Læsetid 23 min.

I Babelstårnets kælder

Østrig er et laboratorium for, hvad der kan ske i resten af Europa. Et sted, hvor det autoritære vinder frem, få vil forsvare demokratiet, og fortiden ligger gemt i kældrene. Et sted, hvor Babelsbyggeriet bliver stoppet, og vi graver os ned igen i blodets og nationens fællesskab. Carsten Jensen har besøgt Østrig og interviewet Frihedspartiets præsidentkandidat
Østrig er et laboratorium for, hvad der kan ske i resten af Europa. Et sted, hvor det autoritære vinder frem, få vil forsvare demokratiet, og fortiden ligger gemt i kældrene. Et sted, hvor Babelsbyggeriet bliver stoppet, og vi graver os ned igen i blodets og nationens fællesskab. Carsten Jensen har besøgt Østrig og interviewet Frihedspartiets præsidentkandidat
Nilas Røpke Driessen
3. december 2016

Der kan ikke være noget andet sted i Europa, hvor der som i Wien står en så tæt skov af græske søjler, eller er samlet så mange stejlende heste, så mange stridsvogne i bronze, så mange udbredte ørnevinger, så mange forgyldte kejserkroner på toppen af hvælvede kupler. Men skønheden i paladserne, der i det nittende århundredes sidste årtier skød op overalt i byen som marmorerede, guldbronzerede paddehatte, var ikke andet end make-up i en bedemands hænder.

Det østrig-ungarske kejserrige var i sine sidste årtier før sammenbruddet i 1918 belejret af industrialismens, nationalismens og kolonialismens stadig mere påtrængende virkelighed, og jo mere det ubarmhjertige fremskridt skubbede på, desto mere storslået blev teaterkulissen, der skulle skjule for kejserrigets indbyggere, at de levede i en kortåndet illusion. Wien var ikke blot bedragets hovedstad, men også selvbedragets.

Måske er Europa igen som for et århundrede siden under belejring og et epokeskifte på vej. Flygtningestrømme, der ligner fortroppen til en folkevandring, en globalisering, der river grundlaget væk under etablerede sociale klassestrukturer, et tab af fællesskab og kulturelle orienteringspunkter signalerer sammen med en farlig politisk tillidskrise et kontinent i dramatisk opbrud.

Få steder er det så tydeligt som i det kommende østrigske præsidentvalg, hvor den politiske midte er forsvundet, og kun yderpartierne står tilbage, det højreradikale Frihedsparti over for De Grønne. Forfatteren Robert Menasse har kaldt Østrig et europæisk laboratorium, og det er med den samme fornemmelse, jeg rejser til Østrig.

Berlinmuren faldt i 1989. Et kvart århundrede senere rejser murene sig igen over alt. 63 grænsemure er der bygget på verdensplan, og mange af dem befinder sig indenfor den samme Europæiske Union, der har som erklæret mål at nedbryde alle kontinentets grænser. Stadig flere skeler misundeligt til de tidligere totalitære stater i Østeuropa.

Ganske vist tæller de nu blandt de medlemmer i EU, hvor demokratiet står svagest. Til gengæld er det de samme lande, der handlekraftigt og uden samvittighedskvaler opfører mure.

Drømmen om muren, også den sproglige mur, er blevet vor tids vigtigste. Pigtråd, bevæbnede grænsevagter, patruljer på havet, en mur rundt om hele Europa. Den fremmede, dette dystre mørkeord, er blevet en sikkerhedsmæssig trussel, også mod vores dårligt befæstede identitet.

En entydig, national identitet har samme funktion i vores psyke som en skudsikker vest. Kun sammen med dem, der ligner os selv, føler vi os beskyttede, imens de fremmede i vores midte antager stadig mere dæmoniske dimensioner. Bag deres afvigende hudfarve, lange, løse gevandter, uigennemskuelige mimik og gutturale sprog gemmer terroristen sig med stor sandsynlighed.

Den samme nationalisme, som skabte alle Europas ulykker i det 20. århundrede, oplever nu en genkomst. En fremstormende højrepopulisme erklærer sin skepsis over for det europæiske projekt, og i angst for tab af kernevælgere erklærer midterpartierne sig enige.

Stakåndethed og lurende panik blokerer for udsyn og eftertanke, og fremtiden, der burde være enhver politikers arbejdsområde, bliver pludselig til fremmed tid, et ukendt, mineret terræn, som ingen vover at nærme sig.

Overalt, hvor vi vender blikket hen, møder vi kun spejlbilledet af vores egen afmagt, og oplevelsen af demokratiets sårbarhed får mange til at sætte spørgsmålstegn ved det. Er en robust, måske endda rå folkevilje ikke et bedre bud på en tiltrængt fornyelse?

Det mener den såkaldte højrepopulisme, som er i fremdrift i flertallet af europæiske lande, og som flere steder i Østeuropa allerede er ved magten.

Som nabo til Østrig ligger Ungarn, hvor premiereminister Viktor Orbán har erklæret sit såkaldt »illiberale demokrati‹«, et pigtrådsindhegnet flertalsdiktatur, hvor der ikke er plads til minoriteter, hverken etniske eller politiske, og hvor oppositionsavisen Népszabadság for kort tid siden uden varsel blev lukket fra den ene dag til den anden, efter at avisens østrigske ejer, Heinrich Pecina, en storinvestor med forkærlighed for godser og feudale manerer, havde haft såkaldt konsulterende samtaler med opfinderen af det oppositionsløse demokrati, Viktor Orbán.

Slovakiet er, skønt flygtningefri, allerede i hænderne på det yderste højre. I Tyskland har Angela Merkels åbne flygtningepolitik undergravet en kansler, der ellers om nogen var blevet soliditetens symbol i Europa. I Italien vokser presset fra den folkevandring, der sydfra uhindret fortsætter over Middelhavet. Og Balkan er igen blevet krudttønden, der venter på en gnist.

Det er allerede seksten år siden, at fjorten medlemmer af Den Europæiske Union lavede sanktioner mod Østrig, da det højreradikale, såkaldte Frihedsparti kom med i en koalitionsregering. Frihedspartiet skandaliserede snart sig selv i en række korruptionssager, og partiets leder, den karismatiske Jörg Haider, forlod det for at danne sit eget parti, hvorefter han med en svimlende alkoholpromille kørte sig ihjel.

Haiders død blev Frihedspartiets redning, Det kompromitterede parti rehabiliterede sig med nye ledere, og siden har det vist sig, at modvind for Europa betyder medvind for Frihedspartiet. Den eksplosive flygtningestrøm i 2015, hvor 90.000 søgte asyl i Østrig, gør i opinionsundersøgelser Frihedspartiet til landets største med 35 procent opbakning.

Outsider-partiet var tæt på at erobre borgmesterposten i den socialdemokratiske højborg Wien, og kun fordi den garvede Michael Häupl modigt stod sit eget parti imod, da Socialdemokraterne opportunistisk overtog de højreradikales konfrontatoriske flygtningepolitik, formåede Wiens borgmester gennem 20 år at fastholde posten. Så kom præsidentvalget.

Da præsidentposten kun er ceremoniel, prioriterede de etablerede partier, Socialdemokraterne og De Konservative, ikke valget med at opstille kvalificerede kandidater og gled begge ud allerede i første valgrunde.

Men Frihedspartiet indså værdien af en propagandasejr og opstillede den glattalende, karismatiske Norbert Hofer, der efter et dramatisk styrt med en paraglider støtter sig til en stok. I anden valgrunde var der til alles chok kun Hofer og repræsentanten for de Grønne, Alexander Van der Bellen, en lavmælt, pragmatisk talende 72-årig akademiker, tilbage.

Van der Bellen vandt på målstregen med 30.000 stemmers overvægt, men efter pres fra Frihedspartiet, der klagede over uregelmæssigheder i optællingen, blev valgresultatet omstødt. Ved nyvalget den 4. december vil Østrig have været uden præsident i næsten et halvt år.

I mange østrigeres øjne er det et højspændt valg mellem godt og ondt, »mellem Pippi Langstrømpe og Darth Vader«, som Süddeutsche Zeitungs korrespondent, Cathrin Kahlweit, sarkastisk siger til mig. Men et reelt indhold er der i valget. Norbert Hofer har annonceret, at han vil være præsident for alle østrigere. Alexander Van der Bellen siger, at han vil være præsident for alle i Østrig.

De to hensigtserklæringer er næsten enslydende, men alligevel er der en verden til forskel. Hofers ide om østrigeren er baseret på blod og afstamning, ikke på borgerskab. Alexander Van der Bellen vil derimod være præsident for alle, der befinder sig inden for landets grænser.

Hofers ide om borgeren er ekskluderende, Van der Bellens inkluderende. Præsidentvalget er også et valg mellem et etnisk baseret demokrati, der bekender sig til nationalismen, og et etisk-universelt, der tror på menneskers ligeværdighed, uanset baggrund og afstamning.

Illustration: Nilas Røpke Driessen/iBureauet

Den 11. oktober skriver alle østrigske aviser om den eftersøgte syriske bombebygger, Jaber A., der blev fanget af sine egne landsmænd i det Tyskland, der sidste år lukkede næsten en million flygtninge ind. Endnu en attentatmand, endnu en terrorist, endnu en selvmordsbomber.

Er der også i opstandelsen et ekko af det skud, der i 1914 blev affyret mod det østrig-ungarske kejserriges tronarving Franz Ferdinand? Svaret er både ja og nej.

Attentatmanden Gavrilo Princip minder om nutidens terrorister, hans offer gør ikke. Den tid er forbi, hvor statsoverhoveder eller politikere repræsenterer noget som helst, og da slet ikke symbolsk. Ændre historiens gang vil et nulevende statsoverhoveds død ikke, højst fremkalde medlidenhed med de efterladte.

Hvorfor myrde politikere? Nævn en eneste nulevende politiker, hvor spørgsmålet giver nogen mening. Deres magtesløshed, selvoptagethed, ja, fuldstændige overflødighed, er allerede en fastslået kendsgerning i den folkelige bevidsthed. Terroristerne fra Islamisk Stat er nået frem til den samme erkendelse som vi. De store mænds tid er forbi, mens troen på den lille mand består.

Virkelig bestyrtelse fremkalder terrorismen derfor kun, når dens angreb rammer uskyldige civile borgere. Det er vilkårligheden i drabene, den nådesløse tilfældighed, der formår at tage et helt kontinent som gidsel.

Det er os, europæerne, der er målet. Det er os, der skal beskyttes. Ikke bare demokratiet har brug for livvagter. Det har hver enkelt af os helt bogstaveligt, uanset hvad statistikken fortæller.

Det ubarmhjertige tilfælde bekymrer sig ikke om statistik, men slår til over alt. Din tyrkiske grønthandler kan uventet trække en revolver op af kartoffelkassen. Somalieren i bussen over for dig bærer selvmordsbælte. Dit pakistanske avisbud har lagt en bombe i lørdagstillægget. Politiet står magtesløse. Så hvad er svaret? Smid for en sikkerheds skyld dem alle sammen ud!

Jeg ringer til Frihedspartiets pressekontor og spørger, om jeg kan få et interview med præsidentkandidaten Norbert Hofer. Jeg kommer i vanskeligheder over for partiets pressechef, Martin Glier, da jeg skal redegøre for min baggrund. Journalist? Jo, nej, ikke rigtigt. Jeg skriver for dagblade i Skandinavien, siger jeg, og nævner Dagens Nyheter ved navn, men noget pressekort eller akkreditering har jeg ikke.

Så satser jeg. Jeg er bestsellerforfatter, siger jeg og nævner mine tyske salgstal. Jeg kan næsten høre hælene smække sammen. Jeg er i et land, hvor kultur endnu er et plusord. Heller ikke højrepopulisterne afsikrer deres revolver, når ordet nævnes. De åbner i stedet deres døre.

Jeg bliver vist ind til Norbert Hofer, som rejser sig fra sin position bag et stort skrivebord og kommer mig i møde, mens han støtter sig til sin stok. Han spørger om titlerne på mine romaner og beordrer sin assistent til at bestille dem. I hånden holder han en bog, som han netop er i gang med at læse. Gregor Eisenhauers Livets 10 vigtigste spørgsmål. Han rækker mit visitkort videre til assistenten. »Jeg sender den til dig,« siger han. 

Så viser han mig en bog, han selv har skrevet om sit flystyrt og den efterfølgende hårde genoptræning: Leben nach der Querschnittslähmung. Vi er to litteraturelskere, der holder topmøde.

Jeg tænder for båndoptageren på min mobil. Det samme gør pressechef Martin Glier. Bag gemytligheden er mine værter på vagt. Norbert Hofers glatte ansigt har noget af spejlets blanke imødekommenhed over sig. Og så er der alligevel en hård, uforsonlig kerne i alt, hvad han siger.

Jeg spørger ham først, hvorfor han satser på præsidentposten, når den dog kun er ceremoniel?

Norbert Hofer er ikke enig. Det er præsidenten, der underskriver lovene, og selv om grundloven vil tvinge ham til automatisk at underskrive de fleste, udgør store internationale traktater en undtagelse. Her vil han bruge sin magt, nægte at skrive under og kræve af parlamentet, at en folkeafstemning bliver udskrevet. »Sådan kan jeg opnå mine mål.«

Flygtninge? »Vi er humane,« slår han kategorisk fast. »Vi tillader ikke, at flygtninge kommer her under dække af asylmasken, når de ikke er forfulgte. Det er vores socialsystem, de vil indvandre i. Her må man være helt klar. Den eneste løsning er, at den europæiske unions grænser sikres, og der oprettes sikkerhedszoner i de borgerkrigsfrie zoner i Nordafrika. En flygtning koster os 270.000 euro. De penge vil være bedre anvendt i en sikkerhedszone.«

Jeg spørger, hvordan han ser på partier som Den Nationale Front i Frankrig og Gert Wilders i Holland.

»Vi sidder i samme fraktion i Europa-Parlamentet. Men i modsætning til dem er jeg ikke skeptisk over for Den Europæiske Union. Jeg vil reformere unionen. Sammen med Ungarn, Rumænien, Tjekkiet, Kroatien og Serbien, lande, der alle har en fælles kultur,  vil jeg skabe en modvægt til Frankrigs og Tysklands indflydelse. Jeg vil ikke skade unionen, men udvikle den positivt. En nation overlever kun, hvis dens grænser er afpasset dens kultur. Den kan ikke inkludere værdier, der ikke er kompatible med Aftenlandets. Jeg må derfor være ærlig. Tyrkiet kan aldrig blive medlem af EU.«

– Hvordan ser De på Viktor Orbán i Ungarn og hans ideer om et illiberalt demokrati?

Norbert Hofer lyser op. »Jeg har besøgt Viktor Orbán under private former. Ungarn har sin egen historie og udvikling. Det må man respektere. Jeg forstår ikke kritikken af Ungarn. Så længe EU ikke tager sine egne grænser alvorligt, vil der altid være tilfælde, hvor de enkelte stater tvinges til selv at gøre det. Hele EU burde handle som Ungarn. Der kan ikke være tale om at smide Ungarn ud af EU. Det ville være fuldstændig ødelæggende for fremtiden.«

Jeg minder Hofer om den nylige folkeafstemning om Orbáns uforsonlige flygtningepolitik, hvor over halvdelen af befolkningen udeblev fra stemmeurnerne. Norbert Hofer slår afværgende ud med hånden, som om det her drejer sig om en uvæsentlig bagatel. »Stemmeprocenten var ikke lavere end til EU-valgene.«

– Den svenske statsminister Stefan Löfven har anklaget Sverigesdemokraterne, et parti, der minder om Østrigs Frihedsparti, for at være racister og nazister?

»Jeg kender ikke meget til Sverige. Men dette er personangreb. Den slags hører ikke hjemme i politik,« svarer Hofer. I næste øjeblik beskylder han sin modkandidat, Alexander Van der Bellen fra De Grønne for at være kommunist. »Amerikanerne ønsker, at vi vinder,« siger han. »De bryder sig ikke om kommunister.«

»Det østrig-ungarnske kejserdømme havde en tradition for multikulturalisme,« siger jeg. »Mange nationer levede sammen, talte hver sit sprog og havde deres egne skoler og traditioner. Er der her ikke noget, som det moderne Østrig kunne lære af?«

»Der tager De fejl,« siger Norbert Hofer og ser irettesættende på mig, udlændingen med meninger om det land, der er hans. »Østrig-Ungarn var ikke multikulturalisme, det var en flerfolksstat med enhedskultur. Kun sprogene var forskellige. Bortset fra muslimerne i Bosnien var alle kristne og jøder. Jeg har ikke noget imod den enkelte muslim, men i 2050 vil muslimerne udgøre flertallet i Østrig. Det modsætter jeg mig. Derfor har vi en såkaldt fødesteds-orienteret familiepolitik. En stat må ikke være afhængig af indvandring. Vi vil støtte og opmuntre alle unge, østrigske familier til at få flere børn. Det er nødvendigt.«

– Er det ikke en etnisk familiepolitik, De der beskriver?

»Nej,« svarer Norbert Hofer lakonisk.

Jeg stiller mit sidste spørgsmål, før den tilmålte halve time er gået. »Hvorfor kalder Deres partis leder, Heinz-Christian Strache, Frihedspartiet for »den nye midte«?«

Norbert Hofer smiler i triumf. »De andre partier nærmer sig vores position, som de før kritiserede så hårdt. Nu deler de vores synspunkter på stadig flere felter, f.eks. i indvandringspolitikken.«

Til trods for Frihedpartiets indvandrerfjendtlige politik er der en stor gruppe indvandrere, der aktivt bakker dem op. Det er serbere fra det tidligere Jugoslavien, og i Østrig er der over 100.000 af dem. Partiets leder Heinz-Christian Strache har nære forbindelser til den serbiske, i europæiske sammenhænge totalt isolerede udbryderrepublik Republika Srpska, som i 1990'erne blev dannet efter omfattende etniske udrensninger og massemord på bosniere.

Som bevis på sin solidaritet med den serbiske sag bærer Strache om håndleddet en såkaldt brojnica, et armbånd udsmykket med den ortodokse serbiske kirkes kors, den samme kirke, hvis præster velsignede de paramilitære tropper, før de drog ud for at nedslagte titusinder af bosniske muslimer.

Martin Glier er begejstret, da jeg beder om at komme til at tale med et af Frihedspartiets serbiske medlemmer. Vi er på vej til Wiens Rådhus for at møde et byrådsmedlem, den 44-årige, tidligere fodboldspiller Nemanja Damnjanovic. »Hvorfor tror De, så mange serbere føler sig tiltrukket af Frihedspartiet?« spørger jeg Martin Glier. »Det er da klart,« svarer han. »De kender jo på deres egen krop problemerne med muslimerne.«

Damnjanovic selv er mindre åbenmundet i sine udtalelser, da jeg sidder over for den massivt byggede serber med det runde hoved og gråt, tilbagestrøget hår. Helt afdæmpet bliver han, da jeg spørger ham, hvad han foretog sig under krigen på Balkan. I lang tid kikker han rundt på væggene i sit kontor, som om der et eller andet sted under loftshvælvingen befandt sig et svar.

»Jeg var soldat,« svarer han endelig med tungsindig alvor. Da han skal forklare, hvad han lavede i uniform, svinder hans stemme ind til en mumlen, og jeg må spørge flere gange for at høre svaret, mens hans blik igen vandrer rundt på væggene. »Jeg evakuerede serbiske flygtninge fra Kroatien,« siger han med en stemme, der lyder, som om den kommer fra bunden af en brønd.

Serbiske soldater i færd med en humanitær indsats midt under en krig, der til tider antog karakter af et veritabelt folkemord på bosniere og kroater? Jeg er et stort spørgsmålstegn.  

»Alt går ned ad bakke for Østrig,« siger Damnjanovic, der gerne vil skifte emne.

Nedturen skyldes en katastrofalt fejlslagen indvandrings- og flygtningepolitik, mener han. De flygtninge, der i 1990'erne kom til Østrig fra Balkan, var alle ærlige. Men kun 30-40 procent af nutidens flygtninge er ofre for krig. Resten anser han for kriminelle.

»Menneskers fysiognomi fortæller alt, når man kommer fra samme nation,« siger han. »Men de fremmedes ansigter kan vi ikke tyde. Hvordan skal vi kontrollere dem? Vi kan ikke slippe af med dem igen, skønt de er forbrydere.«

Et lys breder sig over hans ansigt.

»Din familie, dit land, dem skal du elske. Det er legitimt. Det er patriotisme. Hvad er der galt med det? Jeg er østriger af serbisk herkomst, og jeg elsker Østrig.«

På Damnjanovic’ kontor ligger stabler af ugemagasinet Zur Zeit, der redigeres af et fremtrædende medlem af Frihedspartiet, Wendelin Mölzer, hvis far, tidsskriftets grundlægger, Andreas Mölzer ynder at omtale EU som »et neger-konglomerat«. Forsiden viser en collage af de to præsidentkandidater, stående ved siden af hinanden.

Alexander Van der Bellen er gengivet i grynet sort-hvid som på en dårlig fotokopi. »Gammel« står der med røde bogstaver henover portrættet. Ved siden af er Norbert Hofer gengivet i farver. »Ung« lyder den karakteristik, der hæftes på hans spændstige figur.

Tidsskriftet, der roser sig af sit opgør med den politiske korrekthed, bragte i november sidste år midt under den såkaldte flygtningekrise et foto fra en børnehave i Wien med billedteksten: »Raceblandingen er umulig at overse.« I 1997 skrev magasinet, at Hitler var »en stor socialrevolutionær«, der var uden skyld i Anden Verdenskrig. Og tre år senere kunne man i spalterne læse, at jøderne selv bar ansvaret for antisemitismen.

Jeg tager et eksemplar af Zur Zeit med. På lederplads slås det med selvfølgelighed fast, at røveri, hærværk og voldtægt er på alle flygtninges dagsorden. En stort opsat artikel meddeler, at det tyske retssystem står i velkomstkulturens tjeneste, når det gælder den fremmede invasionshær.

Man kan også læse, at udlændinge i Østrig får stadig flere børn, at venstreorienterede bedriver systematisk terror mod anderledes tænkende, og at Washington planlægger at give 7.000 terrorister fra Islamisk Stat frit lejde, så de kan sættes ind mod Putins Rusland.

Cigaretrøgen hænger tæt på Café Engländer, hvor forfatteren Robert Menasse har sit tilholdssted. I en række bøger og artikler har han gennem mange år erklæret sig som en rasende modstander af østrigsk nationalisme og ikke mindst af Frihedspartiet, hvis vælgere han betegner som fascister, der blot ikke selv ved, at de er det.

Men han er også en skarp analytiker af det østrigske demokratis mangler. Østrigerne har ifølge Menasse ikke selv tilkæmpet sig demokratiet. I stedet har de fået det foræret efter Anden Verdenskrig. I Mellemkrigstiden vragede de det, i efterkrigstiden omfavnede de det, fordi de opportunistisk så en økonomisk fordel ved det.

For østrigerne er demokratiet en pølsemaskine. De afgiver deres stemme i den ene ende og belønnes med en pølse i den anden. Hvis pølse-kvaliteten falder, reagerer de straks ved at sætte spørgsmålstegn ved demokratiet i stedet for at vælge en ny regering.

Det sidste er også vanskeligt, fordi Østrig gennem de sidste mange år er blevet styret af koalitionsregeringer mellem de to største partier, de konservative og Socialdemokraterne, så landet er i lange perioder helt uden opposition. 

Jeg har forberedt mig grundigt på interviewet, og i min notesbog nedskrevet en række spørgsmål. Men Menasse har ikke brug for spørgsmål. Han taler uden pause, og en time, tre glas hvidvin og syv cigaretter senere er interviewet færdigt. Med et rastløst blik tilkendegiver han, at han nu gerne vil slutte sig til de andre stamgæster i caféen, og vi tager afsked.       

»I Østrig,« siger han, »har vi ingen ide om, hvad opposition er, eller hvor vigtig den er for demokratiet. Frihedspartiet kalder de andre partier for ’systempartier’. Med systemet sigter de til demokratiet, og det er demokratiet, de er imod. De tænker i fjendebilleder og går ind for et flertalsstyre, hvor alle andre er udelukket.

Der er den ydre fjende, som er EU, og den indre fjende, som er udlændingene. Opbakningen bag Frihedspartiet forfører de andre partier til at forsøge sig med de samme signaler.

Udenrigsministeren, som kommer fra det konservative Østrigsk Folkeparti, siger uafbrudt, at EU ikke fungerer, indenrigsministeren, som er socialdemokrat, siger det samme. Nej, de ønsker ikke, at Østrig forlader EU, men de tror, at den hårde tone skaffer dem vælgernes opbakning, og forstår ikke, at den i stedet fungerer som de rene væksthormoner for Frihedspartiet.«

Hvis Norbert Hofer vinder præsidentvalget, vil der snart blive udskrevet parlamentsvalg, og så vil Frihedspartiet gå massivt frem og dets leder Hans-Christian Strache ende som kansler i koalition med de konservative, forudser Robert Menasse. Frihedspartiet vil påbegynde egentlige forfatningsændringer, der udmanøvrerer parlamentarismen til fordel for det, Menasse kalder et plebiscitært styre, hvor ustandselige folkeafstemninger spiller hovedrollen.

»Betegnelsen fascist gælder i dag som skældsord, men de holdninger, der ligger bag, er der ingen, der kritiserer,« siger han.

»Der er forskel på fascisme og nazisme. Fascismen udgrænser sine modstandere, men tilintetgør dem ikke. Viktor Orbán i Ungarn, som jeg vil kalde et grænsetilfælde, når det kommer til fascisme, fratager oppositionen dens muligheder for at komme til orde, men han myrder ikke sine modstandere. Fascismen er autoritær, men ikke ubetinget totalitær. Opbakningen bag Frihedspartiet er bevis på, at deres vælgere ikke aner, hvad demokrati er.«

»Hvad vil det egentlig sige at være østriger?« spørger Menasse. »Østrig er jo ikke andet end en politisk konstruktion, der er skabt efter krigen, fordi vi gerne ville distancere os fra vores medskyld i nazismens forbrydelser. Vi skabte et uskyldsbillede af et land med sneklædte bjerge, dybe dale og mænd i seler og korte læderbukser. Det er der ingen wiener, der kan identificere sig med. Provinsen hader Wien, og Wien foragter provinsen. Østrig er brækket over i to. Norbert Hofer vinder i landdistrikterne, Alexander Van der Bellen i byerne.«

»Det er ideen om nationalstaten, der skal overvindes,« fortsætter Menasse. »Det er den vej, udviklingen går. Vi har gjort vores erfaringer med nationalismen. Resultatet var to verdenskrige. Den højredrejning, vi oplever nu, er nationalismens dødskamp. Hvis den taber denne gang, er nationalismens historie endegyldigt forbi. Spørgsmålet er kun, om den forinden formår at lægge Europa i ruiner, og desværre er Østrig i denne situation et laboratorium. Det er ufatteligt, hvor stærke de autoritære kræfter har formået at vokse sig i de senere år, men der er også vokset et stærkt civilsamfund frem. Kræfterne står nogenlunde lige, som præsidentvalget afslørede: 50 procent mod 50 procent.«

Menasse tager et kraftigt sug på cigaretten. »Tyrolerne i deres læderbukser er mig lige så fremmede som Hopi-indianerne,« udbryder han. »Hvorfor skal jeg være solidarisk med sådan en Lederhosen-tyroler, hvis dialekt jeg ikke forstår, mens det er mig forbudt at solidarisere mig med en flygtning, der ankommer gennempryglet af skæbnen? Det er jo forrykt! Det er nazismens hjemstavnsbegreb!«

»Jeg er ikke optimist,« lyder Robert Menasses afskedsord til mig. Det er Josef Mitterer, en af Østrigs kendteste filosoffer, heller ikke. »Et terror-angreb, og Norbert Hofer vinder præsidentposten,« siger han til mig over telefonen fra Heidelberg, hvor han deltager i et seminar. Hans analyse er meget lig Menasses.

Vinder Hofer præsidentposten, vil han spille på fremmedfrygten. Der vil blive udskrevet valg efter kort tid, og Frihedspartiet får kanslerposten. Forandringerne vil ske langsomt, næsten umærkeligt, men de vil være svære at rulle tilbage. »Vi vil ende med et meget polariseret samfund.«

»Da Frihedspartiet sidst var i koalitionsregering, indførte EU sanktioner, og jeg var dybt taknemmelig. Men nu er EU svækket, og ting, vi før troede var utænkelige, vil kunne ske. Retorikken minder dig måske om den, du hører fra højrepopulisterne i Skandinavien, men du skal huske på, at her har den rødder i nazistisk tankegang.«

Mitterer har ikke den store tiltro til landets kunstnere og intellektuelle. Lige nu er de modstandere af Frihedspartiet, men det vil ændre sig, hvis partiet kommer til magten.  »Intellektuelle er nemmere at korrumpere end andre,« siger han. »Deres meninger følger pengene. Og jeg vil personligt nødigt opleve, hvilke af mine kollegaer der bliver kollaboratører.«

Jeg befinder mig på Judenplatz, engang centrum i den jødiske ghetto i Wien, men også centrum for tilintetgørelsen af jødiske kultur i Østrig på Krystalnatten i november 1938. Over 100 synagoger blev nedbrændt og over 1.000 jøder dræbt. Og det var kun optakten.

Museum Judenplatz er et nyt museum, præget af hvidstrøgne vægge og beton. Der er udstillet stumper af Toraen, religiøse genstande og en computer-rekonstruktion af de ødelagte synagoger fra Krystalnatten.

Og så er der kælderen. 

Her blev der under en udgravning i 1995 fundet resterne af en synagoge, som i en pogrom i 1420 blev nedbrudt til grunden. Den jødiske menighed fik valget mellem tvangskonvertering til kristendommen eller døden på bålet, og flere end 200 valgte flammerne.

Rummet med de forvitrede mure er lagt i halvmørke. Opsatte plancher fortæller med hvide bogstaver på sort baggrund historien, mens en kvindestemme beretter. Stemningen er højtidelig, nøgtern og andagtsfuld på samme tid.

Da jeg forlader kælderen og igen befinder mig på gadeniveau, står jeg tilbage med et stort spørgsmål: Hvorfor nævner et museum med det forpligtende navn Jüdisches Museum ikke med et ord udryddelsen af Østrigs 200.000 jøder under Anden Verdenskrig? 

Det går op for mig, at museet ikke er et museum for jødernes historie i Østrig.  Det er et museum for østrigernes massive vilje til at fortrænge deres egen historie.

Fra Museum Judenplatz går jeg videre til Sigmund Freud Museet i Berggasse. Det ligger på første sal, men jeg føler, at også det er et kældermuseum, for psykoanalysens fader er opfinderen af kælderen i det europæiske sind.

Det var Freud, der opdagede eksistensen af det ubevidste, det dystre, underjordiske sted, hvor alle vores fortrængte impulser holder til, og hvor de som sovende monstre må forblive. Bryder monstrene først igennem jegets bonede parketgulve, må ikke blot den enkelte, men al civilisation bryde sammen.

I 2014, da hundredeåret for Første Verdenskrigs udbrud oprandt, blev der skrevet et helt bibliotek af bøger om den søvngængeragtige måde, hvorpå Europa bevægede sig imod katastrofen, og mange af dem fokuserede på Østrig, også fordi det skud, der blev affyret mod den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand i Sarajevo i sommeren 1914, fandt et endeløst ekko på de europæiske slagmarker i de næste fire år.

Den tyske historiker Florian Illies fik en mere original ide, da han valgte at skrive om det tilsyneladende langt mindre dramatiske år 1913. Også hos ham fik Østrig, i særdeleshed Wien, en fremtrædende plads. Han fandt ud af, at to af det tyvende århundredes hovedpersoner begge opholdt sig i Wien på samme tid, spadserede i samme park og måske endda har hilst på hinanden. De to mænd var Adolf Hitler og Josef Stalin.

Sigmund Freud var der ikke, og hvis han var dukket op, ville historiens to største voldsmænd utvivlsomt have overfaldet ham, ikke blot fordi han var jøde, men også fordi han advarede mod de monstre i det ubevidstes kælder, som de valgte at alliere sig med.   

Illustration: Nilas Røpke Driessen/iBureauet

På min sidste dag i Wien står jeg foran Pieter Bruegels maleri af Babelstårnet i det opulente Kunsthistorisches Museum på Ringstrasse. Jeg tænker på ordene fra Første Mosebog, kapitel 11. »Så sagde de: »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.«  

Herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren: »Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.«

Læst i 2016 afslører Mosebogen, at Vor Herre frygtede udfordringen fra sin egen skabning. Hans egentlige hensigt var paradoksalt nok at sabotere det væsen, han selv havde skabt med dets kreative kløgt og store potentiale for fællesskab og samarbejde. Hvad angår rollen som benspænder for menneskeheden, viste det sig hurtigt, at Vor Herre var i besiddelse af en betragtelig opfindsomhed.

Vor Herre opfandt nationalismen, denne opskrift på global forvirring, der i bedste fald medfører kaos, i værste fald lader kaos antage krigens form

. Babel er myten om menneskets umyndiggørelse ved en misundelig Guds mellemkomst. Nationalismen er historien om menneskets selvvalgte umyndiggørelse, oven i købet i en forløjet national suverænitets navn.

Da Vor Herre stoppede Babelsbyggeriet, dømte han os til smålighed, opslidende mangel på samarbejdsvilje og en gensidig fjendtligheds evige paranoia. Nationalismen er ikke andet end menneskets frivillige suverænitetsafgivelse, når det kommer til livet på den klode, som i globaliseringens tidsalder er vores eneste mulige hjemstavn.

Det er ikke noget tilfælde, at Europas højrepopulister alle påberåber sig kristendommen. Babelsmyten rummer allerede opskriften på den snærende løkke af snæversyn, nynationalisterne vil lægge om halsen på os i en tid, hvor globale udfordringer kræver svar af den slags, som kun udsigten fra toppen af et færdigbygget babelstårn kan give.

Det begyndte i 1989, da Berlinmuren faldt. Dengang blev grunden til det europæiske Babelstårn støbt. Nu, kun 27 år senere, er vi allerede på vej ned i kælderen for at søge ly fra en verden, vi hverken kan kontrollere eller forstå, og som vi har opgivet at få indflydelse på.

Men i et beskyttelsesrum er der ingen fremtid. Kun luftmangel.

Østrig som et europæiske laboratorium 

Forfatteren Carsten Jensen er op til præsidentvalgkampen i Østrig rejst til Wien for at få svar på, om den nationalisme, som skabte alle Europas ulykker i det 20. århundrede, nu med en fremstormende højrepopulisme og skepsis over for det europæiske projekt nu oplever en genkomst. Ved søndagens valg er den politiske midte forsvundet, og kun yderpartierne står tilbage, det højreradikale Frihedsparti med Norbert Hofer over for De Grønne med Alexander Van der Bellen. Helt ekstraordinært får Carsten Jensen foretræde hos Frihedspartiets præsidentkandidat Norbert Hofer og en indsigt i, hvordan han tænker en reform af EU sammen med lande, der kun inkluderer værdier, der er forenelige med Aftenlandets. 

Ovenstående billede er fra Norbert Hofers facebook-side.

Red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
    Maj-Britt Kent Hansen
  • Brugerbillede for Henrik Brøndum
    Henrik Brøndum
  • Brugerbillede for Anders Graae
    Anders Graae
  • Brugerbillede for Olaf Tehrani
    Olaf Tehrani
  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Peter Wulff
    Peter Wulff
  • Brugerbillede for Steen Sohn
    Steen Sohn
  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Curt Sørensen
    Curt Sørensen
  • Brugerbillede for Per Torbensen
    Per Torbensen
  • Brugerbillede for Niels Møller Jensen
    Niels Møller Jensen
  • Brugerbillede for curt jensen
    curt jensen
  • Brugerbillede for jørgen djørup
    jørgen djørup
  • Brugerbillede for Carsten Mortensen
    Carsten Mortensen
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
  • Brugerbillede for Gert Romme
    Gert Romme
  • Brugerbillede for Lars Rasmussen
    Lars Rasmussen
  • Brugerbillede for Erik Karlsen
    Erik Karlsen
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
  • Brugerbillede for Rasmus Knus
    Rasmus Knus
Maj-Britt Kent Hansen, Henrik Brøndum, Anders Graae, Olaf Tehrani, Espen Bøgh, Peter Wulff, Steen Sohn, Kurt Nielsen, Curt Sørensen, Per Torbensen, Niels Møller Jensen, curt jensen, jørgen djørup, Carsten Mortensen, Jan Weis, Gert Romme, Lars Rasmussen, Erik Karlsen, Grethe Preisler og Rasmus Knus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Jensen

Måske er dén protektionisme som EU selv står for, et ganske elendigt forbillede for de europæiske befolkninger? Mig bekendt har EU i grove træk stået for en perspektivløs eurocentrisme og en kapitalistisk vækstfilosofi, som dels har bidraget til en øget volumen af internationale konflikter og problemer og dels har øget såvel uligheden som magtdistancerne i medlemslandene, med frustrationer, øget etnocentrisme og fremmedgørelse til følge. Så måske står de europæiske lande med problemer, som deres eget imperiebyggeri i vid udstrækning selv har (re)produceret? En debat skal vi imidlertid helst ikke skal have hul på ... for den ville jo kunne underminere den herskende diskurs om at der intet alternativ til kapitalismen, undskyld, EU, findes.

Brugerbillede for Frank Hansen

Interessant og velskrevet indlæg fra Carsten Jensen og langt mere afdæmpet og civiliseret end tidligere tirader om skimlede kældermennesker og fascister, der rutinemæssigt blev slynget i ansigtet på dem som ikke deler hans politiske synspunkter.

Et enkelt korrektiv er på sin plads. Carsten Jensen synes at betvivle, at der var problemer med valghandlingen, da den grønne kandidat vandt valget med en snæver margen. Faktisk modtog han i visse valgkredse langt over 100 procent af de afgivne stemmer, så der var bestemt noget der ikke stemte.

Henrik Brøndum, Finn Thøgersen, Per Torbensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Carsten Jensens format er helt enestående efter danske forhold. Han er på højde med de bedste skribenter i international sammenhæng. Hans artikler fortjener oversættelse og trykning i udenlandske aviser.

/O

Anders Graae, Espen Bøgh, Kurt Nielsen, Niels Møller Jensen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Olivier Goulin

Du giver ellers en højtflyvende ros af Carsten Jensen - men jeg er helt enig i, at det er en velskrevet artikel, som gør os klogere. Desværre - for mig selv især - er jeg endnu ikke kommet mig over samme Carsten Jensens beskrivelse af "Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker".
Det er uantageligt at harke andre mennesker i hovedet på den måde.

Brugerbillede for curt jensen

At harke Pia Kjærsgaard og hendes sekt i hovedet er vel ikke værre end at stjæle fra en tyv.
Dette anses dog af mange også som et moralsk dilemma, så...

Men: I over 20 år har vi måttet finde os i at medierne, som hajer i blodfyldt vand, slugte alt der kom fra højrenationalisterne råt og uden at tygge i forhåbning om at stigende oplæg og seertal vil redde dem fra en kulturel sultedød. Måske bør Carsten Jensens lejlighedsvise udfald mod fascismens korsriddere ses på denne baggrund?

Jeg i hvert fald er mest bekymret for at der findes alt for få kunstere og andre kreative der tør at tage stilling imod mørkets fremmarch.

Bernd Åke Henriksen, Kurt Nielsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for olivier goulin

Jeg kan ikke undgå at tænke på redaktør Carl J. Sonnings interview af Hitler i 1923, mens han (Hitler) stadig var en relativ ukendt opkomling. Helt uden sammenligning i øvrigt.

Man sidder med en næsten genkendelig fornemmelse af at leve midt i en tid og nogle begivenheder, som er skæbnesvangre i bogstavelig forstand. Preludiet til et sammenbrud af dimensioner, som synes skæbnemæssigt uafværgelig.

/O

Liliane Murray, Jens Thaarup Nyberg og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

En enkelt vinkel fra den meget lange artikel.
Babelstårnet, som symbol på menneskelig overmodighed, blev væltet af den højere magt.
Globaliseringen er symbol på det samme i nogle sammenhænge, som fører til global usundhed.
Så griber den højere magt - naturen - ind og skubber til "Babeltårnet".
Det kan blive ubehageligt at vælge - men nødvendigt.
Kan politikerne ikke leve op hertil, men fortsætter den arrogante adfærd, kommer den folkelige reaktion - forhåbentlig på rolig demokratisk vis.

Allan Stampe Kristiansen, curt jensen, Kurt Nielsen, Per Torbensen og Niels Møller Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Curt Sørensen

Formidabelt indlæg af Carsten Jensen. Der er dog en central pointe, som han ikke får med: Østrig havde en gang Europas relativt mest udviklede socialdemokratiske arbejderbevægelse mobiliseret omkring værdier som broderskab, solidaritet og internationalisme. Den østrigsk case viser med uhyggelig klarhed de fatale konsekvenser af socialdemokratismens forfald. Overalt i Europa er der her opstået et tomrum og i dette tomrum artikulerer højrepopulismen den sociale protest, der ikke kan komme til udtryk på anden måde.

Eskild Nielsen, curt jensen, Espen Bøgh, Kurt Nielsen, Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Se hvordan det går det italienske socialdemokrati med Renzi i spidsen i morgendagens folkeafstemning om forfatningsændring.

Brugerbillede for Espen Bøgh

Igen viser CJ sit åndelige overlegne niveau i forhold til vor "daglige nyhedsformidling" i vore medier.

Midlertidig er jeg uenig i følgende ; "De store mænds tid er forbi, mens troen på den lille mand består.", de store mænd tid er nemlig kommet igen, ganske som "tidligere tiders store mænd", og det bliver igen folket der hylder deres floskler, - i folkets egne drømme, om noget bedre og større.

De, folket, vil ligesom i Tyskland og Italien og Rusland blive bedraget atter, men samtidig vil de også gerne være en del af noget stort, og blive "arbejdets helte" eller gerne gå strækmarch med armen hævet i hilsen til den store leder, for han visioner!

- Måske bliver det vort eget "morgendagens Nord Korea" hvor gudens familie vil regere i tusindårsriget?

Brugerbillede for Leo Nygaard

Bøgh - Jeg nægter at tro på, at vestens mennesker ikke har lært noget af historien.
Verdens spredning af viden er den gode side af globaliseringen. Den var der ikke før.
Måske netop derfor undrer jeg mig over disse koldkrigsfortalere lige nu.
Det er som et teater, grundet på frygt.

Brugerbillede for Espen Bøgh

@ Leo Nygaard

Jeg tror vi kan nægte og fornægte lige så meget vi vil, men lige lidt hjælper det på udviklingen, - som både du og jeg helst ikke ser muligheden for, og som vi burde havde lært af og evigt have i hukommelsen.

Der var en gang en klog der sagde: "fred er kun en pause mellem to krige", og som et supplement kan jeg nævne en sten på torvet på Toftegårds Plads, hvor kunstneren lod teksten være: "Da denne sten blev sat, var der krig et sted i verden".

- Menneskets dårskab syntes uendelig!

Igen ser vi politik og politikere enten handle eller ikke magte opgaven og undlade at handle indtil der kommer en stærk mand som vi netop har set det, med løfter som bedrag for noget bedre til alle, - men indfrier sine løfter på en meget uventet måde til skade for alle i stedet for.

EU's politiske forum har bragt stilstand og tilbagegang for mange almindelige mennesker, så de er nu der hvor den stærke and skal slå til, - som han for øvrigt lige netop har gjort et andet sted i verden(!), og af de helt samme årsager!

Ingen fornuftig politiker vil dette, men de handler ikke imod det desværre, og har ikke gjort det længe - alt for længe endda, og hvad værre er det alene skyldtes deres egne politiske ambitioner, med en undertrykt viden om at "DET ALDRIG VIL SKE IGEN", for den ED har de og vi andre jo aflagt om at "VI ALDRIG VILLE LADE DET SKE IGEN", og så behøvede vi ikke tænke mere over, det handle imod det, eller være bange for "DET KUNNE ELLER VILLE SKE IGEN"!

Som vi så det andetsteds i verden har den politiske triumf sejret sig ihjel atter engang, og det syntes at være det samme vore EU politikere er på vej til at måtte sande, - og i EU er det er jo begyndt.

Vi kan kun håbe det bedste, men også frygte det værste, uanset hvor lidt vi ønsker genkomsten bag forførelsens slør.

Brugerbillede for Peder Kruse

Der er en årsag til at vi, mennesker er her endnu, og den er ikke kun pæn og sympatisk fra alle vinkler, hvor gerne vi end ville det sådan.

Brugerbillede for curt jensen

En "stærk" mand/kvinde er ikke nødvendigvis en "stor" kvinde/mand og omvendt.

Hidtil har vi haft flest af de stærke og alt for få af de store.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jeg så gerne en folkeafstemning om vores alliancedeltagelse i vestens krig i mellemøsten på trettende år. En demonstration mod de stærke, bange mænd.

Brugerbillede for Jørgen Garp

Ved USA valget, som tidligere set i DK med AFR, hoppede medierne bredt og tankeløst, men politisk korrekt(!) som et sensationslystent ulvekobbel efter hvert tweet, hvert grynt eller bøvs fra Donald Trumps narcissistiske galmandsnak, for derefter, da det var for sent, at bruge lige så meget tid og krudt på at granske i egen navle over deres egen tåbelige adfærd!
Hvordan kan det nu gå til igen og igen?
En godt eksempel fra lørdagens Information, der på forsiden i et hype for en formodentlig udmærket artikel af Carsten Jensen begynder at puste det lille aldrig afnazificerede blomsterkummeland Østrig op til at være "..et laboratorium for, hvad der kan ske i resten af Europa...I Østrigs kælder ligger Europas fremtid.. (OG på forsiden) Østrig betragtes som et laboratorium, for hvad der kommer til at ske i resten af Europa".
Ikke sandt, det kommer til at ske! Ja også det kan meget nemt komme til at blive en af bl.a. medierne fremkaldt selvopfyldende profeti.
Nu tror det lille fascistoide folk, de endnu engang skal svinge nazi-taktstokken over Europa, men de kan få en med den demokratiske spade kan de, inden det er for sent.
Se det ville være en optakt til modstand mod den genopstandne højreradikale politiske perversion i stedet for falden de facto styrkelse af en selvopfyldende profeti!

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Flot essay af Carsten Jensen - der er ikke megen konkret anvisning på alternativer i forhold til hvad den fremvoksende højrefløj tilbyder. Det er vel heller ikke kunstens opgave at præsentere en løsning.

Vesten er under pres fra to fronter: Økonomisk fra Kina/Indien og en fejlslået fordelingspolitik - fra Mellemøsten/Nordafrika presser indvandringen.

Det økonomiske pres må modvirkes med en øget skat på kapitalindkomster/arv, højere krav til kvalitet/miljø i vareproduktionen - og ikke med begrænsninger i frihandelen som højrefløjen og den yderste venstrefløj forlanger. Robotterne kommer så til hjælp og gør vareproduktion nærmere markederne mere rentabel.

Jeg kan ikke se noget alternativ til flygtningelejre i Nordafrika - EU må foretage en massiv invasion, oprette en sikker flygtningelejr i f.eks. Libyen - og acceptere integrationsparate familier i Europa. Unge mænd der ikke vil slås for deres land - kan så bo i lejren.

Til gengæld må "muslimbashing" fra myndighedernes side afskaffes - vi skal have fuld lighed for loven genindført. Men derfor er der ingen grund til at betale til subkulturen. I stedet for myriader af papirer og aktiveringsprogrammer, må du hente din kontanthjælp - gerne 2-3 gange om dagen og vise at du er arbejdsparat. Det er ingen skam for en vejarbejder at gå på gaden for at tjene sin løn - det er det heller ikke for at hente sin understøttelse.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Jeg kendte engang en småbørnspædagog, der var en hel del klogere end de fleste 'politikere' 'meningsdannere' og 'spindoktorer' nu om stunder.

Hun havde et medfødt handicap i form af en stemmebåndslidelse, der forhindrede hende i at hæve decibeltallet ret meget. På forespørgsel om, hvordan hun bar ad med at skaffe sig ørenlyd til at udføre sit arbejde ordentligt i den kakofoni af stemmer, der er normen i moderne overfyldte integrerede og støjplagede institutioner for børn mellem 2 og 10 år svarede hun med et lunt smil: "Børn er ikke dumme, de ved godt, jeg ikke kan råbe højt nok til at overdøve dem. Så jeg stikker bare hovedet ind ad døren og åbner og lukker munden et par gange uden at sige noget, når bølgerne i lokalet går for højt. Så klapper de i og tysser på hinanden, for de er jo alligevel nysgerrige nok til, at de gerne vil vide, hvad det er, jeg vil fortælle dem."

Henrik Brøndum, Jens Thaarup Nyberg og Bernd Åke Henriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Karsten Jensen kører nu en del på frihjul og lader genkendelig kritik af stormagterne i Europa drive nedkørslen af bjerget til målområdet. Som også er velkendt. Men det er for let. For det første var Østrig-Ungarn ikke belejret af industrialismens, nationalismens og kolonialismens stadig mere påtrængende virkelighed, det var slet ikke kolonialistisk, ligesom Tyskland (næsten) ikke var, og industrien trivedes bedre i England. Nationalismen havde det heller ikke for godt, allerede fordi Østrig og Ungarn repræsenterer to vidt forskellige nationaliteter, og deres besatte områder på Balkan og i slaviske territorier lå langt fra den germanske tradition.

Man skal næppe trække paralleller til 1940'erne, men snarere til de tyske og nordiske moderne forsøg på at trække socialdemokrater og borgerlige kristendemokrater i samme retning. Til en enhed, der skal modstå alt, hvad der falder uden for. Og dette alt vokser og vokser, fordi 'enheden' ikke vil forstå 'helheden'.

Brugerbillede for Christian  de Thurah
Christian de Thurah

God artikel, uanset om man er enig med Carsten Jensen eller ej. Blot en detalje: Det var ikke Freud, der opdagede det ubevidste, det havde digtere og filosoffer opdaget længe før. Men det var Freud, der først forsøgte at beskrive det videnskabeligt, baseret på den omfattende empiri, han havde fra sin klinik i Wien. Han hentede også inspiration hos andre forskere og i litteraturen, bl.a. fra vores egen J.P.Jacobsen.