Hvor gik litteraturen hen i 2016? Erik Skyum-Nielsen forsøgte i forrige udgave den vanskelige kunst at fremdrage nogle centrale linjer i årets vigtigste danske romaner og nåede frem til, at de især handlede om familierelationer og mennesker lukket inde i konstruktioner af andre, men ofte også dem selv, og deres forsøg på at bryde ud af dem.
Midt i sin stærke tekst tillod han sig en fatalistisk konklusion, da han skrev, at han personligt godt kunne blive en smule skeptisk ved den forudsigelighed, hvormed årets romanfigurer bare sådan skræller andres betydningstilskrivninger af sig og insisterer på at fortælle sig selv og tilføjede så, at »selv tror jeg mere på langsom forandring end på lynsnar terapeutisk forvandling, og hvad angår det at gøre sig fri og finde lykken, indtraf min lettelse først, da jeg på et tidspunkt som voksen forstod, at den rigtig store fortvivlelse formentlig ville være permanent«.
Hvis man ser tilbage på årets litterære debatter, leverer de også en slags svar på, hvor litteraturen gik hen. Den vigtigste udspillede sig henover foråret her i avisen og handlede om formeksperimenter og autofiktion. Poul Behrendt gør i dagens avis en omfattende status på den debat.
En anden tog afsæt i Karina Petersens bog Helt ude i hampen.
Fælles for de to ulige debatter er, at de handler om, hvad man må i litteraturen, handler om grænsen mellem fiktion og fakta, og om hvor tydeligt man skal varedeklarere sin bog. Her i 2016 er genrerne i opbrud som aldrig tidligere og forholdet mellem fakta og fiktion i litteraturen til stadig forhandling.
I Norge har man i efteråret med diskussion af »sandhedslitteraturen« taget tråden op. Her tegner sig nye moralske dilemmaer, som vi vil samle op på i begyndelsen af det nye år.
