Læsetid: 9 min.

’Altså, egentlig ville jeg ikke lave en komedie’

Tysklands ny stjerneinstruktør Maren Ade giver sig god tid til at kredse om sine normalt forstyrrede figurer i den skamroste film ’Min far Toni Erdmann’. Information har spurgt den himmelstormende tysker til succesopskriften på den perfekt klodsede balance mellem humor og fortvivlelse
Under huden, ind i blodet, ud i nerverne. Med baggrund i berlinerskolens filmiske ideer tager instruktøren Maren Ade sig god tid til sine figurer og deres indre kampe

Under huden, ind i blodet, ud i nerverne. Med baggrund i berlinerskolens filmiske ideer tager instruktøren Maren Ade sig god tid til sine figurer og deres indre kampe

Lionel Cironneau

8. december 2016

En gribende tysk komedie på små tre timer om et fastkørt far-datter-forhold. Den sætning vil i de fleste biografgængeres ører formentlig indeholde mindst én contradiction in terms.

Når det handler om filmen Min far Toni Erdmann er den imidlertid god nok.

Filmen blev ikke bare udvalgt til konkurrencen ved forsommerens filmfestival i Cannes som den første tyske film i syv år.

Både under og efter Cannes blev den tilmed overhældt med roser fra den internationale presse.

Læs anmeldelsen af 'Min far Toni Erdmann': Revet ost i håret

Ifølge filmmagasinet Ekko svingede anmelderkorpset i Cannes mellem stor forbløffelse og direkte frustration over, at instruktøren Maren Ade måtte rejse tomhændet hjem til Berlin fra festivalens officielle konkurrencer.

»Nå, ja palmerne,« siger den 39-årige Maren Ade lakonisk.

»De kunne bare ikke lide filmen, altså juryen. Den er vel ikke længere, de kunne ikke lide den. Men det er ikke et issue for mig.«

Maren Ade virker både afslappet og overbevisende, da hun siger det. Hun har sagt ja til et interview om filmen, der har sprængt filmbladet Screens stjernebarometer med den højeste score nogensinde – hele ni ud af ti internationale topanmeldere har placeret filmen på øverste trin af skalaen. I mellemtiden er den valgt som den åbenlyse tyske Oscar-kandidat som bedste udenlandske film i 2017.

Bundet på hænder og fødder

Filmen handler om datteren Ines og hendes far, Winfried, der som en temmelig falleret 68'er af en pensioneret musiklærer er en mere tragisk end komisk figur. Men en lille times tid inde i filmen kommer det egentlige omdrejningspunkt, da Winfried begynder at spille rollen som spøgefuglen ’Toni Erdmann’.

Inden det sker, møder vi Winfred i hans lille hus, der er proppet til randen med relikvier fra hans fortid. Winfried tusser rundt og snakker om frysepizzaer – gerne med ryggen til kameraet. Da hans sidste klaverelev dukker op for at sige farvel, og hans hund kort efter dør, oplever vi en mand på bunden, der tilbringer natten i haven ved siden af sin døde hund.

Ines derimod er midt i trediverne og har fuld damp på karrieren.

Med sit afmålte neurotiske kropssprog dukker hun op ved en mindre familiesammenkomst, hvor hun demonstrativt telefonerer med forretningsforbindelser det mest af tiden – et første forvarsel om en kvinde, der er socialt og økonomisk fri, men som alligevel virker bundet på hænder og fødder i sin evige selviscenesættelse som succesrig medarbejder i en eller anden international consulting-biks.

Ines' telefonsamtaler drejer sig både om en hurtig udvej fra den forkrampede situation i den stolte familie og om hendes mission: med en outsourcingsproces skal hun slanke et rumænsk oliefirma – inklusive ’oprydning’ i overflødig lokal arbejdskraft – så det bliver mere profitabelt for de vesteuropæiske koncerner, der står på spring.

Tung bagage

Allerede her står to verdener over for hinanden og antyder hinandens tragik.

»Efter den første del af filmen, hvor vi endnu ikke har mødt karakteren Toni Erdmann, må tilskueren hjertens gerne tænke: Hvordan pokker kan det her far-datter-spil komme videre?« siger Maren Ade.

»Jeg prøver at give en fornemmelse af, at filmen nærmest er slut. Og så kommer Toni Erdmann på banen og blander kortene helt på ny. Men for at det virker, skal tilskueren jo have figurerne og deres forhold ind i nerve... nej følelselssystemet.«

Her ligger en af de vigtigste nøgler til filmens succes: det langsomme fortælletempo, der som i mange andre af berlinerskolens film går helt ned i gear med figurernes hverdag og får tilskueren til at ånde i samme tempo som dem.

»Vi skal opleve dem, kende dem og deres tunge bagage i deres hverdag og forhold. Jeg søger smerten, det komplicerede i den dagligdags situation, og har brugt uendelig megen tid på at arbejde med, hvad der sker imellem linjerne i de indbyrdes modstridende tendenser i figurerne og deres motiver og følelser. F.eks. kampen mellem hvad man føler, og hvad man siger, mellem hvad man vil, og hvad man gør,« siger Maren Ade.

»Derfor er det også blevet en så lang film. Med en bla bla bla-indledning og hurtig optakt til Toni Erdmann havde det bare ikke virket.«

Det kommer det i sandhed til. Winfried beslutter sig nemlig for at sparke lidt liv i butikken – og samtidig redde ikke bare sig selv og sit forhold til datteren, men også datteren fra sig selv.

I rollen som halvtossen Toni Erdmann stalker han nærmest Ines rundt i Bukarest med skæve faketænder, grimme parykker og pruttepude i baglommen. Når situationerne bliver for mærkelige, udgiver han sig f.eks for at være business coach.

Som et omvandrende museum underminerer han med sit klodsede skuespil effektivt businessverdenens skuespil – og får selv de stiveste slips til at trække på smilebåndet i filmens mange nøgne kontorer, kønsløse hotelbarer og neoliberale ikkesteder. Kun Ines har ikke meget at grine ad.

Tålmodighedens overraskelser

»Som ved mine hidtidige film havde jeg i første omgang en skitse til figurerne. Først gennem en masse research kom alt det andet til siden hen – det kostede bl.a. flere ture til Rumænien og en masse interviews i den her sterile businessverden,« fortæller Maren Ade.

»Jeg har i lang tid været optaget af familietemaet. Familie er noget overraskende statisk, hvor alle får eller tager en rolle og holder fast i den – eller bliver holdt fast i den.«

Da jeg i en bisætning nævner den danske titel på filmen: Ikke bare Toni Erdmann som i originalen, men Min far Toni Erdmann, får det åbenlyst Maren Ade til at glemme det egentlige spørgsmål.

»Undskyld, men det er en lodret forkert tolkning. Toni Erdmann er netop ikke faderen. Faderen er Winfried, og han gør jo alt gennem Toni Erdmann. Hele pointen er netop, at han i sin jokerrolle møder Ines som en fremmed. Han forsøger at kæmpe sig fri af den forkvaklede faderrolle, som han er fanget i,« siger Maren Ade.

»Eventyret ligger i, at Winfried er en amatør, der spiller en rolle. Peter Simonischek (der spiller Toni Erdmann, red.) er en fremragende skuespiller. Han kunne sagtens have spillet det som skuespiller, altså tykt, overbevisende, sjovt, mens Winfried måske nok spiller skuespil, men ikke just den professionelle af slagsen.«

– Her ligger filmens overrumplende styrke – at hans rolle i princippet er så ekstremt forceret, og så alligevel rammer han i det perfekt uperfekte, det perfekt klodsede ...

»Ja, det siger anmelderne,« afbryder Maren Ade med et varmt grin.

– Har de ret?

»Det håber jeg. Filmen blev i mine øjne mere og mere melankolsk i klippeprocessen, så jeg har været vildt overrasket over, at næsten alle ser den som en komedie og griner en masse. Altså, egentlig ville jeg ikke lave en komedie. Eller rettere: Der skal altid være en anledning til figurers handlinger og vittige indfald. Men anledningen til humor er jo ofte sorg eller fortvivlelse. Winfried spiller komedie for sin datter pga. fortvivlelse. Derfor skulle hans bevæggrunde være helt på plads i filmen, det skulle være troværdigt, og figurerne omkring ham skulle være realistiske. Det, der sker i filmen, må gerne være usandsynligt, men det skal altid være muligt og netop fremføres med realisme.«

For sjov til Berliner-skolen

På dette punkt kan man i Min far Toni Erdmann genkende en række træk fra den såkaldte berlinerskole.

Den dækker over f.eks. Christian Petzold, Thomas Arslan, Jan Schomburg og en god håndfuld andre tyske instruktører, som de sidste 15 års tid har lavet meget forskellige film, men alligevel har visse filmæstetiske fællestræk, som ofte læner sig op ad 1960'ernes og 70'ernes ’Neuer Deutscher Film’ fra Edgar Reitz over Wim Wenders til Fassbinder.

Der er ikke tale om en egentlig skole med en fast indholdsfortegnelse, men nærmere om en stil, en måde at se og fortælle og opfatte rum på, forklarer Maren Ade, der selv er uddannet på filmskolen i München, men nu bor og arbejder i Berlin.

»Et samlende træk er måske, at vi sjældent har som mål at fortælle spektakulære historier, som sættes ind i en dagligdags ramme, men nærmere at vise hverdagsscener og figurer, at se dem og omsætte dem til film. Men efter mine sidste film har jeg savnet at forlade realismen. Det kunne jeg ikke bare gøre stilistisk, jeg kunne ikke bare forlade mit filmsprog og opbygge min egen verden. Derfor blev spøgefuglen Toni Erdmann også pludselig en dør til en ny verden, en slags redningskrans for mig om du vil. Med ham kunne jeg pludselig lade en masse usandsynlige ting ske og affjedre realismen.«

Med berlinerskolens sparsomme dramaturgi og langsomme tempo kan man som tilskuer til tider føle sig som en skamfuld voyeur, der selv oplever begivenhederne foran kameraet live. Netop denne effekt rammer ’Toni Erdmann’, men ellers har mange kritikere haft svært ved at genkende Berliner-skolen i filmen.

»Jeg ser stadig mig selv som en del af berlinerskolen, men nogle i branchen ser åbenlyst anderledes på det efter ’Toni Erdmann’. Måske fordi den tilsyneladende er så sjov, at den ikke rigtig passer med deres forestilling om ’skolen’. Det skal være åh så gråt og deprimerende,« siger Maren Ade.

»Det betyder omvendt ikke, at jeg sidder med et dogmeagtigt katalog af regler, overhovedet ikke. Jeg lader mig inspirere af alle mulig ting, film, teater, litteratur, hverdagen. Men helt grundlæggende interesserer jeg mig på den ene side for figurer og ... nej ... egentlig interesser jeg mig kun for figurer. For deres motiver og kvaler, deres stopklodser og selvovervindelser. For den last, de bærer rundt på.«

Improviseret til fingerspidserne

Med baggrund i det lille produktionsselskab Komplizen Film er Maren Ade i dag sin egen producent.

»Det er selvfølgelig en kæmpe fordel, når man har vilde ideer,« siger hun.

»Samtidig var ’Toni Erdmann’ en luksusproces, fordi jeg kunne dvæle ved alle ideer og holde fast i dem, til de virkelig var afprøvet. For det meste opstår der en masse frustration i sådan en proces, fordi tiden ... eller o.k., pengene ... pludselig løber fra dig. Så pisregner det lige den dag, hvor du skal skyde, og hvis man er på spanden, så må man alligevel optage, så meget man kan, så man i det mindste har noget i kassen. Det pres kan virkelig dræbe kreativiteten.«

Ved ’Toni Erdmann’ var der derimod penge nok til at eksperimentere og komme så tæt på Maren Ades forestilling som muligt. Alligevel har flere anmeldere hæftet sig ved, at der også må være en portion held med i en række scener, hvor både komikken og melankolien går op i en så høj enhed, at det ikke kan være instrueret med vilje.

»Det må de gerne tro. Men faktisk er der klippet vildt meget i det. F.eks. med Tonis figur afprøvede vi en masse ting med det håb at få skabt flere lag i hans komik, at det så at sige ville hobe sig op. Og ofte har jeg skudt scener fra flere vinkler, mange gange og med lange takes. Det giver rum til skuespillernes frihed og det tilfældige, hvor man som instruktør får nogle helt uventede gaver – en mimik, en betoning, en bevægelse,« siger Maren Ade.

»Men på et eller andet tidspunkt sidder jeg så med de tre-fire bedste takes og kan klippe det sammen. Så det er ikke så improviseret, som det måske ser ud. Jeg er nok lidt perfektionist, men grundprincippet er samtidig at give plads til tilfældet og de ægte følelser.«

Det lykkes på de særeste måder. Ikke mindst, da filmens komik og absurditet kulminerer, idet Ines efter et hysterisk anfald over en kjole spontant omskaber sin private reception for firmaets ansatte til en nøgenfest, hvor Maren Ade ofte lader kameraet køre i pinagtigt lang tid.

Også her dukker Toni Erdmann op, nu forklædt som et bulgarsk, totemlignende monster.

»O.k., her var der lidt held med i spillet – at jeg faldt over det her monster. Det spiller jo en stor rolle til sidst og passer perfekt, fordi det er så rørende.«

Ingen kritikerfilm

– Berlinerskolens film kritiseres ofte for at være nørdede filmkritikerfilm og ikke publikumsfilm. Gælder det også lidt for ’Toni Erdmann’?

»Altså i Tyskland er der også et par normale mennesker, der har set den – ca. trekvart million,« siger Maren Ade med en forståelig snert af overbærenhed i stemmen.

»Jeg har snakket med en del af dem, og de kunne godt lide den. Jeg er glad for de gode anmeldelser, men jeg bliver måske mere glad, når almindelige mennesker fortæller, at det har rørt dem at være i biografen. Jeg synes absolut ikke det er en kritikerfilm.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu