Læsetid: 13 min.

Diktaturet blev afskaffet i Østeuropa, men nu melder ønsket om formynderi sig på ny

Før 1989 var hele Østeuropa xenofobisk. Foragt for fremmede blomstrede i diktaturerne dengang. Nu er den frihed, som Murens fald udløste, truet, og racismen viser sig på ny i al sin hæslighed
’Staten afskaffede enhver mangfoldighed. Men de fleste mennesker ville helst være upåfaldende. Deres angstforvaltning havde brug for formynderi. Jeg havde ovenikøbet indtrykket af, at man skulle sige tak til. Selve ens tilstedeværelse på Jorden blev oplevet som en gave fra staten,’ skriver Herta Müller om sin opvækst i det kommunistiske diktatur i Rumænien

’Staten afskaffede enhver mangfoldighed. Men de fleste mennesker ville helst være upåfaldende. Deres angstforvaltning havde brug for formynderi. Jeg havde ovenikøbet indtrykket af, at man skulle sige tak til. Selve ens tilstedeværelse på Jorden blev oplevet som en gave fra staten,’ skriver Herta Müller om sin opvækst i det kommunistiske diktatur i Rumænien

Martin Slottemo Lyngstad

17. december 2016

En vinterdag gik jeg med min mor de tre kilometer gennem sneen til nabolandsbyen for at købe et ræveskind til en frakkekrave. Pelskraven skulle være min julegave fra min mor.

Det var et helt ræveskind, og det skinnede ræverødt og som silke. Det havde et hoved med ører, en tør snude og på fødderne sorte, tørre trædepuder med porcellænshvide klør og en så busket hale, som om der stadig var vind i den. Ræven levede ikke mere i skoven, men i sin konserverede skønhed.

Jægeren havde rødt hår ligesom ræven. Det virkede uhyggeligt på mig. Det var måske derfor, jeg spurgte ham, om han selv havde skudt den. Han sagde, at ræve skyder man ikke på. Ræve går selv i saksen.

Det skulle blive til en frakkekrave. Jeg gik stadig i skole og ville ikke have en hel ræv med hoved og poter om halsen ligesom gamle damer, men kun et lille stykke skind som krave.

Men ræven var for smuk til at blivet klippet i stykker. Derfor fulgte den mig år efter år, og alle steder, hvor jeg boede, fik den lov til at ligge på gulvet som et husdyr.

En dag kom jeg til at støde til skindet, da jeg gik forbi, og halen gled væk. Den var skåret af. Uger senere var foden på højre bagben skåret af, så den venstre. Et par måneder senere de forreste poter.

Det hemmelige politi

Det hemmelige politi kom og gik, som det passede dem. De efterlod tegn, som det passede dem. På hoveddøren kunne man ikke se noget. Jeg skulle vide, at der kunne det ske det samme med mig som med ræven – i min egen lejlighed.

På den tid arbejdede jeg på en fabrik og oversatte betjeningsanvisninger til maskiner, der blev importeret fra Tyskland.

Også på kontoret dukkede der med jævne mellemrum en Securitate-officer op. Han ville hverve mig som spion. Først med smiger. Og da jeg afslog, kastede han blomstervaser mod væggen og truede. Hans sidste sætning var:

»Det kommer du til at fortryde. Vi smider dig i vandet.«

Men først blev jeg smidt ud af fabrikken. Nu var jeg statsfjende og arbejdsløs. Under de forhør, der fulgte, kaldte man mig »parasitært element«. Det lød som utøj.

Den samme hemmelige tjeneste, der sørgede, at jeg blev fyret, anklagede mig for at være blevet fyret og gjorde mig opmærksom på, at det kunne straffes med fængsel. Sådan var det på arbejdspladserne. De var ligesom ved militæret. Alle skulle træde an ved staten hver morgen.

Når man mødte på arbejde klokken halvsyv om morgenen, blev der spillet marchmusik over fabriksgården og helt op i himlen. Man gik i takt, hvad enten man ville eller ej. Enhver indtog sin plads. Arbejderne ved samlebåndet og vi kontorfolk ved skrivebordene.

Og så gik man i brusebad og vaskede hår. Så blev der lavet kaffe og lakeret negle. Indimellem blev der udført noget arbejde, og så var det allerede middagspause med marchmusik fra højttaleren.

Hele staten var en stor angstbygning

Vores tilstedeværelse var meget vigtigere end vores arbejdsindsats. Fra første arbejdsdag indtil pensionen fik man en månedsløn for sin lydighed. Om der blev produceret noget eller ej, spillede ikke nogen rolle. Vores princip på fabrikken var: Gør ikke i dag, hvad du forsømte at gøre i går, for i morgen er det måske ikke mere nødvendigt.

Da jeg fortalte min mor historien med ræven, havde den allerede fået alle fødder skåret af.

Min mor spurgte: »Hvad vil de have af dig?«

Jeg sagde: »Angst.«

Og det passede. Dette korte ord var forklaring nok. For hele staten var en angstbygning. Der fandtes angstherskerne og angstfolket. Ethvert diktatur består af dem, der producerer angst, og de andre, som må tage den til sig.

Angstmagere og angstaftagere. Jeg har altid tænkt, at angst er angstmagernes daglige redskab og angstaftagernes daglige brød. Sådan var det i hele Østeruopa dengang før 1989.

Da min mor så rævens parterede fødder, blev hun også angst. Angst for, hvad der kunne hænde mig, angst for, hvad der kunne hænde hende selv. Hun sagde:

»En dag ligger du død i graven. Det var ikke det, jeg fik dig for.«

Og så hulkede hun, rullede med øjnene og sagde samtidig:

»Andre siger ja og tak til og tjener penge. Og du bringer vores familie i fare.«

Hendes angst var dobbelt. Angsten for mit ve og vel og angsten for mig selv. Denne dobbelte angst mødte jeg i hele landet.

Alene

Jeg fik aldrig siden en fast stilling og vidste ikke, hvad jeg skulle leve af. Jeg havde overhovedet ingen penge. Af og til fik jeg et kort vikariat i en eller anden skole.

Når jeg kom gående på gaden, hørte jeg den høje summen af stemmer fra lærerværelset. Så snart jeg åbnede døren og kom til syne i lærerværelset, blev der stille som i en kirke. De så kort hen på mig, og så hviskede de.

Jo flere »kolleger«, jeg befandt mig blandt, jo tydeligere var det, at jeg var alene. Når skoledagen var ovre, gik jeg hen til busstoppestedet ligesom alle de andre. Ingen ville ses sammen med mig på gaden. Nogle af lærerne satte farten ned og holdt sig langt bag mig. Og de andre skyndte sig og kom langt forud. Det skete uden aftale i angstens dressur.

Ensomheden var nøjagtig lige så slem som truslen fra staten og dens hemmelige tjeneste. De andre lærere undgik mig. Deres dobbelte angst isolerede mig. De var bange for staten, og de var bange for mig. Jeg var en fare.

Jeg var jo kun vikar i skolen og undrede mig. Ved skoleårets slutning ville flere elever fra forskelllige klasser give mig kaffebønner. Der var ingen kaffe i landet. På det sorte marked kostede ét kilo kaffe mere end en månedsløn. Jeg undslog mig og sagde nej tak til kaffen.

Det rygtedes rundt omkring, og nogle lærere krævede mig til regnskab og spurgte, hvorfor jeg anså mig selv for bedre end andre. De satsede på den kaffe, og jeg ødelagde den lille fidus, det var at kunne gøre dårlige karakterer bedre mod kaffegaver.

Da individ var et skældsord

Ved den slags lejligheder gik det op for mig, at der ikke kun fandtes dem, der spredte angst, og dem, der måtte tage den til sig og æde den. De såkaldte kolleger i skolen og dem, jeg havde haft tidligere på fabrikken – ja det store flertal i dette land – var angstens aftagere.

Men ligesom de havde lært at forvalte deres egen angst, havde de også lært at udnytte de andres angst. De var egoistiske, hensynløse og fik – snart harmløst, snart skamløst – det bedst mulige ud af den almindelige elendighed.

De fleste bildte sig ind, at de bare prøvede at få det hele til at løbe rundt, og at det ikke havde med politik at gøre. Men var den dobbelte angst virkelig upolitisk? Det tror jeg ikke. De sørgede for at tænke på en måde, der ikke satte spørgsmålstegn ved dem selv. Det ville de have gjort, hvis de havde tænkt politisk. Deres forvaltning af angsten kunne man kalde forhåndslydighed.

Kun når man var forfulgt, regnedes man for individ, fordi individ var et skældsord. Man kunne ovenikøbet blive fyret for »ikketilpasning til kollektivet«.

Det individuelle måtte ikke findes, ikke engang når det gjaldt folks tøj. I alle butikker hang grimhedens ensartethed. To, tre modeller i sæsonen, støvgrå farver, klodsede og stive. Lavet af et hæsligt stof, som det gjorde ondt at se på, og som tit lugtede af kemikalier. På gaden så man den samme beklædningsgenstand hundrede gange, fordi der ikke var andre i butikkerne.

Når jeg havde købt et nyt stykke tøj, kunne jeg i dagene efter se mig selv snesevis af gange på gaden. Og det forekom mig, at vores ens klæder genererede sig lidt for hinanden, og at de vidste bedre end vi selv, hvor usle de så ud.

Den socialistiske mode var en uniform. Lige så lurvede var møblerne, husene, parkerne, gaderne. På alle livets områder var diktaturet skønhedens uddrivelse. Skønhed er selvrådig og aparte og mangfoldig.

Staten afskaffede enhver mangfoldighed. Men de fleste mennesker ville helst være upåfaldende. Deres angstforvaltning havde brug for formynderi. Jeg havde ovenikøbet indtrykket af, at man skulle sige tak til. Selve ens tilstedeværelse på Jorden blev oplevet som en gave fra staten.

Når manden fra det hemmelige politi blev rasende under forhøret, skreg han: »Hvem tror du, du er.«

Jeg sagde: »Jeg er et menneske ligesom De.«

Så sagde han: »Det tror du. Vi bestemmer, hvem du er.«

Euforien er forsvundet

I de første år efter diktaturet vidste man i Østeruopa, at friheden er konkret. At hver enkelt nu måtte spille en rolle, at man måtte tænke og tale uden angst, at grænserne endelig var åbne, at man kunne rejse.

Man glædede sig over, at gaderne blev repareret, og at udstillingsvinduerne strålede, og at ens egne præstationer var noget værd. Men den eufori er forbi. Rundt om den individuelle succes sniger sig nu også den individuelle risiko.

Denne blanding er enerverende, og man vil igen have noget at støtte sig til. Ønsket om formynderi melder sig på ny. Det er et tilbagefald, som ingen havde regnet med. Hverken Vesteuropa eller østeuropæerne selv.

Diktaturets efterladenskaber er en hel ansamling af afhængigheder. Den nye frihed dækkede bare over dem, men de var aldrig væk. Diktaturet er afskaffet, men det rykker i nogle glemte sociale nerveforbindelser igen, og det gør de østeuropæiske lande med deres unge demokratier labile.

Det fremgår af aktuelle rundspørger. I Sachsen ønsker 62 pct. af befolkningen f.eks. et »stærkt parti«, der legemliggør »hele folkefællesskabet«. Er det ikke et ekko fra det socialistiske enhedspartis dage? Er det ikke det noksom bekendte »bekvemme diktatur«?

Men i dette »bekvemme diktatur« blev jo så mange skæbner knust. De blev ignoreret af flertallets angst. Og mange risikerede deres liv under flugt. Men dem blev der ikke talt om.

Det største fællesskab i Østeruopa i gamle dage var den dobbelte angst. I dag er det fremmedfjendtligheden. Igen Sachsen som eksempel: Dér tror 58 pct., at Forbundsrepublikken er i fare for at blive overtaget af fremmede.

Også fremmedfjendtligheden er et udslag af, at den dobbelte angst er vendt tilbage. Socialismen havde motoet:

»Proletarer i alle lande, foren jer!«

Denne sætning stod på forsiden af enhver avis og hang over hovedet på arbejderne i fabrikshallerne over det ganske land.

Og den var forløjet indtil det ulidelige. Ingen måtte rejse til udlandet, og ingen måtte have noget som helst med udlændinge, der var på besøg, at gøre.

Ved Sortehavet var der særlige hoteller og strandområder, der var tabu for rumænerne. Arabiske og græske studenter, der måtte betale for deres studium i hård valuta og altså var en vigtig indkomstkilde for staten, boede i isolerede huse eller på hoteller, der var tabu for rumænske statsborgere.

’Vi bestemmer, hvem du er’

Efter jeg var fyret fra fabrikken, blev jeg under hvert forhør, der fulgte, anklaget for prostitution af den hemmelige tjeneste. Det passede som fod i hose til et »parasitært element« som mig og var en beskyldning, der havde været grund nok til at anholde mig. Men for yderligere at nyde sit påfund, krydrede forhørslederen det med en knivspids racisme.

Han sagde med en vis tilfredshed, at mine »friere« var otte arabiske studerende, som betalte mig med strømpebukser og kosmetik. Da jeg sagde, at jeg ikke kendte en eneste arabisk student, kunne han svare:

»Hvis vi ønsker det, så kender du 20. Bare vent, det bliver en interessant proces.«

Han lagde vægt på, at det var arabere, fordi de efter hans mening var det modbydeligste af alt for en kvinde. Rumænere havde nemlig været rigeligt til en anholdelse.

I DDR boede de vietnamesiske arbejdere, som staten havde hentet til landet, lige så isoleret. Stasi forbød at have nogen forbindelse med dem. Kontrollen gik så vidt som til tvangssterilisering af vietnamesiske kvinder, fosterfordrivelse eller udvisning af gravide kvinder.

Og den russiske besættelsesmagt kunne skalte og valte, som den ville, men kontakt til befolkningen måtte dens medlemmer ikke have. Og vice versa.

Fremmedhadet opstod i diktaturet

Hele Østeuropa var i årtier xenofobisk, skriver Herta Müller, som mener, at situationen i dag igen stort set er den samme i den tidligere Østblok. Tydeligst i Ungarn, som blev forvandlet til et ’førerdemokrati’ af Viktor Orbán, der taler om flygtninge som fremmede, som man må holde sig fra, fordi de vil ødelægge det ungarnske samfund.

Billedet viser det hegn, som Orbán har ladet opføre ved grænsen til Serbien

Ulrik Hasemann
Hele Østeuropa var i årtier xenofobisk. Det er fremmedhadet fra dengang, som vi har med at gøre i dag. Foragten for de fremmede opstod dengang i diktaturet. Den blev organiseret af regimerne og accepteret af befolkningerne ud af egen overbevisning.

Nøjagtig ligesom man undgik statsfjender som mig for ikke at bringe sig i vanskeligheder, undgik man udlændingene for ikke at bringe sig i vanskeligheder.

Såvel de arabiske studenter som de vietnamesiske arbejdere blev hentet til landet som et udtryk for »venskab mellem folkene«, men blev behandlet som statsfjender. Den, der havde kontakt til udlændinge, blev hurtigt erklæret for spion eller forræder. Der var angsten igen og gjorde én forsigtig.

Det nemmeste var at foragte de fremmede af egen drift og overbevisning og tiltænke dem sygdomme eller dæmonisere dem som halvvilde undermennesker.

Denne overlegenhedsfølelse var allerede dengang intet andet end racisme. Hos angstmagerne var det et kynisk politisk program. Hos de bange, angstaftagerne, en ubevidst forlængelse af det officielle program.

’Førerdemokrati’

I dag er situationen stort set den samme i Østeuropa. Tydeligst i Ungarn, som blev forvandlet til et ’førerdemokrati’ af Viktor Orbán.

Også Orbán taler om flygtninge som fremmede, som man må holde sig fra, fordi de vil ødelægge det ungarske samfund med deres fremmede sæder og skikke. Orbán nægter med love og politisk hetz at modtage 1300 syriske flygtninge, der måtte flygte fra en rædselsfuld krig uden andet end deres nøgne liv i behold.

Med deres »fremmede skikke« truer disse syrere ti millioner ungareres nationale kultur. Samtidig sælger Orbán tidsubestemte opholdstilladelser til en pris af 360.000 euro pr. person. Dem kan udlændinge ansøge om. Ingen undersøger de pågældende personers baggrund, og hvor de har deres formuer fra.

I stedet for flygtninge henter Orbán med andre ord rige familier og tvetydige eksistenser til landet. Angiveligt skal han på den måde allerede have hentet 18.000 nye borgere til Ungarn. For Orbán er udlændinge ligesom under kommunismen en del af den økonomiske planlægning.

Og han er stor i slaget. Ansøgerne kan medbringe deres familier, selv forældrene. De nye ungarere, der åbenbart ikke truer de indfødte, kommer fra Kina, Rusland og Yemen.

Østeuropa producerede selv flygtninge fra 1989

I 1956 efter Sovjets indmarch flygtede der fra Ungarn mere end 200.000 mennesker. Alene i Østrig slog 70.000 sig ned. Trods denne historiske erfaring om flugt og eksil bakker befolkningen op om Orbáns fremmedfjendtlighed.

Under kommunismen producerede Østeuropa selv flygtninge. Hvor mange har ingen hidtil beregnet. Og ingen husker dem. Ikke engang dem, der blev skudt under flugt eller skambidt af grænsehunde eller druknede i Donau. Det er en blind plet i Østeruopas selvforståelse. Og sandsynligvis hovedårsagen til det iskolde hjertes foragt.

Alle højrepopulistiske strømninger i Øst- og Vesteuropa opfinder dæmoniske scenarier, som skaber angst. Denne angst samler de på. De er dagens angtsmagere. I Tyskland er AfD angstmagernes nye parti.

Deres formand, der i øvrigt blev socialiseret i DDR, vil genoplive det gamle naziord »völkisch« og advarer mod »det nye pjalteproletariat fra den afro-arabiske verden«. Og AfD har den største tilslutning der, hvor der næsten ikke er nogen udlændinge.

Orbán har sagt, at valg gælder det bare om at vinde én gang, men til gengæld for fuldt tryk. Sådan tænker Polens Kaczynski også. Han puster til fremmedfjendtlighedens bål ved hjæp af rascistiske påstande. Han advarer mod farlige sygdomme, som bliver sluppet løs i landet af syriske fygtninge. Og han har sat sig for at lave et »førerdemokrati« ud af en katolsk gudsstat.

Friheden – har den store polske filminstruktør Andrzej Wajda engang sagt – er noget, som en hel del har brug for og andre ikke. Dem med angsten i kroppen behøvede den ikke dengang, og i dag bakker de op om de nye angstmagere.

Putin: Den største angstmager

Den største angtstmager i vore dage var tidligere en lille angstmager. Under Putin er Rusland nedsmeltet til et kæmpemæssigt falskneriværksted. Fra dette værksted bliver der sendt falske efterretninger ud i verden og spredt infam hetz. Målet er enkelt: Det demokratiske Europa skal nedbrydes. Populisterne løber i hælene på Putin. Og han i hælene på dem.

Marxismen har Putin aflagt. Nu er sminken religion. Han likviderer dagligt mennesker og tænder gerne fromme lys i Moskva. Han har en skriftefader, og efterhånden ser man ham ikke uden patriarken Kyrill ved sin side.

Denne kirkefyrste anser menneskerettighederne for »kættersk afgudsdyrkelse«. Sand kristendom betyder for ham »frivillig selvtugtelse«. Og han beundrer Lenin, som ville omskabe mennesker til »hjul og skruer« i en statsmaskine. Han siger: »Den, der frygter gud og underkaster sig ham, stemmer ikke ved valg, men tager ydmygt sin lod på sig.«

Jeg ønsker ikke at leve som slave én gang til. Heller ikke uden valg. Efter 1989 kunne jeg end ikke i drømme forstille mig, at der igen kan sættes spørgsmålstegn ved friheden. Og at der igen vil være angstmagere.

Ja, friheden er noget, adskillige har brug for og andre ikke. Og den er noget, som en hel del nærer angst for og andre ikke. Vi bør ikke betragte friheden som en selvfølge. Ellers kunne den gå hen og blive stjålet fra os.

Oversat fra tysk af Niels Barfoed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Niels-Simon Larsen
  • Carsten Munk
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Steffen Gliese
  • Klaus Lundahl Engelholt
Benno Hansen, Niels-Simon Larsen, Carsten Munk, Robert Ørsted-Jensen, Steffen Gliese og Klaus Lundahl Engelholt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Når Østeuropa nu har fået friheden, hvorfor formøbler de den så igen af egen fri vilje?
Kan det hænge sammen med, at friheden forvaltes som fordele for de få, de vestligt orienterede, der kan lave forretninger med EU, og få investeringer ind fra vest, mens småkårsfolk må tage til takke med ringe løn og hårdt arbejde, som en ny tvang, man må flygte fra, indenfor EU, til England fx. indtil Brexit stopper den trafik?

Er det gået op for østeuropæerne, at 'friheden' var falsk, og nu øjner de en chance for at stemme på partier, der bygger på en mere retfærdig fordeling af indkomsterne og en fastholdelse af traditionelle kulturelle værdier, fremfor vestlige tv-serier.

Niels Duus Nielsen, Bill Atkins, Dagmar Christiandottir, Flemming S. Andersen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Nej det hænger såmen sammen med adskillige årtier med stalinistisk misregimente og undertrykkelse af åben politisk debat - Kongstad

Robert Ørsted-Jensen

Polen har sgu kun fordele af EU - en trussel om udelukkelse ville sgu vælte deres tåbelige regering. Det samme gælder Rumænien og Ungarn.

Robert Ørsted-Jensen

Polen har sgu kun fordele af EU - en trussel om udelukkelse ville sgu vælte deres tåbelige regering. Det samme gælder Rumænien og Ungarn.

@ Michael Kongstad Nielsen,

I nogen tilfælde har du ret i, at en del af befolkningen i Østeuropa har "fået noget", som andre ikke har. Og det giver selvsagt spændinger, men billedet er langt mere differentieret.

Poland har gennemgået en hastig velfærdsstigning, der går, at dem der finder arbejde faktisk ikke har råd til at arbejde i vesten. Men det man nu ser, hvor frihed, pressefrihed og demokratiet presses, foretages af de lavt uddannede og stærkt præget af Vatikanet.

Ungarn har et dybt korrupt styre, der har solgt vingårde og turisme til udlandet for ganske små beløb. Og disse "nye" arbejdsgivere har åbenbart ret til at holde lønnen nede. Men at det er "styret", der har solgt ud af arvesølvet, skjules godt af stadige beskyldninger mod ydre fjender som jøder, romaer, flygtninge og alle slags udlændinge. Og den katolske kirke har endnu ikke sagt fra, men lukrerer på situationen, og udnyttes derfor af styret.

Både Slovakiet og Tjekkiet ligner til en vis grad Ungarn, og også her er det skyldige jøder, romaer og flygtninge. Og også her mangler den katolske kirke viljen til at sige fra.

Det korrupte Rumænien ligner også på mange områder Ungarn, også her er romaer prügelknabe, men egentlig ikke jøder og udlændinge.

Det ligeså dybt korrupte Kroatien bruger ikke jøder, romaer eller udlændinge som prügelknabe, og styret har kun delvis solgt ud af "kronjuvelerne". Men landet styres ganske kraftigt med ført hånd af Vatikanet, og det udnyttes af de skiftende demokratiske styrer. Også her har man (styret) i mindre grad solgt ud af vingårdene til udlandet, der herefter bestemmer lønniveauet.

Ser man på de baltiske lande, kan man måske finde lidt korruption, men de er faktisk meget lig Vesteuropa.

Serbien, Montenegro og Makedonien har haft en anden historisk baggrund, og har korruption men ikke helt de samme problemer.

Robert Ørsted-Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar