Brev fra Céline til vennerne
Til Augustin Tuset og Henri Mahé
København d. 10/3 [i virkeligheden april 1947]
Kære ven
Jeg er virkelig glad over alle de gode nyheder ― fra dette Lille Athen ved Odets breder, hvor De er den mest menneskelige filosof og den mest kunstneriske blandt læger. Det glæder mig, at den lille familie Mahé fandt Dem der. Jeg frygter at bede om nyt fra familien Mondain fra familien Mourlet … og fra Citharel? … Det forandrer sig alt sammen så meget med årene, uheld, katastrofer … Og Mme.
Le Gallou? Og Deres assistent? Og Desse? Skæbner i tågen … Og brødrene Confitures og deres guddommelige bedstefar! Og Le Floch? Og Rosbras? Så dejlige opdagelser De lod os gøre! Og Troulalaire? Og vores så nydelige crêperie? Jeg kunne blive ved.
Jeg er ikke til at tømme for minder. Det forfærdelige er, at jeg aldrig glemmer. Det ville være rart at glemme visse ting. I den forbindelse kan De bringe videre til Henri, at Karen kan streges én gang for alle! ... Hun og hendes veninde har optrådt som heksene i Macbeth og endnu mere plyndrelystne, pøbelagtige. Uhyrer. De har bogstavelig talt torteret den stakkels Lucette. To deliriske drager.
I virkeligheden kan det hele forklares med guldet, som hun opbevarede for os. Guld gør folk vanvittige, det ved De, og afsindige, for de er alle sammen udhalere, lever godt og grundigt over evne ― rejser, kjoler, sprut, spil osv. Ofre for filmen. Og man skal jo leve! Så! Karen fik sig et barn med en spanier, en flad og fordrukken diplomat og i øvrigt allerede gift og med børn! Hendes veninde Johansen lige så hysterisk ondskabsfuld skinsyg fyldebøtte – et uhyre.
Man skal sidde i fængsel for at se folks smukke natur folde sig ud. Det var 17 måneders mareridt, på slaget. Og med alt det uhyrlige protestantiske hykleri! For vores eget bedste! Altid glimrende påskud for de værste forbrydelser, de mest kvalmende nederdrægtigheder.
Resultatet ― jeg blev plukket for et par millioner, på den mest hykleriske måde, under udpresning, og intet jeg kunne sige, absolut intet. Der er ikke det store tilbage. Planen var, at jeg skulle ekspederes til Frankrig, skydes, og så skulle Lucette lade sig skille! De idioter, de kom ganske belejligt! Det er nærmest ikke til at forestille sig, det har hjemme i mareridt, men det er virkeligt. Guld gør folk vanvittige. Det handlede om at arve.
Landru har mange lærlinge, mere forlegne mere fordægtige, men trofaste over for teksten. Og det hele filtret sammen med den gemene forfølgelse sat i værk af anklagemyndigheden i Paris og ambassaden her i landet. De må indrømme, at det er et yndigt billede!
Vi er ikke gået glip af noget. Vi er sandelig blevet trakteret! Heldigvis findes der også modvægte, vi er stødt på et par storslåede forkæmpere, og især Mikkelsen, advokaten og derefter Sidenfaden, overstrisseren, som ikke lod mig i stikken mod hele det gale kobbel, i spjældet, ja, men ikke forrykket en tomme.
Op i røven, sagde han. Men for at få mig til at gå op i limningen brugte man alle midler, deriblandt en særligt udsendt ekspedition til Paris ledet af en jødisk professor i jura, en vis Howitz (som selv var ophavsmand til danske love mod kollaboratørerne) for at se, om man ikke kunne finde noget virkelig alvorligt mod mig på stedet. Howitz fik den i røven. Men vores kadavere røg sandelig også i svinget. Vi kan ikke holde os oprejst længere hverken den ene eller den anden, ja, faktisk selv ikke Bébert.
Det er os en stor glæde at høre fra Dem, det giver en smule håb, og [liv streget ud] væren. Jeg tror at Zuluoaga, en rigtig god ven og skide rig (i denne kommunistiske tidsalder respekterer man nu kun multimilliardærerne) kommer og besøger mig heroppe inden denne måneds udgang sammen med Maître Naud Lavals advokat, som gerne vil være min forsvarer. De kommer herop for at besøge ambassaden og ministerierne ― loppe den lidt op.
Især ham Charbonnière, halvt jøde og fransk ambassadør, som presser mig og hans presseattaché Raynaud, en lille lortet plebejer ― modstandsmand, trælsom smører fra et sted i Marmande, men kommunist, som overfalder mig i de danske sprøjter. Kort sagt hygger vi os. Ikke andet end spark i røven … Jeg anbefaler Dem Marie Canavaggia, min sekretær ― 16 Square Port-Royal, Paris ― hun er storartet.
Daragnès, som ellers hæmningsløst dømte mig til hængning i juni 43, jeg har behandlet hans mor, ser nu ud til at købe sig fri ved at skabe lidt røre hos sine ... venner på Quai d’Orsay ― Det er også nødvendigt ― Popol han er jaloux som hundredesytten tiggere, forgjort som 40 hekse, jeg holder meget af ham, og så er den ikke længere. I det mindste har han den umådelige fordel, at han aldrig er røvkedelig. Gode gamle Jojo, jeg er glad for, at I stadig er så gode venner.
Hils ham fra mig ― vi taler ofte om ham ― har han endelig fået et barn, som han drømte om? Skal vi hjælpe ham eller hvad, for fanden! Hans kone var ret lækker! Sig til den skinsyge, at vi tænker på ham. At de døde husker skønhedens troldkunst. Hvad er der blevet af hans dansebod? Det er sandelig et fint sted, som så udmærket imødekommer den gode protestantiske klikes undertrykte lyster … Og han kørte det mesterligt!
Hvad er der blevet af den liflige Lacombe? Og Camus? Vores general? Og Paulette, hans mønstermodel? Og Roger, nuddelpoeten? Og Éliane? Jeg har netop læst en Alexandre, af historikeren Chaninov. (Som du ser, glemmer jeg intet). Og Nane? Og Malamoa? Og Germaine? Jeg har forsøgt at få fat på hende igen … forgæves?
Åh, Marie Bell, min øjesten, giv hende et stort kys fra mig. Sikken kvinde! Jeg forguder hende, fortæl hende det. Hun var virkelig enestående i Armide! Den slags glemmer man ikke. Alt er poesi!
For resten har jeg i USA fundet en meget ivrig forkæmper, Milton Hindus, en jøde, professor i litteratur i Chicago. Han står i spidsen for min forsvarskomité sammen med en advokat fra New York, Cornell. De anholdt mig her, netop som jeg var i gang med at skrive en ballet til deres Théâtre Royal. Tænk bare. Lucette klarede sig storslået. Hun fortæller mig, at hun vil være gudmoder for alvor ikke bare for sjov.
Hun lider så meget, den stakkels skat, under ikke at have børn ―! Hun er moderlig som 117.000 ammer. Et hjerte af guld ― hun ville give Jorden og Månen væk for en skilling. Det er ingenting for hende. Mit eget barn, Colette, vegeterer i Paris, det sørgelige fæ. Hun, som kunne få et prægtigt liv i Bretagne! Tjenestepige for en handelsrejsende! Ah! nej!
Wend pigerne på 2 til bal hos Jo, så kan de lære lidt om livet. Sådan. Du taler om både, du taler om Paradis. Men det er mere end forbudte, kriminelle fantasier i det vejr, som er under opsejling. Vi ender på et par bondegårde ud til havet. Det ville sgu være herligt!
Hvad er der blevet af Théophile Briant? Hans Goéland er fin, jeg er ved at læse den ― jaloux, men poet. St. Malo i pulverform … den eneste barde, der findes, er Saint-Pol-Roux ― hævet over enhver diskussion! Stakkels Paul Fort, også han forræder! Alt er vi blevet udsat for! Maria Le Bannier skriver ofte. Jeg kan godt lide hende. Det er et temperament ― og en hel skat fra Bretagne. Og Saudemont? Mod hvilke drukture? Tryk Pipe i hånden fra mig. Varme hilsener til Stève. Jeg fortæller ofte heroppe om hans stykke Pas Encore, det var en bid af evigheden. Det er det stadig ― Desværre har jeg ikke den store indflydelse…
Mange hilsener til alle og kys Madeleine og børnene fra mig?
L Dest
– Hvor er Céline, da han skriver brevet?
»Céline flygtede fra Paris sammen med sin kone Lucette og deres kat Bébert i 1944 efter de Allieredes landgang i Normandiet. Han havde i 1930’erne publiceret en række, selv efter tidens standarder, grove pamfletter, som udmærkede sig ved grove udfald mod alt og alle, men især mod jøder. Jorden begyndte efter landgangen for alvor at brænde under de personer, som modstandsbevægelsen anså for at være kollaboratører. Efter krigen krævede Frankrig Céline udleveret til retsforfølgelse, og mens hans advokat Thorvald Mikkelsen kæmpede for at undgå denne udlevering, sad Céline indespærret i Vestre Fængsel fra slutningen af 1945 til midten af 1947. Efter sin løsladelse flyttede han og konen ud til Mikkelsens landsted Klarskovgaard ved Korsør, før de kunne vende tilbage til Paris i 1951. Brevet er en del af den meget omfattende korrespondance fra disse år.«
– Hvorfor er det et godt brev?
»Brevet er et godt eksempel på de forskellige knuder af intensitet, der findes, ikke blot i Célines breve, men i hele hans værk. Det er som en ubændig kraft, der kan bruges som motor for mange forskellige vogne. I dette brev skriver Céline til sine venner i den bretonske by Quimper, hvor han i tidligere tider var en del af et spraglet fællesskab omkring Henri Mahé. Meget symptomatisk skifter tonen i brevet hurtigt fra en mild og henført svæven i mindernes tåge til et voldsomt udfald mod Célines danske veninder, som han og Lucette havde brudt med omkring dette tidspunkt i 1947. Derefter videre til at tale om den verserende sag og kampen mellem de franske og danske myndigheder – et tema, der er allestedsnærværende i disse breve – for så endelig at slutte af i samme nostalgiske tonefald og suk over den tabte tid. Det er et brev, som taler sammen med Célines store romanværker, i den forstand at det understreger hans styrker som mindekunstner. Hans store projekt med at give fortiden form i skriften med en stemme, der er markant til stede i teksten, skinner også igennem her.«
– Hvad er det, som breve kan i eksil?
»Først og fremmest er brevene jo på det tidspunkt den eneste mulighed. Derudover spiller de for Céline en stor rolle i mange forskellige sammenhænge. De udgør fiberkablerne til hans kommandocentral i Vestre Fængsel. De styrer slagets gang og flyver til alle sider, til et hav af advokater, politifolk, journalister, kulturfolk, forfattere, underskriftsindsamlere, venner og fjender. Derudover er hans korrespondance i fængselstiden en vigtig livline mellem ham og Lucette. Adskillelsen fra hende og fra deres kat Bébert går hårdt ud over ham, især i starten, og her virker brevene som en lindring. Og endelig er brevene fra den periode også en art litterært laboratorium. Det står klart for Céline helt fra starten, at hans historie om Anden Verdenskrig skal have form i litteraturen, og sideløbende med brevene filer han blyant efter blyant ned i små skolehæfter, som fængslet stiller til rådighed. En del af idéerne og fraserne slibes til igennem korrespondancen. Kigger man godt efter, kan man se ham bruge forskellige varianter af samme udtryk og handlinger i brevene til forskellige korrespondenter, for så til slut at lande på noget, han føler ville virke transponeret til en litterær ramme. På den måde kan man sige, at for en forfatter som Céline i eksil kommer korrespondancen til at erstatte diskussionen i et litterært og åbent fællesskab af ligesindede.«
– Hvorfor udgive dem nu?
»I Frankrig regnes Céline for en af det 20. århundredes allerstørste forfattere, men han er på grund af sin tøjlesløse racisme også uhyre problematisk. Tilfældet Céline stiller dog vigtige spørgsmål til forholdet mellem etik og kunst. Kan man elske de store romaner fra en forfatter, som kan hævdes at være medansvarlig for Holocaust på et intellektuelt plan? Og hvilken rolle spiller korrespondancen i den forbindelse for læsningen af romanerne og pamfletterne? Samtidig er det påfaldende, at København i høj grad er præcist indtegnet på litterært dannede franskmænds verdenskort, mens danskerne selv i vidt omfang ikke virker synderligt bevidste om Célines tidligere tilstedeværelse i byen. Så udgivelsen af brevene kan forhåbentlig medvirke til en større reception af Céline i Danmark – også på grund af hans danske forbindelse.«
Troels Hughes Hansen, ph.d.-stipendiat på Københavns Universitet, har bla oversat 'Samtaler med professor Y' af Céline på Forlaget Vandkunsten, (2015) og 'Moravagine' af Blaise Cendrars på Basilisk (2016). 'Breve fra Vestre Fængsel' skal efter planen udkomme på forlaget Antipyrine næste år
Brevet
Breve giver os adgang til fortiden. Som tidslommer, der giver adgang til en svunden tid, et forlist forhold, et ukendt venskab, et eksil, en flugt, et kald. I dag er brevet en sjældenhed. Måske en uddøende genre?
I den kommende tid bringer Information – i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek – en række breve fra mennesker, der enten er i fysisk eller mental eksil.
Seneste artikler
’En af dansk litteraturs eksilerede’
13. januar 2017Georg Brandes elskede Danmark, men evnede aldrig helt at slå rod i denne ’degneprovins’. Brevene fra hans tid i frivilligt eksil i Berlin viser denne ambivalens, fortæller litterat og Brandes-kender Hans HertelTove Ditlevsen var bange for skoven, ikke døden
30. december 2016Tove Ditlevsen skrev flittigt under sine indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Både romaner og breve. Der var nemlig en ro, som den danske forfatterinde ikke så let fandt andre steder, siger forfatter Karen Syberg’Hun er mine rødder i verden’
16. december 2016Lilas Hatahet lever som flygtning i Danmark. Hun har skrevet et brev til sin bedstemor, der blev tilbage i familiens hus i Damaskus i Syrien, mens familien blev spredt over hele verden. Lilas Hatahet har aldrig sendt brevet
