Læsetid: 4 min.

Årets internationale albummer 2016 – ifølge musikanmelderne

Informations musikredaktion har gennem blod, sved og tårer begrænset sig til et lille udsnit af et fremragende år i international musik
Jenny Hval er en dem, som Informations musikredaktion har været særligt begejstret for i år. »Hendes musik er en kropslig udkrængning – en grænseoverskridelse og samtidig en omfavnelse,« sådan skrev Information efter hendes koncert på Jazzhouse i oktober

Jenny Hval er en dem, som Informations musikredaktion har været særligt begejstret for i år. »Hendes musik er en kropslig udkrængning – en grænseoverskridelse og samtidig en omfavnelse,« sådan skrev Information efter hendes koncert på Jazzhouse i oktober

Hustad Katinka

20. december 2016

Ralf Christensen

Frank Ocean: Blonde/Endless

Dobbelt output, der udkom med én dags mellemrum. Endless den legesyge og ufærdige tvilling, Blonde en ny formfuldendelse. Begge prydet af Oceans fraseringsmæssige million af muligheder og af hans lagkageteknik, hvor han synger i munden på sig selv – så der er plads til flere forskellige følelser og tilstande inden for bare et enkelt vers.

Chance The Rapper: Coloring Book

Chicago-rapperens tredje mixtape er et fuldbyrdet gospel-rap-værk. Uden at blive frelst eller fersk. En ramsaltet søjle af lys, et baggårdsrabalder af håb, en anerkendelse af Chicagos mørke, en afvisning af at give efter for det.

Kanye West: The Life of Pablo

Et album i fluxus, ændret og udbygget utallige gange i månederne efter udgivelsen. Et gospelalbum, ifølge West selv, men oftere i indhold end i form. En megaloman hymne til lyset, livet, men også paranoia og isolation. Og stilistisk helt sendt afsted.

Kaitlyn Aurelia Smith: EARS

Hun synger og programmerer kroppen elektrisk med sine psykedeliske højsange. En formfuldendt podning af manipuleret menneskestemme, analoge synth-svævninger, kirkekor, folk, kompositionsmusik, jazz. En smukt flower power-falmet fremtid.

A Tribe Called Quest: We Got It From Here... Thank You 4 Your Service

Mirakuløst comeback efter 18 års fravær. Et slaraffenland af blødt kurvede beats, sublime raps med nik til boom-bap og dancehall. Associationer i frit fald gennem omverdenssanselige klange og uventet melodiøsitet. Og med et stenhårdt politisk og kulturkritisk fokus.

Boblere:

PJ Harvey: The Hope Six Demolition Project + Beyoncé: Lemonade + Jenny Hval: Blood Bitch + Kendrick Lamar: untitled unmastered + Nicolas Jaar: Sirens + Danny Brown: Atrocity Exhibition + ANOHNI: Hopelessness + Noura Mint Seymali: Arbina + Skepta: Konichiwa + Gaika: Spaghetto.

Klaus Lynggaard

David Bowie: ★ [Blackstar]

Anmelderne nåede lige at erklære David Bowies sidste album for en strålende ny begyndelse, før han døde, 69 år gammel. Det er sjældent, en kunstner byder verden farvel med et ubestrideligt mesterværk, men det var lige, hvad Bowie gjorde. Året har ikke budt på noget, der bare ligner endsige matcher denne kraftanstrengelse.

Leonard Cohen: You Want It Darker

En anden gigant bød verden farvel med det sidste album i den alderdomstrilogi, han påbegyndte i 2012. Med 82 år på bagen kan hans exit næppe kaldes et farvel i utide, men You Want It Darker var på en og samme gang forbløffende afklaret og overraskende vredt. Do not go gentle into that good night. Indeed.

Beyoncé: Lemonade

Blev slået bagover af dette myndige karrierehøjdepunkt. Vreden klæder Beyoncé, hun synger som lyn og torden og hendes valg af samarbejdspartnere præges af en fordomsfrihed, der matcher albummets suverænt beherskede stilarter. »Freedom« er en født klassiker. Stort.

Anderson .Paak: Malibu

Denne neosoul-perle endte som sommerens plade, perfekt til terrassen en steghed dag. Ikke kun på grund af .Paaks suveræne stemme, der ubesværet veksler mellem rap og sang, men også grundet en fjerlet og opfindsom produktion. Ren og uforfalsket livskvalitet fra start til slut. Klasse.

Nick Cave & The Bad Seeds: Skeleton Tree

Sommeren 2015 omkom Nick Caves 15-årige søn Arthur i en ulykke. Det kaster et tragisk skær over Skeleton Tree, selvom mange af sangene blev skrevet før ulykken. Musikalsk minimalistisk, præget af uortodokse sangstrukturer, improviserede tekster og en taktil, fragmenteret produktion er det en knugende udgivelse, der ikke efterlader lytteren i tvivl om solistens sindstilstand.

Boblere:

Sturgill Simpson: A Sailor’s Guide to Earth + Kendrick Lamar: untitled unmastered. + Radiohead: A Moon Shaped Pool + case/lang/veirs: case/lang/veirs + Mitski: Puberty 2 + Cass McCombs: Mangy Love + Konono Nº1: Konono Nº1 Meets Batida + Solange: A Seat at the Table + The Monkees: Good Times! + Shirley Collins: Lodestar.

Emil Eggert Scherrebeck

Blood Orange: Freetown Sound

Funky, forførende kollagepop, hvor de store, overordnede konflikter fletter sig ind i soveværelsets eksistentielle og romantiske dramaer. Britiske Dev Hynes hudfletter sig selv og tager lytteren med ind i følelsen af at blive racialiseret.

Jenny Hval: Blood Bitch

En kvindelig, menstruerende vampyr, der er bange for blod. Det er den gennemgående og paradoksale figur, som Jenny Hval har skrevet op omkring. Derfra udfolder hun en rørende, blodig undersøgelse af det menstruerende individs muligheder for at skabe modnarrativer i det postfaktuelle samfund.

Solange: A Seat at the Table

Årets blødeste og mest intime undersøgelse af ’blackness,’ der med tankepirrende R&B roligt kigger dig ind i øjnene og fortæller dig tingene, som de er. Fra frustrationen over samfundets uretfærdigheder, over historien, der stadig synes at spøge som et Ku Klux Klan-spøgelse, til stoltheden ved at være sort og dyrke sort kultur.

Kamaiyah: A Good Night in the Ghetto

Med murstenstelefon-og-Nintendo-64-æstetik tager den amerikanske rapper Kamaiyah os med tilbage til the swinging nineties og til dengang, hun ikke havde råd til snørebånd. Herfra drømmer hun sig til relativ rigdom: Den grad af rigdom, hvor man har tag over hovedet og noget i glasset.

Jamila Woods: HEAVN

Woods fokuserer på den hjerteskærende smukke HEAVN på borgerrettighedsbevægelsens kvindelige ansigt: De kvinder, der bliver tvunget til at stå i køkkenet, mens deres sønner bliver »lynchet«. De kvinder, der bliver kaldt »bitches«, når de står frem og kæmper.

Boblere:

Frank Ocean: Blonde + Cass McCombs: Mangy Love + Chris Cohen: As If Apart + Angel Olsen: My Woman + Radiohead: A Moon Shaped Pool + Whitney: Light Upon the Lake + David Bowie: Blackstar + Kanye West: The Life Of Pablo + The Radio Dept.: Running Out Of Love.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Synes i glemmer et par stykker i svinget, jeg kan varmt anbefale Matthias Reim med sit nye album Unendlich, eller Andrea Berg som længe har ligget på toppen med flieg mit mir fort, som han har lavet et remix af.