Læsetid 11 min.

Galleriscene med vokseværk for foden af Alborzbjergene

Irans hovedstad har ry for at være plaget af trafikalt kaos, grimt betonbyggeri og mangel på historiske attraktioner. Men i den nordligste del af byen spirer en eksperimenterende kunstscene op, båret frem af den kunstneriske tradition, kosmopolitiske ungdom og en gradvis slækkelse af båndene i den politiske spændetrøje
Iran har altid været kendt for sin blomstrende kunstscene, hvor især malerkunst, arkitektur og litteratur har gjort sig bemærket. Det sidste par år er multimedie-kunstscenen også vokset, og det er blevet nemmere at tiltrække udenlandske kunstnere.

Iran har altid været kendt for sin blomstrende kunstscene, hvor især malerkunst, arkitektur og litteratur har gjort sig bemærket. Det sidste par år er multimedie-kunstscenen også vokset, og det er blevet nemmere at tiltrække udenlandske kunstnere.

Michelle Arrouas

28. december 2016

Galleriets gæster er alle i tyverne, og med deres stramme jeans, stilbevidste hornbriller, kunstneriske vibe og uformelle omgangstone ser de ud til at abonnere på samme stilbibel som hipstere i andre hovedstæder verden over. Men der er ingen tvivl om, at vi er i Teheran.

Bartenderne svinger flittigt drinks over bardisken, men der er ikke alkohol i. Kvindernes hår er delvis dækket af tørklæder, men de er på kreativ vis fæstnet så langt tilbage på hovedet som muligt. Og over gruppen af unge iranere på tagterrassen skyder Alborzbjergene op så tæt på, at det ser ud, som om man kan strække hånden frem og røre deres tinder.

I udkanten af tagterrassen står en lidt ældre velklædt herre og betragter virvaret. Babak Baharestani er ejer af galleriet, og selvom hans travle arkitektfirma lægger beslag på de fleste af hans vågne timer, sætter han altid tid af til at kigge forbi galleriets arrangementer.

»Samtidskunst er vigtigt for at forstå samtiden, men i Iran er det, som om der har været en kløft imellem den brede offentlighed og kunstscenen – den har tidligere været forbeholdt eliten. Det er derfor, jeg for et par år siden valgte at åbne et galleri, og årsagen til at galleriet fokuserer på multimediekunst – det tiltrækker et andet, yngre publikum, som på den måde kan blive lokket til at interessere sig for kunstscenen,« fortæller Babak Baharestani, mens han ryger en udenlandsk cigaret. De er egentlig ikke tilladte i Iran, hvor regeringen har monopol på cigaretproduktionen, men alligevel ligger de frit fremme overalt fra basaren til kioskerne.

Galleriscenen eksploderer

Saye Art Gallery ligger i den allernordligste del af Teheran, få hundrede meter fra den tætbebyggede bys bratte afslutning: Bjergskråningen, byens dramatiske bagtæppe, troner bar og ubeboet bag os. Galleriet består af flere dele: en nedlagt, overdækket pool, der bliver brugt til filmforevisninger, en beplantet tagterrasse, en art deco-inspireret udestue, der huser galleriets alkoholfrie bar, og to store rum med blanke, hvide vægge. Det er her, aftenens koncert skal foregå.

Den ene af aftenens optrædende er en lokal kunstner, der spiller avantgardistisk støjmusik med en hypnotiserende, elektronisk billedside som baggrund; den anden er min kæreste, den hollandske musiker Thomas Ankersmit.

Koncerten er udsolgt, som de fleste koncerter med udenlandske kunstnere er i Teheran, fortæller Babak Baharestani. Og udenlandske musikere er lige så ivrige efter at komme til Iran at spille, som de lokale musikinteresserede er efter at høre dem.

»Iran har altid været attraktivt for udlændinge på grund af vores blomstrende kunstscene, hvor især malerkunst, arkitektur og litteratur gør sig bemærket. Det sidste par år er multimedie-kunstscenen også vokset, og det er blevet nemmere at tiltrække udenlandske kunstnere,« fortæller arkitekten. Han har fulgt udviklingen tæt, siden han som studerende i 90’erne begyndte at udforske byens gallerier.

»Dengang var den kun fem-seks gallerier, men i dag er der mellem 50 og 60 aktive gallerier i byen. Det gør, at der er mere konkurrence, og at de er mere profesionelle. Gallerierne har en helt anden kvalitet, end de havde tidligere,« fortæller han.

Det kunstneriske Teheran

  • House of Cinema: I den iranske filmforenings café kan man møde instruktører og andre filmfolk, gå på opdagelse i flere tusinde iranske film på museet og i biografen se, hvad de nyeste iranske film har at byde på. »Det er et rigtigt fint sted, hvor filmmagere stadig mødes, diskuterer udviklingen og har deres værested,« fortæller Ove Rishøj Jensen.
  • Honarmandan Park: ’Kunstnerparken’ lever op til sit navn: Her ligger adskillige gallerier (blandt andet det gigantiske, offentlige galleri Artists’ Forum), udendørs kunstfremvisninger, et teater og den vegetariske Café Gallery, hvor kunstnere og kunstinteresserede mødes.
  • Jamshidieh Park: I den allernordligste del af Tehran, hvor byen støder op til Albozbjergene, ligger Jamshidieh-parken. Den er dækket af fyrretræer og små trappestier, der leder op til caféer og restauranter. De nederste frekventeres af storfamilier, men jo højere op ad bjerget man kommer, jo yngre er folk. De caféer, der ligger øverst, har en storslået udsigt over byen, og her mødes unge iranere til hemmelige stævnemøder.
  • Film Museum of Iran: I dette palæ ligger Irans filmmuseum, der blandt andet huser landets første biograf, har udstillinger om iransk film, en boghandel og en håndfuld hyggelige caféer. Med sit ornamenterede, hvælvede loft er biografen et besøg værd, uanset hvilken film der er på programmet.

Indiescenen vokser hurtigst

Scenens mest indflydelsesrige gallerier ligger koncentreret i kvarterer som Tajrish, Jamaran, Darband og Dezashib. Engang var de forstæder, men Teheran er vokset – der bor i dag næsten ni millioner mennesker i byområdet, og over 15 millioner i metropolområdet.

Fredag eftermiddag flokkes familier fra hele byen til det sted, hvor bjerg og by mødes, og hvor det vrimler med alt fra candyfloss- og kanariefugleboder til dyre restauranter. Længst oppe ad bjergskråningen ligger de billigste barer, og de færreste familier bevæger sig herop; her sidder unge iranske par tæt og holder i hånd og sender hinanden slet skjulte blikke.

Længere sydpå ligger Honarmandan Park, kunstnernes park, som består af en lille klynge af gallerier og kunstcaféer, der tiltrækker et stigende antal gæster, både lokale unge og udenlandske turister. Det fortæller Sara Bigdeli Shamloo, en ung iransk kunstner, der studerer kunst i Paris:

»Indiescenen bliver hele tiden bedre både i forhold til kvantitet og kvalitet, publikummet vokser sig større, og det ser generelt ret lovende ud,« siger Sara. Hun sidder i galleriet Sayes udestue, ryger cigaretter og snakker med sine iranske venner, mens hun venter på, at koncerten går i gang.

Hun har dog visse forbehold over for udviklingen; hun er bekymret for, om den er mere drevet af de unge iraneres hang til hipness og prestige end af kærlighed til kunsten.

»Hipstere har erobret hele planeten, og Teheran er ingen undtagelse. Galleriscenen ser ud til at være et af de første ofre for dem, og mange gallerier er drevet af kunsthandlere og pengemænd, som fodrer et mainstreampublikum. Det skaber kunst, der er billig af natur, men pludselig er mange penge værd. Undtagelsen er en række små gallerier, hvor det rent faktisk handler om kunst,« siger hun.

Gæsterne til de iranske galleriers ferniseringer er generelt yngre, og ofte ser man kvindernes tørklæder falde længere og længere tilbage i løbet af aftenen.

Michelle Arrouas

Politisk spændetrøje løsnes

Som den ene del af den iranske støjduo 9T Antiope er hun især begejstret over udviklingen på musik- og filmscenen. Hun nævner arrangementer som SET’s koncerter med eksperimenterende musik, Teheran Contemporary Music Festival og performancecentrene Moj-e-no Hall og Off Studio.

De færreste steder har hjemmesider, adresser og åbningstider ændrer sig tit, og på grund af regeringens blokering af Facebook kan det være svært at finde dem der. Til gengæld er kunstnere og gallerier aktive på Instagram, som frit kan bruges.

Og selv om den politiske styring præger kunstscenen, har de fleste lært at fortolke de stramme regler på en måde, der giver nogen kunstnerisk og social frihed, fortæller hun.

Eksempelvis synger hun en del af tiden, når duoen er på scenen: Ifølge reglerne er det ikke tilladt, at kvinder synger eller danser i offentligt, men den regel bliver ikke længere håndhævet, i al fald ikke på små gallerier.

»Der er regler, som alle kender, men det er mere kompliceret og mindre sort-hvidt, end folk tror. Det er en myte, at politiet kommer og arresterer alle, hvis der er problemer. Personligt har vi aldrig oplevet problemer, selvom vi har haft en kvindelig sanger på scenen hver aften,« fortæller Sara Bigdeli Shamloo og hendes musikalske partner Nima Aghiani.

Med rødmalede læber, kort hår, markante briller, trendy tøj og et lille tørklæde – der ligner et russiskinspireret lommetørklæde snarere end en traditionel islamisk hovedbeklædning – bundet om hagen er Sara et godt eksempel på, hvordan reglerne fortolkes, så de giver bedre plads til individet.

Egentlig glæder de sig over den politiske udvikling. I 2015 indgik Iran og de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (USA, Storbritannien, Frankrig, Kina og Rusland) samt Tyskland en aftale, der skal sikre, at landet ikke udvikler atomvåben. FN’s Sikkerhedsråd godkendte aftalen, og de økonomiske sanktioner, som Vesten i mange år brugte til at presse den iranske regering med, er blevet løftet.

Siden da er forholdet til mange vestlige lande blevet væsentligt forbedret: Iran har gjort det nemmere for turister at rejse ind i landet, iranske og udenlandske forretningsdelegationer er begyndt at besøge hinandens lande, og Irans handel med udlandet vokser. Det har også påvirket kunstscenen, fortæller Sara Bigdeli Shamloo og Nima Aghiani.

»Det har tilsyneladende haft en umiddelbar, positiv effekt: De iranske kunstnere er blevet mere aktive i og uden for Iran, der er kommet flere internationale festivaler, og kunstnere fra andre lande er interesserede i at komme til Iran og samarbejde med lokale kunstnere,« fortæller Nima Aghiani.

Flere andre musikere og koncertarrangører fortæller, at den iranske regering er begyndt at tillade mere og bredere kunstnerisk aktivitet. Da den efter iransk målestok forholdsvis moderate politiker Hassan Rouhani blev valgt til præsident i 2013, var det blandt andet med valgløfter om mere kulturel og social frihed.

Ifølge Danny Annan, den danske ambassadør i Iran, er det en helt bevidst strategi; regeringen håber på, at kravene om øget politisk frihed kan dæmpes, hvis befolkningen får flere muligheder på det kulturelle og det økonomiske område. Økonomisk vækst og jobskabelse står øverst på de fleste iraneres ønskeliste:

»Når der bliver løsnet op fra regeringens side, er det for at give folk noget mere luft. Det er noget, der går op og ned i perioder, og der kan være forskellige tendenser på samme tid, så det svinger lidt. Når regeringen giver folk mere luft nu, er det, fordi der er en ret markant opblødning i forholdet til udlandet, som også åbner op for nye muligheder på det kulturelle område,« fortæller den danske ambassadør.

Flere muligheder for filmscenen

Irans filmscene nyder derfor også godt af det politiske tøbrud, fortæller filmmanden Ove Rishøj Jensen fra European Documentary Network. I starten af december var han for tredje år i træk i Teheran for at undervise instruktører på en dokumentarfilmfestival, og der er sket meget på de tre år.

»Festivalen har ændret sig enormt meget, og i dag viser den et langt bredere udvalg af film end tidligere. Det har også skabt større interesse for festivalen blandt iranere,« fortæller han. Især iranske nichefilm gør det godt i udlandet, hvor de bliver vist i art house-biografer, og det er langtfra et nyt fænomen, fortæller Ove Rishøj Jensen:

»Helt frem til revolutionen i 1979 var der en stor og anerkendt iransk tradition for dokumentarfilm. Den led et knæk med revolutionen, men har alligevel på mange måder levet videre.«

Et af de steder, der sørgede for at filmen levede videre, er House of Cinema, foreningen for iranske filmfolk. Den er filmscenens bankende hjerte, og det skabte derfor røre, da den tidligere præsident, Ahmadinejad, fik det lukket i 2012 – officielt på grund af rod i papirerne, men ifølge filmfolk på grund af filmscenens tradition for at udfordre sociale normer og adressere ømtålelige problemstillinger. House of Cinema genåbnede året efter til stor jubel – og med et tweet fra den nye præsident, Rouhani.

»Film har altid været en stærk kunstform i Iran, vi har bare været afskåret fra den enormt rige persiske kultur, i kraft af at vi politisk ville afskære Iran fra omverdenen. Det ser ud til at ændre sig nu,« siger Ove Rishøj Jensen.

Altid bedst at spille i Iran

På galleriet for foden af Alborzbjergene er den internationale interesse for den iranske kunstscene også et af samtaleemnerne. Sammen med to andre iranske kunstnere er 9T Antiope netop blevet inviteret til at spille på den prestigefulde elektroniske musikfestival CTM i Berlin.

Men selv om Sara og Nima nyder godt af interessen fra Europa og planlægger at blive boende i Paris et par år endnu, så savner de kunstscenen derhjemme:

»Når vi er her, kan vi mærke, at vi er del af et fænomen, der vokser sig større på vores scene. Det er et ungt, nysgerrigt, åbensindet fællesskab, og så snart vi ikke er her fysisk, mister vi lidt kontakten med det,« fortæller Sara.

Hun glæder sig til at spille i Berlin, men hun er ikke i tvivl om, hvor hun foretrækker at spille:

»Det er bemærkelsesværdigt, hvor begejstret, entusiastisk og nysgerrigt publikummet her i Teheran er. Man kan virkelig mærke det, når man optræder. Den umiddelbarhed og ufordærvethed finder man ikke mange andre steder,« siger den iranske kunstner.

Undergrunden i Teheran

Irans kunstscene bobler med nyt talent efter lempelserne af de internationale sanktioner tidligere i år. Her guider vi til fire billedkunstnere og to musikere, der er særligt værd at holde øje med lige nu.

  • Romisa Sakaki

29-årige Romisa Sakaki er populær blandt unge iranere. Hendes billeder er baseret på legesyge kontrastfarver og fokuserer på unge iraneres ønske om en friere fremtid. I serien Grasslands ligner alt idyl, indtil man får øje på overvågningskameraerne; i serien Instructions for a Day Off afbilleder hun politiske demonstrationer. På trods af de politiske budskaber udstiller hun ofte på Teherans gallerier.

  • Adel Younesi

Den 31-årige maler Adel Younesis billeder er farverige og fantasifulde, grænsende til det psykedeliske; måske fordi han med sin kunst forsøger at afbilde sin generations længsel efter et friere liv, hvor drømmene kan leve. Han kalder sine gigantiske malerier for ’operaer’, hvilket afspejler deres overdådighed af karakterer, farver og paralleluniverser. Gennemgående temaer er krig, religion, tro, overlevelse, og en lille smule glæde.

  • Sote

Eksperimenterende musikere i Teheran kalder musikeren Sote for musikscenens gudfader, og ikke kun på grund af hans alder. Udover selv at spille på udenlandske klubber og festivaler med sin musik, der omsætter regionale musiktraditioner til eksperimenterende elektroniske kompositioner, har han startet festivalen SET, en rugekasse for yngre, lokale musikere. Sote flyttede som voksen tilbage til Teheran efter at have boet i Tyskland og Californien.

  • Zahra Shafie

Maleren Zahra Shafies figurative malerier er politiske og kritiserer status quo, blandt andet for kvinders rolle i samfundet og for hvordan konflikter påvirker børn. Alligevel insisterer hun på, at hendes malerier skal være æstetisk opløftende – i al fald indtil man begynder at tænke over de politiske budskaber. Den 30-årige kunstner bor i Teheran, hvor hun ofte har gruppe- og soloindstillinger på flere forskellige gallerier.

  • Newsha Tavakolian

Newsha Tavakolians karriere som fotojournalist var på sit højeste, da det iranske præsidentvalg i 2009 endte i demonstrationer, kaos og et endnu hårdere jerngreb om befolkningen og medierne. Det tvang Newsha til at stoppe sit fotojournalistiske arbejde og dedikere sig til fotokunsten i stedet. Hendes mest kendte fotoserie dokumenterer Jashn-e Taklif-ceremoni for piger i puberteten, som markerer starten på deres hajib-klædte, tildækkede voksenliv.

  • Reza Derekshani

Maleren, musikeren og performancekunstneren Reza Derekshani er en af Irans mest kendte kunstnere. Hans abstrakte, figurative og farverige malerier bliver udstillet på gallerier verden over. De er inspirerede af hans barndom som nomade i Iran og hans ungdoms kærlighed til ekspressionistiske kunstnere som Bacon, Koonig og Pollock. Han bor i USA, men gennemgående motiver er dekonstruerede iranske artefakter som granatæbler og figentræer.

iVerden december 2016

I denne udgave af iVerden rejser vi ud i det ukendte. Tag med, når vi besøger det urbane undergrundsmiljø i Teheran, kom på afveje i Cuba og tag på tangeventyr i Japan. Få rejseeksperternes bedste bud på steder, der er værd at besøge i det nye år. Og oplev naturens kraft, når vi drager på en spektakulær hundeslædetur på jagt efter en isbjørn i Grønland, hvor den lokale fangerkultur er truet af klimaforandringer.

Andre artikler i dette tillæg

  • Fidel Castro, amerikanske sexturister og hundredetusind krabber

    28. december 2016
    Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød
  • Juleaften for én

    28. december 2016
    Det er juletid og Annette Birkmann er på vej sydover efter otte måneder på et motorcykelværksted i Buenos Aires. Hun har sagt sit job i Danmark op og købt sin første motorcykel i Argentinas hovedstad for at køre igennem Latinamerika på egen hånd. Hun opdager dog hurtigt, at at nissen er rejst med, for uanset hvor hun befinder sig, er der noget, hun genkender: sig selv
  • Med fangerne på isen

    28. december 2016
    Med et kamera under armen dokumenterer fotograf og biolog Carsten Egevang den grønlandske fangerkultur, som er i fare for at forsvinde på grund af de klimaforandringer, der præger Grønland netop nu
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kamiar  Faroughi
Kamiar Faroughi

Problemet med journalistiske artikler er (for det meste), at de rør kun overfladen, og tit har ikke været tid, interesse, eller overhoved motivation for at grave dybere ned i sagen. Og det stammer også fra jurnalismen og masse mediernes nature, for de skal underholde mens de giver også lidt oplysning, og være salgs dygtig, for avisen skal sælges dagligt, blev læst hurtigt og glemt hurtiger. Ligesom en engangs vare. Forbruger samfundets måde at tilrettelægge tankegang, identitet, habits and behavior, både hjem og globalt.
Artiklens svaghed ligger i at journalisten har betragtet og dermed vurderet et meget kompliceret metropole samfundets kunst og kulturliv ud fra en meget snævre kreds udgangspunkt. Nemlig dem der bruger det miljø for at være hip eller blev hurtigt berømt (ligesome største del af de nævnte kunstner) eller(som ejeren af Galleriet) tjene penge og prestige.
Kunst og kultur i dagens Tehran og Iran, er en meget kompliceret fænomen som kræver mere tid, motivation og arbejde for at kan vurdere og skrive om, end at kom med sin kæreste til hovedstadens luksus miljø for 14 dag for at optræde og måske skrive.