Her er Bob Dylans takketale

Bob Dylan modtog lørdag den 10. december nobelprisen i litteratur for at »have skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition.« Men, som det længe har været kendt, havde han ikke selv tid til at dukke op til overrækkelsen i Sverige, fordi han allerede havde påtaget sig »andre forpligtigelser.«

I stedet havde han skrevet en takketale, der lørdag blev læst op ved nobelfesten af den amerikanske ambassadør i Sverige og nu ligger på nobelkomiteens hjemmeside.

Ved overrækkelsen præsenterede professor Horace Engdahl fra Akademiet prisen til stående klapsalver, hvorefter Bob Dylans ven og kollega Patti Smith fremførte en version af hans sang »A Hard Rain’s a-Gonna Fall« fra 1963, kun kort afbrudt af hende selv og et »Undskyld, jeg er så nervøs,« hvorefter hun gennemførte sangen.

Du kan her selv læse Bob Dylans tale oversat til dansk: 
 

»God aften alle sammen. Jeg sender mine varmeste hilsner til medlemmerne af Det Svenske Akademi og til alle de andre fornemme gæster, der deltager i aften.

Jeg beklager, at jeg ikke selv kan være til stede, men vær vis på, at jeg absolut er med jer i ånden og beæret over at modtage sådan en prestigefyldt pris.

At være nomineret til nobelprisen for litteratur er noget, jeg aldrig kunne have forestillet mig eller set komme. Fra en tidlig alder har jeg været bekendt med, læst og absorberet værkerne fra de, som har været en sådan ære værdig: Kipling, Shaw, Thomas Mann, Pearl Buck, Albert Camus, Hemingway. Disse giganter i litteraturen, hvis værker der bliver undervist i i klasseværelserne, står på biblioteker verden over og talt om i ærbødige toner, har altid gjort dybt indtryk på mig. At jeg nu tilslutter mig navnene på en sådan liste, er er der i sandhed ikke ord for.

Jeg ved ikke, om disse mænd og kvinder nogensinde tænkte på at bliver æret af Nobel, men jeg går ud fra, at alle, der et sted i verden skriver en bog eller et digt eller et stykke, måske inderst inde drømmer om det i al hemmelighed. En drøm, der er begravet så dybt, at de ikke engang ved, den er der.

Hvis nogen nogensinde havde fortalt mig, at jeg havde den mindste chance for at vinde nobelprisen, ville jeg havde tænkt, at jeg ville havde nogenlunde de samme odds for det som for at stå på månen. Faktisk, mellem det år, jeg blev født, og i et par år frem, var der ikke nogen i verden, som blev betragtet som gode nok til at vinde denne nobelpris. Så jeg anerkender, at jeg er i et meget sjældent selskab, for at sige det mildt.

Jeg var på turné, da jeg modtog den overraskende nyhed, og det tog mig mere end nogle minutter for alvor at fatte det. Jeg begyndte at tænke på William Shakespeare, den store litterære figur. Jeg vil tro, at han opfattede sig selv som dramatiker, og tanken om, at han skrev litteratur, kunne ikke være faldet ham ind. Hans ord blev skrevet til scenen. Skrevet til at blive talt, ikke læst. Da han skrev Hamlet, er jeg sikker på, han tænkte på en masse forskellige ting: »Hvem er de rigtige skuespillere til disse roller? Hvordan skal dette iscenesættes? Vil jeg virkelig have det her vist i Danmark?«
Hans kreative visioner og ambitioner var uden tvivl det, der optog ham mest, men der var også mere praktiske sager at overveje og håndtere.

»Er finansieringen på plads? Kan mine mæcener få nogle gode sæder? Hvor får jeg fat i et menneskekranium? Jeg vil vædde på, at det Shakespeares mindst af alt tænkte på var: Er det her litteratur?«

Da jeg begyndte at skrive sange som teenager, og selv da jeg begyndte at blive berømt for mine evner, rakte mit håb for mine sange ikke længere end som så. Jeg forestillede mig, de kunne blive hørt på cafeer eller barer, måske senere steder som Carnegie Hall, the London Palladium. Hvis jeg virkelig drømte stort, kunne jeg måske forestille mig at lave en plade og så høre mine sange i radioen. For mig var det det største, jeg kunne opnå. At lave plader og høre dine sange i radioen betød, at du kom ud til et stor publikum, og at du måske kunne gøre det, du havde sat dig for at gøre.

Nå, jeg har gjort, hvad jeg satte mig for, i lang tid nu. Jeg har lavet dusinvis af plader og spillet tusindvis af koncerter i hele verden. Men det er mine sange, der er udgangspunktet for næsten alt, jeg gør. De virker til at have fundet en plads i mange menneskers liv og i mange forskellige kulturer, og det er jeg taknemmelig for.

Men der er én ting, jeg må sige. Som musiker har jeg spillet for 50.000 mennesker, og jeg har spillet for 50 mennesker, og jeg kan fortælle jer, at det er sværere at spille for 50 mennesker. 50.000 mennesker har én enkelt personlighed, men sådan er det ikke med 50. Hver person har en individuel identitet, hver deres verden. De kan opfatte ting mere klart. Din ærlighed, og hvordan den forholder sig til dybden af dit talent, bliver sat på prøvet. Det faktum, at nobelkomiteen er så lille, er ikke undsluppet min opmærksomhed. Men, lige som Shakespeare, er også jeg ofte beskæftiget med mine kreative udfoldelser og med at håndtere alle livets praktikaliteter. »Hvem er de bedste musikere til disse sange? Indspiller jeg i det rigtige studie? Er denne sang i den rigtige toneart?« Nogle ting ændrer sig aldrig, selv ikke efter 400 år.

Ikke én eneste gang har jeg haft tid til at spørge mig selv: »Er mine sange litteratur?«

Så, jeg takker Det Svenske Akademi, både for at tage sig tid til at overveje netop det spørgsmål, og – i sidste ende – for at komme frem til så vidunderligt et svar.

Mine bedste ønsker til jer alle,

Bob Dylan.«