Læsetid: 3 min.

Fidel Castro, amerikanske sexturister og hundredetusind krabber

Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød
Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød

Line Høstrup/iBureauet

28. december 2016

Den 1. maj 2006 stod jeg sammen med tre andre danskere og én million cubanere på Plaza de la Revolución i Havanna og hørte det, der skulle vise sig at være Fidel Castros sidste store tale som cubansk præsident (han blev syg nogle få måneder senere).

To timer hold vi ud, mens han hamrede sætninger afsted om »George Bush«, »terrorismo« og »capitalismo«. Først da diktatoren tog fat på sin beretning om nationaløkonomiens tilstand, luskede vi væk for at få en rom og et måltid mad et sted.

Vi ville ud af Havana. Væk fra »Guantanamera«-musikanter, dårlige mad og gadehustlere, så vi havde truffet aftale med en taxachauffør om, at han skulle køre os til byen Trinidad på sydkysten næste morgen kl. ni.

Turen var 300 kilometer lang og ville tage knap fem timer, men chaufføren var alligevel i Havanna til 1. maj, så vi kunne få det til samme pris som en busbillet. Selvom vi skulle tidligt op og køre langt, kom vi aldrig rigtig i seng den aften.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu