Angående Seeberg

Vi optrykker i dag den gymnasiestil om Adolf Hitler, som den unge Peter Seeberg skrev i 1942 eller ’43. I stilen udtrykker Seeberg både gru over Hitlers brutalitet og en fascination af hans evne til at bevæge.  Han skriver både om Hitlers dæmoni og hans genialitet. Det gør vi ikke for sensationens skyld eller for  at antyde, at en ung mands sværmerier for et bestemt sæt af tanker, filosofiske og litterære, på nogen måde kan kaldes nazistisk. Det kan de heller ikke.

Vi gør det, fordi gymnasiestilen er med til at kaste et nyt lys over den nybagte students kontroversielle beslutning om frivilligt at rejse til Berlin i sommeren 1943 som tysklandsarbejder.

Og vi gør det, fordi stilen sammen med øvrigt materiale fra forfatterens arkiv af utrykte manuskripter får justeret på det hidtidige billede af et stort dansk forfatterskab.

Æren for de nye indsigter tilfalder litteraturforskeren Anders Juhl Rasmussen, som vi også interviewer i dagens tillæg. Han har efter studier i arkivmaterialet på Hald Hovedgaard ved Viborg fundet frem til de filosofiske og litterære inspirationskilder for den unge Seeberg og hans senere  prosaværker. En uvurderlig indsigt for at forstå den sande betydning af Seebergs interesse for det små og enkle, for det tilsyneladende perifere og historiens bipersoner, som er en tydeligt signatur for Seebergs litteratur.

Anders Juhl Rasmussens fund giver et enestående indblik i et forfatterskab og ikke mindst dets modsætningsfyldte tilblivelse. Seebergs ungdommelige sværmerier og dobbelttydige fascination af Hitler gør ikke hans forfatterskab mindre; tværtimod kan de siges også at være en forudsætning for den udvikling, han efterfølgende gennemgår. I hvert fald skal den del af hans historie ikke forties af frygt for at skandalisere ham eller ødeægge hans gode ry og rygte.

Og Seeberg selv, han sørgede for, at alt kom med i arkivet, og at det var åbent for alle.