Forleden havde jeg den tvivlsomme fornøjelse at deltage i et seminar, afholdt af Bog- og Litteraturpanelet under Slots- og Kulturstyrelsen, om det uopslidelige tema: litterær kvalitet.
Min misfornøjelse kom sig mest af, at det indlæg, jeg mest havde set frem til at høre, desværre var strøget af programmet, men slemt nok var det at følge, hvordan en KU-professor præsenterede og konkluderede på en stor, fondsfinansieret litteratursociologisk undersøgelse af den danske befolknings kriterier for valg af læseobjekter.
Online var respondenter, som var udvalgt efter uddannelse, alder og køn, blevet spurgt, om de ved deres valg af skønlitteratur fortrinsvis gik efter a) en spændende handling, b) den gode historie, c) det gode sprog eller d) kunstnerisk kvalitet.
Bagefter havde man så sammenkørt svarene efter grupper og lidet overraskende konkluderet, at kriterierne spredte sig efter uddannelse, alder og køn.
Havde folk f.eks. en længere akademisk uddannelse, gik de mere op i æstetisk kvalitet end gennemsnittet, og var man en mand, kunne man måske godt, sådan indimellem altså, bære over med delvist fravær af spænding og ’den gode historie’.
Bagefter, da min fortrinlige anmelderkollega Tue Andersen Nexø og jeg stod ude på fortovet, tøvende på vej ud i risikosamfundet, havde vi besvær med at få cykelhjelmene på, for vi rystede lige så voldsomt på hovedet som den besatte pige i The Exorcist.
For var det virkelig videnskab at stille dumme spørgsmål og bede om dumme svar? Jeg mener: Når vi snakker romaner, er en spændende handling vel altid i sig selv en kunstnerisk kvalitet, og hvis den såkaldt gode historie gør indtryk, må bogens sprog velsagtens have været funktionelt og dermed OK?
Mønsterbrydere
At den medrivende og dermed gode beretning kun kan blive en kunstnerisk kvalitet, når forfatteren skriver levende og smukt, mærkes massivt ved et tilbageblik på dette års danske romaner, hvis gennemgående grundfortælling handler om mennesker, der forsøger at bryde ud af de konstruktioner og mønstre, som andre, men ofte også de selv, har lukket dem inde i.
Det tema kommer eksempelvis til udtryk i Kim Blæsbjergs Desertørerne 1, hvis to mandlige hovedpersoner, Simon og Mark, bryder op fra henholdsvis et rigmandshjem på Frederiksberg og et langt jævnere nordvestjysk provinsmiljø.
Man kan også fra Katrine Marie Guldagers Ilden, sjette bind i Køge-krøniken, tage moren, Lilly, og hendes datter, billedkunstneren Leonora, idet sidstnævnte netop søger at gøre sig fri og realisere ophavets æstetiske drømme.
Man kan tage den sønderjyske spasmager, mønsterbryderen Erling Jepsen, der i Gramhavet. Familiehemmeligheder 1 forlader sin leg med Allan-figuren og på aktuel ’autofiktiv’ facon træder frem under sit eget navn, men blot bruger det som endnu en maske, bag hvilken der kan berettes bevægende og indimellem boblende morsomt om alt det, som miljøet – byens og familiens – helst havde set fortiet og skjult.
Man kan tage Ellinor, den stilfærdige jegfortæller i Jens Christian Grøndahls Tit er jeg glad, som efter sin ægtemands død bryder op fra det trygge hjem ude i en af Københavns nordlige forstæder for at rykke ind i en lille lejlighed på Vesterbro, hvor hun voksede op:
»Her er lidt mindre end ingenting. (…) Lidt mindre end tomt, det vil sige sparsomt møbleret.«
Ganske ligesom romanen selv.
Endelig kan man tage Agnete Braads spinkle, men stemmemæssigt sikre livsstilsdrama En anden kvinde end mig og roligt slå fast, at der var den sgu igen, historien om en person, der søger at modstå omgivelsernes pres, gøre sig fri af deres krav om, at man skal passe ind i en formstøbt ramme.
Julie, romanens jeg-fortæller, vælger efter bruddet med Rune et liv i ensomhed; hun opdager, ja, ligefrem nyder, sin trang til at få en smule luft i en overstruktureret og gennemkontrolleret hverdag, og det er en typisk pointe, at idet en ny mand melder sig i hendes synsfelt fuld af både skejser og charme, vælger hun ham efter alt at dømme fra, da hun sidder over for ham og føler, at hun har taget nogens plads:
»At her skulle have siddet en helt anden kvinde end mig.«
Hvorfor blev jeg født?
Personlig kan jeg godt blive en lille smule skeptisk ved den forudsigelighed, hvormed årets romanfigurer bare sådan skræller andres betydningstilskrivninger af sig og insisterer på at fortælle sig selv, idet deres selvfortælling nærmest som en selvfølge opfattes som den eneste mulige vej ud af de andres falske fortælling.
Selv tror jeg mere på langsom forandring end på lynsnar terapeutisk forvandling, og hvad angår det at gøre sig fri og finde lykken, indtraf min lettelse først, da jeg på et tidspunkt som voksen forstod, at den rigtig store fortvivlelse formentlig ville være permanent.
Derfor var der noget elementært velgørende ved i to af årets romaner at møde fundamentalt uhelbredelige personer: først Elvine Brink, den knarvorne, kantede, misantropiske fortæller i Vibeke Grønfeldts dagbogsformede Endnu ikke og siden enspænderen, enegængeren Tara i Kirsten Thorups Erindring om kærligheden, førstnævnte fordi hendes udtrykskraft i al sin robuste råhed i sig selv bliver et oprør, sidstnævnte fordi hendes eksistentielle udsathed forekommer total.
Efter at hun har åbnet sin bolig for fremmede, der blot behøvede husly, bliver der en nat kastet en sten på størrelse med et strudseæg ind ad hendes stuevindue. På næste side står der:
»Jeg kunne ikke længere holde sammen på mig selv. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var blevet født. Vidste ikke hvorfor stjernerne tændtes på himlen. Vidste ikke hvorfor himlen var sort. Vidste ikke hvorfor solen gik op og ned. Vidste ingenting om mig selv og dem der kastede med sten. Ingenting andet end at kroppen er et dyr der lider i stilhed som et stykke kvæg. Og at kroppens stumme lidelse overdøvedes af mænd der hyldede mænd i tale, sang og hellige skrifter.
Mænd der hadede moren og elskede faren. Ligesom Jesus elskede Faderen, Guden. Af stenene der kom ind ad vinduet lavede jeg flag med hvide kors. Flag af sten som smukke knytnæver mod menneskebødler der skulle være brødre og kærlige onkler derhjemme på gården bag de høje bøgetræer, så milde og gode som selve Jorden, den mishandlede, voldtagne og plyndrede, knækkede stjerneplanet.«
Så vi ikke bliver kvalt
Vi har her ikke alene at gøre med en almen almen jordklodeomsorg og en generel kritik af patriarkatet, vi får også indblik i en eksistentiel intetheds- og fraværsoplevelse, der rækker langt ud over og går meget dybere end en persons utilpashed i forhold til det sociale miljø og familien.
Kvinder som Elvine og Tara – og vi kan for den sags skyld tilføje den excentriske fotograf og titelfigur i Christina Hesselholdts Vivian – er for så vidt bedøvende ligeglade med omgivelsernes konstruktioner, mønstre og roller, for det er hos dem simpelthen verden som sådan, det er galt med.
Derfor kan de roligt vende sig om mod deres stemplende og stigmatiserende forfølgere og sige ligesom kvinden hos Ulla Ryum i science fiction-romanen fra 1986: Jeg er den I tror.
Sagt lidt anderledes og mere positivt er identitet ikke kun noget, vi personligt ’performer’ os til, eller en spændetrøje, andre lægger os i. Identitet kan også være noget, der kan gøre vores følelse af intethed og fravær bare nogenlunde til at bære, og noget, vi modtager, fordi vi nu engang hænger sammen med andre.
Josefine Klougart var inde på det i et interview i Politiken (25.11.) i forbindelse med udgivelsen af den i øvrigt umådeholdent langtrukne og lidt selvgentagende roman om kærlighed og død New Forest:
»Menneskers drift mod at være en del af et fællesskab er stærk. Der pågår hele tiden en forhandling af den fælles erindring – i parforholdet, i familien og i samfundet. Man blander så at sige personers subjektive og i øvrigt foranderlige oplevelse af virkeligheden sammen til én fælles erindring.«
Men ikke mindst en families fortælling har, siger hun, brug for at blive forhandlet. Man kan blive nødt til at bryde de lokale myter op, så man ikke bliver kvalt af dem. Så man kan få luft igen. Dette demonstreres i romanen, ved at den ældre kvinde lukker sig inde med liget af sin mand og således insisterer på retten til at være i sorg, ikke som børnenes mor, men som farens kæreste.
Familien som organisme
Nøjagtigt samme konstellation optræder også i den af årets romaner, som jeg finder grund til at fremhæve her, nemlig Iben Mondrups Karensminde, en kriseskildring, hvor en familie på fem medlemmer rammes af en katastrofe og psykisk går op i limningen.
Forhistorien vil mange kende fra Godhavn (2014), hvor de tre søskende, Bjørk på syv, Knut på 12 og Hilde på 15 bar synsvinklen i hver sin sektion. Derfra og til den nye bog er der et stort tidsmæssigt spring. Alle er de voksne nu, og Knut har tilmed stiftet familie, da forældrene Karen og Jens lader sig pensionere og flytter fra Grønland til Møn, hvor de indretter den gård, hvis navn udgør titlen på romanen, som bed and breakfast.
Men inden projektet realiseres, får Jens et slagtilfælde, falder ned fra en stige og forvandles til grøntsag (som man ville skrive, hvis ikke det hele var så ubærligt trist). Herfra går en sammensat erindringsproces i gang, hvor forfatteren langsomt skriver Karen og de tre søskende frem ved at finde deres indre stemme, og prøve at hitte ud af, hvordan hver enkelt af dem så at sige oversætter sine tanker til et sprog, de andre kan holde ud at høre og muligvis endda kan forstå.
Læseren bliver i en urolig vekslen mellem tankegengivelse, tilbageblik og replikker ført frem og tilbage over den hemmelighedsgrænse, der skiller alle mennesker fra deres omgivelser, og inde bag hvilken vi er så fulde af nid og nag, men jo altså samtidig bærer på en dyb længsel efter at høre sammen:
»Bjørk tænker på sin familie som en organisme, en krop med ti arme og ben og fem hoveder med mund og øjne. De enkelte legemsdele har et eget liv; indimellem rykker de i samme retning, andre gange i hver sin. Spisebordet er familiens sted, det er her de sidder når de er samlet, saltkar bliver sendt rundt, fade skifter hænder, noget falder på gulvet, en serviet, en telefon, en tand falder ud. Som både kan de lægge til ved bordet, de kan flyde ind i en samtale, de kan rive sig løs og drive væk eller ganske enkelt gå ned.«
Fuldstændig tom indeni
Smerteligt er det som læser at følge, hvorledes denne drøm om en førkaotisk tid går i stykker, frygteligst da faren dør. Og stilfærdigt højdramatisk opleves det at fornemme, hvordan alting egentlig altid er til stede i deres liv, som om de nok er fast forankrede i nutiden, men samtidig tæt ved har deres fortid som minder, de kan række ud efter, eller en dør, de kan gå ind ad igen og igen.
Jovist, vi laver til stadighed myter om og billeder af hinanden, og vi kan somme tider blive nødt til at protestere mod de matricer, de andre præger os med.
Men et eller andet sted forbliver vi jo også gåder for os selv – en vigtig indsigt, som jeg vil mene Iben Mondrup deler med sine meget lidt kausaltænkende ældre kolleger Grønfeldt og Thorup, men måske også den erkendelse, som ligger til grund for Sidsel Falsig Pedersens tilsyneladende så humoristiske, men på bunden ganske foruroligende miniroman Flora.
Titelfiguren, der også er jegfortæller – og en temmelig klodset én af slagsen – kører med sin tvillingesøster Rosa til Costa del Sol eller et tilsvarende sted, hvor de skal bo i en onkels lejlighed og besøge ham i hans paranoide afsondrethed på et nærliggende plejehjem.
Flora skal desuden arbejde: indlæse nogle noveller, hvis slutninger forekommer hende for bratte og derfor vækker hendes indbyggede tilbøjelighed til tvangstanker. Kunne hun skrive videre på dem? Eller har hun måske allerede gjort det?!
Hendes tanker følger, forstår man, indviklede mønstre, forkerte indfald overtager alt. Men der indtræffer også hyppigt øjeblikke, hvor hendes hoved bare er fuldstændig tomt.
Som Tue Andersen Nexø skrev i sin anmeldelse (16.10.), har vi da vist efterhånden læst nogle stykker af den type små, underligt indadvendte bøger, der optegner små udramatiske, ufærdige begivenheder, men ikke slår vilde skæverter, ikke pludselig zoomer ind på noget større.
Dette forbehold kan jeg nemt tilslutte mig, både hvad angår Sidsel Falsig Pedersens forfatterskab og ny dansk prosa i al aktuel almindelighed. Selv desperation kan blive en litterær konvention, ganske ligesom selvfortællingen gennem bestræbelsen på at nedbryde de andres myter om jeget kan risikere at skabe nye episke matricer, som minder påfaldende om psykoterapiens lidt for nemme løsningsmodeller.
Udad mod noget større
Måske der derfor findes et større episk og kunstnerisk potentiale i de værker, hvor forsøget på at finde frem til en ny fortælling om individet ligesom hos Iben Mondrup bliver kombineret med kortlægning af mere generelle mønstre?
Således ser jeg en seriøs søgen efter ’noget større’ i Kristina Stoltz’ Som om (Rosinante), som ligner Karensminde derved, at den begynder i katastrofen: Fannys blik tåger ud, hun mister midlertidigt synet på det ene øje, netop som hendes ægteskab geråder i en ødelæggende krise.
Men sideløbende med denne historie om parforhold og voksende indsigt (trods synsforstyrrelsen!) klippes der tilbage til en kaotisk opvækst med en ’frisindet’, men uansvarlig far og en kraftesløs, resignerende mor:
»De ligger inde i sengen. Kirsten og Charlie, som om sommeren aldrig havde fundet sted, at de skulle skilles, at hun tog til Rhodos og han blev væk i ugevis. Charlies arm over Kirstens bryst. Det sorte og det røde hår filtret sammen, og jeg kan se det i hans pande, de små trækninger ved det ene øje, åndedrættet, at han ikke er kommet tilbage med favnen fuld af gaver, men slæbende i fortvivlelse, og nu er det Kirsten, som må fikse det, alt det, der er at fikse, så meget at reparere, men jeg tror ikke på, at hun kan. Jeg tror ikke, hun forstår, hvad det vil sige.«
Spørgsmålet, Fanny må stille sig selv, er, om hun også vil ende sådan. Vil man bruge sine forældre i en beslutnings- eller omorienteringsproces, gælder det frem for alt om at få dem placeret et sted uden for én selv, som andre mennesker.
Så kan man måske få fortalt sig selv sin egen historie, sådan som det sker i Gorm Henrik Rasmussens Girafhuset, dette nødvendigvis ambivalente opgør med en far, som nok var en såkaldt ildsjæl, men også brændte sit lys i begge ender og med vold lagde en familie i ruiner.
Eller en forfatter kan gå tilbage i slægtens historie, spejle sig i formødrene, et projekt, der lykkes helt smukt for Merete Pryds Helle i den velfortalte og medrivende langelandske krønike Folkets skønhed, men der vist nok mislykkes for Maria Helleberg i Kvinderne fra Thy, i hvert fald hvis man læser romanen som Karen Syberg (12.11), der konkluderer, at forfatteren åbenbart ikke har besluttet sig for, om hun bare vil berette løs om generationerne op til og efter år 1900 eller hellere vil hitte ud af, hvad disse bomstærke kvinder har betydet for hende selv.
Alene sammen
Mange andre af de perspektiver, som radierer ud fra Karensminde, kunne forfølges over i årets romaner. Erkendelsen af, at mennesker er alene, skønt de er sammen, og sammen, mens de føler sig allermest alene, gennemsyrer således De søvnløse, Kim Leines elegant kædekomponerede kollektivskildring fra Tasiilaq.
Gyset, når en alvorlig katastrofe indtræffer, og man nødtvungent må erkende dens sande omfang, gennemtrænger Maja Lucas’ rystende roman Mor, og Iben Mondrups mere overordnede blik på velfærdssamfundets og især familiens udvikling i en brydningstid får et overraskende fokus hos Kristina Nya Glaffey i Mor og Busser skal skilles, hvor et lesbisk parforhold går i opløsning, men hvor den jo i og for sig tragiske historie får en vidunderlig tvist ved at blive fortalt fra børnehøjde, med samme stemme, som førte ordet i komedien Mor og Busser (2014).
Skulle en og anden læser få den tanke, at den sørgelige historie stort set er sand fra ende til anden ligesom hos Espedal og Knausgård, at vi med andre ord har at gøre med såkaldt autofiktion, kan det være nyttigt at minde om det lille sted i romanen, hvor barnets mor erklærer, »at Busser altid har haft et dejligt, afslappet forhold til virkeligheden«.
Passagen fortsætter nemlig med, at Busser spørger, »om mor er klar over, at Busser følger en af de nyeste strømninger inden for dansk litteratur, som hedder dobbeltkontrakten med læseren, som går ud på, at man bytter alle de kedelige ting fra sit liv ud med nogle, der er lidt mere spændende, men stadig får folk til at tro på, at de rigtig er sket, og så siger mor, at hun ville ønske, Busser ville finde noget mere spændende at bytte hende ud med, så hele hendes familie ikke skal trappe op i medicin, hver gang en af Bussers bøger udkommer, og så siger Busser, at uden mor var der slet ikke nogen historie, og så siger mor, at uden Busser skulle hendes familie også spilde en masse dum tid på at finde noget andet at hidse sig op over«.
Dér var den sørme igen, familien. Men en passage som den her citerede kan vel også dokumentere, at a) en spændende handling og b) en god historie og c) et funktionelt sprog og d) kunstnerisk kvalitet heldigvis i mange tilfælde kan være fire sider af samme bog.
