Læsetid: 5 min.

Frihed er noget, man lever

Den største by i Estland husker sin historie, fortæller direktøren for byens Besættelsesmuseum Merilin Piipuu, der elsker Tallinn af blandt andet samme årsag som mange besøgende – dets charmerende historiske centrum
Den største by i Estland husker sin historie, fortæller direktøren for byens Besættelsesmuseum Merilin Piipuu, der elsker Tallinn af blandt andet samme årsag som mange besøgende – dets charmerende historiske centrum
28. december 2016

»Jeg blev født i Tallinn og har levet her det meste af mit liv på nær to perioder i udlandet. Jeg boede to år i Storbritannien og et år i New Zealand, og mens jeg var væk, kunne jeg virkelig mærke min kærlighed til det her land og den her by vokse.

Det, jeg er specielt vild med i Tallinn, er, at byen er så stille og rolig for en storby at være. Der bor lige omkring en halv million mennesker i metropol-området, så hvis du bor her mere end en måned, vil du begynde at se de samme ansigter alle vegne. Det er rart.

Da jeg boede i udlandet savnede jeg virkelig følelsen af, at der altid var nogen at sig hej til. Chancen for at møde en ven i byen er ret høj, og fordi centrum er så lille, kan man komme omkring til de forskellige steder virkelig hurtigt. Og så savnede jeg selvfølgelig den gamle del af byen. Den er virkelig smuk og sådan nærmest lidt mystisk.

Efter at turisterne er begyndt at sætte sig på den indre by, er esterne selv flyttet til Telliskivi, et boheme-kvarter tæt på centrum. Her er der mange nedlagte fabrikker, der nu er fulde af estisk design, små hyggelige caféer, hippe restauranter og bagerier. Det er her, jeg bor, og jeg elsker virkelig kvarteret for dets mange farverige træhuse.

Hvis man skal sammenligne Tallinn med andre nordiske hovedstæder, er der stadig mange områder, der ikke er blevet udviklet endnu. For eksempel hele den del af byen, der vender mod havet. Det er det, der gør Tallinn interessant; at byen ikke rigtigt er blevet poleret endnu. Der er altid noget nyt at opleve.

Det virker, som om det kun er de finske turister, der endnu har fået øjenene op for Telliskivi – og Kalamaja – så vi estere har mere eller mindre kvartererne for os selv. Ind til videre i hvert fald.

Skaber refleksion

Jeg har været direktør for Besættelsesmuseet i et par år nu, og jeg elsker mit arbejde. Museets mission er at uddanne, engagere og inspirere folk i Estland, og at få vores gæster til at reflektere over vores nyere historie, fornemme frihedens skrøbelighed og fremme frihed og retfærdighed.

I Estland har vi nu den situation, at der vokser en ny generation op, som ikke selv har erfaret, hvad det vil sige at være besat. For at hjælpe dem til at forstå Estlands besættelseshistorie, bliver vi nødt til at vise begge sider af sagen: Der er så at sige ingen besættelse uden frihed, og omvendt kan man ikke i fuld udstrækning forstå værdien af frihed uden at forstå, hvad det vil sige at være besat.

Besættelsesmuseet er det første museum i Estland, hvor bygningen faktisk blev lavet til at rumme et museum, så vi forsøger at fortælle historien ved hjælp af selve bygningens design. Vi fokuserer på den nyere historie, altså Nazi-Tysklands og Sovjetunionens besættelse. Udstillingen fortæller kronologisk om årene 1939-1991, men lige nu er vi i gang med en spændende proces, hvor vi bygger udstillingen helt anderledes op og fokuserer på de fire kerneområder: besættelse og modstand, men også genopbygning og frihed.

Så i den kommende udstilling vil vi også fokusere på perioden efter Sovjetunionen, hvilket er en helt ny måde at fortælle Estlands besættelseshistorie på.

Tidligere har man i den offentlige debat næsten udelukkende fokuseret på de mennesker, der blev deporteret under det sovjetiske styre, når man diskuterede den nyere historie. Vi vil også fortælle historien om dem, der flygtede – omkring 70.000 mennesker. I lang tid er de på en måde blevet set som forrædere. Men det er ikke let at forlade sit land, og eksil-estere har spillet en aktiv rolle i at bevare estisk kultur. Så jeg tænker, at det er på tide også at fortælle deres historie.

Det samme gælder også dem, der hverken flygtede eller blev deporteret, men som måtte blive og leve i Sovjetunionen. Vi vil fortælle den nye generation, hvordan det var. For de ved det ikke.

Den russiske nabo

Det er svært at generalisere, men jeg tror, at arven fra besættelsestiden stadig spiller en rolle i nogle almindelige menneskers hverdag. Der er stadig mennesker, der fokuserer meget på vores lidelseshistore. Men der er selvfølgelig også nogen, der hellere vil fokusere på, at Estland er kommet videre. Hvor godt vi har klaret os de senere år.

Der er en del estere, der er begyndt at bekymre sig over Rusland igen. Rusland er jo vores nabo, og vi kan se, hvad der foregår på Krim-halvøen og generelt i Ukraine. Men måske ser frygten større ud på afstand. Os, der bor her, er nødt til at leve vores hverdagsliv og bare gøre, hvad vi kan for at forbedre vores liv.

Selvom besættelsestiden er ovre, bliver hver ny generation nødt til aktivt at leve friheden. Frihed er ikke noget, vi automatisk giver videre til vores børn; vi må hele tiden sørge for at være bevidste om den for sætte pris på den. Som Ronald Reagan sagde: ‘Friheden er aldrig mere end én generation væk fra udryddelse.’«
 

Merilin Piipuu viser rundt i Tallinn

Spise: En af de bedste lokale restauranter er uden tvivl Rataskaevu 16. Spisestedet ligger centralt og deres service er upåklagelig. Hvis man spiser der, må man bare prøve deres lammehals baseret i vin.

rataskaevu16.ee

Drikke: Mit bedste sted til kaffe er Restoran F-hoone i Telliskivi-kvarteret en smule nordvest for det historiske bycentrum. F-hoone har et rustikt interiør med bare murstensvægge, der er en afslappet stemning samtidig med at det føles meget levende.

fhoone.ee

Tænke: Når jeg gerne vil tænke eller udfordre mig selv intellektuelt, behøver jeg ikke gå særlig langt. Jeg kan bare kigge forbi Besættelsesmuseets galleri, hvor der er et rigtig hyggeligt sted at få en kaffe, læse en bog eller arbejde. Men ud over det kan jeg anbefale Kumu, vores kunstmuseum, der ligger lidt øst for det gamle bycentrum.

okupatsioon.eekumu.ekm.ee

Danse: Von Krahl er et af byens bedre steder at have det sjovt, men husk at tjekke deres kalender, for der er ikke fest hver dag. Stemningen er lettere alternativ, og der spiller både lokale bands og rigtig fine DJ’s – for Tallinns hipstere.

vonkrahl.ee

Drive: Slå et smut forbi Kadrioru-parken hvor også vores præsident bor og arbejder. Det er et smukt sted at gå en tur eller slappe af specielt på lune sommerdage. Eller tag ud af byen til Open Air Museum, der ligger skønt midt i en nærliggende skov.

kadriorupark.ee

Yderpunkter

Oplev: Patarei-fængslet på Kalaranna-fortet er et interessant anderledes sted. Man kan ikke komme inden for for øjeblikket, men man kan gå rundt om det, og det er et usædvanligt historisk sted lige ved siden af havet.

Undgå: Nogle af restauranterne ved det store torv i den gamle bydel skal man bare undgå. Man kan få fremragende mad i Estland for ikke særlig mange penge, men bare ikke lige her.

iVerden december 2016

I denne udgave af iVerden rejser vi ud i det ukendte. Tag med, når vi besøger det urbane undergrundsmiljø i Teheran, kom på afveje i Cuba og tag på tangeventyr i Japan. Få rejseeksperternes bedste bud på steder, der er værd at besøge i det nye år. Og oplev naturens kraft, når vi drager på en spektakulær hundeslædetur på jagt efter en isbjørn i Grønland, hvor den lokale fangerkultur er truet af klimaforandringer.

Andre artikler i dette tillæg

  • Fidel Castro, amerikanske sexturister og hundredetusind krabber

    28. december 2016
    Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød
  • Juleaften for én

    28. december 2016
    Det er juletid og Annette Birkmann er på vej sydover efter otte måneder på et motorcykelværksted i Buenos Aires. Hun har sagt sit job i Danmark op og købt sin første motorcykel i Argentinas hovedstad for at køre igennem Latinamerika på egen hånd. Hun opdager dog hurtigt, at at nissen er rejst med, for uanset hvor hun befinder sig, er der noget, hun genkender: sig selv
  • Med fangerne på isen

    28. december 2016
    Med et kamera under armen dokumenterer fotograf og biolog Carsten Egevang den grønlandske fangerkultur, som er i fare for at forsvinde på grund af de klimaforandringer, der præger Grønland netop nu
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu