Læsetid: 5 min.

’Hun var bange for skoven, ikke døden’

Tove Ditlevsen skrev flittigt under sine indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Både romaner og breve. Der var nemlig en ro, som den danske forfatterinde ikke så let fandt andre steder, siger forfatter Karen Syberg
Tove Ditlevsen sammen med sin daværende mand Victor Andreasen

Tove Ditlevsen sammen med sin daværende mand Victor Andreasen

Polfoto

30. december 2016

De mange indlæggelser på psykiatrisk afdeling blev Tove Ditlevsens skriveeksil. Smertefulde, men også produktive. Karen Syberg Journalist og forfatter, bla. til biografien Tove Ditlevsen. Myte og liv fra 1997 (Tiderne Skifter. Senest udkommet på People’s Press 2007) fortæller her om forfatterindens breve (samlet i Kære Victor. Breve fra Tove Ditlevsen til Victor Andreasen 1972-1976. Gyldendal 1993).

– Hvor var Tove Ditlevsen, da brevene blev skrevet?

»Hun var Indlagt på psykiatrisk afdeling på Riget, efter at hun havde forsøgt selvmord d. 20. september 1974. Det var i Rude skov, men hun blev fundet af en hundelufter. Hun turde nemlig ikke gå dybt nok ind i skoven, men blev i skovbrynet. Hun var ikke bange for at dø, men hun var bange for skoven, for naturen.«

– Hvordan var hendes indlæggelser?

»Hun var indlagt mange gange, og det var meget produktive perioder for hende. Der fandt hun ro og fred, og derfor er adskillige bøger til dels blevet til i de perioder. Den bog, som hun referer til i brevet, er Vilhelms værelse, der er baseret på hendes ægteskab med bladmanden Victor Andreasen. Det blev en bog, der skabte splid mellem dem. Han var ellers medlæser under processen og pavestolt af sådan at blive hovedperson i en stor forfatters værk, mens hun skrev bogen, men da han læste anmeldelserne, blev han rasende. Han følte sig ydmyget og hængt ud.«

– Hvordan var deres forhold?

»Jeg tror ikke, at der er nogen tvivl om, at de var hinandens helt store kærlighed. Men man kan vist mildt sige, at Tove Ditlevsen ikke var nem at være gift med. Ikke mindst når hun igen og igen fyldte sig med sprut og piller. Jeg tror egentlig ikke, at kærligheden døde, jeg tror bare, at han trængte til at leve sammen med en, der ikke var så besværlig. Så han gik fra hende, giftede sig med en anden. Det kom hun sig aldrig over. Men brevvekslingen blev en livlinje mellem dem efter bruddet.«

– Hvad har hendes breve betydet for dig i dit arbejde med biografien?

»De har betydet, at jeg fik baggrundsmateriale til at forstå privatpersonen Tove. Uanset at hendes værker har en stærk selvbiografisk islæt er det jo en fortællerstemme, man dér møder – i øvrigt en stor stilist! Men så kan man jo sammenligne de to, og det giver nogle nye indsigter – ikke mindst, at hvis der er nogen, der har opfundet autofiktion som genre, så er det Tove Ditlevsen.«

– Er der et særligt brev, som du husker?

»Der er et brev, der beskriver hendes reaktion på en kronik af Johannes Møllehave. Heri skælder han hende nærmest ud for hendes selvmordsforsøg. I en meget moralistisk tone får han sagt, at sådan noget bør hun virkelig ikke gøre som forbillede. ’Jeg gider ikke svare Møllehave,’ skriver hun og fortsætter helt tørt og med en del humor, at hun da aldrig havde troet, at det ville blive et offentligt anliggende, at hun ville begive sig ud af denne jammerdal. Og det kan man jo faktisk godt forstå, at hun undrer sig over.«

Kære Victor

Jeg ville egentlig gerne snakke med dig, men professor Rafaelsen (Vanggaard er syg igen) vil ikke have det, fordi jeg havde det meget dårligt i dagene efter 2. juledag. Og indtil den forpissede bog er færdig, er det mægtigt godt med al denne beskyttelse på alle leder og kanter. Men nu skal du høre: På lørdag eftermiddag er jeg hos Kamma resten af dagen. Hun henter mig kl. 12 her, og så kører vi hjem hos hende og spiser etc. Det er jo, som du ved, meget lidt oprivende at være i stue med hende. Så du kan ringe til mig: tlf. 75 40 19. Det er alligevel ikke til at føre en samtale her, fordi man ikke er alene med telefonen. ( ... ) Først i marts kommer min skolebog, og næsten samtidig har jeg sat mig for at aflevere ’Vilhelms værelse’. Jeg skal have den ud af systemet, så jeg kan komme hjem. Der vil så heller ikke være nogen grund til at blive her. Jeg har tømmermænd i dag, fordi jeg jo ikke kunne svigte Halfdan på hans 60-års dag. Kors, hvor bliver vi gamle. – Min egen Victor, trods alt (det var ikke så lidt) var det frygteligt af dig at forlade mig den sommer. Jeg kan ikke komme det nærmere, for det var vel endt med mord, hvis du ikke havde gjort det. Men hvad så? Livet er da ikke så allerhelvedes sjovt, vel? Harald har skrevet til mig, at der ikke bliver sparet på Politikens kulturelle stof – og heller ikke på mine fornøjelige søndagsbetragtninger. Jeg er p.t. uvenner med Peter, fordi jeg synes, den syge kat skal aflives, mens han gerne så jeg ofrede en million til dyrlægeregninger. Ring til ham en gang imellem: Han holder jo så meget af dig, og dem, der gør det helt uselvisk, kan man tælle på en hånd.

Kærlig hilsen Tove

Onsdag

Kære Victor

Jeg har spurgt Rafaelsen, om jeg må tage hjem på lørdag, men han sagde, at du lige så godt kan komme her. Det er også rigtigt. Jeg har en dejlig enestue, der ikke er spor hospitalsagtigt ved, og når Bjørnvig hyggede sig, så han næsten ikke var til at drive ud, kan du også gøre det. Jeg skal nok købe noget whisky, eller også kan du selv. Jeg må snart stile mod en afslutning af bogen, fordi den ellers bliver alt for omfattende. Det minder mig om børnebogen, hvor jeg havde fået samlet en del mistænkelige personer, og så måtte du finde ud af, at det var det eneste rigtige at gøre viceværten til pyroman. Her er intrigen bare knap så barnlig og enkel. Det er dog en underlig metier, man har valgt, for hvad skal jeg bestille, når den er færdig? Den 21/3 kommer skolebogen, som jeg skrev på tre uger, da jeg holdt ferie fra Politiken. Det er i den, jeg kommer med den bemærkning: Nu var Victors elskerinder begyndt at trænge ind i huset! Som en anden græshoppesværm. Noget, der kan udryddes med DDT. Den var det nu sjovt at skrive, omgivet af Fru Petersen og hendes yngel samt Peter, men suverænt respekteret som storforsørger. Alles velgørerinde, forudsat at de gør mig livet behageligt. Jeg har i grunden meget af en mands natur. Kan du huske, da du sagde, jeg lignede en løber? (tæppe, red.) Jeg græd stride strømme og beklagede mig til enhver, der gad høre på mig. Det var også frækt, for dengang så jeg jo meget godt ud. Hvad jeg i den sidste runde ikke kan tilgive mig selv er min ufattelige dumhed, min blindhed for hvad der skete lige for næsen af mig. Mik, derimod, så det og advarede mig, men jeg troede bare, han var paranoid på mine vegne. Ring til mig, når du får dette brev, så kan jeg forberede din eventuelle ankomst.

Kærlig hilsen Tove

 

Serie

Brevet

Breve giver os adgang til fortiden. Som tidslommer, der giver adgang til en svunden tid, et forlist forhold, et ukendt venskab, et eksil, en flugt, et kald. I dag er brevet en sjældenhed. Måske en uddøende genre?

I den kommende tid bringer Information – i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek – en række breve fra mennesker, der enten er i fysisk eller mental eksil.

Seneste artikler

  • ’En af dansk litteraturs eksilerede’

    13. januar 2017
    Georg Brandes elskede Danmark, men evnede aldrig helt at slå rod i denne ’degneprovins’. Brevene fra hans tid i frivilligt eksil i Berlin viser denne ambivalens, fortæller litterat og Brandes-kender Hans Hertel
  • ’Brevene er jo på det tidspunkt den eneste mulighed for Céline’

    23. december 2016
    Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline var i perioden 1945-47 fængslet i Danmark og ventede udlevering til Frankrig på grund af sine antisemitiske skriverier. I det nye år udkommer hans breve fra fængslet på dansk oversat af Troels Hughes Hansen, som vi har bedt udvælge et brev i den omfattende korrespondance
  • ’Hun er mine rødder i verden’

    16. december 2016
    Lilas Hatahet lever som flygtning i Danmark. Hun har skrevet et brev til sin bedstemor, der blev tilbage i familiens hus i Damaskus i Syrien, mens familien blev spredt over hele verden. Lilas Hatahet har aldrig sendt brevet
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Man kan ikke undgå at bemærke den direkte tone i disse breve. Det kommanderende og det spydige.

Uanset "kære", "kærlig hilsen" og måske "hinandens helt store kærlighed", som Karen Syberg mener, at de to var.