Feature
Læsetid: 11 min.

Blue Christmas

I en tid hvor Donald Trump og populismen sejrer, længes Suzanne Brøgger efter kormusikkens samlende treenighed. Men bliver altstemmerne for svage – er der for lidt menneske – opstår vreden. Oprør. Man er nødt til at fylde noget mere, når man ikke kommer til sin ret, skriver hun. Som i den populistiske råben
Hvordan skal landene heles, hvorfra skal forsoningen komme, hvis folk ikke længere kan tale sammen, spørger Suzanne Brøgger (arkivfoto)

Hvordan skal landene heles, hvorfra skal forsoningen komme, hvis folk ikke længere kan tale sammen, spørger Suzanne Brøgger (arkivfoto)

Kultur
23. december 2016

Vi hylder vores forskellighed...  men har langt mere til fælles end det, der splitter os.

– Jo Cox, 17. juni (22. juni 1974 - 16. juni 2016) i en tale i det britiske parlament

Egentlig var jeg på vej til en masterclass i essayistik på Information, men så rendte jeg ind i medarbejdernes sangkor i stueetagen. Og ville hellere blive dér. For hvor ofte er det lige, at man løber uforvarende ind i et sangkor en mørk december eftermiddag?

Jeg kendte ikke sangen, de øvede, »Blue Christmas«, men stillede op bagest og sang med på de forskellige stemmer.

Jeg var tilbage mellem alle mulige forskellige mennesker, der ikke var enige om noget som helst, men som stod og sang omkring hattesyerske fru Tones flygel på Nikolaj Plads engang i 70’erne: damer i lange selskabskjoler med pelsboa, kvinder i lårkort eller indiske gevandter og bare tæer. Mænd i smoking eller jakkesæt med vest og guldur, kontorchefer og drenge med langt havfruehår.

Kendte mennesker og fortabte eksistenser – var det de samme? – (skabs)bøsser og kunstnerspirer. Sangen samlede – ligesom Tone Bonnén, der serverede rombudding og te i lang selvsyet Marimekko.

Et essay begyndte at tage form i mit hoved: Hvordan kunne det være, at den vestlige verden, der på mange måder var ved at gå i stykker – »All right, we are two nations,« som John Dos Passos skrev i sin USA-trilogi – syntes at samle sig i dette øjeblik under sangen?

»Vesten, som vi hidtil har kendt, eksisterer ikke mere,« havde været den svenske politiker Carl Bildts bud i en tale efter valget af Donald Trump i USA. Så når man ikke mere lever i Vesten, men i noget andet, man endnu ikke ved, hvad er, bliver korsangen tilbage som det bærende: de tre stemmer, sopran, alt og bas, som jeg vekslede mellem.

Sopranen har den fordel, at den i reglen synger melodien. Alterne altererer med de dybere klange, krydrede og kringlede, mens bassen grounder os med sit groove – ligesom tyngdekraften er så venlig at gøre det.

En anden treklang mindedes jeg på slottet Sanssoucis i Potsdam uden for Berlin, hvor Frederik den Store både indbød en oplysningens Voltaire og spiritualitetens mesterkomponist, Johan Sebastian Bach. Yderpolerne af europæisk kultur samlede der Fritz under samme tag. I løbet af sit ophold skrev Bach Das Musichalisches Opfer: Ich habe genug.

Man taler i forbindelse med demokratiets grundpiller om en tredeling af magten – som nu er kommet i folkelig unåde. Men stadig synger vi trestemmigt, eksekverer en tredeling – stående: frihed, lighed og broderskab. Tese, antitese, syntese. Dramaet, symfonien, novellen – alle de kunstneriske former er stort set bygget op omkring denne tredeling.

Engang talte man om klassesamfundet, adel, borgere og bønder/arbejdere. I dag ville jeg sige: markedet, civilsamfundet – der i teorien burde kunne præge markedet – og åndsvidenskabernes sfære, den spirituelle, der som den eneste burde være markedet uvedkommen.

Ideelt set kunne man bruge familien, far, mor og børn, som billedet på treenigheden. Men den risikerer at gå amok, når børnene indtager faderens plads som tyranner eller i en rolleombytning må tage ansvaret for forældrene. Støj.

I Jan Sonnergaards sidste novelle, »Fundamental, familiær spillogik«, som han publicerede kort før sin død, beskrives den ødipale trekants fallit, når den perverteres i vold.

Han nævner ikke det ganske udbredte familiespil ved navn,  som alle medlemmerne altid tvinges til at spille med i – alt andet ville være illoyalt – men det hedder jo bare Sorteper. Og det spilles dagligt, overalt – i skjult afmagt.

For det hører med til spillet, at det skal foregå hemmeligt. Det ville ikke undre, om de gedulgte familier er overrepræsenteret, når det gælder opfostringen af de overfølsomme observatører, kaldet – forfattere.

Billedhuggeren Hein Heinsen kalder den hellige treenigheds princip for »Trinitetsmaskinen«: I bassen lyder det bærende element, faderen. Sønnen er den altstemme, der hele tiden kan få andre ideer og gøre noget andet – mens sopranen kvidrer i kor med himlens fugle a la Helligånd.

Hvor trummerummens verden – samsara, på buddhistisk – hele tiden kan gå midt over i dualistisk konfrontation: rød/blå blok, demokrater/republikanere, vindere/tabere, med sportens metaforer skal korets tre stemmer, hvor forskellige de end er, klinge sammen. Og der skal være en bevidsthed, der kan dæmpe og fremhæve, så den ene stemme ikke overdøver på bekostning af de andre.

Trinitetsmaskinen styrer samfundslivet, tro det eller ej. Er der for meget »fader«, betyder det undertrykkelse og længslen efter frihed – som i diktaturer – eller New Public Management.

Er der for lidt »fader«, opstår angsten, så man må skrue på de knapper, der hedder dulmende stoffer – eller gå i stemmeboksen og sætte kryds ved en stor hvid mand.

Er der for meget »søn«, så mennesket kommer til at fylde det hele, opstår fortvivlelsen, fordi man så skal bære hele verdens byrder på egne skuldre.

Er der derimod for lidt menneske, og altstemmen bliver for svag, opstår vreden. Oprør. Man er nødt til at fylde noget mere, når man ikke kommer til sin ret, aldrig bliver hørt – som i den populistiske råben.

Hvis »Helligånden« emanciperer sig og kammer over, så man ikke længere kan høre melodien, bliver det bare »åndet«, irrelevant.  Her vil man blive kaldt til orden af realsindelagets karikerede overtydelighed i bassens gumpetunge monotoni som i det forudsigelige politikersprog, der med George Orwells ord »er beregnet på at få løgn til at lyde som sandhed og på at få varm luft til at lyde som substans«.

Når koret lyder bedst, kan man ikke skelne de tre stemmer fra hinanden.

*

Dagen før Trump-valget havde min veninde fra New York friet til mig. For nu ville hun ikke være amerikaner længere. Ligesom så mange andre af sine landsmænd søgte hun nu EU-statsborgerskab. Hun talte om mørketiden, som vi længe havde vidst lå i vente, men som hun ikke havde kendt personligt siden Vietnamkrigen.

Den canadiske hjemmeside var gået ned af udmattelse over alle de amerikanere, der søgte canadisk asyl. Længe havde folk blokeret og »unfriended« hinanden på Facebook. Det hed sig til det allersidste under valgkampagnen, at mange endnu var »undecided«. Men: Hvem i hede hule helvede var ’tvivlerne’?

De eksisterede naturligvis heller ikke i virkeligheden. Tvivlerne havde for længst bestemt sig. Det var derimod sjældent, at ekspedienter i butikker eller taxachauffører stemte, for valget angik dem ikke, fik min veninde til svar, når hun spurgte.

»It happened here«, lyder The New Yorkers interview med Barack Obama lige efter valgresultatet. Som om det var så mærkeligt – i frihedens land?

Men det samme var jo for længst sket her på kontinentet.

Længslen i det reaktionære tankegods efter en tabt verden kommer i bølger, men har været fremherskende her hos os i en generations tid. Siden murens fald, hvor serberne fandt et gammelt landkort over Storserbien anno 1914 frem af fryseboksen.

Siden begyndte ungarerne at længes tilbage til gyldne tider, hvor der ikke fandtes jøder eller zigøjnere – og Polens Kaczynski fulgte trop. Siden det ene og det andet land efter hinanden ... med en voldsom afsmitningseffekt på al opposition.  

Men hvordan skal landene heles, hvorfra skal forsoningen komme, hvis folk ikke længere kan tale sammen? For det er jo sådan, borgerkrige starter. Våben er der nok af.

Jeg har på Wisconsin Public Radio hørt en »liberal«, demokrat, psykolog, gift med en republikaner, redaktør af et konservativt tidsskrift, sige, at de aldrig taler om politik, for der er ikke nogen, der flytter nogen rent politisk.

De mødte hinanden for længe siden til elizabethansk korsang. 

»Nu må vi ty til litteraturen, til essayet« sagde en ansvarshavende fra Rockwool Foundation til mig efter Trump-valget. Det stod klart, at man kan måle sig til hvad som helst, uden at få svar på ret meget. Målinger var pludselig passé som pejlemærker.

Oxford Dictionary havde kåret årets 2016-ord: post-truth. Pressens desperation i det ’post-faktuelle’ samfund måtte give essayet en ny eksistensberettigelse.

Jeg har hørt, at det ’lyriske essay’ var ved at blomstre i USA. For når man er på bar bund, efterspørges det eksistentielle, subjektive udtryk, der ikke positionerer sig i binær forudsigelighed.

Var det et »lyrisk essay«, jeg var ved at skrive, mens jeg sang de forskellige stemmer?

Hvad er det da forfattere og intellektuelle kan, som indimellem kan gøre en forskel? Man skulle tro, at det havde med ytringsfriheden at gøre. At forfattere skriver friere, fordi de ingen ansættelse har. Men ifølge Kjetil Jakobsen, norsk historieprofessor, er det ikke så meget oplysningstidens borgerrettigheder, der er på spil i kunstnerens tilfælde, som den romantiske traditions idealer.

Kunstneren, rockidolet – geniet! – er  ifølge romantikkens idé den »guddommelige inspiration«  nærmere end almindelige mennesker. Herfra stammer reminiscensen af den ganske særlige forventning til kunstnerne i krisesituationer: Der kan og skal helst komme noget uventet fra dem.

Når så mange lande gik midtover, »i stykker«, måtte mit essay vel handle om »fjendskab«, den omsiggribende uforsonelighed. Det er mange år siden jeg bestemte ikke at ville bruge mit krudt på at have fjender. Beslutningen kom sig af, at hver gang jeg ville sortliste nogen, så glemte jeg listen. 

Men der var selvfølgelig fjender alligevel, det var bare ikke mine. Mennesker, der vælger én fra – hver gang man har skrevet en bog – må for min skyld gerne eksistere i verden. Fjendtlige følelser kan man ikke udrydde hos andre, men man kan kvitte dem hos sig selv. For hvilket formål tjener de?

Som afstivende identitetsmarkør?

T****-valget understregede den gryende fornemmelse af, at venstrefløjens identitetspolitik var en blindgyde. T**** hånede og spottede kvinder, muslimer og migranter, og de stemte alle på ham. Vreden og forurettelsen var langt dybere og mere udbredt end det, man i årtier har dyrket som det snævert »politisk korrekte«. Valget kom ikke til at handle om, hvem der måtte bruge hvilke toiletter.

Frihedens USA har fået en præsident, man i Mellemøsten og Afrika genkender som en af deres egne. En af de utallige diktatorer, der ikke har forstand på politik, men udelukkende på egenmagt og penge – og som praler med guldet. Trump Tower og Dubai ... samme falliske smag, som folkedybet måber over, næsegrus.

Lad mig så bede om korets samlende klang. Når man læser norske Vigdis Hjorts roman Arv og Miljø, der er skrevet over en incesthistorie, kommer man ned i de lag, hvor uforsoneligheden mellem mennesker er ulægelig. I en slægt har alle forskellige oplevelser af, hvad familiehistorien handler om. Og der er i reglen ingen seriøs anerkendelse af andre versioner end ens egen.

Incest er en variant, ingen vil høre på, specielt ikke i en arvesag. Og ingen vil overveje, at bisidderne, de passive fornægtere, sårer værre end forgriberen. I Arv og Miljø er vi helt dernede, hvor borgerkrige begynder og aldrig sluttes. Dér, hvor trumpister og brexister aldrig kan få deres forurettelser anerkendt.

*

Hvornår skete overgrebet på samfundsplan? Hvem husker Margaret Thatchers  neoliberalistiske bibel af økonomen Frederick Hayek? Herefter var der ikke noget, der hed ’samfundet’, men bare individer, der skulle blive så rige som muligt og være forbilleder for resten af befolkningen.

Almindelige mennesker skulle fra da af leve i en evig konkurrence, mens de lod sig dope – gennem forbrug – til at være ligeglade med mangemilliardærernes forbrydelser. Borgere som flest blev holdt i ave gennem New Public Management, mens vores offentlige institutioner gradvis forfaldt.  Hospitaler, folkeskolen, togdriften.

Der har i nyliberalismens navn fundet overgreb sted, som ikke anerkendes. Frygten for, hvad der skal ske med én selv, frygten for hvad der skal ske med ens land. I det perspektiv betyder det mindre, at T***p-medicinen kan vise sig værre end sygdommen. For overalt hører vi nu den reaktionære klage over en tabt verden, som ønskes genoprettet. »Make alt muligt great again«.

Hvad enten man vil genopføre templet eller anlægge en kibbutz, spejler den reaktionære den revolutionære. Utopier gør sig bedst i bøgerne. Men det reaktionære projekt er håbløst:

»Not the king’s horses, not the king’s men can put Humpty Dumpty together again.«

(Lille Kylle lå på hylde,

lille Kylle falde ned,

ingen mand i dette land lille Kylle redde kan.)

Den reaktionære demagogi vestpå og som i islamisme østpå og i Afrika – og i EU som højrenationalisme – vil bilde borgerne ind, at Lille Kylles kalifat, Guds eget land og den gamle nationalstat kan reddes. At mure kan bygges og grænser lukkes.

Men selvom de reaktionære er forankret i en verden, der ikke eksisterer mere og aldrig vil komme igen, er det gået op for borgerne, gradvis og lige pludseligt, at de økonomiske forbrydelser, der ligger bag deres forarmelse og ydmygelse, går ustraffede hen. Panama. Skat Danmark. Hvor skal borgerne gå hen med deres vrede? 

»I toppen – i bunden« er blevet den neutrale vending for indignationens holdeplads. Vi oplever nu ’bundens’ hævn. Bottoms up! Men også store dele af middelklassen rammes. For når der tabes for mange, som tilfældet er, taber alle. Der skal ikke ret mange råbende analfabeter til i en skoleklasse, før hele klassen er ødelagt.

’Forskelle’ er norske Åsne Seierstads gebet. Opmærksomheden på de mennesker, der falder gennem alle nettets masker og bliver anderledes end ’os’, når de bliver til IS.

En af os kaldte hun sin inkluderende bog om outsideren Anders Bering Breivik. Ligesom hun nu har udgivet historien om to norske somalipiger, der skilte sig ud fra det norske fællesskab og rejste til IS-land.

Programmet bag Breiviks ugerninger var: anti-muslimsk, anti-multikulturalistisk, anti-kulturmarxistisk, anti-feministisk, anti-elitært, anti-politisk korrekt.

Det er Breiviks program, der med valget af Trump som præsident i USA er kommet til ære og værdighed. Og som har været regeringsgrundlag i Danmark i femten år. Ikke underligt, at morderen Breivik fremhævede Danmark som foregangsland.

Den nyligt afdøde, digteren Leonard Cohen så det komme for længe siden, da han skrev sin profetiske sang: »Democracy is coming to the USA« I have seen the future and it is murder.

Er der ikke en bedre kur end guldtårnene? Den indiske filosof Spivak hælder til Schillers æstetisk-etiske opdragelse, humanistisk forskning, uddannelse. Men det hjalp jo ikke i Tyskland.

I 1922 skrev New York Times, at Hitler ikke var så antisemitisk, som man ville gøre ham til.

Ville det have hjulpet med korsang eller et lille essay?

Ich habe genug. For hvad skal man gøre? Blive missionær i Tashkent eller ligvasker i Aleppo? Flygte til Nordnorge, ligesom alle de andre migranter, jeg har mødt på vejen op over polarcirklen?

Det værste er, at man efterhånden kun kan være til i denne verden ved at opleve hvert øjeblik separat. Ikke tænke i sammenhæng. Man må forbyde sig selv at tænke lange tanker og nøjes med at blande sig i fuglekoret på Twitter med de undseelige 140 stavelser pr. pip.

Fuglene flyver i form af en fisk.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frank Pedersen Fog

YES SUZANNE!
Som altid nøjes du ikke bare med at ae numse,
DU SPARKER SERIØST RØV!!!
Regal Retorik fra Randområderne!
Godt brølt Løvinde!!!
Med de venligste hilzener
Det eklatante Jazz-mysterie,
Frank og forbasket, forunderligt og frivolt Fri Fog
P.S.
Keep writing your cute little ass off,
Vi kender det, Vi er med dig,
Alle dage, ind til verdens ende,
som du sparker så smukt,
Røveren på Komedie, din gamle
Medie-Comedienne, Sandsigerske & Vølv,
om et Jule-træ af den mere hedt Hedenske observans...
Selv er jeg mest Sanatana Dharmisk af metafysisk overbevisning og først og fremmest til De gamle Indiske Rishier (og Gudinden, Shri Adi Shakti, det kausale, the First Mover, The ONE without the other!)
der så denne misære vi nu befinder os i komme for tusinder og atter tusinder af år siden!
Kali Yuga, the Times of Blood & Iron, The Dark Age (After the "death" of Lord Krishna!), som denne tid kaldes af dem der ved!
;-) ;-D ;-P
Brøgger, brygger bare bedre,
Før, nu & efter hvad Zizek kaldte,
"The End Times!."

Frank Pedersen Fog

Også til Suzanne...
Hej T
Evigheden d.13/9 2015

Hej T.
“Bid me discourse, I will enchant thine ear,
Or, like a fairy, trip upon the green,
Or, like a nymph, with long dishevell’d hair,
Dance on the sands, and yet no footing seen:
Love is a spirit all compact of fire,
Not gross to sink, but light, and will aspire”.

-0-

Listen to me friend: She understands who loves,
for Love is a beauty, which is joy: a beauty, which is Truth
The Truth of Love is the Truth of the universe:
It is the lamp of the Soul that reveals the secrets now hidden in darkness.

-0-

“They were filled with bliss

and lost their sense of identity,

merging in that ocean of bliss

for a few exalted moments”

Det var præcis sådan det var,
du
vidste ikke længere hvor du boede
jeg
tabte mit lille selv
og smeltede
ind
i
Det Store Selv,
ind
i
Altings
Hjerte

-0-

The sea, the sky, both you and I
the sea, the sky, the you and I
I know we're all blues
all shades, all hues, all blues

some blues are sad
but some are glad
dark, sad, or bright, glad
they're all blues
all shades, all hues, all blues

A color, a color, the blues is more than a color
they're the moan of pain and a taste of strife
and a sad refrain
which the night is playing
blues can be the living dues we are all are paying

in a rainbow, a summer day that's fair
a prayer that's prayed a lament that's made,
some shade of blue is there, blue is heaven's hue,

they're all blues.

-0-

Det var for stort

dengang

mødet med det ukendte

det folk med små dumme ord

kalder Kærlighed, eller Gud

(Love is God , God Love– that is all

Ye know on earth, and all ye need to know)

Ord er bare ord

mens oplevelsen af sandheden bag disse symboler

er

Uendelig, - Grænseløs

Som

Himmelen der møder Havet

og

bliver

Himmelhavet

Jeg blev angst og vovede ikke springet ud,

på de 70.000 favne,

for hvad vidste jeg (dengang)

om hvem der ville gribe mig?

Intet, vidste jeg-

Og du misforstod

Alt,

desværre,-

-0-

30 år efter:

He sees her coming, and begins to glow,
Even as a dying coal revives with wind,
And with his bonnet hides his angry brow;
Looks on the dull earth with disturbed mind,
Taking no notice that she is so nigh,
For all askance he holds her in his eye.

For sent, for sent

den synger glad

Og ryster de små vinger,-

og se, sorgen gik sig en tur;

Oh the Heartache and the thousand natural shocks

That flesh is heir to,-

tænkte den, men sang

Skygger af Skønhed længes om kap

I gader uden ende og med

Hatten i hånden igen & igen

Som skygger uden tilholdssted

for den vidste, at den Guderne ikke giver held i kærlighed, giver de øjne til at se skønheden med, ører til at høre den, og hænder og stemme til at udtrykke den gennem musik, sang og andre skønne kunster, for

That which is known in the ecstasy of an awakening

opens the door of Life eternal

&

For a man that has known it, the light of truth shines;

for one who has not known, there’s darkness.

It is the Light of the Spirit

& it is concealed in the Heart of all beings, yet it is seen only

by the seers of the subtle, when their vision is keen & clear.

There is a Light that shines beyond all things on earth,

beyond us all, beyond the Heavens, beyond the highest, the very highest heavens.

This is the Light that shines in your Heart

&

This is the Spirit in you

&

All desires of this Spirit are Truth

& this is the Spirit that you must find & know

for she who has found and know her Soul which is the Spirit, has found all the worlds, has achieved all her desires & then there is no more sorrow, only Peace all around.-

Sådan sang fuglen,

og sangen var

Sangen for Livet

&

Then it departed this world of woe, for it was truly a bird of Paradise, that had sung the song of its home for you to hear & it went back to its tree in the real world, which is the Tree of Life in the Garden of Eden, for as the wise ones tell the ones of us who have ears to hear, eyes to see & hearts to understand:

There are two birds, two sweet friends, who dwell on the self-same tree. The one eats the fruits thereof, and the other looks on in silence.

The first is the human soul who, resting on that tree, though active, feels sad in her ignorance. But on beholding the power & glory of the higher Spirit, she becomes free from sorrow. When the wise seer beholds in golden glory the Light of lights, then she leaves good & evil behind & in purity, she goes to the unity supreme. In silent wonder, the wise see it as the Life flaming in all creation & seeing this finds all peace & joy.

-0-

Never fail, whatever may befall you, be it good or evil, to keep your Heart quiet & calm in the tenderness of Love,-

Yours truly,

&

Oh

You

Light of Lights,

Lead us from the unreal to the real, from ignorance to wisdom & from darkness into Light

Peace,

Peace,

Peace,-

Copyright© 2015. Frank Fog. All Rights Reserved.
Bilag Størrelse
6e1bcf6987f7615e9e60bba52074811d.jpg 46.8 kB

Jens Thaarup Nyberg

Kunne hun dog bare skrive til hver enkelt, og ikke til parnasset.

Er vi trådt ind i Neo Demokratiets tidsalder, eller er demokratiet sat 150 år tilbage?

USA træder i 2017 officielt ind i rækken af lande som regeres af milliardær klubben. Finansen har i flere årtier afgjort hvem som bliver valgt til præsidentembedet, men dette har i medierne været underspillet - indtil nu. Blandt disse milliardær-regerede lande hører Rusland, hvis leder Putin er milliardær, søg efter dokumentarerne Search Putin Money eller The Putin System.

Ved hjælp af medievirksomheder som milliardærerne har opkøbt, lobbyvirksomheder samt direkte skamløst køb af politikere, er det lykkes at hjernevaske en hel befolkning til at tro at de - milliardærerne bedst varetager folkets interesser, og således sætte demokratiet århundrede tilbage.

Hvordan foreholder vi os herhjemme til dette neo-demokrati? Bliver danskerne i disse år hærdet til at generobre demokratiet? Har den stilstand som vi oplever i øjeblikket en indbygget forsinkelse, kommer der en ketchup-effekt? De sociale medier ulmer af oprør. Hvor længe kan milliardærerne holde sandheden væk fra mainstreammedierne?

Der er flere og flere som oplever, at det at stemme ved valgene svarer til at købe en lottoseddel; chancen for at vinde er astronomisk lille. Hundrede tusinder i bunden af samfundet får fjernet livsgrundlaget, og indtægterne for over en million menneskers vedkommende bliver udhulet år for år, bestemt ved lov af folketinget. Folketinget er nu ikke længere folkets ting, men milliardærernes.

At ejerne af de største virksomheder reelt bestemmer lovene, hedder pr. grunddefinitionen fascisme. Kan man kalde Rusland og USA for Moderne Fascistiske Lande? Ordet "Moderne" betegner at der ligger et pseudo-demokrati bag, både Putin og Trump blev vel på lovlig demokratisk vis valgt til embedet?

Frank Pedersen Fog, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller, Flemming Berger og Niels Møller Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Flot billede.
Den ene kultivering over den anden i u-natur.

(arkivfoto)
Sigrid Nygaard

Flemming Berger

Suzanne Brøgger skal vel nok have en pointe med at skrive denne smøre.
Må jeg blot - efter at have rakt fingeren i vejret - spørge,om det virkeligt er nødvendigt med så megen indviklethed.
Eller det er måske bare det,man kalder for kunst?

Undskyld,jeg forstyrrede!

Søren S. Andersen

Suzanne Brøgger - er hun ikke lidt yesterday...?

Michael Kongstad Nielsen

Kunstnere er tit så følsomme, som de sidder der bag deres småprikkede organdi. For ikke at skabe dårlig karma for dem, kan det anbefales, at sende en gratis omgang bajere op til musikken på tilskuernes regning.

Frank Pedersen Fog

Hr. Flemming Berger, hvad er indviklet?
Verden?
Jamen så er det jo godt at vi har en Vis-kvinde som Suzanne til at folde den ud for os...
Søren S. Andersen, yesterday? Ikke mere end dig, vil jeg tro, hun er "right on the money" som det fremgår for dem der har fulgt med i udviklingen de sidste 30-35 år. Tror du vi får en bedre analyse af tingenes sande (s)tilstand af en 17-årig?
Analyse fra en Smombie?
(Smartphone+Zombie=Smombie)

Sup Aya Laya og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Suzanne er fed. Hvem kan bedre end hun give verden et intellektuelt, kunstnerisk tvist? Hun er moderne uden at have mistet dybden. Hun minder om om Karen Blixen uden at være tynget af den tids standarder. Hun er ikke tynget af nogen tids standarder.

Mosekonen brøgger igen.
Altid en fornøjelse.
Tak for det!!

Michael Kongstad Nielsen

Nej, hun er ikke en udpræget mosekone, dertil er hun alt for kvalificeret og tjekket.
Alt i alt giver jeg ikke meget for flere indlægsholderes aldersracisme, det er so old fashiont.

Alterne altererer med de dybere klange????
Måske skulle du bare råbe i kor og skrive om Donald Trump.

@ Michael Kongstad Nielsen.
"Mosekonen" henviser til, at hun bor tæt ved en mose.
Der er intet som helst nedsættende i det.
Tværtimod.
PS: Jeg er sikker på at "ægte" mosekoner sagtens kan være både kvalificerede og tjekkede.

Michael Kongstad Nielsen

Ok, Tino, men jeg forbinder nu navnet med noget hekseri, trylleri eller elverpigernes mor, der står og moser i gryden til aftensmaden. I virkeligheden har mosekonebryg ikke noget med moser at gøre, men forekommer såvidt jer erindrer over enge og overdrev ved aftenstide efter en lang sommerdag, hvor kølig luft lægger sig langs jorden og binder fugtigheden i lette tågebanker. Er det ikke rigtig?

Maj-Britt Kent Hansen

Om det er et essay, et lyrisk essay, korsang eller et pip, kan jeg ikke besvare, men jeg aner en smule stream of conciousness midt i alt det i vores verden, som ikke er opløftende.

Michael Kongstad Nielsen

steam? eller stream

Maj-Britt Kent Hansen

Strøm.

Michael Kongstad Nielsen

Aha. Javel ja - jovist, - helt bestemt.
Det aner jeg også. Og det er der fandme go' brug for i disse tider.