Læsetid 3 min.

Fidel Castro, amerikanske sexturister og hundredetusind krabber

Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød
Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød

Line Høstrup/iBureauet

28. december 2016

Den 1. maj 2006 stod jeg sammen med tre andre danskere og én million cubanere på Plaza de la Revolución i Havanna og hørte det, der skulle vise sig at være Fidel Castros sidste store tale som cubansk præsident (han blev syg nogle få måneder senere).

To timer hold vi ud, mens han hamrede sætninger afsted om »George Bush«, »terrorismo« og »capitalismo«. Først da diktatoren tog fat på sin beretning om nationaløkonomiens tilstand, luskede vi væk for at få en rom og et måltid mad et sted.

Vi ville ud af Havana. Væk fra »Guantanamera«-musikanter, dårlige mad og gadehustlere, så vi havde truffet aftale med en taxachauffør om, at han skulle køre os til byen Trinidad på sydkysten næste morgen kl. ni.

Turen var 300 kilometer lang og ville tage knap fem timer, men chaufføren var alligevel i Havanna til 1. maj, så vi kunne få det til samme pris som en busbillet. Selvom vi skulle tidligt op og køre langt, kom vi aldrig rigtig i seng den aften.

Tropenatten endte derimod i en eksplosion af rom og cigarer, vi spillede skak med et par ældre amerikanske sexturister og blev frarøvet en pæn sum penge på en gadebar. Liv og glade dage med andre ord.

Rejseselskabets to kvindelige deltagere var fornuftige nok til at gå tidligt hjem, men min kompagnon og jeg lovede hinanden at tage direkte fra byen hen til det sted, hvor vi skulle møde taxaen – et løfte, vi stort set overholdt.

Næste morgen stod vi i hvert fald i en glohed menneskemængde foran en cubansk busstation med sokker og sko stikkende ud af rejsetaskerne og forsøgte at mase os ind i en klaprende metaløse med tyndslidte lædersæder og ødelagte støddæmpere – vores eget lille hjørne af helvede på jord. Vi lukkede øjnene og svingede mod sydøst. Adiós, Havana!

Den beskedne hævn

Efter nogle timer tog Cubas sydlige kyst imod os med bløde grønne bakker på venstre side og det blå Caribiske Hav på højre. Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød. Og den bevægede sig.

Vejen var dækket af krabber, hundredetusindvis af ildrøde fyre, der vandrede ned fra regnskoven i bakkerne mod havet for at lægge deres æg, et årligt tilbagevendende fænomen. Og en gigantisk nedslagtning.

Hjulene gled i de fedtede krabbelig. Vi sænkede farten, og chaufføren zigzaggede for at undvige. Andre bilister udviste større ligegyldighed. En lastbil overhalede os i høj fart og pløjede de små røde væsner ned, så de eksploderede under hjulene med knasende brag, som når en skoledreng sprænger en oppustet papirspose mellem hænderne, mens han tygger en mundfuld bolsjer.

Jeg husker krabbernes desperate modangreb: De stoppede deres sidelæns spurt over vejen et splitsekund inden kollisionen og i hurtige ryk hævede de kløerne til kamp. Og så var dysten fordi.

Efter flere kilometers krabbemassakre blev vejen igen sort, og tømmermændene var efterhånden forvandlet til en tung døsighed. Vi var snart fremme og svingede gennem en lille kystby, hvor chaufføren pludselig standsede bilen og steg ud. Vi var punkteret.

Han fumlede med en donkraft i middagssolen, og efter 20 minutter dukkede han frem bag bilen med en svedplettet skjorte og et smil. Han rakte det punkterede bildæk frem imod os.

»Se.«

Og ud af gummiet trak han en blank rød krabbeklo på størrelse med en tommelfinger. Det var krabbernes beskedne hævn: 20 minutters forsinkelse.

iVerden december 2016

I denne udgave af iVerden rejser vi ud i det ukendte. Tag med, når vi besøger det urbane undergrundsmiljø i Teheran, kom på afveje i Cuba og tag på tangeventyr i Japan. Få rejseeksperternes bedste bud på steder, der er værd at besøge i det nye år. Og oplev naturens kraft, når vi drager på en spektakulær hundeslædetur på jagt efter en isbjørn i Grønland, hvor den lokale fangerkultur er truet af klimaforandringer.

Andre artikler i dette tillæg

  • Juleaften for én

    28. december 2016
    Det er juletid og Annette Birkmann er på vej sydover efter otte måneder på et motorcykelværksted i Buenos Aires. Hun har sagt sit job i Danmark op og købt sin første motorcykel i Argentinas hovedstad for at køre igennem Latinamerika på egen hånd. Hun opdager dog hurtigt, at at nissen er rejst med, for uanset hvor hun befinder sig, er der noget, hun genkender: sig selv
  • Med fangerne på isen

    28. december 2016
    Med et kamera under armen dokumenterer fotograf og biolog Carsten Egevang den grønlandske fangerkultur, som er i fare for at forsvinde på grund af de klimaforandringer, der præger Grønland netop nu
  • På sporet af en fiktiv tangforsker

    28. december 2016
    Jeg er rejst til Japan for at finde inspiration til en romankarakter, der har gjort tang til sit speciale. Måske kan jeg fange et glimt af hende i Hokkaido Universitets kolde korridorer, måske kender hun til tang-imperiet Yamamote-yama og måske har hun smagt norien frisk fra Tokyo Bay
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu