Læsetid: 17 min.

Nu forstår man bedre, hvorfor Peter Seeberg rejste til Berlin i sommeren 1943

Da den unge forfatter Peter Seeberg rejste til Berlin i 1943, var det ikke kun for at komme væk fra en omklamrende mor, men også for at komme ned i midten af verdensundergangen, og fordi han var præget af et tankegods, som i sidste ende også var foreneligt med nazismens førerkult. Forskeren Anders Juhl Rasmussen kaster nyt lys over et vigtigt dansk forfatterskab
Peter Seeberg døde i 1999 og efterlod sig et arkiv, der er åbent for alle. Det er i det arkiv, at blandt andet stilen om Hitler er fundet. 

Peter Seeberg døde i 1999 og efterlod sig et arkiv, der er åbent for alle. Det er i det arkiv, at blandt andet stilen om Hitler er fundet. 

Jens Dresling

10. december 2016

»Adolf Hitler, den geniale og dæmoniske.« Sådan slutter den unge forfatter Peter Seeberg sin gymnasiestil om Hitler. Der står også, at ingen har vendt op og ned på værdier, moralske og religiøse, som han. »Aldrig har nogen Statsmand optrådt mere afskyeligt end han [...] Og aldrig har nogen været mere genial.«

Stilen, som Seeberg skrev, da han var 17-18 år gammel i 1942 eller ’43, findes i hans arkiv på Hald Hovedgaard ved Viborg. Intet tyder på, at Seeberg skrev den stil som en bunden opgave, emnet er helt hans eget og afspejler en stærk interesse på det tidspunkt.

Det bemærkelsesværdige er, at den unge Seeberg ud over sin væmmelse ved »dæmonen Adolf Hitler« også havde en fascination af »geniet Adolf Hitler«. Dæmonen og geniet. De to aspekter er der gennem hele stilen, og de betinger gensidigt hinanden.

Fascinationen af Hitler gør ikke den unge Seeberg til nazist, det er vigtigt at understrege, men vi bevæger os alligevel ind på et ømtåleligt felt.

Marianne Juhl overvejer at dukke op, hvis Anders Juhl Rasmussen skal forsvare sin afhandling om Seeberg. ’Det kunne jeg godt tænke mig. Teoretisk set ville det være rigtigt at gøre det,’ siger hun, med henvisning til at hun er uenig i Anders Juhl Rasmussens udlægning af Seebergs tidlige forfatterskab.
Læs også

Stilen er skrevet forud for Seebergs kontroversielle rejse til Berlin i sommeren 1943. Kort efter sin studentereksamen på Haderslev Katedralskole og sin 18-års fødselsdag underskriver han en kontrakt med repræsentanter for den tyske besættelsesmagt og rejser til Berlin for at arbejde frivilligt for UFA-filmselskabet lidt uden for Berlin. Fra 1937 til 1945, skal det tilføjes, arbejdede selskabet i nazismens tjeneste under Joseph Goebbels’ Propagandaministerium. 

Peter Seebergs stilehæfte.

Rejsen til Berlin er emblematisk for at forstå, hvem Peter Seeberg var, og hvad han søgte som forfatter. Men emnet er også fuldt af vildveje.

Litteraturforskeren Anders Juhl Rasmussen, der har gjort studier i Seebergs arkiv i de seneste år, er af flere ældre forskere blevet advaret mod overhovedet at røre ved det her stof. I baghovedet rumler sagen om Ole Wivels ungdomssympatier for nationalsocialismen og senere fortielser af egen fortid og gerninger.

Nyt lys

Nu er Juhl Rasmussen mødt op i Informations arkiv med sit materiale og sin fortolkning af det. Som han siger, så handler det ikke om på nogen måde at skandalisere Peter Seeberg, men derimod om at kaste et nyt lys over hans forfatterskab og ikke mindst nogle af forudsætningerne herfor, som han delte med andre af tidens store forfattere.

Den hidtidige forståelse af Seebergs rejse til Berlin bygger på Marianne Juhls bog Peter Seeberg – en monografi (1999) og kredser om farens tidlige død og et behov for at slippe for en alt for omklamrende mor. Rejsen til Berlin skulle altså være en slags mildt ungdomsoprør.

Så enkelt og uskyldigt forholder det sigifølge Juhl Rasmussen ikke helt.

»Marianne Juhl fokuserer i sin læsning af stilen på Hitler som dæmon og ser helt bort fra geniet. Hun har åbenlyst ikke kendt til det samtidige, utrykte ungdomsforfatterskab. Symptomatisk nok er ungdomsforfatterskabet fejlregistreret i arkivet, dvs. ingen, end ikke Seebergs arkivar, har orket at læse disse manuskripter. Det er nødvendigt at læse stilen – og Seebergs motivation for at rejse til Berlin – mere nuanceret.«

Ifølge Marianne Juhls udlægning havde Seeberg intet tilovers for Hitler og nazismen, men for Anders Juhl Rasmussen er det lidt mere kompliceret. I 1950’erne forklarede Seeberg selv sin rejse som om en eksistentiel undersøgelse af virkeligheden og som en mulighed for at erhverve sig større virkelighedserfaring.

»Der er ingen grund til at lægge skjul på Seebergs fascination af Hitler på daværende tidspunkt. Det er efter min overbevisning en del af forklaringen på, at han rejste til Berlin. Stilen siger, at der er en ambivalens over for Hitler, en gru over hans handlinger og en fascination af hans geni. Det er Hitler som taler og forfører, Seeberg især har blik for, og med hensyn til det så han så uhyggelig klart.«

Marianne Juhl omtaler Hitler-stilen i sin monografi, men hun læser ikke stilen i sammenhæng med de utrykte tekster, Seeberg skriver i sine helt unge år, eller hans fortrolighed med de tyske filosoffer og digtere, han var stærkt præget af, nemlig Nietzsche og Hölderlin.

Derfor er der for Anders Juhl Rasmussen også et hidtil ukendt digterisk-filosofisk motiv bag stilen og rejsen til Berlin. Når Seeberg eksempelvis kalder Hitler for et geni, har det ifølge Anders Juhl Rasmussen sin rod i en fortrolighed med Hölderlins romantiske genitanke og Nietzsches begreb om overmennesket.

Ifølge Hölderlin og Nietzsche er geniet et menneske, hvis skabende og kunstneriske kraft kan sammenlignes med Guds. Men siden Goebbels ophøjelse af Hitler til politisk geni og sammenbruddet af Det Tredje Rige har begrebet i den betydning været i miskredit.

Det er for Juhl Rasmussen påfaldende, at ingen litteraturhistorikere tidligere har interesseret sig for, at også Peter Seeberg ligesom Ole Wivel og Thorkild Bjørnvig i besættelsens første år – uafhængigt af hinanden – læste Friedrich Nietzsches Also Sprach Zarathustra ved siden af Friedrich Hölderlins romantiske digtning og Oswald Spenglers kulturkritiske historiefilosofi. Alle sammen digtere og filosoffer, som det samtidige Tyskland gjorde til de afgørende forudsætninger for førerdyrkelsen i den nazistiske verdensanskuelse.

Ud af nihilismen

Anders Juhl Rasmussen lægger et tysk eksemplar af Nietzsches Zarathustra-bog på bordet mellem os i Informations arkiv.

Det stammer fra Seebergs private bibliotek, som han takket være Seebergs enke og søn, Katrine Ussing og Mathias Ussing Seeberg, har fået adgang til, og det er præcis den samme udgave, som Ole Wivel og Bjørnvig læste, nemlig udgaven med et efterskrift af Alfred Baeumler, som var filosofiprofessor i Berlin og medlem af nazistpartiet.

»Her i efterskriftet gøres endnu et forsøg på at kontekstualisere Nietzsches filosofi inden for den nazistiske ideologi. Og sådan noget kan man ikke være upåvirket af, når man er 17-18 år og i gang med at læse sig ind på Nietzsches filosofi,« siger Anders Juhl Rasmussen.

Angående Seeberg
Læs også

Seebergs betoning af Hitlers genialitet må derfor forstås i sammenhæng med hans læsning af Nietzsches Zarathustra-figur, hvor tanken om et overmenneske hinsides de alt for menneskelige begreber om godt og ondt anskueliggøres digterisk. Og netop Baeumler opfattede, ligesom i øvrigt Heidegger, Nietzsche og Zarathustra-figuren som en, der viste vej ud af den europæiske nihilisme.

Seeberg forsvarede aldrig Hitlers politik eller nazismen, tværtimod lagde han tydelig afstand til, men det er alligevel mere rigtigt at sige, at Seebergs ungdommelige begejstring for Nietzsche og Hölderlin gjorde det vanskeligt for ham at forholde sig så afklaret i en afvisning af Hitler.

Anders Juhl Rasmussen har via sit arkivarbejde identificeret et ungdomsforfatterskab, der tæller hele tolv manuskripter i form af skuespil og romaner, som en modningsproces. Seeberg skriver alle manuskripterne på bare to år.

De er alle skrevet med inspiration fra Nietzsche og dyrker overmennesketanken, heroismen og geniet. I sommeren 1943 bekendtgør han så, at han har afsluttet sit forfatterskab og tager den 29. juni som nybagt student til Berlin. Det er vel at mærke ti år, før han begynder at skrive den bog, som skal blive hans romandebut Bipersonerne, og som omhandler hans ophold i Berlin.

– Er det så et held, at de tidlige manuskripter ikke blev udgivet?

»Jeg tror ikke, at det ville ikke have skandaliseret ham. Det, han skriver, er at sammenligne med Ole Wivels tidlige digte, der blev udgivet i privattryk. Det inkriminerende hos Wivel er ikke, hvad han skrev på det tidspunkt, men de private breve, han også skrev, og som sidenhen er blevet draget frem uden hans billigelse. Og at Wivel involverede andre i sine drømme om en ny pangermanisme. Seeberg involverer ingen andre, han tager selv af sted. Han vil se og opleve det verdenshistoriske vækstcentrum, krigens hjerte, altså dér, hvor noget går under, og noget andet opstår.«

Juhl Rasmussen udpeger, hvad der for ham er det oversete træk ved Seebergs undersøgelse af tilværelsen i sit forfatterskab:

»Han holder overraskende nok fast i sin nietzscheanske immoralisme. Han bliver ikke humanist og moralist, og dét spor i forfatterskabet er overset. Han holder fast i at læse Nietzsche, også efter afslutningen af Anden Verdenskrig og udgiver i 1946 en oversættelse af Nietzsche-aforismer under titlen Visdom. Til sammenligning siger Ole Wivel i sin selvbiografi, at han holdt op med at læse Nietzsche, da han indså, hvor forfærdelig nazismen var.«

Juhl Rasmussen peger på, at der hos Seeberg er en kontinuitet i læsningen af Nietzsches forfatterskab, som samtidig markerer en udvikling hos Seeberg og et vigtigt selvopgør.

Seeberg begynder ét sted hos Nietzsche i begyndelsen af 1940'erne, nemlig i den ophidsende Zarathustra-bog, og ender et helt andet sted, nemlig i Nietzsches lavmælte Morgenrøde, som Seeberg skriver magisterkonferens om i 1950. Den nye læsning af Nietzsche, hvor han genfinder en opmærksomhed over for de enkle og små ting, markerer et selvopgør og baner vejen for romanen Bipersonerne.

»Romanen er dels et opgør med Heretica-bevægelsens patos og moralisme, dels et selvopgør, fordi heroisme, overmennesketanke, genidyrkelsen fra Zarathustra er blevet udskiftet med de enkle, men ikke nødvendigvis trivielle omstændigheder, som jo også og måske især prægede menneskers liv under Anden Verdenskrig. Titlen markerer i sig selv et gevaldigt skifte fra de historiske hovedpersoner til tilværelsens bipersoner i det grå og triste Berlin i efteråret ’43.«

I det hele taget er det dét skifte i Seebergs forfatterskab fra det elitære til det egalitære menneskesyn, som Anders Juhl Rasmussen er på sporet af.

»Seebergs signatur bliver herefter opmærksomhed over for de små ting: en lille musebog, en fortælling om sneglen. Alt det har en forhistorie i ungdommen, og det, mener jeg, har været med til at oplade de små ting voldsomt. Hvis alle disse små ting ikke havde en kontrast i noget helt andet, ville det bare blive fadt eller banalt at læse om. Det er netop i modsætning til storladenheden, at den nøgterne interesse for det marginale og perifere bliver kunstnerisk interessant. I øvrigt var Seebergs arkiv et stort kaos, vigtigt og uvigtigt stod hulter til bulter som et billede på det seebergske virkelighedssyn. Vi skal ikke gøre os til dommere over, hvad der er vigtigt og uvigtigt, men vi skal vise noget frem, beskrive og fremstille det i sin egen ret.«

– Kan du give andre eksempler på dette skifte i tonefaldet fra det patetiske til det nøgterne?

»Gymnasiestilen om Hitler afrundes med den storladne forestilling om, at Europa er ved at gå under, men senere i forfatterskabet finder det andre mere stilfærdige former og udtryk som i titelnovellen fra Dinosaurusens sene eftermiddag fra 1974, hvor man også genkender denne fornemmelse af at være sent ude, at vi er på et punkt i Europas historie, lige før en epoke er afrundet.«

Hvorfor er det vigtigt at kende denne forhistorie til Seebergs forfatterskab? Ifølge Juhl Rasmussen fordi det også kan bidrage til, at Ole Wivel kommer til at stå mindre alene med sin fascination af det tyske i 1940’ernes begyndelse.

Alligevel adskiller Seeberg sig på flere måder fra Ole Wivel.

»Seeberg tager et opgør med den store ener, geniet, efter opholdet i Berlin. Anderledes med Ole Wivel, hvor selvopgøret tilsyneladende ikke helt bliver ført igennem. Seeberg har til forskel fra Wivel efterladt sig et arkiv, der er åbent for alle, mens Wivels arkiv er lukket for alle andre end Per Øhrgaard. Min læsning af Hitler-stilen, som adskiller sig fra Marianne Juhls, illustrerer vigtigheden af, at flere personer har adgang til arkiverne, for vi læser alle sammen forskelligt.«

Uden for København

En anden del af Anders Juhl Rasmussens forskningsinteresse i Seeberg går på, hvordan han afviger fra den modernistiske københavnerdominans i 1950’erne og 60’erne. Seeberg søgte efter krigen at få ting udgivet i tidsskriftet Heretica, men blev flere gange afvist af Tage Skou-Hansen. Ligeledes blev hans to første romaner afvist på Gyldendal – af Ole Wivel.

Debutromanen Bipersonerne blev efter sigende kaldt »udueligt makværk« og »ondsindet goldhed«. Den udkom i stedet på Arena-forlaget, som senere i 1970’erne havde base i Viborg, hvor Seeberg havde boet siden 1960. Kulminationen var, da Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen blev redaktører af det dominerende tidsskrift Vindrosen i 1959.

»Seeberg rejste vistnok fra København med en bitter bemærkning om, at nu har Rifbjerg og Villy Sørensen delt kongeriget mellem sig, og så var der ikke mere at gøre i kongens by. Så han tager til Viborg og bliver museumsdirektør.«

Men måske er det kun i en københavneroptik, at han bliver marginaliseret som forfatter. Som Juhl Rasmussen formulerer det, så var »vejen fra Viborg til Paris kortere end vejen fra Paris til København i de år«. Seeberg var den første til herhjemme at læse Beckett, der boede i Paris, og Becketts værker udkom på Arena, længe før han modtog Nobelprisen.

Og hvad kan vi lære af den her erfaring, hvis vi kigger på vores egen tid med ny populisme og autoritære ledere, der postulerer at kende en vej ud af nihilismen? Anders Juhl Rasmussen svarer med forskerens forsigtighed:

»Lad os i historiens og offentlighedens interesse få afdækket den her periode, altså besættelsestiden, for farligere er det måske heller ikke. Skal vi lære af historien, skal vi også kende den. Nu skal jeg ikke være den, der drager paralleller til nutiden, men jeg er sikker på, at de fleste godt kan se en parallel fra det, vi har talt om, til noget af det, der sker i nutiden.«

Peter Seebergs gymnasiestil 'Adolf Hitler', som vi bringer herunder, er skrevet i 1942 eller 1943, da forfatteren var 17 år. Peter Seeberg bragte selv stilen til arkivet på Hald Hovedgaard.

Adolf Hitler

Af Peter Seeberg

Der stod en Mand i et Rekrutteringskontor. En bleg Mand. Udtæret og underernæret, lurvet og forslidt. Men der brændte en Fanatismens Glød i hans Øjne. En vild Lidenskab var der i disse Øjne.

Over det ellers slaptudseende Ansigt var der et Beslutsomhedens Præg. Det vagabondagtige var veget en Smule for Fasthed, for Karakter. Denne Mand var Adolf Hitler.

Han havde haft Grund til at se både lurvet og vagabondagtig ud, denne Adolf Hitler. Han havde kæmpet sig frem gennem de 10 sidste År ved Postkorttegning og tilfældigt Arbejde. Forældrene var forlængst døde. Han stod ene i Verden. Og han var måske slet ikke den bedste til at gå ene. Han var nemlig en knækket Mand, og en knækket Mand behøver Hjælp til at rejse sig igen.

Han havde troet på sine kunstneriske Evner. På Kunstakademiet var han faldet uhjælpeligt igennem. Og han kunde ikke arbejde sådan som andre Mennesker. Der var noget vist uroligt over hans Sind.

Han drev fra Sted til Sted og arbejdede snart der, snart her. Han kom i Sjak med Marxister og forbandede dem i sit stille Sind. Han traf sammen med Jøder, og han lovede Hævn. Han var Patriot, måske Chauvinist, ja Fanatiker. Han stod her i Rekrutteringskontoret for at gøre sin Pligt. Han stod her frivilligt. Hitler regnede med, at hans Time vilde komme, og denne Time var Adolf Hitlers. Fra nu af begyndte

Geniet Adolf Hitler at blive sig sit Geni bevidst. Adolf Hitler kom med i Verdenskrigen, og han elskede Krigen.

Han elskede Kampen og Heltemodet, Blodet og Kampjorden, Slagmarken og Skyttegraven. Han elskede Heltene og hadede de fejge. Han drog sin Konsekvens deraf. Han var selv tapper, måske en Helt. Også han tilbragte 4 År med Blod, Sved og Jord.

Hitler blev såret og kom på Lazaret. Der blev sluttet Våbenstilstand. Manden Hitler græd, men af Tårerne voksede Hævnens Tanker frem, Tankerne om Revanche. Tanker om et nyt Tyskland. »Et nyt Tyskland?« sagde han. »Et nyt Tyskland«? – »Hvem skulde vel skabe det?« – »Han, Adolf Hitler, kunde skabe det, han skulde skabe det, og han vilde skabe det.«

Sådan blev Adolf Hitler Politiker. Hans Politik blev født i en syg Mands Hjerne, en Mand, som kun tænkte på Hævn og Revanche. Og nu begyndte denne østrigske Toldersøn, der ikke engang havde tysk Statsborgerret, at lede efter et Parti.

Han fandt det i »det tyske Arbejderparti«, hvis Fører han snart blev. Og nu fulgte de tusinde Kampe for Magten. Kampen om Masserne. Taler og Bannere, Demonstrationer og Hagekors, S.A. Folk og Armbind, Sieg-Heil Råb i Massevis og Hitler-Plakater i over- dådighed. Kampen mod Marxister. Kampe i Gaderne. Kampe på det ene Fortov. Skud på det andet. Revolverkugler på Kørebanen. Trepil og Hagekors. »Horst-Wessel Sang« mod »Internationale«.

Og over alt dette stod Hitler. Fast som Fører, stor som Taler. Men Hitler følte sig for stor. Efter det mislykkede München-Putsch blev han anbragt i Landsberger-Fæstningen med vennen Rudolf Hess.

Hitler kunde havde tabt Modet nu. Men han gjorde det ikke. Hitler viste sig stærk. Han reflekterede. Han spekulerede. Han fik en Ide. Han fik flere. De blev til et politisk System, ja til en Verdensanskuelse, en Hævnens og Hadets Verdensanskuelse, en Blodets og Jordens Ide. Mein Kampf blev skrevet. Hitler var Forfatter. Og han (blev) fik Succes. Strålende Succes.

Da han først begyndte at tale og lave Demonstrationer efter Løsladelsen, sluttede nye Tusinde sig til ham. De brune Batailloner voksede. En Kreds af dygtige Organisatorer og Propagandister samledes om ham. Begejstrede var de, og optændt af Hitlers Ideer.

Hitler kæmpede bedre nu, og Borgerskabet begyndte at frygte ham. Han var frygtelig. Han skaffede Fjenderne af vejen ved Hjælp af et Par S.A.er. Han truede Højfinansen. Pengene trillede til ham i Bunkevis. Han talte videre. Og hans Tale var Tale for Masserne. De forstod at hade det, Hitler hadede. Og de forstod at tilbede det, han tilbad.

Hitler sejrede tilsidst. Efter 10 Års Kampe stod han som Rigets Kansler. 1 År til, og Hindenburg døde. Hitler udnævnte sig selv til det tyske Folks Fører under Massernes Hyldest og S.A.’Folkenes Begejstring.

Geniet Adolf Hitler havde nået målet. Ad en Vej spækket med Lig, rygende af Brande og stinkende af Ondskab og Ækelhed. Geniet Adolf Hitler havde nu Midlerne til at give sine dæmoniske Kræfter Udløb.

Adolf Hitler ønskede at vinde hele Folket. Folkets Ånd var dynamisk. De ønskede Handlinger. Altså – Handling. Og Adolf Hitler handlede. Arbejde til alle. Store Opbygningsarbejder, Skoler, Inddæmninger, Arbejdstjeneste; og en helt ny Værnemagt.

Han begyndte Opbygningen af en Hær, der snart skulde blive Verdens stærkeste. Han byggede Bombere, Tanks, Kanoner. Han trak alle Folk i Uniformer. Han uddannede Soldaterkor. Han lod dem synge. Folket sang med. Han holdt Taler. Endeløse Fraser og utallige Ord. Patetiske Udtryk stablet sammen, og alt dette fremsat i Tonefald, Tale, der bølgede op og ned, frem og tilbage. Langsom Begyndelse, hurtigere og hurtigere, vildere, stærkere, mere gennemtræn- gende, skurende i Stemmen, brusende, sarkastisk, stigende, stigende, skrigende, hysterisk, krampagtigt, og igen langsomt, roligt og ironisk.

Hitler hypnotiserede alle med denne Talemåde. Denne fuldstændige Seance, hvor tilkaldte Nazister brølede Sieg-Heil, Militærorkestre spillede. Hvor der var endeløse Rækker af Bannere og Faner. Hvor det skinnede af Stål og Jern. Folket overgav sig til Instruktøren af denne Forestilling. Overgav sig fuldstændig. De gav ham Sjælen. De havde nu kun Massens Sjæl. Også de Sieg- Heilende.

Men Hitler måtte give dem noget at hade. Noget hæsligt, der fryder Øjet. Så gav han dem Jøderne, og Hitler vendte et blindt Had mod dem, et Had, der var født i Münchens Gader og Gyder. Han udleverede en Race, en lille Del af Folket, til en hel Nations samlede Had, fordi han selv hadede.

Og han anbragte sine betroede alle vegne. Han kontrollerede alt, syg som han var af Forfølgelsesvanvid. Han skød i Hundredvis uden Skånsel. Han satte Tusinder i Koncentrationslejre uden Tøven og lod dem pine uden Grund. Hitler hidsede mere og mere op. Jo, Hitler skabte det nye Tyskland, og han har skabt Kunst og Musik, Ferie og Arbejde, Enighed og Sammenhold, Hær og Flåde, Gestapo og Luftvåben.

Han skabte et endog fuldstændig ens Folk, alle i Uniformer, alle med det hårde, stive Ansigt under en Stålhjelm. Men han skabte dem uden Sjæl, eller han idet mindste ødelagde deres Sjæl. Ligeså hæmningsløs som Hitler var i Indenrigspolitikken, skulde han vise sig at være i Udenrigspolitikken.

Mens han var svag, lavede han Overenskomster og skrev under på Ikke-Angrebspagter. Da han blev stærk, brød han dem under Dække af tåbelige Løgne, som kun Tyskere kan tro på.

Hitler var smidigere, hurtigere, mere grundig, og stærkere end alle andre. Først lovede han alt, så handlede han som et Lyn og brød alt. Det blev Hitler-navnet, der nu fik en frygtelig Klang. Og dog var der Mennesker, der påtrods af alle hans Forbrydelser, troede hans Talemåder. Og så stod de der, ene og svage, og Hitler tog dem. Hitler har altid kæmpet under hellige Bannere for en hellig Sag.

Når han en Dag føler sig stærk nok, vil han proklamere intet mindre end Verdensherredømmet. Da vil Dæmonen Hitler vise sig. Dæmonen, der ind til nu har måttet skjule sin djævelske Ondskab og Animalitet, har måttet skjule sin barbariske Hensigt, for at kunde vinde frem med Lempe. Og med Lempe står Hitler nu i Østrig, hyldet af Linz’ og Wiens Borgere. Dæmonen Hitler smiler. Videre, videre. Verden er stor. Czekoslovakiet er lille. Jeg er stor. Tyskland mangler Land. Og Hitler tager det.

Han lyver nogle gange. Folket tror ham og følger ham og haster videre. Videre, videre. Hitler flammer Folket op ved Ord og Stil. Og Folket følger ham ind i Krigen. Og nu står vi i Krigen, i Dæmonen Hitlers Varetægt. Vi har overgivet os. Med Løfter og Traktater har han lokket os. Han brød dem. Og nye Traktater. Vi tror ham. Han bryder dem.

Aldrig har Europa, ja Verden, været ude for sådan et Mareridt, som det vi nu er ude for. Det er ikke bare en Krig, men en Tidsalders Afslutning. Hitler er frygtelig for os. Om hundrede År ser man måske anderledes på ham.

En blodrød Stjerne i en kulsort Nat. Han er rødere end selve Napoleon, og Natten er mere kulsort. Hitler beundrer Napoleon, og dog er Hitler større og frygteligere. Ingen har vendt sådan op og ned på Værdier som han, moralske og religiøse. Hvad er godt, og hvad er ondt? Hitler ved det ikke, eller han ænser det ikke i sin blinde Fart. Og i sit blinde Had.

Aldrig har nogen Statsmand optrådt mere afskyligt end han, ved den Hævnens Politik han har drevet. Og aldrig har nogen været mere genial. For Hitler er jo et Geni. Men Geni. – Han er dog ny Fører for Alverdens Sjæle, for de svage især.

Ingen har måske med større Skarphed set den nye Tids Ånd end Hitler. Han har set det dynamiske hos den nye Generation. Og han har set det heroiske. Og ingen har på en værre måde udnyttet denne psykologiske Evne.

Der er intet ædelt over Hitler. Han er én af disse Urkræfter, der i vældige Eruptioner udspyr deres Forbandelser over Jorden. Og dog – denne psykologiske Sans tyder på noget mere end blot en elementær Kraft.

Vi er midt i Vulkanudbruddet. Det er måske et Vulkanudbrud ligeså stort som det, der gjorde Ende på Antikken. Til umindelige Tider vil dette Vulkanudbrud huskes. Og frem foralt vil man med Rædsel tænke på den Mand, der erobrede Millioner, der slog Millioner ihjel, denne fænomenale Organisator, uovertrufne Statsmand, alle Tiders største Taler, Morderen og Dødemanden, Troldmanden og Soldaten, Animatoren og Menederen

– Adolf Hitler, den geniale og dæmoniske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørn Erslev Andersen

Blot en lille korrektiv note: Hölderlin er ikke i nærheden af at være romantiker eller en romantisk genitænker. Overhovedet ikke. Og Nietzsche skrev en begejstret skolestil om Hölderlin i Pforta, men blev efterfølgende forbudt at beskæftige sig med denne syge digter, der mishandler det tyske sprog, som hans lærer sagde (Hölderlin blev først accepteret i tysk kultur og effektfuldt kanoniseret efter 1916). Siden da nævnte Nietzsche ham ikke igen. Seeberg skrev en universitetsopgave om Hölderlin, stilet til den stærkt skeptiske anti-hölderlinianer Paul Rubow, og oversatte siden hen nogle af Hölderlins berømte breve. Begge dele læste jeg - og jeg udgav endda nogle af brevoversættelserne - i forbindelse med udarbejdelsen af en artikel i anledning af Seeberg-arkivets åbning på Hald Hovedgaard i 2005. Seebergs Hölderlin-opgave og hans 'diætistiske' magisterafhanding om Nietzsche har, som Anders også forklarer det, intet at gøre med den velkendte nazistiske omklamring, overmenneskeheroisering og fordrejning af Hölderlin og Nietzsche, og de to opgaver deler i øvrigt ikke ærinder. Heller ikke den hereticanske, bjørnvigske og andres tilsvarende Hölderlin- og Nietzsche-apologier var Seeberg overhovedet ikke i tråd med, tværtimod bød de ham i den grad imod. Jeg tillader mig at henvise til min efterskrift til Ejler Nyhavns oversættelse af Hölderlins "Tårndigte", der udkommer her i december på Forlaget Wunderbuch. Heri forklares blandt meget andet det ikke-romantiske ved Hölderlin, og Peter Seeberg, Per Højholt og Peter Laugesens anfægtelser af ham perspektiveres.