over Tibetsagen, hvor politiet tog flag fra fredelige demonstranter, og de skælder ud på landets tre store partier – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre – fordi de »river lunser af ytringsfriheden«, som Mchangama formulerer det.

»De indfører et eklatant ’men’ i deres argumentation,« siger han.

Stjernfelt er enig.

»Under Muhammed-krisen var det venstrefløjen, som talte for en uudtalt selvcensur i den offentlige sfære, og de blev i praksis bakket op af truslerne fra internationale terrororganisationer. I dag er det pludselig højrefløjen – som ellers har stået på ytringsfrihedens side – der er vendt på en tallerken,« siger Frederik Stjernfelt.

»Først et slag fra venstre, så et slag fra højre.«

Fristelsen til at begrænse ytringsfriheden er forståelig: Når man føler terroristernes ånde i nakken og hører populisternes protestråb i gaderne, bliver man grebet af en intuitiv lyst til at lukke munden på dem; at stoppe demagogerne med hate speech-lovgivning og binde jihadisterne med internetcensur. Men det er forkert. Det er netop nu, vi skal stå fast på vores principper. Men vi gør det modsatte, mener de.

Hykleriet og terrortruslen

Det er ikke kun politikerne, der siger ’men’. Medierne gør det også.

I sidste måned eksploderede historien om, at Jyllands-Postens ledelse med tidligere bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl i spidsen gav redaktør Flemming Rose mundkurv på. Rose måtte ikke tale om religion og blev angiveligt truet med fyring, hvis han vidnede i en retssag i USA.

Sagen er et »rystende godt eksempel« på, at kampen for ytringsfrihed er ved at blive glemt, mener Stjernfelt.

»Ikke nok med at vi er ved at glemme kampen, vi er også blevet hyklere. Det er skræmmende,« siger han.

Efter Muhammed-krisen troede de fleste, at terrortruslerne langsomt ville fordampe. At verden igen ville blive normal. Men sådan gik det ikke. Tværtimod. Det er stadig dødsensfarligt at lave sjov med Islam (tænk bare på Charlie Hebdo), og den konstante trussel efterlader os ifølge Stjernfelt med tre mulige valg:

Vi kan holde mund. Vi kan insistere på retten til at tale frit. Eller vi kan blive »totungede«. Sagen om Rose og Ejbøl viser, at ti års pres nu har fået Jyllands-Posten til at vælge det sidste.

»Det tog 10 år, før terrorpresset opløste enigheden på Jyllands-Posten. Folk indser efterhånden, at det her er kommet for at blive, og det fører til, at folk tager forskellige valg – og nogle vælger hykleriet. Hykleri er et produkt af terrortruslen,« siger Stjernfelt.

»Problemet er, at samtidig med at Jyllands-Posten giver Rose hårde direktiver indadtil, fortsætter ledelsen med at fare frem som nogle helvedes karle, der uddeler frihedspriser og hylder ytringsfriheden. Vi opretter dobbeltstandarter, hvor vi udadtil hylder ytringsfrihed, og indadtil – når kameraerne ikke kører – indskrænker vi den. Man kan ikke kræve heroisme af andre end en selv, men man kan være ærlig. Og det havde været mere ærligt at sige: ’I princippet bakker vi op om ytringsfriheden, men i det her tilfælde kan – eller tør – vi simpelthen ikke.’«

Mchangama er enig:

»Det var at gå alt for langt at underlægge Rose de restriktioner i så lang tid,« siger han.

Tendensen er ikke kun dansk. De årlige undersøgelser fra ngo’en Journalister Uden Grænser viser, at medierne er blevet mindre frie i alle europæiske lande de senere år (med undtagelse af Grækenland og Malta), og organisationen Freedom House vurderer, at pressefriheden i Europa er på det laveste niveau i 10 år.

Batman og Pio

Både Mchangama og Stjernfelt kender debatten om det frie ord ud og ind.

Jacob Mchangama har startet tænketanken Justitia, der skal afstive landets »grundlæggende retsstatsprincipper og frihedsrettigheder«, som det hedder på hjemmesiden (Jørgen Ejbøl sidder i øvrigt i Justitias bestyrelse).

Stjernfelt har i en årrække skrevet om emnet i Weekendavisen og er medforfatter til bogen De Anstændige, som i 2013 anklagede Muhamed-tegningernes modstandere for at forråde ytringsfriheden.

»Vi kaldes tit ytringsfrihedsfundamentalister,« siger Frederik Stjernfelt med en slet skjult stolthed.

»Vi ser ytringsfriheden som den vigtigste af alle frihedsrettigheder – man kan ikke have de andre friheder uden ytringsfrihed.«

Stod det til de to fundamentalister, blev injurielovgivningen revideret og racisme- og blasfemiparagraffen slettet. Man bør kunne sige præcis, hvad man vil, så længe det ikke er »klare og direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove og usande sigtelser mod enkeltpersoner«, som det hedder i deres nye bog.

– Hvordan er man ytringsfrihedsfundamentalist til daglig? Hvad hvis nogen siger: ’Hey, kan du ikke lade være med at sige neger, det er gammeldags og stødende’ – Er det så et problem for ytringsfriheden?

Jacob Mchangama læner sig ind over sofabordet.

»Alle er enige om, at der er grænser. Uanstændigheder. Men grænserne rykker sig hele tiden: Engang var William Freddie (dansk kunstner, red.) skandaløs, i dag er det stor kunst,« siger han.

»Det samme med Herman Bang,« indskyder Stjernfelt.

»Ja, og Henrik Pontoppidans anmeldelse af Messias,« siger Mchangama.

MEN er fuld af den type anekdoter om censur – fra Louis Pio til Jens Jørgen Thorsen, Batman og Fantomet.

Mchangama fortsætter:

»Men altså, hvis én fra min egen generation, som ikke var min ven, kaldte mig neger – én under 50 år – så ville mine parader være oppe.«

Stjernfelt griner.

»Så jeg må godt?«

»Ja, ja,« siger Mchangama og fylder whiskyglassene op.

»Vi underlægger os alle sammen selvcensur og normer for social omgang. Jeg kalder ikke dig ’et kæmpe røvhul’, selvom jeg er uenig med dig. Men det bliver et problem, hvis man vil rense sproget; når Jan Lööf (svensk børnebogsforfatter, red.) skal ændre sine børnebøger. Det bliver problematisk, når nogen kodificerer grænserne og gør dem til lov, eller som i Sverige hvor bestemte synspunkter udelukkes fra den offentlige debat, som man ser med Sverigedemokraterna.«

»Mark Twain er et bizart eksempel,« siger Stjernfelt.

»Ordet nigger bliver taget ud, når bøgerne nyudgives, men det fjerner jo en afgørende dimension. De karakterer, som bruger ordet, er usympatiske, og det kan man se, ved at de bruger ordet. En civiliseret debatform er selvfølgelig et politisk gode, som højner den offentlige sfære. Men der er et gode, som er endnu vigtigere: Ytringsfriheden. Goder kan clashe, og så må det vigtigste gode stå over det mindre vigtige.«

– Så selvom det måske er lidt dårlig stil at siger neger eller tegne profeten, så kan det forsvares, hvis den principielle ytringsfrihed er på spil?

»Ja,« siger Stjernfelt.

»Tone-argumentet er ikke irrelevant, men det skal ses i konteksten af voldstrusler. Vi har tegnere, som er udsat for trusler, og det må være mere afgørende, end at nogen føler sig krænket af tegningerne.«

Udstødelse

En af de centrale påstande i MEN er, at ytringsfriheden fungerer som en »sikkerhedsventil« frem for en »trykkoger« – at hadtale ikke skaber mere had og vold, men tværtimod forvandler hadet til debat og politik.

Teorien understøttes af empirisk forskning fra Norge, som viser, at Sverige er det land i Vesteuropa med flest højreekstremistiske mord pr. indbygger, selvom svenskerne »har haft et låg på debatten, så indvandrerkritikere ikke har kunne kommet til orde«, som Mchangama siger.

Flemming Rose har fremført et lignende argument i sin bog Tavshedens Tyranni fra 2010: Weimarrepublikken i 1920’erne og 1930’erne havde hårde hate speech-love, der slog ned på det spirende naziparti, men i stedet for at bremse Hitler endte de med at gøre nazister til martyrer og undergrave republikkens troværdighed.

»Det moderne argument for en blasfemiparagraf er, at den skal skabe social fred, så man ikke går i clinch med hinanden. Men noget tyder på, at det er omvendt,« siger Mchangama og peger på, at lande, som har blasfemilove, faktisk har mere religiøs vold end lande, som ikke har (eller ikke håndhæver dem).

»Det var det samme med kommunisterne i 50’erne,« siger Stjernfelt.

Dengang forbød Danmark hverken DKP-partiet eller avisen Land og Folk, selvom PET gerne ville have det; i stedet blev kommunismen »overvundet med ord«, som Stjernfelt siger. Det bør vi lære af i dag. Vi behøver ikke lovgive om alt – ofte kan den offentlige debat regulere sig selv.

»Ingen i dette rum ville f.eks. omgås Jonni Hansen, fordi hans holdninger er så modbydelige,« siger Machangama. »Det er konsekvenserne, hvis man går ind for Sharia, benægter Holocaust eller hylder Stalin: Udstødelse.«

En sejr, som er endegyldigt vundet?

MEN fortæller en danmarkshistorie, hvor ytringsfriheden altid har været politisk forældreløs. Hovedreglen er, at politikere og meningsdannere kæmper hårdt for retten til at tale og skrive frit, så længe de er i opposition.

Men så snart de selv sidder på magten, skynder de sig at indskrænke den: De nationalliberale i starten af 1800-tallet, som krævede demokrati, ytringsfrihed og parlamentarisme, blev fængslet og undertrykt af den enevældige konge, men da de selv fik magt, ville de pludselig ikke udbrede ytringsfriheden til alle – og da slet ikke til den spirende arbejderbevægelse, som blev undertrykt og smidt i fængsel.

»Når man får magt, er der lige pludselig en masse men'er, som kan bruges til at afgrænse friheden for dem, man ikke er enige med,« siger Mchangama.

Heller ikke medierne har i årenes løb kunnet fremmønstre et konsistent forsvar for ytringsfriheden. Da Aktuelt i 1967 tegnede en lidet flatterende karikatur af Mao Tse-Tung, skrev Jyllands-Posten en leder med et synspunkt som til forveksling ligner det, Politiken indtog under Muhammed-krisen:

Man skulle »passe på« med at lave provokerende karikaturer, lød det fra den jyske avis, for det var hverken »legitimt eller tilgiveligt at tilsøle en stor og alvorlig politisk konflikt« ved at »fremstille Mao som en ond asiatisk dværg«.

– Hvad er den vigtigste lære fra ytringsfrihedens danmarkshistorie?

»Hvor skrøbelig ytringsfriheden er, og hvor sen en gevinst, den har været,« siger Frederiks Stjernfelt.

»Vi betragter tit ytringsfriheden, som en sejr, der endegyldigt er vundet – sådan tænkte jeg også selv før 2006, hvis jeg overhovedet tænkte på det. Det var en kamp, som blev kæmpet i 1700- og 1800-tallet.«

Han ryster på hovedet. Whiskyglassene står tomme på bordet.

»Men det er jo slet ikke tilfældet. Tværtimod. Den kan forsvinde igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Thøgersen
  • Thomas Bindesbøll
  • Kurt Nielsen
  • Mihail Larsen
  • ulrik mortensen
  • Jan Weis
  • Flemming Berger
  • Estermarie Mandelquist
  • Jakob Bonde
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Peter Møllgaard
Finn Thøgersen, Thomas Bindesbøll, Kurt Nielsen, Mihail Larsen, ulrik mortensen, Jan Weis, Flemming Berger, Estermarie Mandelquist, Jakob Bonde, Klaus Lundahl Engelholt, Robert Ørsted-Jensen og Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Det vil være netop en meddelelse som siger at vi står fast og endog mener at ytringsfriheden kan gøres til også en dansk værdi

Robert Ørsted-Jensen

Desuden er netop blasfemiparagraffen den mest problematiske - årsagen er enkel - det er nemlig stadig rigtigt- som Marx formulerede det - at "religionskritikken er en forudsætning for al kritik"

Den frie tanke er umulig uden ytringsfrihed

Det er Kant, der peger på det forhold, at tanker kun er frie, når de reelt kommunikeres. Tanker, der forbliver private, er magtesløse. Han bruger udtrykket 'publicitet' som en vigtig og afgørende kvalifikation ved frie tanker.

Derfor er det lidt løjerligt tidligere i denne tråd at få oplistet diverse friheder, der øjensynligt ikke behøver ytringsfrihed - som om disse friheder kunne tænkes, kommunikeres og realiseres i tavshed. Det kan de naturligvis ikke. De må formuleres og ytres i en eller anden form for offentlighed. Derfor er ytringsfriheden fundamental.

Kant skelner mellem 'privat' og 'offentlig' brug af fornuften. Logisk og etymologisk konsistent, men ikke helt på linie med almindeligt sprogbrug i dag. 'Privat' brug af fornuften udøver man som tjenestemand, hvor man er forpligtet til at gøre, som politikerne siger (Kant bruger kirken, hæren og den offentlige sektor som eksempel). De samme mennesker har imidlertid ret til en 'offentlig brug' af deres fornuft, som er ubegrænset. Ikke overraskende når han derfor frem til et retsstatsmotto om: "Ræsonner så meget I vil, og over hvad I vil, men adlyd!" (Immanuel Kant: "Hvad er Oplysning?", i: "Oplysning, historie, fremskridt", Slagmarks Skyttegravsserie 2000, s. 80).

Kant taler ud fra sin samtids forudsætninger, men kernen i hans budskab brænder stadigvæk igennem. Den offentlige ytringsfrihed er den vigtigste forudsætning for den gradvise implementering af de øvrige friheder. Kun ved den offentlige brug af fornuften - igennem ytringsfriheden - bliver det muligt at kritisere det bestående og samle en opinion, der kan forandre det.

(Nogle af denne tråds deltagere synes ikke at være bevidste om, at ytringsfriheden faktisk er den basale forudsætning for, at de kan skive, hvad de vil.)

Peter Møllgaard, Thomas Bindesbøll, Flemming S. Andersen, Frank Hansen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Og måske også er en hel del af kommentatorerne faktorisk på offentlige overførsel? De skriver og skriver i uendelige mængder, som om de har intet andet arbejdsliv. Hvem betaler for det?

Robert Ørsted-Jensen

Jep og ikke des do mindre skriver de som bare helvede - og ofte anvender de ublut i deres angreb på alle andre meninger end lige deres egene - den mest vidunderlige sarkasme, satire, hån og latterligørelse. Alt imens de påstår at det mås man ikke. :)

Can Øzcen - Jeg skriver ikke, at Pol. er ytringsfrihedens apostel. Det er Pol's kroning af Rose som en sådan, jeg tager afsæt i. Visse af deltagerne i denne debat ser ud til, at dele denne opfattelser. Og heri er jeg dybt uenig.
Finder det aldeles ikke i orden, at male Jesus med stådreng på på Birkerød station. Jeg går ikke ind for at krænke folks religiøse følelser, men meget gerne for at der skal være plads til religionskritik, og det er noget helt, helt andet.
Desuden var tegningen plat, pubertær - ingen grund til at lade Thorsen få al den opmærksomhed.
Så Melchior gjorde det eneste rigtige, da han forlangte at tegningen skulle væk. At det så var en krænkelse af Thorsens ytringsfrihed - skidtpyt - hån, spot og latterliggørelse er ikke det, der fremmer et civilisere samfund.

Jeg kan gå op til en anden kvinde på gaden og sige 'Hold k..., hvor er du grim', det er der intet i loven der forbyder mig, kun mine egne sociale og moralske grænser for, hvad man gør og ikke gør, og man sårer ikke andre unødigt. Så selv om jeg er i min gode ret til at gøre brug af min ytringsfrihed, så bør min egen anstændighedsgrænse gøre det.

Racismeparagraffen - Straffelovens § 266b, er en lovlig anstændighedsgrænse for dem der ikke selv kan finde ud af det. Og derfor mener jeg heller ikke den har noget at gøre i en debat om cencur og ytringsfrihed, hvor jeg tænker på ytringer udtalt på et helt andet plan.

Here lies the body of poor John Gray,
He died defending his right of way,
I'm right, he cried, as he bowled along,
But he is just as dead as if he'd been wrong!

Vibeke Hansen, Flemming S. Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Den frie tanke er umulig uden ytringsfrihed ...det skal vist være et yderst restriktivt system i permanent undtagelsestilstand, der er istand til, at forhindre udveksling af tanker mellem ligesindede.

Men fra at være samfundsudviklingens mål, at der er fuld gennemskuelighed og ytringsfrihed, er det nærmest bøvet, at påstå ytringsfriheden er nødvendig for at udvikle samfundet i den retning. Og det går helt galt når nogen tror, at den ytringsfrihed, der eksv er i Danmark kan eksporteres til.. eller forventes i - andre samfund med meget større spændinger mellem magthaver og underklasse. Således er udisciplineret ytringstrang katastrofalt i spændingsfeltet mellem magthaver og folkerejsning, med det arabiske forår som skræmmeeksempel. En typisk fejltænkning blandt medlemmer af intelligentsiaen, som skyldes denne klasses manglende forståelse for solidaritetens natur.

Jeg tror ikke Kant - eller ihverfald hans formidler - har alle aspekter i det moderne samfund med i sin teori.

Og sjovt nok - når talen bliver samfundskritisk i forbindelse med samfundskrisen, så fokuserer højere middelklasse på racemodsætninger - men heldigvis er underklasse klogere ...de ved udmærket hvorfor økonomien halter.

Vibeke Hansen, Liliane Murray og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Bill det ved underklassen oftest netop ikke - derfor stemmer den ofte på Trump typer DF etc

du burde ophører med den idealisering af det du kalder "underklassen" - klasse forhold afspejler modsætninger i et samfund og mulighed for samfundsændringer. Det haqndler ikke om at idealisere men at forholde sig analytisk kritisk.

Racisme opstod som en politisk "arbejderbevægelse" - den skaptes ikke af nogen middel eller overklasse men den udnyttedes - af konservative kræfter der ønskede at spitte og modvirke arbejderklassens samfundsændrende potentiale

Det er sådan noget der sker når man forblænder sig selv med idealististiske forestillinger der romantiserer "arbejderklassen" eller "underklassen" og derfor er uopmærksom på sådanne problemer

Robert Ørsted-Jensen

Rascimen var et product af arbejderklassens angst for at skulle sættes i bås med og risikere samme dårlige løn som laverestående racer - så som niggere, jøder, sigøjnere og farvede. Det var ikke resultatet af eh eller anden konspration udtænkt af kapitalistiske magthavere. Det var en bevægelse der startede som et resultat af racetænkningsteorier og negerslaveriet. Arbejderklassen i mange lande brød solidariteten med arbejderklassen andre steder og det især hvis denne var farvet. de blev udelukket far adgang til deres fagforeninger etc.

Oh, Robert Ørsted, jeg er sikker på du ikke mener det sådan, men din seneste kommentar virker yderst racistisk, da du ikke benægter selv at tage afstand fra en sådan tankegang, men faktisk siger at der er racer der er laverestående end den kaukasiske.

Flemming S. Andersen

Robert Ørsted-Jensen

Nuvel.

Kan du fortælle mig hvornår blasfemiparagraffen sidst blev benyttet, og på hvilken måde de sidste f.eks. tre afgørelser (jeg kan fortælle dig at de ligger endog meget langt tilbage), hindrer dig i at kritisere nogen religion.
Vi lægger begge mærke til forskellen imellem kritik og så latter og hån.

Det var kritik af religion der var forudsætningen, ikke latter og hån.

"Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder."

Der er således ikke noget lovmæssigt , der hindrer dig i kritik.
Du må ikke håne og spotte andre for deres tro, hvilket jeg synes er fint, og at det fint hænger sammen med friheden til at tro.
Du må heller ikke forskelsbehandle på baggrund af tro, 266b , hvilket også er glimrende.

At gøre en paragraf der er faldet dom efter to gange, senest i vist 1946 til et problem, tyder på at man blot rider en kæphest..

Robert Ørsted Korrigér dine påstande ved at læse om hvad Hannah Arendt har at sige om racisme, antisemitisme og disses oprindelse. Hun er en del mere nuanceret end din vulgær."marxistiske" udlægning.

Flemming S. Andersen

Robert Ørsted-Jensen

Nu skal man jo vare sig for at diskutere historie med en historiker.

Men at racismen skulle være et produkt af arbejderklassen, er nyt for mig.

Jeg har læst mig til at racisme skulle være afledt af slaveriet, og undskyldningen for slaveriet, hvilket jo passer med at slaver blev taget af de fjender man under krige havde udskammet og nedvurderet.

"racisme, forestillinger om visse menneskeracers overlegenhed over for andre samt de diskriminerende handlinger, der knytter sig til sådanne forestillinger. Racisme bygger på den opfattelse, at menneskeheden kan inddeles i racer, som ikke bare har forskellige fysiske kendetegn, men også forskellige psykiske og moralske egenskaber, og at der eksisterer et hierarkisk forhold imellem disse, således at visse racer er andre overlegne (se menneskeracer).

En del sådanne antagelser vandt indpas i 1700- og 1800-t.s vestlige videnskab, men også før er idéer om racer og racistiske holdninger forekommet. En tro på visse racers overlegenhed over andre er ikke kun et europæisk fænomen, og racediskrimination er blevet praktiseret af og over for alle slags folkeslag verden over."

http://denstoredanske.dk/Geografi_og_historie/Folkeslag/Etnografiske_ter...

Som det ses her er slaveri ikke ukendt i tiden længe før industrialiseringen og arbejderklassens opståen, så hvordan får du racisme til at være arbejderklassens produkt???

Jan Weis - I betragtning af, at vi nogle gane har krydset klinger om ytringsfrihed, Fl. Rose og lign. emner, så gik jeg ud fra, at du var i stand til at huske, hvad jeg tidl. har skrevet derom, så det ikke skulle være nødvendig at repetere.
Kan forstå på din kommentar, at jeg har været letsindig, og taget din evne til at (ville) huske) for givet. Måske skulle du fremover tage dig tid til at læse hvad skrevet står, inden du farer i tasterne og kommenterer ud fra hvad mavefornemmelserne dikterer.
Dette skrevet i al mindelighed.

Beklager, at et andet og vigtigere arbejdsliv står i vejen for at erindre alle skriverier, en arne lund har diverteret med på denne platte-form … ;-)

Robert Ørsted-Jensen, 10:29, det er muligt, at en del af underklassen stemmer på fascisterne, men de ved - som jeg skriver ovenfor - stadig hvor økonomien halter og hvorfor... næste gang, i 2020, stemmer resten af underklassen også på Bernie Sanders. (Og han har lige proklameret at han genopstiller.)

Dagens neofascister, berlusconister m.m.fl. mangler 30'ernes streetpower, de er blevet et overklassefænomen, der forsøger at beholde magten ved at lade seddelpressen køre på højtryk. Men Verden og underklassen udvikler sig intellektuelt, Robert Ørsted-Jensen. Verdens udvikling - og dermed historien - gentager sig ikke - går ikke i ring. Udviklingen bevæger sig opad i en spiral. Og som jeg også skriver ovenfor så satser kapitalistlakajerne blandt intelligentsiaen på at dreje fokus over på racisme, Det og du er uhyre gennemskuelig, Robert Ørsted-Jensen. Robert Ørsted-Jensen marxisten der ikke tror på folket. hæ hæ.

...

Michael Kongstad Nielsen

Ideerne om mange af de friheder, der tidligere er oplistet i denne tråd, blev til på et tidspunkt, hvor der end ikke herskede ytringsfrihed. Ofte blev tænkere forfulgt og måtte flygte, i Frankrig var revolutionen godt i gang, men det kunne altså ikke forhindre ideernes udvikling. og stadfæstelse i Den amerikanske Uafhængighedserklæring og Den franske erklæring om Menneske- og Borgerrettigheder. Det skete selvfølgelig ikke i tavshed, men gennem skrifter, møder, forsamlinger og foreninger, hvor tankerne fik mæle. Det krævede ikke ytringsfrihed, men kommunikation. Blandt ideerne om de universelle frihedsrettigheder var ytringsfriheden blot én af dem, og ikke den væsentligste i en tænkt rangorden. De var det enkelte menneskes universelle rettigheder, som også staten må respektere, og man ser tråden tilbage til 'den sociale kontrakt'. I den amerikanske er de vigtigste retten til 'liv, frihed, og stræben efter lykke' Den franske har noget lignende, hvor lighed betones som noget af det vigtigste. Ytringsfrihed kommer langt nede i rettighedskataloget. Det er efter min mening fortænkt, at kalde ytringsfriheden fundamental, og alle de andre rettigheders forudsætning. Den er vigtig, men ikke apriorisk. Jeg fornemmer, at forsvarerne for tegningerne og Rose har villet hæve ytringsfriheden op til ultimative højder, for at redde situationen og dække over det pinlige faktum, at J-P var gået alt for langt, hvilket bestyrelsesformanden jo også indså og gav Rose besked på at opføre sig ordentligt.

Flemming S. Andersen

Michael Kongstad Nielsen

Dine fornemmelser for andres motiver, andres redningsaktioner, eller andres opfattelse af pinligheder, kan jeg så langsomt lade sive ud, er forkert.
Desuden er de inderligt ligegyldige.
Mine ligeså lige ligegyldige fornemmelser, er at du bruger dine fornemmelser til at angribe andres motiver m.m., for at slippe for at tage stilling til deres argumenter i stedet.

Jeg ved ikke om du selv fornemmer om manøvren lykkes??

Endnu engang oplever jeg en manglende skelnen mellem forsvaret forn den lovfæstede ytringsfrihed - hvis vigtighed så vidt jeg kan se ingen sætte spørgsmål ved - og så forsvaret for de enkelt ytringer - som er noget ganske andet.
Som Mihail citerer Kant:
'Kun ved den offentlige brug af fornuften - igennem ytringsfriheden - bliver det muligt at kritisere det bestående og samle en opinion, der kan forandre det.'
Nemlig! Fornuften er vigtig og ansvaret for at bruge den.

Michael Kongstad Nielsen

Man bør ikke blande 'ytringsfrihed' og 'kommunikation' sammen, hvilket jeg har prøvet at anskueliggøre ovenfor.
Kants skelnen mellem ’privat’ og ’offentlig’ brug af fornuften er jeg temmelig mystificeret overfor, og hvorfor er ytringer identisk med fornuft? Det er de vist ikke altid.

Flemming S. Andersen

Ole Falstoft

Ingen kan være uenig med dig i at man skal bruge fornuften.

Men i frihedsbegreberne ligger jo også retten til at have forskellige opfattelser af fornuft.
Og med disse forskellige opfattelser jo så også retten til at ytre det man mener er fornuftigt, ellers giver forskelligheden ingen mening.

Du brugte tidligere et begreb som moralsk ansvar.
Jeg giver dig fuldstændig ret i at et sådant er vigtigt, men også det er individuelt.
Og skal være det for at tingene giver mening.
Hvis vi alle havde samme mening, gav frihedsrettighederne ingen mening og var overflødige, men omvendt var vi så alle sårbare på de samme punkter.
Vi havde de samme blinde vinkler, så at sige.

Eksempelvis, ville jeg ikke have bragt JPs tegninger, men idag sætter jeg pris på at JP bragte dem, fordi mine og sikkert andres øjne blev åbnet for et problem omkring selvcensur, som jeg ikke havde været opmærksom på.

For mig var det altså fornuftig, at andre brugte ytringsfriheden, selvom jeg ikke var moralsk enig eller synes det var fornuftigt og det er vel så den egentlige styrke ved friheden, at ingen på forhånd kan sige hvilke begrænsninger der er fornuftige, og at der derfor ikke bør være nogen i princippet.

Efter tegningerne er bragt, vil anskuelserne også dele sig, om det fornuftige.
Sikkert uden nogen kan give svaret på det, men på en eller anden led er vi alle blevet mere opmærksomme på det problem JP rejste.
Eller klogere

Flemming S. Andersen

Ole Falstoft

Tilføjelse:
Juridisk ansvar kan heller ikke altid placeres, selvom det er rettens opgave, men moralsk ansvar er helt umuligt, da det er helt afhængigt af hvem der skal gøre det.

Robert Ørsted-Jensen

Flemming, Arne, lilliane mfl
Vi ved idag fra genetisk videnskab at det trods mange små variationer ikke er muligt at opdele menneskeheden i racer. Den megen snak om racer er derfor ikke bekræftet af biologisk videnskab. Vi har altid draget omkring på kloden og blandet os med hinanden og hud og øjenfarve reflekterer kun de klima forhold vores forfædre levede længst tid under. Sådan lidt enkelt formuleret. For nylig fandt man tre kinesere i romerske soldatergrave i London denne ene af de to højbyrdede kvinder man på vikingetid begravede i osaberg skibet i 800 tallet var semit fortælle hendes tandemalje. Muligvis jødisk. Trælleborg krigerne begravet i vores egen vikingetid viste sig i stort tal at komme fra Polen Ungarn og lignende stader og sådan kan man blive ved.

Arne Religionskritik citatet høre til i kærnen i Marx tankegang og ideverden. Så hvis du synes det er vulgært bør du henvende dig til ham. Du kan også spørge Mihail han er specialisten hvad Marx angår

Ok jeg forsker i racisme politik og historie og anvender netop samme racisme definition som Hannah Arendt der fastslog at racetænkning kom før racisme. Racisme defineres som en politisk bevægelse som startede med almen accept af racetænkning (som havde rødder i negerslaveriet og videnskabelige ideer om taxonimisk opdeling af alt liv på jorden). Det indebærer at racisme som politisk bevægelse tog form omkring cirka 1890. Den havde sine rødder i hvide fagforeningers modstand mod at skulle lønnes og behandles på lige fod med niggere, siggøjnere og risskålædende kinesere og andre undermennesker. Marx og fæller havde en akilleshæl i ikke helt at fatte dybden i nationalistisk og etnisk kulturel modsætningers disses anvendelsesmuligheder hvad angår det at hamre kiler ind i den internationale arbejderklasses solidaritet. Det kostede som bekendt dyrt i det 20ende århundrede og gør det stadig.

Der er problemer med solidariteten med arbejdere fra andre lande og idag er store dele af venstrefløjen blevet en slags nationalister hvad er i grel modsætning til Marx proklamering om at arbejderklassen ikke har et fædreland - med "intenationale" og med manifestets "arbejdere i alle lande form jer" (altsammen tanker der idag også er druknet i bevidstløst "nej øv ned og ud" på den danske venstrefløj)

Suma summarum jo desværre var racismen som politisk bevægelse fra starten af - en arbejderbevægelse - hvorfor nazisterne (og også facisternes syd) havde et historisk grundlag for at hævde sig selv som et arbejderparti.

August Bebel. Berømt tysk marxistisk arbejderlede var tilsyneladende den første der opdagede fejlgrebet her og advarede sine fæller bla i en berømt rigsdagsdebat - hottentotdebatten - lige efter sidste århundredeskifte. Han så nazismens opmarch det gjorde også den amerikanske socialist og forfatter Jack London i novellen jernhælen fra 1910. Raceadskillelse i syd KKK etc var drevet af hvide fagforeninger med tilknytning til USA's demokratiske parti.

Vores egen arbejderleder Louis Pio (socialdemokratiets grundlægger) deltog i festlighederne i sit eksil i USA med grundlæggelsen af en hvid by - White City i Florida - det var fagbevægelsen i Australien opfandt White Australia Policy - der bar tilsvarende bevægelser i de nord og vestamerikanske fagforeninger som nægtede kinesere adgang etc etc. Dette er desværre et dybt beklageligt og overset afsnit i den globale arbejderbevægelses historie og et redskab som blev udnyttet flittigt af nationale højre kræfter med bevillinger til krigsførsel i månederne op til 1914 krigsudbruddet og i mange andre sammenhæng.

Den leninistisk-stalinistiske bevægelse som hærgede venstrefløjen på uheldigvis i 70 år har rent faktisk mindst een hæder at hente deri at de stædigt brød med denne tendens overalt på kloden hvor de slog rødder. Men den var en hård nød at knække og desværre var selv denne bevægelse mere tilbøjelig til at benægte dens eksistens og se den ærligt i øjene og fortsætte denne besynderlige helliggørelse af arbejderklassen somgjort fra et redskab for forandring til istedet at ende som et helliggjort mål i sig selv.

Lang historie måske men det er kort fortalt her vi finder racismen - det var en uhyre stærk og ofte benægtet tendens i arbejderklassen. En form for selvforsvar mod lønnedsættelser der endte i nationalisme og racehad og dannede grundlag for en uhyre stærk skygge arbejderbevægelse.

Robert Ørsted-Jensen

I virkeligheden burde Arbejdermuseet i København have en afdeling der omhandler den racistiske og nationalistiske bevægelses oprindelse og fremmarch. Det ville skærpe opmærksomheden. Det lykkedes jo desværre ikke at få ind i hovedet op arbejderklassen at den ikke har er etnisk og nationalt fædreland - men burde se sig selv som en global bevægelse

Flemming S. Andersen

Robert Ørsted-Jensen

jeg skal ikke kunne afvise din teori, men jeg undrer mig over at slaveri, med begrundelsen i andre mennesker blev anset som undermennesker, var udbredt længe før arbejderklassen overhovedet så dagens lys i praktik og teori.

Hvad siger du til følgende udsagn:

"De første racist-prægede hændelser i USA blev udført i 1492, da Christopher Columbus (en genuesisk) opdagelsesrejsende i spansk tjeneste gæstede Caribien. Kort tid efter Columbus ankom, begyndte de medrejsende spanske søfarende at udforske syd – og Mellemamerika og fandt det guld og sølv, som havde stor betydning for europæerne fremadrettet. Det blev en kilde til rigdom, handel og til at lave mønter af. Det var dog ikke Columbus og spanierne der opdagede nord, syd –og mellem Amerika. Indfødte var allerede beboet i områderne. Der eksisterede højt udviklede civilstationer i områderne. Aztekernes i Mexico og inkaernes i Peru. Caribiere og arawakindiaerne (østlige Columbia og Venezuela) var også befolket i områderne. Men det var først senere, at spanierne og portugiserne startede med at erobre områderne, hvor de bl.a. røvede og myrdede hele befolkningsgrupper. Befolkningsgrupperne aztekerne, inkaerne og mayaerne gik fra et befolkningstal på 80 millioner til 3,5 millioner på 150 år. Et langsigtet massedrab som var med til at sætte gang i diskriminationen og racismen i Amerika. De indfødte var barbarer (fremmed, uvidende) og ugudelige. Det var spaniernes racistiske synspunkter overfor befolkninger i Mexico og i Sydamerika."

http://rasmorell.wixsite.com/racisme-i-amerika/starten-i-1400-tallet

"Det mener den amerikanske forfatter George M. Fredrickson, der netop har udsendt bogen: »Racism: A Short History«. Fredrickson er professor i historie på Stanford University. I bogen behandler han racismens historie i Vesten fra dens opståen over bl.a. slavehandelen frem til i dag. Han sammenligner bl.a. racismen i Nazityskland med amerikansk racehad og giver sit bud på, hvordan fremtidens racisme kommer til at se ud.

Lad os først se på en definition af racisme. Den »enten opretholder direkte eller prøver at oprette en racemæssig orden, et permanent hierarki, som menes at afspejle naturens love eller Guds befalinger«, skriver Fredrickson. Den adskiller »os« fra »dem« på en måde, som er absolut og uomstødelig. Racisterne og deres ofre kan ikke sameksistere som andet end herskere og undertrykte. Det er heller ikke muligt for enkeltpersoner at undgå racisme ved at skifte identitet, f.eks. religiøs overbevisning."

"Det påfaldende ved racismen i den vestlige verden er, skriver Fredrickson, at den opstod i samfund, der var baseret på tanken om alle menneskers lighed. F.eks. i middelalderen ansås mennesker for principielt ligeværdige, fordi de som syndere alle havde brug for forløsning i Kristus.

Lige fra kristendommens spæde begyndelse rummede den et vist fjendskab mod jødedommen, men først i den sene middelalder brød racismen ud i lys lue, mener Fredrickson. Indtil da havde man i al fald i teorien ment, at jøder kunne undgå stigmaet som fjender af Kristus ved at omvende sig. Men på den sorte døds tid, midt i det 14. århundrede, blev det almindeligt at anse jøder for djævelens yngel, der var skyld i de kristnes lidelser. Når jøderne ikke var rigtige mennesker, havde de ingen del i Guds frelsesplan og kunne derfor ganske gratis gøres til syndebukke. Antisemitismen var en »ådselæder-ideologi«, der forvanskede kristendommen, skriver Fredrickson.

Den anden »store« racisme, diskriminationen af afrikanere, opstod, da den vestlige slavehandel blomstrede op i det 16. og 17. århundrede. Først forsvarede man sig med, at man gjorde en god gerning ved at købe slaver, fordi man kunne gøre dem til kristne og dermed redde deres sjæle fra fortabelse. Det argument holdt naturligvis ikke på længere sigt, når man f.eks. i USA havde generation efter generation af sorte, kristne slaver. Der opstod derfor en anden populær, omend noget tåget, begrundelse, nemlig at de sorte skulle være slaver, fordi de som efterkommere af Noahs sønnesøn Kanaan var ramt af hans forbandelse (1. Mosebog kap 9,25-27)."

http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/racismens-historie

Der har altid været fordomme om folk, som har været anderledes i forhold til en selv. Gennem hele oldtiden og middelalderen var folk meget mistroiske omkring fremmede, fordi at det var meget sjældent at støde på dem. Selv hvis de kun var fra en anden del af landet, var der stadig mange fordomme om en. Dette fænomen kaldes xenofobi, som er græsk og betyder "frygt for fremmede".
Historisk set ville man ikke kalde det for racisme dengang, da at de gamle grækere og romere intet vidste om race. Dengang var de delt op i civiliserede og barbarer, så man kunne sagtens være sort civiliseret eller hvid barbar.
Den første "bølge" af racisme i vesten, var efter den sorte død i midten af 14-hundredtallet. Her begyndte mange at tro på at jøderne var djævle yngel, og det var dem der var skyld i de kristnes lidelser. I den tid var det meget normalt, at se ned på alle jøder, og hvis der var sket en forbrydelse, kunne man altid bare skyde skylden på dem. Det blev set som en ydmygelse at være jøde og de var meget lavere stillet, end resten af befolkningen.
Den næste store bølge af racisme var i 16-17 hundred tallet, og denne gang var det de sorte, som stod forskud. Det var her slavehandlen startede. Dem der handlede med slaver vidste godt at det var forkert, men de kunne beskytte sig med, at sige at man gjorde det, fordi man kunne gøre dem til kristne, og dermed redde deres sjæle fra fortabelse. Man vidste godt at dette argument ikke ville holde i længden, så derfor kom der hurtigt en ny begrundelse. Det nye argument gik ud på, at de sorte som var efterkommere af Noahs sønnesøn, Kanaan, var ramt af hans forbandelse. Dette var meget diskriminerende, fordi at man satte de sorte samt jøderne som de laveste stillet i samfundet pga. deres hudfarve, religioner og kultur. "

http://racisme.qsite.dk/136271/Racismens%20opstandelse

Der synes at være bred enighed om at racisme kendtes før arbejderklassens opståen i disse tre kilder.
Det har ikke været åbenbart nogle andre steder at man støtter din teori om racismens opståen i arbejderklassen, snarere tvært imod ser de fleste det vist som kapitalejernes udnyttelse.

Kan vi enes om at der tilsyneladende er mindst to opfattelser af racismens opståen og hvornår??

At regulere immigrationspresset er ikke racisme eller afvisning af kulturel udveksling.

Immigration, er et spørgsmål om immigrationspressets øjeblikkelige størrelse, og en demokratisk vurdering af kulturens robusthed, samt basis-økonomiens bæredygtighed - altsammen set i kombination med andre muligheder for langtidshjælp.

Pludselig Immigration er elitens redskab til pres mod underklassen og splittelse af underklassens solidaritet, og dermed afsporing af underklassens nødvendige målrettede kritik af det kapitalistiske systems økonomiske uretfærdighed. De indre nationalinteresser er et meget vigtigt element i underklassens kamp for retfærdig levestandard.

Man kan jo også spørge, hvad skal en opløsning af den danske nationalstat føre til, ud over afgivelse til, international kapitalisme, af nationens mulighed for egen regulering af varemarked, produktionsforhold, miljøbelastning og socialydelser?

Robert Ørsted-Jensen

industriarbejdere er en nyere kategori - men begrebet de arbejdende og besiddeksesløse er hos marx et historisk begreb der går tilbage til antikken Flemming. Men pointen er netop at racismen som politisk bevægelse er samtidig med lønmodtager fagforeninger og industriarbejdernes organisering

ja men det siger jeg følgende til. Det har siden 60erne været på mode at anvende racisme begrebet i flæng og ofte uden definition. Jeg sloges selv længe privat med det enkle faktum at jeg ikke i periden ført 1920 kunne finde nogen hvid persoin der i henhold til den anvendelse af begrebet ikke var racist. Jeg nåede til den konklusion at det var meningsløst at anvende begrebet på den måde.

Til min glæde så jeg så at den store politiske filosof Hannah Arendt i 1940erne nåede til samme slutning.

Slaver startede ikke som racisme, for den videnskab der skulle til at bære en sådan hypotese havde endnu ikke set dagens lys. At de var sorte og ikke kristne og ikke kunne læse og skrive var bare meget smart, da de var nemme at finde hvis de løb væk ikke. og at de ikke var kristne gjorde det så nærmest acceptabelt for så blev de jo omvendt fra barbari til den rette tro ikke.

Desuden var det muslimerne der startede negerslaveriet og selv europæerne købte bare slaver af andre sorte. I mange tilfælde var der i begynndelsen tale om at mde hvide reddede stilfangetagne sorte fra deres fjenders hensigt at massemyrde dem, ved i stedet at købe dem som slaver. Men det er en anden historie.

Racime har sin rod i race tænkning og den begyndte med videnskabelig taxomoni af planter (Carl Lineus etc) sidst i det 18 århundrede. Herefter accelerede og politiske bevægelse for racerebnhed så deres start omkring 1890. Det er i vores definition den egentlige racisme. Selve ordet racist opstår først i 1920erne og blev først et rigtigt sældsord - shock og horror anvendt ord - fra 1960erne. Hitler levede givet sit liv uden nogensinde at høre sig selv blive betegnet som racist.

Robert Ørsted-Jensen

Min pointe er at definitioner er vigtige ellers ender men i nonsens og jeg synes det er beklageligt at begrebet "racismus" nu misbruges i den grad, men når jeg arbejder kan jeg ikke tillade mig den frihed, jeg er nød til at anvende en definition og jeg mener at Ahrends definition er den eneste brugbare, det andet ender i nonsens.

Robert Ørsted-Jensen

Mit focus er politisk historie - men jeg har bemærket at social historikere anvender racisme begrebet i flæng og uden definition, det synes ikke i deres veden at være et problerm at end ikke begrebet race virkelig var skabt på tidspunktet. Det er sådan noget der gørat selv afvisning af en religion beskrives som racisme

Robert Ørsted-Jensen

I politisk filosofi er der derfor skole for at mene at racisme skal defineres striht som en politisk bevægelse, altså blærer af politiske krav der handler om raceadskillelse og rav´cehygiene etc,. Du kan jo også selv se at vor ven fredericksoner vel på vej ind i selvmodsigelse i det du citerer der. Det blir endnu morsommere når vi forsøger at anvende begrebet på den måde når vi klassificerer enkeltpersoner før 1920. De er så alle racister - ikke en enste kan undslippe, Marx iberegnet olg så er det meningsløsheden begynder at sætte ind. Det bør være muligt at skelne analytisk mellem fremmedskepsis, fremmedfrygt og fremmed had skepsis over for religiøsitet og fiorskellige kulturer og så forsøg på at voldeligt adskille folk efter hudfarve og måske endog forsøg på at udrydde hele folk på den baggrund. Men det er ikke muligt njår man anvender Fredericksons obtic, klassiske romere og gærkere blie racister ja de er alle racister - der er kun frelse for Frederickson selv :).

Robert Ørsted-Jensen

Bill den holder ikke - stort set alle slavefangere og kaptainer startede på samfundets bund og det var langtfra alle der endte som elite. Men racisme defineret som en politiske bevægelse er en post-slave bevægelse og det ver en strømning i arbejderklassen - en strømning som magthavende anvendte - de plantede den ikke de skabte den ikke - den skabtes af det enkle forhold at andre "racer" blev behandlet endog dårligere end hvide arbejdere - så det værste en arbejder med slvfølelse kunne forsetille sig var at han skulle arbejde side om side med en sorrt mand. Så kunne man ikke synke dybere. Det problem havde kapitalistklasse eliten ikke. De behøvede ikke frygte at ende som "negre" vel?

Men man ville sgu da være idiot hvis man som elite i et kapitalistisk samfund ikke vidste at anvende det til at splitte en arbejderbevægelse der var på vej til at vinde absolut magt og truede ens eksistens.

Det er den kognitive anvendelsen af videnskaben i hverdagen, der definerer videnskabens retoriske betydning. Alt andet er retorisk mystisme. Der er jo ikke nogen, der i dagligdagen henviser til kvantemekanikken, selv om den er en forudsætning for vores eksistens.

Racisme har ingen betydning for underklassen før elitens økonomiske intersser skævvrider balancen.

Robert Ørsted-Jensen

Når danske arbejkdere udvandrede og pludselig befabndt sig omgivet af sorte og gule - så glædede de sig typisk over at de dog i det mindste var hvide mennesker. Jeg har et brev far en dansk stuepige der skrive hjem til Hosensegnens famile at hun er glad for at herskabet hun nu arbejder for har "negre" til at gøre det grovere arbejde. Det her handler om selvføleklse også. Men naturligvis er det vanskeligt at få den stakkelse stuepige fra Hosens til at forstå at hun bør være i samme fangforening som negrene. Prøv med lidt indføleklse, det handler ikke om at skælde ud på arbejdeklassen, men om at forstå et dillema som desværre ikke fik tilstrækkelig attention

Robert Ørsted-Jensen din analyse 02:32 om slaveskibs-kaptajners maglende opstigning i samfundet, viser din totale mangel på fornemmelse af op og ned. Det var naturligvis plantageejernes rigdom og ubegrænsede adgang til uopdyrket jord, der drev slavehandlen frem.
02:32 er ren volapyk, RØJ, som har til formål at flytte debattens fokus fra systemkritik over på blindgyden racisme. Racisternes katekismus §1.

Et eksempel på bevidstheden om klassekampens fokus ikke er racisme, er backinggruppernes fokus på at racismedebatten ikke fremmes.

Lego stopper samarbejde med kontroversiel avis
Legetøjskoncernen Lego fik sidste uge massiv kritik for dens samarbejde med britiske The Daily Mail. Gruppen Stop Funding Hate (Stop med at finasiere had, red.), der blev dannet i sommers på det sociale medie Twitter, har kritiseret en række aviser, heriblandt The Daily Mail, for at »portrættere indvandrere overvældende negativt«, være homofobiske og for at piske en hadsk stemning op både før og efter den britiske folkeafstemning om EU, der førte til brexit, skriver BBC.

Racisme er ikke et acceptabelt issue i klassekampen.

Robert Ørsted-Jensen

der er ingwen her opg slet ikke mig, der benægter at overklassern har deres del af ansvaret Bill. men du overser at der ikke var nogen der blev tvunget til at transpoterer slaver.

Dusuden har jeg en fotid som specialarbejder i københavn og ingen der har været på en arbejdsplads i min tid vil kunne benægte at der ryger mange bemærkninger om at "jeg er fandeme ikke neger" og lignende over bordet når der skulle tales løn og arbejdsvilkår. Ofte var det dine DKP venner vi kunne hører lukke den slags ud. Det viser bareat man ikke skal helligøre nogen klasse hvis man vil forstå virkeligheden onkring sig

Sult og fattigdom er kapitalistens ridefogede - der er altid én, der er sulten nok til at udføre psykopatens ordre.

Ja Jan - nå du lever i nu'et og vil svare på alt og alle - resultatet er da også derefter - du kan dårligt huske dine egne kommentarer resp. ville vedgå dem - så kan det jo være svært at huske, hvad der var du svarede på - også selv om det kun går et par timer tilbage.

Robert Ørsted - Når jeg henviste til Hannah Arendt var det fordi hun ikke isolerer racismen til arbejdsklassen alene, men ser fænomenet historisk på tværs af klasser. At racismen - hos Arndt primært: anti-semitisme - slog rod hos såvel over-, som mellem- og underklasse. Hvilket jo stadig er gældende i dag. Derfor mener jeg, at du går fejl i byen ved at begrænse det til at "rascimen var et product af arbejderklassens angst for at skulle sættes i bås med og risikere samme dårlige løn som laverestående racer". Alt for snævert.

Robert Ørsted-Jensen

Arne jeg har aldrig isoleret racisme til nogen klasse. Det jeg sagde var at som politisk bevægelse - og det er selve Arendts såvel som min definition på racisme (en politisk bevægelse der kræver lovgivning etc) - var og er der tale om en form for "Arbejderbevægelse". Grunden er den enkle at de laveste samfundsklasser er de første der føler frygten for at skulle konkurrerer på lige fod med (ofte dårligt betalte) kinesere, polakker, tyrkere, pakistanere etc etc.

Når Bill så fortæller os at hans arbejderklasse som de gode klassekæmpere de er - stemmer på vensterfløje - ja så overser han behændigt at populister med en racistisk dagsorden altid fik og stadig får flere arbejderstemmer end hans højt elskede DKP. I) det hele taget var det parti aldrig andet end i egen fantasi arbejderklassens spydspids. De kunne i størstedelen af deres eksistens knapt for stemmer nok til en parliamentarisk representation opg det gik især dåligt i den periode hvor .arbjederklassen udgjorde et flertal i dannevang.

Jeg anbefaler bare at man holder op med at idealiserer arbejderklassen og istedet forholder sig rationelt analytisk til det forhold at der er en masse modsatrettede strømninger her og at racisme er en fjende med stort appekl til egne rækker

Robert Ørsted-Jensen

Må jeg så lige minde om at racisme i netop arbejderklassen i USA var det er fik Trump over stregen.

samtidig ser vi at nationalisme har overtaget venstrefløjen i stadig tiltagende grad. Det er nu ikke længere noget med at arbejderklassen ikke har et fædreland og at man derfor bør vise solidaritet ver landegrænder og etniske forskelle.

Det er ikke længere en parole om at "arbejdere i alle lande foren jer" - det er nu selv på "venstrefløjen" blevet en parole der ligner noget i retning af - "danskere i alle lande foren jer"

I ytringsfrihedens navn sander visse medier til i aggressiv politisk korrekthed, og udskamningen af anderledes tænkende er massiv -

Dér får man fjender som intet sted,
demokratisk samtale er blevet en umulighed;
Men at holde sig væk gi’r evig fred,
for selv 'censuren' er blevet en vittighed.

Når Bill så fortæller os at hans arbejderklasse som de gode klassekæmpere de er - stemmer på vensterfløje - ja så overser han behændigt at populister med en racistisk dagsorden

Robert Ørsted-Jensen vil du ikke nok, i mit fravær citere, mig korrekt. Her min udlægning af populisme og socialisme:

Naturligvis er populisme et højrefløjsfænomen. Folk vil ha' - og har - brug for kapitalismens produkter, men de fleste kan ikke li’ bagsiden af det kapitalistiske system, og i den forbindelse optræder højrefløjspopulistiske politikere med en buket af tilbud, der virker vildlede for flertallet, med henblik på afsporing en egentlig systemkritik - en systemkritik, der er venstrefløjens politiske drivkraft. Nej venstrefløjen kan ikke være populister ...kun hvis de, som Enhedslistens Pelle Dragsted ...lige øjner muligheden for at komme i medierne ...for en gangs skyld.

https://www.information.dk/indland/2016/11/virker-populisme-kun-paa-hoej...

Sider