Læsetid: 9 min.

Ytringsfriheden har kun hersket i en brøkdel af danmarkshistorien. Vi tænker sjældent på det – men den kan forsvinde igen

Terror og populisme lokker os til at gå på kompromis med vores principper. Men det er en fejl, mener Frederik Stjernfelt og Jacob Mchangama, som i dag udkommer med en fælles bog om ytringsfrihedens danmarkshistorie
Frederik Stjernfelt, som er professor på Aalborg Universitet, og Jacob Mchangama, som er direktør i tænketanken Justitia, ’fandt hindanden’ under Muhammed-krisen. De var enige, fandt de ud af. Og nu har de sat det sidste punktum i en fælles bog om ytringsfrihedens danmarkshistorie.

Frederik Stjernfelt, som er professor på Aalborg Universitet, og Jacob Mchangama, som er direktør i tænketanken Justitia, ’fandt hindanden’ under Muhammed-krisen. De var enige, fandt de ud af. Og nu har de sat det sidste punktum i en fælles bog om ytringsfrihedens danmarkshistorie.

Sille Veilmark

11. november 2016

Klokken er 12, efteråret flår i København, og Frederik Stjernfelt står i sin stue på Sortedam Dosseringen og hælder canadisk whisky i tre små glas – ét til mig, ét til ham og ét til hans ven, Jacob Mchangama.

Vi taler om Muhammed-krisen. Naturligvis, fristes man til at sige, for de tumultariske begivenheder for ti år siden er stadig ankerpunktet for enhver debat om ytringsfrihed herhjemme.

Dengang handlede alt om ytringsfrihed. Om danske værdier. Om retten til hån og spot. Om demokrati. Nu er det anderledes.

»Den politiske kultur ændrer sig lige nu,« siger Mchangama, mens vi sætter os i sofaen.

»Efter Muhammed-krisen var det hot og moderne at forsvare ytringsfriheden. I dag er folk sådan lidt ...«

Han sukker.

»... sådan: Nu igen?«

»Ytringsfrihed ses ikke længere som en lige så grundlæggende værdi. Den er ikke vigtigere end andre hensyn, og der er ikke noget stort politisk parti, som med troværdighed stiller sig op og siger: ’Her går grænsen!’«

Stjernfelt nikker.

»Nej, det går den forkerte vej.«

Slag fra venstre og slag fra højre

Frederik Stjernfelt, som er professor på Aalborg Universitet, og Jacob Mchangama, som er direktør i tænketanken Justitia, »fandt hinanden« under Muhammed-krisen. De var enige, fandt de ud af. Og nu har de sat det sidste punktum i en fælles bog om ytringsfrihedens danmarkshistorie, som har fået navn efter det lille bindeord, der alt for ofte er ytringsfrihedens følgesvend: MEN.

Danmark anno 2016 er fuld af men'er, mener de to herrer:

De er fortørnede over regeringens antiradikaliseringspakke, som vil lukke hjemmesider og gøre det kriminelt at dele islamistisk propaganda (Mchangama: »Vi skal normalt til Tyrkiet og Rusland for at finde den slags.«).

De harcelerer over imamloven fra april, som skal gøre det ulovligt at tale for flerkoneri og revselse af børn (Stjernfelt: »Det er svært at se, at det umiddelbart skulle være en trussel imod statens sikkerhed.«).

De kritiserer respektpakken, som giver hårdere straffe for at tale grimt til politiet og politikerne (Mchangama: »Tænk, at man kan få en bøde for at kalde Inger Støjberg fascist.«).

De er chokerede over Tibetsagen, hvor politiet tog flag fra fredelige demonstranter, og de skælder ud på landets tre store partier – Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre – fordi de »river lunser af ytringsfriheden«, som Mchangama formulerer det.

»De indfører et eklatant ’men’ i deres argumentation,« siger han.

Stjernfelt er enig.

»Under Muhammed-krisen var det venstrefløjen, som talte for en uudtalt selvcensur i den offentlige sfære, og de blev i praksis bakket op af truslerne fra internationale terrororganisationer. I dag er det pludselig højrefløjen – som ellers har stået på ytringsfrihedens side – der er vendt på en tallerken,« siger Frederik Stjernfelt.

»Først et slag fra venstre, så et slag fra højre.«

Fristelsen til at begrænse ytringsfriheden er forståelig: Når man føler terroristernes ånde i nakken og hører populisternes protestråb i gaderne, bliver man grebet af en intuitiv lyst til at lukke munden på dem; at stoppe demagogerne med hate speech-lovgivning og binde jihadisterne med internetcensur. Men det er forkert. Det er netop nu, vi skal stå fast på vores principper. Men vi gør det modsatte, mener de.

Hykleriet og terrortruslen

Det er ikke kun politikerne, der siger ’men’. Medierne gør det også.

I sidste måned eksploderede historien om, at Jyllands-Postens ledelse med tidligere bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl i spidsen gav redaktør Flemming Rose mundkurv på. Rose måtte ikke tale om religion og blev angiveligt truet med fyring, hvis han vidnede i en retssag i USA.

Sagen er et »rystende godt eksempel« på, at kampen for ytringsfrihed er ved at blive glemt, mener Stjernfelt.

»Ikke nok med at vi er ved at glemme kampen, vi er også blevet hyklere. Det er skræmmende,« siger han.

Efter Muhammed-krisen troede de fleste, at terrortruslerne langsomt ville fordampe. At verden igen ville blive normal. Men sådan gik det ikke. Tværtimod. Det er stadig dødsensfarligt at lave sjov med Islam (tænk bare på Charlie Hebdo), og den konstante trussel efterlader os ifølge Stjernfelt med tre mulige valg:

Vi kan holde mund. Vi kan insistere på retten til at tale frit. Eller vi kan blive »totungede«. Sagen om Rose og Ejbøl viser, at ti års pres nu har fået Jyllands-Posten til at vælge det sidste.

»Det tog 10 år, før terrorpresset opløste enigheden på Jyllands-Posten. Folk indser efterhånden, at det her er kommet for at blive, og det fører til, at folk tager forskellige valg – og nogle vælger hykleriet. Hykleri er et produkt af terrortruslen,« siger Stjernfelt.

»Problemet er, at samtidig med at Jyllands-Posten giver Rose hårde direktiver indadtil, fortsætter ledelsen med at fare frem som nogle helvedes karle, der uddeler frihedspriser og hylder ytringsfriheden. Vi opretter dobbeltstandarter, hvor vi udadtil hylder ytringsfrihed, og indadtil – når kameraerne ikke kører – indskrænker vi den. Man kan ikke kræve heroisme af andre end en selv, men man kan være ærlig. Og det havde været mere ærligt at sige: ’I princippet bakker vi op om ytringsfriheden, men i det her tilfælde kan – eller tør – vi simpelthen ikke.’«

Mchangama er enig:

»Det var at gå alt for langt at underlægge Rose de restriktioner i så lang tid,« siger han.

Tendensen er ikke kun dansk. De årlige undersøgelser fra ngo’en Journalister Uden Grænser viser, at medierne er blevet mindre frie i alle europæiske lande de senere år (med undtagelse af Grækenland og Malta), og organisationen Freedom House vurderer, at pressefriheden i Europa er på det laveste niveau i 10 år.

Batman og Pio

Både Mchangama og Stjernfelt kender debatten om det frie ord ud og ind.

Jacob Mchangama har startet tænketanken Justitia, der skal afstive landets »grundlæggende retsstatsprincipper og frihedsrettigheder«, som det hedder på hjemmesiden (Jørgen Ejbøl sidder i øvrigt i Justitias bestyrelse).

Stjernfelt har i en årrække skrevet om emnet i Weekendavisen og er medforfatter til bogen De Anstændige, som i 2013 anklagede Muhamed-tegningernes modstandere for at forråde ytringsfriheden.

»Vi kaldes tit ytringsfrihedsfundamentalister,« siger Frederik Stjernfelt med en slet skjult stolthed.

»Vi ser ytringsfriheden som den vigtigste af alle frihedsrettigheder – man kan ikke have de andre friheder uden ytringsfrihed.«

Stod det til de to fundamentalister, blev injurielovgivningen revideret og racisme- og blasfemiparagraffen slettet. Man bør kunne sige præcis, hvad man vil, så længe det ikke er »klare og direkte opfordringer til alvorlige forbrydelser og grove og usande sigtelser mod enkeltpersoner«, som det hedder i deres nye bog.

– Hvordan er man ytringsfrihedsfundamentalist til daglig? Hvad hvis nogen siger: ’Hey, kan du ikke lade være med at sige neger, det er gammeldags og stødende’ – Er det så et problem for ytringsfriheden?

Jacob Mchangama læner sig ind over sofabordet.

»Alle er enige om, at der er grænser. Uanstændigheder. Men grænserne rykker sig hele tiden: Engang var William Freddie (dansk kunstner, red.) skandaløs, i dag er det stor kunst,« siger han.

»Det samme med Herman Bang,« indskyder Stjernfelt.

»Ja, og Henrik Pontoppidans anmeldelse af Messias,« siger Mchangama.

MEN er fuld af den type anekdoter om censur – fra Louis Pio til Jens Jørgen Thorsen, Batman og Fantomet.

Mchangama fortsætter:

»Men altså, hvis én fra min egen generation, som ikke var min ven, kaldte mig neger – én under 50 år – så ville mine parader være oppe.«

Stjernfelt griner.

»Så jeg må godt?«

»Ja, ja,« siger Mchangama og fylder whiskyglassene op.

»Vi underlægger os alle sammen selvcensur og normer for social omgang. Jeg kalder ikke dig ’et kæmpe røvhul’, selvom jeg er uenig med dig. Men det bliver et problem, hvis man vil rense sproget; når Jan Lööf (svensk børnebogsforfatter, red.) skal ændre sine børnebøger. Det bliver problematisk, når nogen kodificerer grænserne og gør dem til lov, eller som i Sverige hvor bestemte synspunkter udelukkes fra den offentlige debat, som man ser med Sverigedemokraterna.«

»Mark Twain er et bizart eksempel,« siger Stjernfelt.

»Ordet nigger bliver taget ud, når bøgerne nyudgives, men det fjerner jo en afgørende dimension. De karakterer, som bruger ordet, er usympatiske, og det kan man se, ved at de bruger ordet. En civiliseret debatform er selvfølgelig et politisk gode, som højner den offentlige sfære. Men der er et gode, som er endnu vigtigere: Ytringsfriheden. Goder kan clashe, og så må det vigtigste gode stå over det mindre vigtige.«

– Så selvom det måske er lidt dårlig stil at siger neger eller tegne profeten, så kan det forsvares, hvis den principielle ytringsfrihed er på spil?

»Ja,« siger Stjernfelt.

»Tone-argumentet er ikke irrelevant, men det skal ses i konteksten af voldstrusler. Vi har tegnere, som er udsat for trusler, og det må være mere afgørende, end at nogen føler sig krænket af tegningerne.«

Udstødelse

En af de centrale påstande i MEN er, at ytringsfriheden fungerer som en »sikkerhedsventil« frem for en »trykkoger« – at hadtale ikke skaber mere had og vold, men tværtimod forvandler hadet til debat og politik.

Teorien understøttes af empirisk forskning fra Norge, som viser, at Sverige er det land i Vesteuropa med flest højreekstremistiske mord pr. indbygger, selvom svenskerne »har haft et låg på debatten, så indvandrerkritikere ikke har kunne kommet til orde«, som Mchangama siger.

Flemming Rose har fremført et lignende argument i sin bog Tavshedens Tyranni fra 2010: Weimarrepublikken i 1920’erne og 1930’erne havde hårde hate speech-love, der slog ned på det spirende naziparti, men i stedet for at bremse Hitler endte de med at gøre nazister til martyrer og undergrave republikkens troværdighed.

»Det moderne argument for en blasfemiparagraf er, at den skal skabe social fred, så man ikke går i clinch med hinanden. Men noget tyder på, at det er omvendt,« siger Mchangama og peger på, at lande, som har blasfemilove, faktisk har mere religiøs vold end lande, som ikke har (eller ikke håndhæver dem).

»Det var det samme med kommunisterne i 50’erne,« siger Stjernfelt.

Dengang forbød Danmark hverken DKP-partiet eller avisen Land og Folk, selvom PET gerne ville have det; i stedet blev kommunismen »overvundet med ord«, som Stjernfelt siger. Det bør vi lære af i dag. Vi behøver ikke lovgive om alt – ofte kan den offentlige debat regulere sig selv.

»Ingen i dette rum ville f.eks. omgås Jonni Hansen, fordi hans holdninger er så modbydelige,« siger Machangama. »Det er konsekvenserne, hvis man går ind for Sharia, benægter Holocaust eller hylder Stalin: Udstødelse.«

En sejr, som er endegyldigt vundet?

MEN fortæller en danmarkshistorie, hvor ytringsfriheden altid har været politisk forældreløs. Hovedreglen er, at politikere og meningsdannere kæmper hårdt for retten til at tale og skrive frit, så længe de er i opposition.

Men så snart de selv sidder på magten, skynder de sig at indskrænke den: De nationalliberale i starten af 1800-tallet, som krævede demokrati, ytringsfrihed og parlamentarisme, blev fængslet og undertrykt af den enevældige konge, men da de selv fik magt, ville de pludselig ikke udbrede ytringsfriheden til alle – og da slet ikke til den spirende arbejderbevægelse, som blev undertrykt og smidt i fængsel.

»Når man får magt, er der lige pludselig en masse men'er, som kan bruges til at afgrænse friheden for dem, man ikke er enige med,« siger Mchangama.

Heller ikke medierne har i årenes løb kunnet fremmønstre et konsistent forsvar for ytringsfriheden. Da Aktuelt i 1967 tegnede en lidet flatterende karikatur af Mao Tse-Tung, skrev Jyllands-Posten en leder med et synspunkt som til forveksling ligner det, Politiken indtog under Muhammed-krisen:

Man skulle »passe på« med at lave provokerende karikaturer, lød det fra den jyske avis, for det var hverken »legitimt eller tilgiveligt at tilsøle en stor og alvorlig politisk konflikt« ved at »fremstille Mao som en ond asiatisk dværg«.

– Hvad er den vigtigste lære fra ytringsfrihedens danmarkshistorie?

»Hvor skrøbelig ytringsfriheden er, og hvor sen en gevinst, den har været,« siger Frederiks Stjernfelt.

»Vi betragter tit ytringsfriheden, som en sejr, der endegyldigt er vundet – sådan tænkte jeg også selv før 2006, hvis jeg overhovedet tænkte på det. Det var en kamp, som blev kæmpet i 1700- og 1800-tallet.«

Han ryster på hovedet. Whiskyglassene står tomme på bordet.

»Men det er jo slet ikke tilfældet. Tværtimod. Den kan forsvinde igen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Thøgersen
  • Thomas Bindesbøll
  • Kurt Nielsen
  • Mihail Larsen
  • ulrik mortensen
  • Jan Weis
  • Flemming Berger
  • Estermarie Mandelquist
  • Jakob Bonde
  • Klaus Lundahl Engelholt
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Peter Møllgaard
Finn Thøgersen, Thomas Bindesbøll, Kurt Nielsen, Mihail Larsen, ulrik mortensen, Jan Weis, Flemming Berger, Estermarie Mandelquist, Jakob Bonde, Klaus Lundahl Engelholt, Robert Ørsted-Jensen og Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Ørsted-Jensen

Folkebevægelsen mod EU - eller nej til aktaft er derfor også exempler på populistiske bevægelser. Kommunikation på mærkesager om enkle budskaber. Det være sig venstreorienterde eller højre eller midten - det er ret ligegyldigt

Jeg ved godt det må komme, som den helt store overraskelse for dig, Robert Ørsted-Jensen, men det er meget mere enkelt, at kommunikere om fremmedhad, chauvinisme, kulturværdier, end det er at kommunikere om kapitalismens systemfejl - hvis altså ikke man, som du gør, kombinerer populismen med sin helt egen udgave af marxismen og socialismen. Og man sikre ikke magt til almindelige mennesker ved at afspore kritikken af kapitalismen som system. Fascisme smelter sammen med kapitalismen de afvikler i kapitalismen. Ak.

Men du bør alligevel være præcis når du citerer mig.

Robert Ørsted-Jensen, jeg er bange for du stadig ikke fatter et hak. Du skriver: Populism er like et redskab der står i modsætning til socialisme ...

Nej Populisme sættes istedet for den socialistiske debat - populisme er overfladisk, Robert Ø-Jensen

Retorikken er den samme Robert Ørsted-Jensen. Populisme er retorik. Fascisme er den populistiske retorik sat i system og institutionaliseret. Hvorfor tror du fascisme-prædikatet klæber til DF. Robert Ø-J. ?

Robert Ørsted-Jensen

Ja men standingstadug anvendes populisme f alle politiske fløje. Enhver bevægelser der bygger på enkelt politiske emner er populistisk i væsen så også bolsjevikkerbes kampråb om brød og fred i 1970

Robert Ørsted-Jensen

Ja men standingstadug anvendes populisme f alle politiske fløje. Enhver bevægelser der bygger på enkelt politiske emner er populistisk i væsen så også bolsjevikkerbes kampråb om brød og fred i 1917

Nej! "Brød og fred", er et kampråb, der forsøger at mobilisere folket mod systemets svigt ...og ikke mod en ydre fjende, i form af fremmedhad, chauvinisme, hævdelse af egne kulturværdier, osv.

Michael Kongstad Nielsen:

"Det skete selvfølgelig ikke i tavshed, men gennem skrifter, møder, forsamlinger og foreninger, hvor tankerne fik mæle. Det krævede ikke ytringsfrihed, men kommunikation."

Det krævede så sandelig også ytringsfrihed. Dine eksempler er faktisk selv gode eksempler på hvor vigtig ytringsfriheden var. Netop i de Nordamerikanske Kolonier var der jo via den britiske lovgivning faktisk en ret udvidet ytringsfrihed, som tillod at politiske skrifter kunne udgives uden risiko for retsforfølgelse. Her var Thomas Paines pamflet Common Sense overordentlig effektiv og en meget stor faktor i at skabe populær tilslutning til den begyndende separatisme.

I Frankrig var Malesherbes censor, og han var i virkeligheden ret sympatisk indstillet overfor mange af oplysningstidens idéer, hvilket gjorde at han ikke blot tillod nogle skrifter som var på kanten, men endda i nogle tilfælde så igennem fingre med forbudte skrifter. Desuden var ulovligt importerede skrifter, skrevet og udgivet i lande med udvidet ytringsfrihed, såsom Nederlandene, England og Scweitz, og hvor altså forfatterne og forlæggerne ikke kunne retsforfølges så nemt som i Frankrig, meget vigtige i tiden op til den Franske Revolution.

Og kort efter kongens indkaldelse til stændermøde på grund af de kroniske og dybt alvorlige økonomiske problemer, men altså stadig over et år før den egentlige revolution, blev al censur i praksis forladt, og politiske skrifter blev udgivet som var enormt vigtige for at Revolutionen udmøntede sig som den gjorde, her ikke mindst abbed Emmanuel Joseph Sieyès' "Hvad er den tredje stand?", som udkom i januar 1789, altså før revolutionen.

Og det skal selvfølgelig tilføjes at ytringsfriheden her kom før praktisk taget alle andre rettigheder som vi nu indser som universelle, men altså også at netop ytringsfriheden var instrumental i udbredelsen af de sidstnævnte.

Så jo, ytringsfriheden har været og vil vedblive at være overordentlig vigtig for opretholdelsen af alle rettigheder, og det er med den begrundelse at det er vigtigt at fastholde dem overfor en relativistisk og endda ofte historieløs nutids bagatellisering af den.

Michael Kongstad Nielsen

Okay Sune, men eksemplerne viser,synes jeg, at kommunikation er mulig,, selv om magthaverne har stækket ytringsfriheden. Stormen på Bastillen var den 14. juli 1789 og erklæringen om Menneske- og Borgerrettigheder blev udfærdiget i august 1789, mens revolutionen endnu langt fra var gennemført. Kongen var endnu i Versailles og nægtede at gennemføre forsamlingens beslutningerr Erklæringen var om uafhængighed og begyndelsen til en forfatning, der altså blev til stik imod magtens interesser og tilladelse. Den starter med at slå fast. at al dårlig regering skyldes ukendskab til og foragt for de naturlige, hellige og umistelige rettigheder. Lidt på samme måde som den amerikanske, noget, som også regeringer skulle respektere.

Der er nok rigtigt, at England havde mindre censur end fastlands europa, Men de var dog i krig med kolonisterne, og dog kunne erklæringen kommunikeres.

Store tanker kunne sættes igennem under manglende frihed. Derfor mener jeg, det er overdrevet at frygte, at alle de universelle frihedsrettigheder, herunder retten til liv, skulle være truet, fordi ytringsfriheden anses for at være lidt klemt, hvad den i øvrigt ikke er, og efter min mening ikke var, under krisen med tegningerne i J P.

Flemming S. Andersen

Michael Kongstad Nielsen

Hvis jeg læser dit sidste indlæg og skal referere det, så bliver det nok noget med at din påstand er at ytringsfrihed ikke er universel, selvom alle andre friheders udførsel bliver vanskeliggjort hvis ytringer og kommunikation forsøges stækket.

Det ligner for mig et ja, forklædt som et nej.
Næsten et svar der er et ministerie værdigt.

Empiri og principper

Der er en standende diskussion om menneskerettighederne: Er de universelle? Og der er et hav af (måske velmenende) kommentatorer, der påstår, at det er de ikke.

Fordi man altid kan finde eksempler på, at menneskerettigheder ignoreres.

Skal man tale sandt? Er faktuel viden vigtig? Skal man dømme retfærdigt?

Nej, siger empirikerne, der kan finde tusindvis at eksempler på, at de har ret.

Hvis vores civilisation havde taget denne logik for gode vare, havde menneskeheden aldrig bevæget sig ud over naturstadiet. Vi ville stadigvæk ræsonnere som fårene på marken og løven på savannen.

Men faktisk har vi formået at løfte os op over naturtilstanden i kraft af vores evne til refleksion og sublimering. Vi har været i stand til at danne moralske principper, der gør, at vi ikke kun handler egoistisk spontant, men universalpragmatisk.

Dyrene i naturen er 'frie' uden at tænke over det. Når mennesker lever som dyr, kan de tiltage sig 'friheder'. Men reelt frie bliver de først, når de kan formulere denne frihed - selv i påtvungne vilkår, der forsøger at dehumanisere dem.

Michael Kongstad Nielsen

Ja Mihail Larsen, mennesker kan blive frie trods undertrykkelse.
Som jeg tidligere nævnte, så var PH´s vise 'Man binder os på mund og hånd' et eksempel på frihedstrang og ytringsfrihed, der var underlagt censur, men overlevede. Mange illegale aviser under besættelsen, heriblandt 'Information', var trængte, men kunne udkomme, så ytringsfriheden lod sig ikke slå af banen.

Og det er det samme, jeg har plæderet for før, J-P´s tegninger er pjat og religiøs mobning, og betyder intet for ytringsfrihedens omfang.

Det er en absurditet at påstå at den menneskelige frigørelses endemål 'formel ytringsfrihed' kræver tilstedeværelsen af 'formel ytringsfrihed'.

Udviklingen er ikke slut. På et bjerg i Afrika findes tre bavianflokke. To der lever et stykke oppe ad bjerget, og som deles om et revir med frugtbærende træbevoksning. Der er rapserier, ævl og kævl dagen lang, de to flokkene imellem, og indbyrdes i flokkene. Og så er der en gruppe, der lever i en dal nede ved bjergets fod. De daser, pludre og nusser det meste af dagen, men der er ingen frugttrær. Når solen står højest på himlen, så bryder flokken op og bevæger sig forsigtigt ud på savannen igennem det høje græs - ud i løveland. De rejser sig jævnligt på bagbenene og kigger sig omkring. Målet er forskellige grupper af træer med frugt ude på savannen. De fouragerer der og bærer også frugt med hjem til deres fredfyldte dal.

Michael Kongstad Nielsen:

"Store tanker kunne sættes igennem under manglende frihed."

Min pointe var netop at tankerne kunne videreføres netop fordi der var tilstande, selv i lande som formelt havde streng censur, der simulerede en vis grad af ytringsfrihed på den ene eller anden måde.

Altså at der var tilstande som mindede om en praktisk ytringsfrihed. Du ser jo f.eks. ikke de samme tanker spredes på samme måde i perioden i lande med strengt håndhævet censur såsom Østrig, Spanien og de italienske stater.

Der er en grund til at oplysningstankerne spreder sig i sådanne lande først og fremmest hvor trykkefriheden er mere udbredt, altså specifikt i England og Nederlandene i 1600-tallet, men i 1700-tallet også hvor censuren kan omgåes, enten af politiske årsager, altså hvor der de facto er en vis trykkefrihed, eller på grund af at man kan importere illegale skrifter fra lande med bedre trykkefrihed.

Sider