Læsetid: 4 min.

Her er Bob Dylans takketale

Bob Dylan mødte ikke selv op for at modtage nobelprisen i litteratur, men sendte i stedet en takketale om sig selv og Shakespeare til Nobelstiftelsen, alt imens Patti Smith optrådte med ’A Hard Rain’s a-Gonna Fall’
Bob Dylan mødte ikke selv op for at modtage nobelprisen i litteratur, men sendte i stedet en takketale om sig selv og Shakespeare til Nobelstiftelsen

Bob Dylan mødte ikke selv op for at modtage nobelprisen i litteratur, men sendte i stedet en takketale om sig selv og Shakespeare til Nobelstiftelsen

17. december 2016

Bob Dylan modtog lørdag den 10. december nobelprisen i litteratur for at »have skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition.« Men, som det længe har været kendt, havde han ikke selv tid til at dukke op til overrækkelsen i Sverige, fordi han allerede havde påtaget sig »andre forpligtigelser.«

I stedet havde han skrevet en takketale, der lørdag blev læst op ved nobelfesten af den amerikanske ambassadør i Sverige og nu ligger på nobelkomiteens hjemmeside.

Ved overrækkelsen præsenterede professor Horace Engdahl fra Akademiet prisen til stående klapsalver, hvorefter Bob Dylans ven og kollega Patti Smith fremførte en version af hans sang »A Hard Rain’s a-Gonna Fall« fra 1963, kun kort afbrudt af hende selv og et »Undskyld, jeg er så nervøs,« hvorefter hun gennemførte sangen.

 

Du kan her selv læse Bob Dylans tale oversat til dansk: 
 

»God aften alle sammen. Jeg sender mine varmeste hilsner til medlemmerne af Det Svenske Akademi og til alle de andre fornemme gæster, der deltager i aften.

Jeg beklager, at jeg ikke selv kan være til stede, men vær vis på, at jeg absolut er med jer i ånden og beæret over at modtage sådan en prestigefyldt pris.

At være nomineret til nobelprisen for litteratur er noget, jeg aldrig kunne have forestillet mig eller set komme. Fra en tidlig alder har jeg været bekendt med, læst og absorberet værkerne fra de, som har været en sådan ære værdig: Kipling, Shaw, Thomas Mann, Pearl Buck, Albert Camus, Hemingway. Disse giganter i litteraturen, hvis værker der bliver undervist i i klasseværelserne, står på biblioteker verden over og talt om i ærbødige toner, har altid gjort dybt indtryk på mig. At jeg nu tilslutter mig navnene på en sådan liste, er er der i sandhed ikke ord for.

Jeg ved ikke, om disse mænd og kvinder nogensinde tænkte på at bliver æret af Nobel, men jeg går ud fra, at alle, der et sted i verden skriver en bog eller et digt eller et stykke, måske inderst inde drømmer om det i al hemmelighed. En drøm, der er begravet så dybt, at de ikke engang ved, den er der.

Hvis nogen nogensinde havde fortalt mig, at jeg havde den mindste chance for at vinde nobelprisen, ville jeg havde tænkt, at jeg ville havde nogenlunde de samme odds for det som for at stå på månen. Faktisk, mellem det år, jeg blev født, og i et par år frem, var der ikke nogen i verden, som blev betragtet som gode nok til at vinde denne nobelpris. Så jeg anerkender, at jeg er i et meget sjældent selskab, for at sige det mildt.

Jeg var på turné, da jeg modtog den overraskende nyhed, og det tog mig mere end nogle minutter for alvor at fatte det. Jeg begyndte at tænke på William Shakespeare, den store litterære figur. Jeg vil tro, at han opfattede sig selv som dramatiker, og tanken om, at han skrev litteratur, kunne ikke være faldet ham ind. Hans ord blev skrevet til scenen. Skrevet til at blive talt, ikke læst. Da han skrev Hamlet, er jeg sikker på, han tænkte på en masse forskellige ting: »Hvem er de rigtige skuespillere til disse roller? Hvordan skal dette iscenesættes? Vil jeg virkelig have det her vist i Danmark?«
Hans kreative visioner og ambitioner var uden tvivl det, der optog ham mest, men der var også mere praktiske sager at overveje og håndtere.

»Er finansieringen på plads? Kan mine mæcener få nogle gode sæder? Hvor får jeg fat i et menneskekranium? Jeg vil vædde på, at det Shakespeares mindst af alt tænkte på var: Er det her litteratur?«

Da jeg begyndte at skrive sange som teenager, og selv da jeg begyndte at blive berømt for mine evner, rakte mit håb for mine sange ikke længere end som så. Jeg forestillede mig, de kunne blive hørt på cafeer eller barer, måske senere steder som Carnegie Hall, the London Palladium. Hvis jeg virkelig drømte stort, kunne jeg måske forestille mig at lave en plade og så høre mine sange i radioen. For mig var det det største, jeg kunne opnå. At lave plader og høre dine sange i radioen betød, at du kom ud til et stor publikum, og at du måske kunne gøre det, du havde sat dig for at gøre.

Nå, jeg har gjort, hvad jeg satte mig for, i lang tid nu. Jeg har lavet dusinvis af plader og spillet tusindvis af koncerter i hele verden. Men det er mine sange, der er udgangspunktet for næsten alt, jeg gør. De virker til at have fundet en plads i mange menneskers liv og i mange forskellige kulturer, og det er jeg taknemmelig for.

Men der er én ting, jeg må sige. Som musiker har jeg spillet for 50.000 mennesker, og jeg har spillet for 50 mennesker, og jeg kan fortælle jer, at det er sværere at spille for 50 mennesker. 50.000 mennesker har én enkelt personlighed, men sådan er det ikke med 50. Hver person har en individuel identitet, hver deres verden. De kan opfatte ting mere klart. Din ærlighed, og hvordan den forholder sig til dybden af dit talent, bliver sat på prøvet. Det faktum, at nobelkomiteen er så lille, er ikke undsluppet min opmærksomhed. Men, lige som Shakespeare, er også jeg ofte beskæftiget med mine kreative udfoldelser og med at håndtere alle livets praktikaliteter. »Hvem er de bedste musikere til disse sange? Indspiller jeg i det rigtige studie? Er denne sang i den rigtige toneart?« Nogle ting ændrer sig aldrig, selv ikke efter 400 år.

Ikke én eneste gang har jeg haft tid til at spørge mig selv: »Er mine sange litteratur?«

Så, jeg takker Det Svenske Akademi, både for at tage sig tid til at overveje netop det spørgsmål, og – i sidste ende – for at komme frem til så vidunderligt et svar.

Mine bedste ønsker til jer alle,

Bob Dylan.«

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Anker Nielsen
  • charlie white
  • Niels-Simon Larsen
  • Claus Oreskov
  • Stig Bøg
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Benny Jensen
  • Michael Kongstad Nielsen
Anker Nielsen, charlie white, Niels-Simon Larsen, Claus Oreskov, Stig Bøg, Jens Thaarup Nyberg, Benny Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

A Hard Rain's A-Gonna Fall - lige så aktuel som den dag sangen blev skrevet.

Trond Meiring, Allan Stampe Kristiansen, Pia Svendsen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar

You know something is happening, but you don't know what it is. Do you...

Trond Meiring, Allan Stampe Kristiansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Han var stor, da han var lille. Den lyriske tågesnak kunne bruges til et eller andet personligt og en lille smule af det politisk. Man fornemmede noget større, men nu er fornemmelsernes tid forbi. Nu hedder det helt konkret 'ødelæggelse af naturen', og hvad siger Dylan om det? Bob, bob. Her havde han chancen for at tale om vores kulturs selvdestruktion, men misbrugte den og lod sig hylde i stedet. Som digter er han stor, men det er ikke mere tågetalende digtere, vi har brug for. Her havde han muligheden for at stikke en kæp i hjulet på forbrugersamfundet. Hvorfor brugte han ikke den mulighed? Hvad handler den hårde regn om for Bob Dylan og for os?

Henning Wettendorff

Det sagde Bob alligevel ikke - at William Shakespeare sikkert engang stillede sig selv bl.a. dette spørgsmål om opsætningen af Hamlet: "Vil jeg virkelig have det her vist i Danmark?"

"Do I really want to set this in Denmark?" sagde Bob Dylan i talen. Det er mere en reflektion over, hvor stykkets handling kunne foregå henne - på Elsinore Castle - ikke hvor det eventuelt skulle opføres. Den slags tænker Bill via Bob først over i næste "vers" af talen.

"Man thinks ’cause he rules the earth he can do with it as he please
And if things don’t change soon, he will
Oh, man has invented his doom
First step was touching the moon
Now, there’s a woman on my block
She just sit there as the night grows still
She say who gonna take away his license to kill?

Now, they take him and they teach him and they groom him for life
And they set him on a path where he’s bound to get ill
Then they bury him with stars
Sell his body like they do used cars

Now, he’s hell-bent for destruction, he’s afraid and confused
And his brain has been mismanaged with great skill
All he believes are his eyes
And his eyes, they just tell him lies

You may be a noisemaker, spirit maker
Heartbreaker, backbreaker
Leave no stone unturned
May be an actor in a plot
That might be all that you got
’Til your error you clearly learn

Now he worships at an altar of a stagnant pool
And when he sees his reflection, he’s fulfilled
Oh, man is opposed to fair play
He wants it all and he wants it his way

Now, there’s a woman on my block
She just sit there as the night grows still
She say who gonna take away his license to kill?"

-------
Lisence to Kill, Infidels (1983), Bob Dylan
https://www.youtube.com/watch?v=UkEx4BDhRjw

Niels-Simon Larsen,

Bob Dylan var undertiden optaget på turné, men fik ligevel skrevet en takketale. Hvad mer kunne man da forlange af den 75-årige sanger, sangskriver, musiker og poet? Men har du lyttet til nogle af hans plader fra de sidste 25 år, som Oh Mercy (1989), Under the Red Sky, Time out of Mind, Modern Times eller Tempest (2012)? Her er mange gode tekster, og ikke mindst god musik.

"Judas!", råbte én, medens halvdelen af publikum peb ad Bob Dylan og The Band i 1966, da de spillede rockmusik i det andet set, efter at Dylan startede med en akustisk solo-konsert med guitar og mundharmonika, før pausen. "I don't believe you. You're a liar! Let's play fucking loud", var Dylans respons, før de spillede Like a Rolling Stone (ret højt, dengang) til sidst.

Han var træt af at spille rollen som profet, guru og talsmand for en hel generasjon, og træt af at synge "protestsange" med budskaber og politisk indhold, som der blev forventet, eller også forlangt af ham. Det endte med en legendarisk og mystisk motorsykkelulykke, og et stille og reserveret familieliv. Og der gik tre år inden han igen gav koncert. Men han har da også skrevet nogen ("protestsange") senere også, og fremført sange med "politiske" tekster af Woody Guthrie. Bob Dylan har skrevet mere end 500 sange totalt.

High Water (For Charley Patton), fra Time out of Mind (1997);
https://www.youtube.com/watch?v=7fdqF4XIUsE

I ain't got no home (Guthrie)
https://www.youtube.com/watch?v=3CmV4aSZNf8

Do re mi (Guthrie)
https://www.youtube.com/results?search_query=bob+dylan+do+re+mi