Læsetid: 8 min.

Et år, hvor Beyoncé, Drake, Rihanna, Ocean og Kanye dominerede verden

USA har fyldt utrolig meget i international musik i år. Landet, der har været martret af ulighed, politivold, højrepopulisme og en løgnagtig valgkamp, har svaret igen på flere kulturelle planer. I musikken skyldes det hovedsageligt afroamerikanske kunstnere. Vi ser tilbage på slagmarken
Rihannas albud ligger i top fem over bedst sælgende udgivelser i USA ved årets udgang.

Rihannas albud ligger i top fem over bedst sælgende udgivelser i USA ved årets udgang.

MARGARETA BLOOM SANDEBÄCK

20. december 2016

Det har været et amerikansk år. På godt og ondt. Også i musikverdenen, hvor splittelserne, der kløver USA, har vist sig. Måske klarest i country-musikkens verden.

Kontroverserne startede den 2. november omkring Beyoncés optræden med sin sang »Daddy Lessons« under Country Music Awards i Nashville, Tennessee.

Det skete sammen med country-stjernerne Dixie Chicks, der heller ikke ligefrem har været darlings i countryens Mekka, efter at de i 2003 kritiserede George W. Bush – og også for nylig har vist et billede af Trump med djævlehorn til deres koncerter.

Under og efter Dixie og Beyoncés optræden føg det med rasende tweets og kommentarer fra country-fans, og CMA fjernede optagelsen af sangen fra deres hjemmeside. For så efter en shitstorm den anden vej at lægge den op igen.

Jenny Hval er en dem, som Informations musikredaktion har været særligt begejstret for i år. »Hendes musik er en kropslig udkrængning – en grænseoverskridelse og samtidig en omfavnelse,« sådan skrev Information efter hendes koncert på Jazzhouse i oktober
Læs også

Balladen tog en ny drejning her i december, da det viste sig, at Grammy-komiteens country-afdeling nægtede at tage Beyoncés countrysang »Daddy Lessons« i betragtning som årets countrysang. Selvom det er en virkelig fremragende countrysang.

Country-stjernen Sturgill Simpson – der selv har kritiseret Nashville-etablissementet heftigt – udtalte i december, at han ville ønske, at det var afroamerikanske Frank Oceans album, der var blevet Grammy-nomineret, ikke hans.

»I would've liked to see Frank Ocean’s name where mine issagde han til New York Times.

Race- men også klasse- og kulturdiskussionen er til at tage og føle på. Og det kan ikke undre, at den er detoneret i country-kulturen, der på mange måder repræsenterer den hvide amerikanske underklasse, som ikke har haft en signifikant stemme i populærkulturen endsige hos det politiske etablissement.

Ja, på mange måder kunne man se Country Music Awards-kontroversen som et perfekt sindbillede og et klokkeklart præludium for den hvide underklasses raseri, som udmøntede sig med et kryds ved Trump kun seks dage efter kontroversen.

Balladen kom oven på et år med en helt uhørt afroamerikansk dominans i amerikansk populærmusik – og i en grad så det har givet genlyd den vestlige verden over. Det har været amerikansk musiks år.

Ifølge den konventionelle visdom og under indtryk af musikhistoriens lektie, så er det hvide kunstnere, der høster frugten af afroamerikanske landvindinger. Fra Original Dixieland Jazz Band (fem hvide musikere, der i 1917 udgav verdens første jazzudgivelse) over Elvis Presley og Rolling Stones til Righteous Brothers og Bee Gees til Eminem og Macklemore & Ryan Lewis til Joss Stone, Sam Smith og Adele.

Sådan har det ikke været i år. Årets mest markante udgivelser har været afroamerikanske, og de har – hér midt i en kultur stadig mere orienteret mod playlister og enkelte sange – i høj grad været albummer. Fra Beyoncé, Drake, Rihanna, Frank Ocean, Kanye West. Deres fem – fremragende – albummer har (sammen med nyt fra David Bowie, Leonard Cohen og Radiohead) domineret den musikalske konversation og fået verden til at holde vejret.

Ja, Drake, Beyoncé og Rihannas albummer ligger endda alle i top fem over bedst sælgende udgivelser i USA her ved årets udgang, mens to hvide blockbustere fra 2015 indtager første- og tredjepladsen, Adeles 25 og Justin Biebers Purpose.

Hysteriet omkring Frank Oceans nye musik kan vist bedst beskrives med ordet internetfeber. Forståeligt. Ophavsmanden har forædlet og fornyet soulmusikken og står som en ny generations måske ypperste sangskriver og sanger. I weekenden udgav han hele to album
Læs også

Men det er Frank Ocean, opmærksomheden bør samle sig om her ved årets udgang. Ikke nok med at han formåede at bygge utålmodigheden efter ny musik til hysteriske højder med hans spil på de sociale medier og den efterfølgende et-to-kombination med det visuelle, streaming only-album Endless udgivet 19. august og det regulære og højt priste album Blonde dagen efter.

Her satte han ikke kun nye standarder for r&b og soul, men han vristede sig også fri af sin kontrakt med Def Jam og dermed major-moderselskabet Universal. Endless opfyldte hans kontrakt med selskabet, Blonde har han selv udgivet.

Det er en frigørelse fra de store, amerikanske pladeselskaber, der har en gammel tradition for racebaseret forskelsbehandling. Da Prince i midten af 70’erne forhandlede kontrakt med major label Warner ønskede han på ingen måde at komme i black music-afdelingen, for der blev der brugt klart færre penge på kunstnerne end i pop-afdelingen. Som han helt uhørt fik tiltvunget sig adgang til.

Beyoncés ægtemand Jay-Z’s fortælling er i høj grad en fortælling om forretningsmæssig emancipation, først med selskabet Roc-A-Fella Records siden med streamingtjenesten Tidal, hvor hustruens Lemonade, Kanye Wests The Life of Pablo og Rihannas Anti alle havde eksklusiv premiere.

Men Frank Oceans emancipation er vildere. Han har fået nyt management, ny advokat, ny forlægger. Er åbenbart langt mere interesseret i at kunne bevæge sig frit både som musiker og forretningsmand end i at opnå succes på andres præmisser. Ja, helt uhørt tilmeldte han ikke Blonde til Grammy-priskomitéen og har siden påpeget, at meget få afroamerikanske kunstnere har vundet Grammy for bedste album.

»It just doesn’t seem to be representing very well for people who come from where I come from, and hold down what I hold down.«

Frank Ocean om Grammy til New York Times, november 2016.

Der er stadig god plads til forandring. Men 2016 var et skelsår for afroamerikansk musik. Stjernerne har ikke kun domineret den offentlige bevidsthed, de har også i flere tilfælde taget kontrol over deres egne karrierer.

Og det ligner også et vagtskifte, at Martin Scorsese og Mick Jaggers HBO-serie Vinyl om dekadente hvide pladebosser i 70’ernes downtown New York blev aflyst. Heldigvis. Samtidig med at Baz Luhrmanns på ingen måde fejlfri, men alligevel ekstatisk vellykkede Netflix-serie The Get Down fortalte historien om hiphoppens fødsel i det nordlige New York, The Bronx. I hovedrollerne primært ukendte afro- og latinamerikanske skuespillere.

Beyoncés leverer klare politiske budskaber i sin nye single og video ’Formation’, mens Kanye Wests mestendels skyder almindeligheder af i forbifarten på sit nye album. Fotos: Stills fra ’Formation’/ (Parkwood/Columbia/Sony) og Universal Music.
Læs også

2016 blev også året, hvor musikken, poppen og især hiphoppen blev hamrende politisk i et USA, der gennemgik voldsomme politiske kramper. Der var det enorme væld af støtter til Hillary Clinton – fra Bruce Springsteen og Katy Perry til Beyoncé og Jay-Z – men det var også i år, at hiphop-kulturen for alvor gik ombord i de store samfundsmæssige diskussioner.

Udspringet kan spores tilbage til nedskydningen af Trayvon Martin i 2012, og den efterfølgende dannelse af aktivistorganisationen Black Lives Matter i 2013.

Optøjerne i Ferguson i 2014 var et skelsår for ny politisk indignation i amerikansk hiphop og r&b, og i år stod den i lys lue som aldrig før. Kendrick Lamar, Frank Ocean, Common, Pusha T, A Tribe Called Quest, Vic Mensa, Mick Jenkins. Og hos rapperne Anderson .Paak og Chance The Rapper – i sidstnævnte tilfælde tilsat gospel – kunne man endda høre en lys, håbefuld tone.

»Violate your rights, no more equality/Surrender freedom, your social security/We the people face unconstitutional lies/In greed we trust, in revolution we die«

– A Tribe Called Quest: »We The People« 2016.

I den forbindelse stod det som mærkelige glitches eller glimt af vanvid eller narcissisme, da Lil Wayne i november til ABC udtalte, at han på ingen måde følte sig forbundet til Black Lives Matter. Og måtte lide under konsekvenserne.

Og at Kanye West hyldede Trump under en koncert i San José den 17. november og siden blev indlagt til psykiatrisk behandling. Ikke bare dét, men som den første offentlige optræden efter sin indlæggelse mødtes han 13. december med Trump i Trump Tower, New York. Måske ser han Trump som et bizart kunstværk? Eller tror han selv på, at han kan få den kommende præsident tilbage på sporet?

»Life. We discussed life«

– Trump om sit møde med Kanye West til journalisterne ved Trump Tower, december 2016.

»I feel it is important to have a direct line of communication with our future President if we truly want change.«

– Kanye West på Twitter efter mødet med Trump, december 2016.

2016 var også Beyoncés år. Og hun står også som en stærk figur i den nye politiske bevidsthed. Fra hendes optræden ved Super Bowl i februar med et entourage af dansere med Black Panther-inspirerede baretter til hendes inklusion af mødre til ofre for politikugler på den røde løber ved MTV Video Music Awards i august. Det har været hendes år, fordi hun har fået en indignation og et tilsyneladende kontroltab inkorporeret i sit virke.

Og det var samtidig interessant og vederkvægende at overvære Beyoncés søster Solange byde ind på lignende krav om respekt, lighed og frihed fra stereotyper og undertrykkelse med hendes fremragende album A Seat At The Table – men på langt mere lavmælt og empatisk manér.

»I break chains all by myself«

– Beyoncé: »Freedom« 2016.

Men ikke nok så mange populærkulturelle støtter kunne skubbe Clinton i Det Hvide Hus. Dét engagement virkede ikke. Måske fordi man prædikede til de omvendte og ikke på tværs af den store amerikanske kløft? Et politisk, kulturelt, socialt Grand Canyon.

Her på ruinerne af en offensiv politisk kampagne må man håbe, at amerikansk politisk og også musikalsk liv ser nederlaget som anledning til rejsegilde for en ny, samlende social og politisk bevidsthed.

En stærk, omend ofte modvillig politisk stemme blev også hædret i 2016. Bob Dylan modtog Nobelprisen i litteratur. Han skrev en takketale, men mødte ikke selv op. Det gjorde Patti Smith, og hendes nervøse udgave af »A Hard Rain’s A-Gonna Fall« – der var svær ikke at høre i samtidsperspektiv – fik verden til at knibe en tåre.

»I’m Sorry. Could we start that section.... I apologize. Sorry, I'm so nervous.«

– Patti Smith efter at have afbrudt sin Dylan-fortolkning ved Nobelprisfesten december 2016

Og lad os få døden ud af systemet. Den er selvfølgelig en naturlig del af årets kredsløb, men det har alligevel været et uvant sort deprimerende år på dén front.

Nogle af vor tids største musikalske ikoner er blevet lagt i jorden. David Bowie. Prince. Leonard Cohen. Og den legendariske, makedonske roma-sangerinde Esma Redžepova, der var en banebryder for sine etniske, nomadiske fæller og blev kaldt Queen of The Gypsies.

Det kunne have været et lavpunkt, da Patti Smith gik i stå midt i sin version af ’A Hard Rain’s a-Gonna Fall’ på Stockholms bonede gulve, men det endte som aftenens højdepunkt. 
Læs også

Både Bowie og Cohen var velforberedte på døden. Bowie havde gjort sit ufattelige bo op over flere år via udgivelser og udstilling, og han afsluttede med det fremragende, dødsbevidste album Blackstar. Cohen udgav sit fornemme rekviem You Want It Darker og meldte sig offentligt klar til døden. Og døde.

»I am ready to die. I hope it’s not too uncomfortable. That’s about it for me.«

Leonard Cohen til The New Yorker oktober 2016.

Det er på dén tid i musikhistorien, hvor 60’ernes og 70’ernes mestre takker af, hvilket bare gjorde det endnu mere ubærligt, at vi også skulle sørge over Princes alt for tidlige farvel.

Den femte Beatle George Martin, country-stjernen Merle Haggard, Earth Wind & Fire-grundlæggeren Maurice White og Eagles-grundlæggeren Glenn Frey takkede også af.

Og som om det ikke var nok, så genopstod hiphop-gruppen A Tribe Called Quest fra de døde, men ikke alle i live. Den ene rapper Phife Dawg var netop blevet genforenet med sin gamle skolekammerat og medrapper Q-Tip, og gruppen havde indspillet deres nye, fremragende album We Got It From Here... Thank You 4 Your Service. Så døde han, kun 45 år gammel.

Som sagt et sort år. Men også et afroamerikansk sprudlende år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Er der noget galt med mig: Jeg kender ikke et eneste af de naevnte navne ... saa min del af verden, for jeg har vel én, omend en lille én, har altsaa IKKE vaeret domineret af disse mennesker eller grupper eller hvad navnene nu daekker over.

Eller skal jeg tage det som et sundhedstegn, at jeg ikke kender de dér navne ?

Ralf Christensen

Kære Per,

Betragt det som en rapport fra en egn af verden, du ikke kender. Den hedder populærkulturen, og i den er nævnte navne nogle af de største musikstjerner.

Konflikterne der beskrives – og som de diskuterer i deres musik og på de sociale medier – går jeg ud fra at du kan nikke genkendende til.

Bedste hilsner,

Ralf Christensen

Henrik Plaschke

Per Jongberg

Nej, der er vist ikke noget galt med dig. Jeg kender heller ingen af de nævnte navne.

Artiklen – ligesom talrige tidligere musikartikler – viser snæverheden i Informations dækning af musik. Der er stort set ingen omtale af anden musik end populærmusik: den klassiske musik, jazzen, musik fra andre dele af verden, folkemusik osv. dækkes stort aldrig. Til gengæld har Information så ikke mindre end tre medarbejdere til at dække populærmusikken. En besynderlig prioritering forekommer det mig.

Information må gerne dække populærmusikken for min skyld. Der vil sikkert altid være ting, der er uden interesse for nogle læsere, men at musikstoffet i Information ikke forholder sig til andet end populærmusik er ganske enkelt en skandale.

Ralf Christensen

Hej Henrik,

Vi dækker også en del undergrundsmusik og eksperimenterende musik. Vi har endelig fået en klassisk anmelder igen. Og jeg har skrevet en del om folkemusik – og er netop nu i gang med at skrive artikel om en række etniske plader.

Mvh

Ralf

Der er den her 70-er-ide om, at musikkunstnere er budskabsmæssigt betydningsfulde, som gør at Inf. den dag i dag leder efter 'subversive' superstars. De har aldrig rigtig eksisteret, bortset fra 'John & Yoko' - et kortlivet fluxus-deriveret fænomen, som alle hadede medens det stod på, og som udøverne selv snarest lagde på hylden til fordel for en druktur, en tudetur, og så far mor og børn.
Når deres egen generation kunne inspireres så meget af fordrukne bluessangerinder og 'street fighting men' med pushup-tørklæder i bukserne var det dels fordi medieverdenen ikke eksponerede al myte ud af dem inden de nåede pladedisken, dels på grund af en anden musikhistorisk situation, der afvikledes samtidig, den som Stockhausen har kaldt 'jagten på ikke før hørte lyde'. Den er afsluttet i dag, ok, der er muligvis en enkelt struktir-sammenhæng der endnu ikke har vist sig kommerciel, men det er en anden artikel anyway.