Læsetid: 5 min.

Dokumentarfilm viser vejen ud af IS-rædslernes skygge

Verdens største og mest prestigiøse dokumentarfestival i Amsterdam, IDFA, er netop forbi og en række af de film der vandt hovedpriserne handlede om livet under, mod og efter Islamisk Stat
Verdens største og mest prestigiøse dokumentarfestival i Amsterdam, IDFA, er netop forbi og en række af de film der vandt hovedpriserne handlede om livet under, mod og efter Islamisk Stat
2. december 2016

Krigen, der smadrer drømmene

Vinderen af IDFA-hovedprisen gik til Nowhere to Hide, som er en norsk-svensk produktion, som følger en mandlig irakisk sygeplejerske, Nori Sharif, der over fem år dokumenterede livet i sin hjemby Jalawla med et kamera, filminstruktøren Zaradasht Ahmed havde udstyret ham med.

For hvordan ville det gå Irak, efter USA trak sig ud af landet? Filmen dokumenterer det tiltagende kaos, efter den irakiske hær simpelthen forsvandt fra den lille provinsby nogle år efter amerikanerne. Selvmordsbomberne falder som sværme til begravelser og bryllupper. Der er ingen nåde.

Nori Sharif endte med selv at køre en af de overlevende selvmordsbombere til sit hospital. En bekendt finder de afskårne hoveder af sine to sønner. For Nori Sharif giver krigen ingen mening:

»Det er ikke en krig, man kan lave en diagnose over. Man ser kun sygdommen, men kan ikke finde årsagen bag. Det er en krig, der skal gøre dig hjernedød, paralysere dig, gøre dig ude af stand til at tænke klart.«

Hovedpersonen ser til en ung fyr, en tidligere soldat, der fik syv kugler i kroppen, og som i syv år har ligget som krøbling bundet til sin seng. »For mange af de her mennesker har krigen hærget som en tornado og smadret alle drømme på vejen.«

Godmorgen Kobane

Den rædselsvækkende kamp om den syriske grænseby Kobane endte i en næsten total udslettelse. Men hvad skete der efter befrielsen? Radio Kobani følger den 20-årige sociologistuderende Dilovan Kiko og hendes veninde Biter i deres arbejde på radiostationen Radio Kobane.

De interviewer overlevende og flygtninge, IS-ofre og stolte kurdiske musikere, der spiller, så hårene rejser sig. Sorgbearbejdelse i den kollektive radioform. For livet vender tilbage, og i alt 7.000 indbyggere er kommet tilbage til ruinerne siden befrielsen.

Nu er børn igen på vej til skole. Der er knallerter i gaderne. Kvinderne bager brød og slagteren sælger sine varer.

Og oprydningen er i gang: Ligene skal fjernes, og gravemaskinerne løfter hovedløse lig væk, mens børnene kigger med nysgerrighed, da de finder hovedet.

Journalisten Mustafa Bali fortæller, at »folk først bagefter opdager, at de er forandret«. Han har sagt farvel til hundredevis af kammerater, der er døde. »Jeg kunne være i samme rum i dagevis, sammen med et lig.« Han spørger sin unge radiovært: »Hvordan var det for dig?«

Hun kan umiddelbart kun smile og være tavs, selv om filmen følger hendes rejse tilbage til en hverdag, hvor også kærligheden flytter ind. Håbet vinder over gruen.

I peshmergaernes fodspor

Åbningsscenen til Peshmerga er en håndholdt jagt et sted i Irak, hvor kameraføreren bekymret råber til kammeraten foran, der løber afsted. På toppen ender han med at træde på en mine, og i en sandsky vakler han blodoverstrømmet tilbage.

»Nej, der er ikke sket noget«, siger han.

Det var på grund af denne rystende scene, fortæller den franske filosof Bernard-Henri Lévy, at han tog på en seks måneder lang rejse embedded med de kurdiske frihedskæmpere og med et forrygende kamerahold med dronesekvenser og tæt på-skildringer følger de kurdiske peshmergakrigere i deres kamp mod Islamisk Stat.

Tilskueren kommer helt tæt på en hvidhåret generals ildkamp, der sekunder efter at sekvensen slutter dræbes. Vi nærmer os hele tiden Mosul, og føres op i bjergene, til kristne munke, yazidier og de oldgamle religiøse kulturer, som IS har som mål at udrydde.

Filmen er et essay og Lévy gør i sin speak ingen hemmelighed af sin beundring for peshmergaernes velorganiserede kamp, som han kalder for »afgørende for mine børns fremtid«.

Peshmergaerne kæmper mod IS, men også for deres egen stat. Samtidig er det også den kamp, som Vesten burde føre over for IS i forlængelse af terrrorangrebene i Paris, Bruxelles og Nice, lyder det fra Lévy.

De fremmede i paradis

I denne kontroversielle og konceptuelt tænkte film, Strangers in Paradise, trommes en flok relativt nyankomne flygtninge sammen i et klasseværelse på Sicilien, hvor en ’lærer’, i form af en instrueret skuespiller, udfordrer de unge afrikanere med hele vokubulariet af anti-flygtninge-argumenter, her i du-form.

»Hver og en af jer koster de europæiske velfærdsstater titusinder af euro. Hvem skal betale for det? For halvdelen af jer kommer aldrig i arbejde, fortæller statistikken os.«

Flygtningene udsættes for en række ufiltrerede retoriske slag i filmens første kapitel, hvor flygtningene forsøger at forsvare sig, relativere og udfordre deres genstridige udfordrer, men må give fortabt over for kulden de mødes med.

»Tag hjem og forandr jeres lande,« får de at vide.

I kapitel to får en anden flok flygtninge anerkendelse for deres mod, at de er velkomne, at Europa har brug for deres arbejdskraft og energi og det kommer til at ende lykkeligt, hvis vi afskaffer alle grænser.

Også den utopi syntes at ramme ved siden af.

I tredje kapitel er det de enkeltes historier, der løfter perspektivet, for det er jo derfor, at de er flygtet. Filmen stiller spørgsmålet, om vi kan løfte os fra vor egen forudindtagethed, og se og anerkende – eller afvise – den enkelte, ud fra hvem han eller hun er. 

IS-desertørerne taler

Fire deserterede kæmpere, der har opgivet ideen om en sejrrig Islamisk Stat, fortæller om, hvad der skete da de var del af IS og hvorfor de forlod den dræberkommendo, de var del af.

ISIS, Deserters Speak Out er en enkel og mestendels hårrrejsende film, som to franske journalister og instruktører med stor grundighed har researchet sig frem til i Tyrkiet.

Her følger de et netværk af desertører der forsøger at hjælpe endnu flere end de 200, der ad den vej allerede har forladt IS. En af dem var simpel vagt på en gade, og fortæller, hvor lidt der skulle til, for at blive dræbt: en kommentar på en mobiltelefon, en vittighed, var nok til at skyde.

I udkanten af den by hvor han boede var der ’hullet’, en massegrav, hvor ofrene blev kastet ned.

IS-desertøren opdagede et dræbt brudepar. Kvinden havde brugt makeup, og fordi hun var usømmeligt klædt, skulle hun dø. Når ægtemanden ikke greb ind, måtte heller ikke han leve.

De fire medvirkende er filmet i halvskygge, én af en fået forvrænget stemmen.

»Alle historier har vi måttet krydstjekke ned i detaljen for at undgå, at vi viderebragte løgne,« lød det fra medinstruktør Francois-Xavier Tregan i Amsterdam.

Beretningerne går ikke i kødet med spørgsmålet om retsopgør.

»Men vi har masser af veldokumenteret materiale, som vi håber kan indgå i en fremtidig retssag om IS’ forbrydelser,« lyder det fra en af instruktørerne.

Dokumentarfilmsfestivalen Copenhagen Dox viser til marts filmene ’Radio Kobani’, ’Strangers in Paradise’ og ’Nowhere to Hide

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu