Læsetid: 9 min.

Et år fuldt af modsætninger

Talentmassen, kreativiteten og mangfoldigheden i dansk film fejler ikke noget. Det gør derimod publikums eventyrlyst. Det er to af de lektier, man kan uddrage af et tilbageblik på filmåret 2016
I Christian Tafdrups ’Forældre’ – en af årets bedste danske film – vågner et midaldrende ægtepar (Søren Malling og Bodil Jørgensen) op som yngre udgaver af sig selv, da deres søn flytter hjemmefra, og det hele virker lidt tomt og trist.

I Christian Tafdrups ’Forældre’ – en af årets bedste danske film – vågner et midaldrende ægtepar (Søren Malling og Bodil Jørgensen) op som yngre udgaver af sig selv, da deres søn flytter hjemmefra, og det hele virker lidt tomt og trist.

Søren Kirkegård

30. december 2016

Skal man sige én ting om det forgangne danske filmår, må det være, at det har været fuldt af modsætninger.

På den ene side har der i 2016 været premiere på ikke færre end 26 nye, danske spillefilm (faktisk er tallet højere, hvis man også tager filmene, der havde premiere på CPH PIX i november, med, men mere om det senere).

På den anden side har de 26 spillefilm ikke solgt mere end 2,6 millioner billetter, hvilket er det laveste antal siden 2009.

På den ene side har året budt på en lang række spændende spillefilmdebuter. På den anden side har ingen – og jeg siger og skriver: INGEN – af dem tjent penge i biografen. På den ene side har 2016 været et formmæssigt, kulturelt og tematisk mangfoldigt filmår.

På den anden side er det de samme fire-fem film og genrer – komedier, krimier, familiefilm, virkelighedsbaserede dramaer – der tiltrækker det store publikum. På den ene side har man endelig søsat arbejdsgrupper til at gøre noget ved den ulige kønsfordeling i dansk film.

På den anden side taler man om tiltag som kønskvoter, selv om den forholdsmæssige fordeling af filmstøtte mellem de kvinder og mænd, der rent faktisk søger støtte, slet ikke er så ulige – så det ser altså ikke ud til, at det nødvendigvis er her, man skal finde baggrunden for, at der ikke er flere kvinder i branchen.

Der er med andre ord meget at glæde sig over og lige så meget at være frustreret over og bekymret for, og på den måde minder 2016 om så mange andre af de foregående år: Den danske filmbranche har – som alverdens andre filmbrancher – sit at slås med, når det kommer til økonomi og forretningsmodeller, talentudvikling og diversitet. Men i år strammer garnet måske lidt mere, end det har gjort tidligere, fordi udviklingen er slået tydeligere igennem.

Årets bedste film

1. The Neon Demon – Nicolas Winding Refn blander skamløst gys og satire i sit portræt af Los Angeles’ model(under)verden.

2. De standhaftige – Tidligere balletdanser Cecilie Lassen skuespildebuterer med fynd og klem i rollen som balletdanseren, der hjælper en invalideret soldat med at komme på benene igen.

3. Forældre – På fantasifuld og vittig vis fortæller Christian Tafdrup om, hvad der sker, da et midaldrende ægtepar, hvis børn er fløjet fra reden, vågner op som unge udgaver af sig selv.

4. I blodet – Manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg instruktørdebuterer med en smuk og sanselig fortælling om at være ung og stå på kanten af et forpligtende voksenliv.

5. Kollektivet – Thomas Vinterberg fortæller i sin seneste, selvbiografiske film både morsomt og smertefuldt om kollektiver og åbne ægteskaber og de problemer, der følger med.

Over gennemsnittet

Der er dem, som har villet gøre de billigt producerede debutfilm til syndebukken for årets dårlige billetsalg, men det er ikke fair, da det samtidig er i de film, at der for alvor er blevet foretaget de visuelle og narrative eksperimenter, der er så vigtige for et levende og kunstnerisk interessant filmmiljø.

En af de bedste film er skuespiller og nu også instruktør Christian Tafdrups Forældre, der lader et midaldrende ægtepar (Søren Malling og Bodil Jørgensen) vågne op som yngre udgaver af sig selv, da deres søn flytter hjemmefra, og det hele virker lidt tomt og trist. Spørgsmålet, som Tafdrup stiller i sin charmerende, fantasifulde film, er dog, om det nu også er bedre at leve sit liv forfra, eller om man hellere skal lære at sætte pris på det, man har og har haft.

En anden debutfilm, der gjorde væsen af sig gennem en stiliseret og nærmest mytologiseret, virkelighedsbaseret historie, var Puk Grastens 37. Den foregår i New York i 1964, hvor 37 mennesker mere eller mindre stiltiende ser til, mens en ung kvinde, Kitty Genovese, bliver mishandlet og dræbt i en ejendom i Queens.

Grasten, der er datter af filmproducenten Regner Grasten, lader os i en række ekspressive tableauer møde ejendommens beboere, der alle har deres at slås med. 37 bliver nærmest et sindbillede på disse mennesker, en rejse ind i deres indre i et forsøg på at forstå, hvorfor ingen gør noget, da Kitty bliver overfaldet. Filmen er ikke ubetinget vellykket – den virker noget følelsesmæssigt distanceret pga. stiliseringen – men den vil noget andet og mere end det gennemsnitlige, danske velfærdsdrama.

Christian Tafdrups film 'Forældre'.

Skuespiller går til filmen

Også Ali Abbasis Frankenstein- og Rosemarys Baby-inspirerede Shelley forsøger at give biografgængerne noget, de ikke plejer at få på dansk, nemlig en stil- og stemningsfuld, psykologisk gyser. Man kan diskutere, om Abbasi lykkes med sit forehavende – filmen er ikke så uhyggelig, som den burde være – men ambitionen fejler ikke noget. Og hvis dansk film mangler et eller andet, så er det modet til at prøve noget nyt, selv om der er fare for at træde gevaldigt ved siden af.

Mest vellykket blandt debutanterne er den garvede manuskriptforfatter Rasmus Heisterbergs I blodet, der lyrisk og indfølt fortæller om en lang sommer, hvor livet leves fuldt ud og – som den slags skal – forandrer sig radikalt for en håndfuld venner i 20’erne. Parforhold eller ej? Uddannelse eller ej? Udlandsrejse eller ej? Valgene er mange og vigtige, når man står i begyndelsen af sit voksenliv og skal finde den rigtige vej at gå.

Endnu to debutfilm, der tillige er produceret uden støtte fra Det Danske Filminstitut – Sofie Stougaards parforholdskomedie Kærlighed og andre katastrofer og René Frelle Petersens familiedrama Hundeliv – har noget at byde på, men når måske ikke lige så langt i mål som de tre ovenstående.

Stougaard, der ligesom Tafdrup er kendt som skuespiller, er for forudsigelig og firkantet i sin skildring af den dominerende kvinde og den liderlige mand, mens Petersen fumler lidt med sine personers psykologi i en ellers gribende fortælling om overgreb på børn og et ungt menneskes oprør et sted i provinsen.

Rasmus Heisterbergs film 'I blodet'.

Biograf eller ej?

Man kan med andre ord argumentere for, at spillefilmdebutanterne kan noget og vil meget, og tager man de øvrige debutfilm med, som havde premiere på CPH PIX, men ellers ikke er blevet biografvist, viser der sig et billede af en betydelig talentmasse, som vil kunne præge dansk film fremover.

Problemet er selvfølgelig, at de stort set ingen billetter sælger.

De seks film, jeg har nævnt ovenfor, har pr. 22. december solgt under 25.000 billetter tilsammen. Det er der måske ikke noget mærkeligt i – de er alle lavet af debutanter og har ikke store stjerner i hovedrollerne – men det kan vises sig at være en mindre katastrofe for de individuelle instruktører.

I en økonomi, hvor filmproducenterne synes at være bange for deres egen skygge, kan dårligt salg resultere i, at de unge mennesker ikke får mulighed for at udvikle og udfolde deres talent.

Heldigvis er der stadig vilje til, som i Sofie Stougaards og René Frelle Petersens tilfælde, at producere film for egne penge uden om det etablerede system, ligesom DFI’s low-budget-pulje og talentudviklingsordningen New Danish Screens nyslåede Skitse-projekt giver både let øvede og uprøvede instruktører mulighed for at tumle med den svære spillefilm.

I den forbindelse er det vigtigt igen og igen at understrege, at den risikovillige filmstøtte fra DFI er afgørende for dansk films fortsatte udvikling.

I virkeligheden har 2016 også været året, hvor det for alvor er blevet tydeligt, at ikke alle danske spillefilm hører hjemme i en biograf. I hvert fald ikke, når biograferne ikke kan give dem tid og plads til at spille sig op.

Der er kun kommet flere og flere film fra hele verden i biograferne i de seneste år, og det betyder, at de små film ryger ud, hvis ikke de med det samme beviser, at de kan sælge billetter. Morten BH’s graffitidrama, Anti, fik kun nogle få, såkaldte eventvisninger i biografen – og solgte 2.000 billetter – men måske ville det være bedre for den og lignende film at få premiere på tv eller streamingtjenester.

Der er intet overraskende i, at Thomas Vinterbergs humoristiske ’Kollektivet’ var en af de få danske film, der for alvor kunne trække folk i biografen i 2016.

Christian Geisnæs
Fra Paris til Mellemøsten

I den mere etablerede og kommercielle ende af spektret er det især to film, som har haft succes: Jussi Adler Olsen-filmatiseringen Flaskepost fra P, der er årets topscorer med 700.000 solgte billetter, og Klassefesten 3 med 538.000 solgte billetter.

Der er intet overraskende i, at to film, der er en del af så velkendte, populære franchises, kan trække mennesker i biografen. Ej heller at Thomas Vinterbergs humoristiske Kollektivet, der indledte det danske filmår, Mikkel Munch-Fals’ satiriske Swinger og Jesper W. Nielsens dramatiske Der kommer en dag også har klaret sig glimrende.

De er velspillede og byder på forholdsvis velfortalte historier, som de fleste mennesker kan relatere til, idet de handler om at være menneske, leve i parforhold, turde drømme og gøre oprør mod en tyran.

Man kan måske undre sig over, at Nicolas Winding Refns The Neon Demon solgte under 9.000 billetter, men omvendt er det en engelsksproget film, der på syret og blodig vis satiriserer over modeverdenen i Los Angeles. Det er ikke en film for alle, men den er blevet set rundt om i verden og optræder desuden på en del ’årets bedste’-lister.

Der er ikke mange, der er faldet for Henrik Ruben Genz’ frimodige version af historien om søhelten Tordenskjold og hans tjener, Tordenskjold & Kold, men den er altså heller ikke så sjov, som den burde være. Og selv om Mads Matthiesens The Model, der fulgte en ung dansk model til Paris, havde noget på hjerte, udartede den sig desværre til et noget utroværdigt og hysterisk drama om sex og bedrag.

Omar Shargawi forsøgte med Al Medina at fortælle en stærk, mytologisk og allegorisk historie om en muslimsk mand (Shargawi selv i en intens rolle), der sammen med sin gravide kone rejser fra Danmark til sin fars hjemland i Mellemøsten og dér mister alt, ikke mindst værdighed, anstændighed og menneskelighed.

Filmen er lige så meget en sindstilstand som en fremadskridende fortælling, og den kræver, at man giver sig den i vold. Det valgte kun 839 biografgængere at gøre.

Man kan måske undre sig over, at Nicolas Winding Refns ’The Neon Demon’ solgte under 9.000 billetter, men omvendt er det en engelsksproget film, der på syret og blodig vis satiriserer over modeverdenen i Los Angeles. Det er ikke en film for alle, men den er blevet set rundt om i verden og optræder desuden på en del ’årets bedste’-lister.

Foto fra filmen
Virkeligheden som baggrund

Mange af årets spillefilm har med vekslende held taget udgangspunkt i virkelige begivenheder. Nicolo Donatos Fuglene over sundet handler således om jødernes flugt over Øresund under Besættelsen. Det er en på flere måder medrivende film, der dog ikke helt tilfredsstillende får diskuteret det store moralske dilemma, som de fiskere, der hjalp jøderne, sloges med: Skal vi tage penge for det eller ej?

Jesper W. Nielsens Der kommer en dag, der er inspireret af den forfærdelige sag om børnehjemmet Godhavn, har fanget mange kritikere og et stort publikum, men personligt blev jeg ikke følelsesmæssigt berørt af filmen, selv om den viser nogle aldeles horrible overgreb mod børn og har Lars Mikkelsen i en glansrolle som sadistisk forstander.

Derimod faldt jeg for svenske Lisa Ohlins danskproducerede De standhaftige, der med indføling og sjælden suggestiv, visuel energi skildrer en invalideret soldats kamp med ptsd gennem mødet med en balletdanser (flot spillet af Mikkel Boe Følsgaard og Cecilie Lassen). Det er faktisk en af årets bedste film, som dog efterlader én med et par dramatisk unødvendige spørgsmål: Hvorfor får den tydeligvis ustabile soldat f.eks. ikke tilbudt psykologhjælp?

Lisa Ohlins 'De standhaftige'.

En stor opgave

Familiepublikummet har ikke haft meget at glæde sig over i år, men det er dog trods alt blevet til et par udmærkede oplevelser i biografen: Antboy 3, Ask Hasselbalchs tredje film om superhelten Antboy, er ret vellykket og vil fortælle sit unge publikum om både værdien af venskaber og loyalitet. Og selv om Oliver Zahles Iqbal & superchippen indimellem døjer med dårlig timing og plat komik, så maler den samtidig et charmerende og velgørende farverigt billede af en multikulturel dansk hverdag anno 2016.

Og nogenlunde således så filmåret ud. Jeg skal gerne indrømme, at jeg har savnet et brag af en dansk film, som kunne slå mig omkuld og samtidig understrege, hvor stærkt dansk film stadig står både kommercielt og kunstnerisk. Det var dog ikke tilfældet, selv om enkelte film – The Neon Demon, Forældre, De standhaftige – gjorde, hvad de kunne.

Alligevel er det svært at være pessimistisk, hvad angår talent og bredde i dansk film, idet årets mange film om noget strittede i så forskellige retninger og bød på allehånde historier og udtryk. Det ærgerlige er snarere, at så få mennesker valgte at se filmene – at danske biografgængere ikke er mere eventyrlystne – og deri ligger en stor og vigtig pædagogisk opgave for både branche, Filminstituttet og kritikere.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu