Feature
Læsetid: 7 min.

Min fars by

Sekshundrede kilometer syd for Mexico City ligger Oaxaca, hvor zapotekere, mixtekere og aztekere har boet i tusindvis af år, og som jeg bliver ved med at vende tilbage til, fordi den er min families by
Den tørkeresistente Nopalkaktus dyrkes intenst i det centrale Mexico, hvor den er en meget brugt grønsag i det lokale køkken.

Den tørkeresistente Nopalkaktus dyrkes intenst i det centrale Mexico, hvor den er en meget brugt grønsag i det lokale køkken.

Carolyn Drake

Kultur
28. december 2016

1

Jeg bliver mindet om Mexicos lange historie et uventet sted: ved et festligt dækket bord en juleaften for nogle år siden i København. Min fætter, en softwaredesigner fra min mexicanske fars side af familien, er med til bords, og han skal fejre sin første danske jul sammen med os. Før flæskestegen kommer på bordet, stikker han diskret et dokument under bordet til mig. Jeg bider mærke i titlen: Historien om Amerikas ældste familie.

»Det er vores historie,« hvisker min fætter. Han mener, at vores fælles oldemor Cleotilde muligvis kan spore sine aner tilbage til en af de to ældste familier i Amerika. Tilbage til de aztekere og andre præcolumbianske folkeslag, der er nogle af det mexicanske folks kulturelle og biologiske forfædre .

»Hos mexicaerne er der en ubrudt arvefølge fra Tenoch – fader til Acamapichtli – frem til Cuauhtemoc, den sidste af de aztekiske kejsere. Arvefølgen gik ikke fra far til søn, som det har været skik og brug til alle tider og i de fleste lande, men fra bror til bror.« 

Ifølge overleveringen blev Tenochtitlán, forløberen for Mexico, grundlagt af aztekerkongen Tenoch i 1325. I Anahuac-dalen omgivet af en sneklædt vulkan og fem smukke søer skulle han og hans folk finde en ørn, der sad på en kaktus og var i gang med at fortære en slange. Her skulle han, den eneste retmæssige tronarving, slå sig ned og lægge fundamentet til den by, der i dag er en af verdens største og hedder Mexico City.

Længe før spanierne gjorde deres indtog, udkæmpede olmekerne, aztekerne og zapotekerne blodige indbyrdes kampe. Fra toppen af deres pyramider har jeg forestillet mig, hvordan de levede for årtusinder siden. At min slægts historie måske kan spores tilbage til disse sagnomspundne krigere og kejsere, er næsten ikke til at tro. Men som det ofte er tilfældet med Mexico, overgår virkeligheden fantasiens verden.

2

Min mexicanske familie stammer fra Oaxaca, byen, der ligger i den sydlige delstat af samme navn, som grænser op til Stillehavet, og familiens historie er en historie om almindelige menneskers liv, vilkår, drømme og længsler. Om mødet mellem de oprindelige folk og erobrerne, som det er tilfældet for så mange mexicanske familier.

Overalt i dag lever den historie ufortrødent videre i traditioner, ved højtider, på kirkegårde, i et paradoksalt kompleks af mindreværd og stolthed og ikke mindst i køkkenet. Særligt maden kan virke dragende, hvis man søger magien i realismen og det bombardement af sanseindtryk, som Mexico er.

Når jeg tænker over mit Mexico, går det op for mig, at det både er insiderens og outsiderens. Jeg er ikke født her, men jeg har mexicansk pas, er opvokset her, og alligevel føler jeg mig udenfor.

De steder, hvor jeg har min gang, og som jeg opsøger, er præget af hverdagsliv, sanseindtryk og persongallerier, der især er knyttet til kvinderne i familien Pérez Pujol og min danske mors kærlighed til landet og mexicanerne. Mere eller mindre bevidst søger jeg at få del i insidernes Mexico.

I alle mine 33 år er jeg rejst frem og tilbage imellem mine rødder med et ben på hver side af Atlanten. Jeg har nydt, når jeg kunne dele mit andet hjemland med mine venner ved at rejse med dem i Mexico eller invitere dem med til jul og nytår i min fasters garage, så også de fik et indblik i denne verden. Altid i håbet om, at de lod sig forføre til at opleve flere eventyr på egen hånd.

Ældre mænd på den centrale plads i Oaxaca by, der er hjem for efterkommere af zapotekere og mixtekere – to civilisationer, der er mere end 3000 år gamle.

Ældre mænd på den centrale plads i Oaxaca by, der er hjem for efterkommere af zapotekere og mixtekere – to civilisationer, der er mere end 3000 år gamle.

Eduardo Verdugo

3

Der venter den eventyrlystne en bustur på seks timer, når man skal fra Mexico City til Oaxaca, og turen er en oplevelse i sig selv: stejle bjergsider og kaktusklædte landskaber byder sig til på vej mod den tørre, rødglødende jord, alt imens den rejsende blot kan læne sig tilbage og lade det tage den tid, det tager.

Jeg tager altid bussen, fordi jeg elsker det mentale frirum, der opstår undervejs de 600 kilometer sydpå. Jeg skal besøge min faster Julieta og min kusine Alejandra. Begge kvinder har med deres sorte galgenhumor lært mig, at døden er en fest på lige fod med livet. De har sikret Pérez Pujol-familiens anakronismer et liv efter døden og teatralsk overleveret dem med lige dele latter og tårer.

Her i et middelklasseområde uden for byens centrum har jeg gået i skole, her har jeg lært at tale spansk og set alle de gysere, der var forbudt for børn. Her har min faster altid åbnet sit hus for mig og mine skilte forældre. Jeg har stadig skolekammerater fra dengang, jeg gik i folkeskole her.

Deres bryllupper har jeg oplevet som voksen, og min fransk-mexicanske venindes familie ejer stadig byens bedste franske bageri. Når jeg vender tilbage, opholder jeg mig steder, hvor mine egne familiemedlemmer nok aldrig ville sætte deres fødder – ligesom jeg helst bor et nyt sted hver gang for at opleve det velkendte på ny.

4

Oaxaca er min mexicanske by og for mig et arnested for alt det ypperste, Mexico har at byde på. Byen indtages bedst til fods ved at vandre formålsløst på opdagelse i de stejle gader og afkroge. Eller ved at installere sig på en café eller en bænk, for eksempel i området omkring Santo Domingo-kirken.

Her samles det bedre borgerskab – inklusive min faster – søndag morgen for at bede om syndsforladelse, mens gadesælgerne søger ind i skyggen under de flammende røde jacarandatræer, når formiddagssolen er stærkest.

Området omkring Juárez-markedet og de tilstødende gader er en god begyndelse, hvis man vil opleve en snert af fortidens ritualer på en hverdag, når de handlende husmødre forsyner husholdningen til den kommende uge.

Duften af friskkværnede kakaobønner og kaffe blander sig her med en varm duft af nybagte tortillas inde fra de små nærliggende fabrikker, hvor kvinderne må tørre svedperler af panden på stribe.

Man skal ikke være sart, for sælgerne skråler om kap for at lokke kunderne til med tilbud på kød, frugt og grønt og lokale specialiteter som chapulines, tlayudas, nopales, quesillo og mezcal.

Alt fra impotens til kærlighedskvaler kan kureres her, men foretrækker man at dulme sorgerne i mezcal og pulque, kan man vove sig ind bag svingdørene til de lokale cantinas, der ligger klos op ad markedet udenfor, og hvor kvinder ikke har adgang.

5

Jeg foretrækker at købe min mezcal et helt andet sted i byen: Hos den lokale sammenslutning af kooperativer, hvor de sælger mezcal uden dikkedarer, og agave-eliksiren findes i op til fem-liters glasbeholdere.

Her bugner de gamle varehylder med flasker fra loft til gulv, og pengene går direkte til producenten. De er ikke nærige med smagsprøverne, så her må man holde igen, hvis man ellers vil være ved sine sansers fulde brug, når man går derfra.

Min far har lært mig, at mezcal skal drikkes hvid, det vil sige ung, og altid lige over middag. To glas sammen med én øl, er den ideelle dosis, og skulle efter sigende nedkøle sindet til eftermiddagenes hede. Den stærke alkohol af udtræk fra agaveplanten bruges til at fejre alt godt, men også til at fjerne alle onder. Efter sigende siden præcolumbiansk tid.

Min far var en af de idealistiske venstreorienterede intellektuelle i 60’erne. Han ’er blevet og har kæmpet’, som han siger. Han har aldrig drømt om at prøve lykken på den anden side af grænsen til USA, selv om han har boet i Danmark.

Han har hverken mobiltelefon eller Skype og har heller ikke hørt om Airbnb. Min far er arkitekt af den gamle skole, som stadig tegner huse med blyant og nægter at lære at bruge en computer.

Han flyttede tilbage til Oaxaca, da den såkaldte tequila-krise ramte i 1994, hvor Mexico trådte ind i NAFTA, og devalueringen af den mexicanske peso udhulede mange middelklassefamiliers formue og formåen fra den ene dag til den anden, heriblandt min fars. Han barberede sit overskæg af og flyttede hjem til sit fødested og sine søskende efter 20 år i Mexico City.

6

Et besøg på Juárez-markedet er imidlertid ikke fuldendt uden et stop hos Doña Casilda. Hendes lille stand tæt ved blomsterne og madboderne er et must. Min farfar solgte sukker til den gamle Doña Casilda i 50’erne, og i dag langes de friskeste juicer og safter over disken i hastigt tempo af Doñaens døtre.

Min favorit er horchataen med granatæble eller kaktusfrugt. Men skal man synde, bør man vælge en esquimo lavet på vanilje, kondenseret mælk og knust is og toppet med kanel.

Oaxaca er trods sine kirker belagt med guld og imponerede kolonialbygninger en af Mexicos fattigste delstater. Sammen med Chiapas og Guerrero er den hjemsted for mange af Mexicos oprindelige folk, som i dag udgør omkring 10 procent af den samlede befolkning på 120 millioner.

Det er svært at forestille sig, at de fattigste i dag er efterkommerne af de zapotekere, mixtekere og mayaer, som for flere tusind år siden kortlagde himlens stjernebilleder. De, som handlede med guld, jade og kakaobønner og tilbad majsguder og regnguder og passede på naturens rigdomme, i håbet om at solen ikke forsvandt og regnen ikke hørte op.

Er man ikke mættet af indtryk, kan man lægge vejen forbi de mere rolige gader bag ved markedet, hvor de fattigere oaxaqueños bor. Der vil man møde et andet Oaxaca end det, som man støder på i byens hjerte og centrum, el zócalo.

Her sætter min faster ikke sine fødder, for det kan være farligt. Her har de færreste børn rigtigt legetøj, og fortovet er deres legeplads. Knuste facader og politisk graffiti er her en del af fortællingen om aztekernes efterkommere og historien om Oaxaca. Min mexicanske families by.

    iVerden december 2016

    I denne udgave af iVerden rejser vi ud i det ukendte. Tag med, når vi besøger det urbane undergrundsmiljø i Teheran, kom på afveje i Cuba og tag på tangeventyr i Japan. Få rejseeksperternes bedste bud på steder, der er værd at besøge i det nye år. Og oplev naturens kraft, når vi drager på en spektakulær hundeslædetur på jagt efter en isbjørn i Grønland, hvor den lokale fangerkultur er truet af klimaforandringer.

    Andre artikler i dette tillæg

    • Fidel Castro, amerikanske sexturister og hundredetusind krabber

      28. december 2016
      Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød
    • Juleaften for én

      28. december 2016
      Det er juletid og Annette Birkmann er på vej sydover efter otte måneder på et motorcykelværksted i Buenos Aires. Hun har sagt sit job i Danmark op og købt sin første motorcykel i Argentinas hovedstad for at køre igennem Latinamerika på egen hånd. Hun opdager dog hurtigt, at at nissen er rejst med, for uanset hvor hun befinder sig, er der noget, hun genkender: sig selv
    • Med fangerne på isen

      28. december 2016
      Med et kamera under armen dokumenterer fotograf og biolog Carsten Egevang den grønlandske fangerkultur, som er i fare for at forsvinde på grund af de klimaforandringer, der præger Grønland netop nu
    Følg disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her