Læsetid 9 min.

Med fangerne på isen

Med et kamera under armen dokumenterer fotograf og biolog Carsten Egevang den grønlandske fangerkultur, som er i fare for at forsvinde på grund af de klimaforandringer, der præger Grønland netop nu
’Min fotografering når længere ud, end når jeg laver frontforskning i biologi. Nu laver jeg mere formidling, hvor jeg kombinerer min forsking med mine billeder,’ siger Carsten Egevang, som har taget dette billede.

’Min fotografering når længere ud, end når jeg laver frontforskning i biologi. Nu laver jeg mere formidling, hvor jeg kombinerer min forsking med mine billeder,’ siger Carsten Egevang, som har taget dette billede.

Carsten Egevang

28. december 2016

Isen knaser under mederne, og hundene maser sig frem i det kridhvide, pandekageflade landskab, der kun bliver afbrudt af gigantiske isbjerge. De er fanget i havisen, indtil foråret kommer. Der er åbne vidder, så langt øjet rækker, og ind imellem kan man i horisonten skimte kysten med bjerge og bygder i det østgrønlandske Scoresbysundområde.

12 muskelspændte humørbomber af nogle slædehunde løber ivrigt fremad, vikler sig ind i hinanden og efterlader sig en slipstrøm af ildelugtende gasser, som bryder med den ellers bemærkelsesværdige friske og rene luft, der kendetegner Grønland

På hundeslæden sidder fotograf og biolog Carsten Egevang, der sammen med fire fangere er taget af sted for at fange en isbjørn. Turen, der foregår i kolde marts, men hvor lyset er på vej tilbage, tager seks dage.

Det er tredje gang, han med sit kamera under armen er af sted for at fotografere, når de grønlandske fangere spotter, dræber, parterer og tager en isbjørn med hjem til bygden.

Inuitterne har i over tusind år overlevet i den barske arktiske natur. Men i dag er billedet af de »seje grønlændere«, som kun høster af naturen alt efter behov, i høj grad også en europæisk forestilling.
Læs også

Spændingen har bygget sig op i ham i årevis. Første gang fandt de ingenting. Anden gang spottede de en isbjørn forude, men hundene kom op at slås, og Carsten Egevangs slæde måtte sammen med den ene af fangerne blive tilbage for at redde trådene ud.

»Ude på havisen er der fuldstændig stille. Den eneste lyd, der er, kommer fra mederne på slæderne mod havisen, der ligger som en en konstant lyd i baggrunden, og så går tid og sted ellers i ét. Tankerne får lov til at få frit løb. Det bliver en meditativ tilstand, man bliver lullet ind i. Det går stille og roligt fremad. Imens passerer landskabet forbi. Du kan ikke lave andet end at sidde helt stille,« fortæller Carsten Egevang. Der er så koldt, at kameraet kan fryse fast, og batteriet drænes for strøm.

Pludselig spotter en af fangerne en isbjørn derude i horisonten, fem til otte kilometer fremme, så han skærer skaglerne over på bjørnehunden; den af hundene, der har erfaring med isbjørne. Når den ikke er tynget af vægten fra slæden, kan den løbe meget hurtigere.

Nu håber den erfarne fotograf og biolog, at gruppen fanger isbjørnen, så han kan komme helt tæt på og dokumentere en fangst, der har en særstatus i den grønlandske fangerkultur. En kultur, som blandt andet på grund af klimaforandringerne er ved at forsvinde. Og det er alvorligt, for hvis fangersamfundene forsvinder, ryger også en vigtig del af grønlændernes selvopfattelse og identitet, mener Carsten Egevang.

»Klimaændringerne i Arktis fører til kulturtab i Grønland, hvor fangerkulturen er dybt afhængig af havisen. Når havisen forsvinder, kan fangerne ikke jage, og så vil kulturen svinde ind,« fortæller Carsten Egevang, der blandt andet har taget billederne til bogen Thule på tidens rand.

Jeg fanger Carsten over en Skype-forbindelse fra Sisimiut, hvor han er til symposium om slædehundekultur, hvor slædehundekuske fra hele Grønland, Sibirien, Canada og Alaska mødes for at dele, hvad de ved om hundeslædekørsel.

Livsgrundlag under nedsmeltning

Thule på tidens rand er skrevet af Kirsten Hastrup, der er professor i antropologi ved Københavns Universitet. Hun har besøgt Thuleregionen hvert år siden 2007 og lavet feltarbejde blandt fangerne. Hun dokumenterer, hvordan fangertraditionerne er udfordret, og færre og færre lever af traditionel fangst i det højarktiske område.

»Hele livsgrundlaget er under nedsmeltning,« skriver Kirsten Hastrup i bogens prolog. »Naturens nye luner opleves som en reel trussel mod fangertilværelsen og dermed mod en urgammel opfattelse af, hvem man er. I den globale målestok kan det se ud som en bagatel, at nogle få hundrede fangere må finde på noget andet at lave (...) Men det er en verden, der forsvinder, en form for liv, der ændres.«

Nye tal fra DMI viser, at Nordpolen i oktober var ti grader for varm, og at isen lader vente på sig. Vandet omkring Arktis er også for varmt, hvilket forsinker tilfrysningen og gør, at arealet med is er rekordlavt. Det betyder ifølge DMI, at isen har kortere tid til at vokse sig tyk om vinteren og bliver tidligere tynd om foråret. Den is, som er altafgørende for de grønlandske fangere om vinteren.

I midten af november fik en graf klimaeksperter verden over til at skrive løs på de sociale medier og advare om klimasituationen. Isen på både Arktis og Antarktis er på samme tid skrumpet faretruende meget ind, viste grafen.

Se flere af Carsten Egevangs billeder og hør ham fortælle om klimaforandringer og kulturtab i denne video.

»Klimaændringerne sker i Arktis netop nu. Og de sker i en rivende hast,« fortæller Carsten Egevang. »Så den der teoretiske tilgang, vi har til klima i Europa, som noget der kommer til at influere os ude i fremtiden om 50 år, det er helt anderledes her. Det er lige præcis nu, det foregår, og det påvirker de små samfund i Grønland.« Den vurdering deler Kirsten Hastrup i Thule på tidens rand.

»Fangersamfundet som sådan står på kanten af Den Sidste Is og dermed af hele den livsform, der har været bestemt af isen,« skriver hun med henvisning til Verdensnaturfondens (WWF) rapport fra 2012, der viser, at området omkring Canadas og Grønlands nordlige kyster vil være det sidste sted i det polare område med is i 2040.

Hun beskriver i bogen, hvordan klimaforandringerne sammen med strikse fangstkvoter medvirker til, at fangerne nærmest ingen penge har. Det betyder også ændrede familiemønstre, da det i flere og flere familier er kvinden, der nu står for indtjeningen.

Og det kalder Carsten Egevang et paradigmeskifte.

»Fra at fangeren for ikke så lang tid siden var den, der havde den største status i de små samfund, så er det næsten er omvendt nu. De unge kvinder gider ikke have en fangermand, for så skal de forsørge en hel familie, fordi manden ingen penge tjener,« fortæller han.

Brandvarm isbjørn

Bjørnehunden stikker af fra de andre og spurter hen over isen mod isbjørnen i det fjerne. Der er ikke blevet sagt noget i timevis. Fangerne er stolte mænd af få ord, og det er ikke mange ordvekslinger, der sker undervejs, når de er ude på fangst, fortæller Carsten Egevang.

Bjørnehunden begynder at løbe rundt om isbjørnen og gø af den, så den ikke stikker af. Carsten Egevang, der øjner en mulighed for at dokumentere en isbjørnefangst, mærker et adrenalinsus og en kæmpe begejstring. Men sneen er dyb, og slæderne er tunge, så det går kun langsomt fremad. Det tager fangerne en hel time at komme tættere på bjørnen.

»Der er mange usikre parametre i forhold til vejskifte og isens tykkelse, når man kører på hundeslæde. Man er af sted, og så det ligesom det, der sker. Man kan ikke få det til at gå hurtigere, og man kan ikke bare vende om, for der er langt til bygden,« fortæller han. Det bidrager til følelsen af, at tid og sted nærmest hører op.

Da slæderne kommer nærmere med resten af hundene, skærer fangerene også dem fri af deres skagler. De ved, hvad der skal ske, og hundene spurter hen til isbjørnen for at angribe den. Den ved, at den bliver jaget, så den søger væk fra havisen og ud mod åbent vand, hvor den vil være i sikkerhed.

Da den endelig kommer ud til det åbne vand og hopper i, er den så overophedet af løbeturen, at den bare lægger sig der, lige ude i vandet, for at blive kølet af.

Isbjørnen er verdens største rovdyr, der jager på land.

Carsten Egevang

Slædehunden og fangerkulturen

Symposiet i Sisimiut er del af det dansk-grønlandske forskningsprojekt Qimmeq om den grønlandske slædehund, som er i kraftig tilbagegang.

Hundebestanden i Grønland er faldet fra 20.000 hunde for 10 år siden til 15.000 hunde i dag, og den tilbagegang fortsætter, skriver Københavns Universitet om forskningsprojektet. Og det er en tilbagegang, der kan kobles direkte til klimaforandringerne i Grønland, fordi det meste af slædekørslen foregår på havisen, forklarer Carsten Egevang.

»Fangsten er delt op i to sæsoner: en sommersæson med åbent vand, hvor man kan sejle i jolle, og så en vintersæson, hvor der er is på fjordene og på havet, så man kan komme rundt via hundeslæde. Men den ’døde’ periode, hvor man hverken kan bruge havet til at sejle på eller køre på hundeslæde, bliver længere og længere, fordi de meget kolde perioder, hvor der kommer havis, er blevet kortere. Fangernes muligheder for at ernære sig selv er derfor blevet markant dårligere,« siger han.

Sælfangst kræver en habil skytte. Ringsælen er normalt kun synlig i vandoverfladen i et kort tidsrum, og så gælder det om for fangeren at være hurtig på aftrækkeren. Her skelner man mellem jagt og fangst; mens jagt er en hobby, er fangst det, man gør for at få mad og tøj – og overleve.
Læs også

Det er stort arbejde at holde en flok på 12-14 slædehunde, forklarer Carsten Egevang. De skal have meget mad, og i takt med, at der bliver mindre og mindre havis, og sæsonen, hvor man kan køre på hundeslæde, bliver markant kortere, giver flere og flere slædehundekuske op.

De mener ikke, det er besværet værd at fodre hundene for kun at have en slædesæson, som nogle steder er helt ned til en måneds tid. Især ikke når en stor del af foderet kommer fra netop fangsten.

»I gamle dage var fangerne selv ude at hente mad til hundene, og de blev især fodret med sæl og hvalros. Det gør de stadigvæk, men der er mere og mere importeret hundefoder, og det er dyrt. Det er blevet en større økonomisk udgift at have slædehunde,« siger Egevang.

I forskningsprojektet Qimmeq peges der også på stigende hundefoderpriser som en del af forklaringen på, hvorfor antallet af hunde falder drastisk.

En isbjørn kan blive op til tre meter lang og veje op til 500 kg.

Carsten Egevang

Lidt kynisk kan man påstå, at fangerne ville slippe for en stor del af besværet ved blot at skille sig af med hundene. Men hvis man skal pege på to ting i Grønland, som er helt unikke for fangerkulturen, så er det brugen af slædehunde og kajak, mener Carsten Egevang. Uden slædehunde, ingen fangerkultur.

»Man kan næsten ikke understrege nok, hvor vigtig fangst er i den grønlandske selvopfattelse og den grønlandske identitet. Det at gå ud at skaffe eller høste sin egen føde ligger dybt i de små samfund, og det er ikke kun den stolte fanger, der er ude på isbjørnefangst, det er også dem, der samler bær og muslinger,« siger han.

For Carsten Egevang er slædehundens tilbagegang desuden et symptom på et større globalt problem.

»Man skal ikke kun se på det som, at nogle slædehunde er ved at uddø, og nogle grønlændere derfor må tage sig sammen og finde et andet arbejde. Det her er symptomer på en større ting omkring klimaændringer, og det kommer også til at influere os nede i lille, sikre Danmark. Klimaændringerne sker bare først i Arktis og med større armbevægelser heroppe,« mener Carsten Egevang.

d, pels, klør og kranie

En af fangerne nærmer sig med sin slæde. Han kører helt ud til iskanten og sigter direkte på isbjørnen med sin riffel. Det er ikke et problem for ham at skyde den, som den ligger der i vandkanten og svaler kroppen. Han rammer den sikkert og præcist, og isbjørnen dør uden anden lyd end skuddet fra riflen.

Bagefter ror fangeren ud og henter den flydende isbjørn ind på sin lille jolle, som er med på slæden. De fleste fangstdyr i Grønland synker, når de bliver skudt, men ikke isbjørnen. Isbjørne flyder.

Fangeren henter den ind, og sammen med de andre parterer han den på isen med mindre knive og skiller sig af med de tunge knogler for ikke at have for meget vægt på hjemturen. Det foregår hurtigt og effektivt og tager kun omkring en time. En slagtning af en isbjørn er, som alle dyreslagtninger, en blodig affære, og den hvide is farves mere og mere rød af bjørnens blod.

»Selv om det var min største drøm at dokumentere fangsten, for jeg ville så gerne opleve det, så blev jeg lidt ramt, da jeg så det her prægtige dyr ligge og blive reduceret til kød, pels, klør og kranie. Jeg ville pludselig meget hellere se den levende isbjørn,« fortæller Carsten Egevang.

Fangerne pakker den parterede isbjørn i store, kraftige plastposer. De smider sne på dens blodige pels og tramper på det for at vaske blodet af, før de også lægger skindet op på slæderne. Så gør fangerne slædehundene klar til at drage længere sydpå for at kigge efter flere bjørne. Jagten går videre.

iVerden december 2016

I denne udgave af iVerden rejser vi ud i det ukendte. Tag med, når vi besøger det urbane undergrundsmiljø i Teheran, kom på afveje i Cuba og tag på tangeventyr i Japan. Få rejseeksperternes bedste bud på steder, der er værd at besøge i det nye år. Og oplev naturens kraft, når vi drager på en spektakulær hundeslædetur på jagt efter en isbjørn i Grønland, hvor den lokale fangerkultur er truet af klimaforandringer.

Andre artikler i dette tillæg

  • Fidel Castro, amerikanske sexturister og hundredetusind krabber

    28. december 2016
    Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød
  • Juleaften for én

    28. december 2016
    Det er juletid og Annette Birkmann er på vej sydover efter otte måneder på et motorcykelværksted i Buenos Aires. Hun har sagt sit job i Danmark op og købt sin første motorcykel i Argentinas hovedstad for at køre igennem Latinamerika på egen hånd. Hun opdager dog hurtigt, at at nissen er rejst med, for uanset hvor hun befinder sig, er der noget, hun genkender: sig selv
  • På sporet af en fiktiv tangforsker

    28. december 2016
    Jeg er rejst til Japan for at finde inspiration til en romankarakter, der har gjort tang til sit speciale. Måske kan jeg fange et glimt af hende i Hokkaido Universitets kolde korridorer, måske kender hun til tang-imperiet Yamamote-yama og måske har hun smagt norien frisk fra Tokyo Bay
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
Per Torbensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu håber jeg ikke, at jeg brister nogles illusioner, men i dag kan man ikke leve af at være fanger, og det må anses mere som en hobby end en indtægtskilde.

Grønland har forlængst omfavnet den vestlige verdens goder og forbruger kultur med alt hvad det indebære, derud af også selvstændighedstrangen som figurere højt i visse kredse, som derved tror de selv kan blive rigere og få mere magt, men det er en helt anden debat.

Men tilbage til emnet, faktisk så kunne den globale opvarmning gå hen og blive en stor fordel for Grønland, ikke for fanger kulturen eller arktiske dyr som sådan, men det kunne åbne op for nye muligheder og ny udvikling af det Grønlandske landbrug.

I dag er det allerede muligt, at dyrke div. grøntsager i Grønland, og man kunne sagtens forstille sig en større satsning på disse ting og andre afgrøder ved en temperatur stigning.

Det samme gælder mht. skovrejsning, som på længere sigt, også vil kunne give Grønland nye industrier og arbejdspladser.

En anden fordel af mere isfrit land, det er også, at det bliver nemmere, at etablere infrastruktur og komme til evt. mineraler i jorden osv. så for Grønland vil et varmere klima kunne give en masse nye muligheder og fordele, og vil sandsynligvis også åbne op for nye fangst steder længere nord på, hvis man stadig ønsker at dyrke det gamle fanger miljø.

Michael Kongstad Nielsen

Fangerkulturen kan godt opretholdes deltids. Ved siden af arbejdet på fiskefabrikken eller lignende. Ligesom byen tømmes for mænd når rensdyrjagten går ind den 1. august - det er skrevet ind i overenskomsten, og inden for en måneds tid kommer nummer bådene tilbage fra fjordene med byttet.