Læsetid: 11 min.

Galleriscene med vokseværk for foden af Alborzbjergene

Irans hovedstad har ry for at være plaget af trafikalt kaos, grimt betonbyggeri og mangel på historiske attraktioner. Men i den nordligste del af byen spirer en eksperimenterende kunstscene op, båret frem af den kunstneriske tradition, kosmopolitiske ungdom og en gradvis slækkelse af båndene i den politiske spændetrøje
Iran har altid været kendt for sin blomstrende kunstscene, hvor især malerkunst, arkitektur og litteratur har gjort sig bemærket. Det sidste par år er multimedie-kunstscenen også vokset, og det er blevet nemmere at tiltrække udenlandske kunstnere.

Iran har altid været kendt for sin blomstrende kunstscene, hvor især malerkunst, arkitektur og litteratur har gjort sig bemærket. Det sidste par år er multimedie-kunstscenen også vokset, og det er blevet nemmere at tiltrække udenlandske kunstnere.

Michelle Arrouas

28. december 2016

Galleriets gæster er alle i tyverne, og med deres stramme jeans, stilbevidste hornbriller, kunstneriske vibe og uformelle omgangstone ser de ud til at abonnere på samme stilbibel som hipstere i andre hovedstæder verden over. Men der er ingen tvivl om, at vi er i Teheran.

Bartenderne svinger flittigt drinks over bardisken, men der er ikke alkohol i. Kvindernes hår er delvis dækket af tørklæder, men de er på kreativ vis fæstnet så langt tilbage på hovedet som muligt. Og over gruppen af unge iranere på tagterrassen skyder Alborzbjergene op så tæt på, at det ser ud, som om man kan strække hånden frem og røre deres tinder.

I udkanten af tagterrassen står en lidt ældre velklædt herre og betragter virvaret. Babak Baharestani er ejer af galleriet, og selvom hans travle arkitektfirma lægger beslag på de fleste af hans vågne timer, sætter han altid tid af til at kigge forbi galleriets arrangementer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kamiar Faroughi

Problemet med journalistiske artikler er (for det meste), at de rør kun overfladen, og tit har ikke været tid, interesse, eller overhoved motivation for at grave dybere ned i sagen. Og det stammer også fra jurnalismen og masse mediernes nature, for de skal underholde mens de giver også lidt oplysning, og være salgs dygtig, for avisen skal sælges dagligt, blev læst hurtigt og glemt hurtiger. Ligesom en engangs vare. Forbruger samfundets måde at tilrettelægge tankegang, identitet, habits and behavior, både hjem og globalt.
Artiklens svaghed ligger i at journalisten har betragtet og dermed vurderet et meget kompliceret metropole samfundets kunst og kulturliv ud fra en meget snævre kreds udgangspunkt. Nemlig dem der bruger det miljø for at være hip eller blev hurtigt berømt (ligesome største del af de nævnte kunstner) eller(som ejeren af Galleriet) tjene penge og prestige.
Kunst og kultur i dagens Tehran og Iran, er en meget kompliceret fænomen som kræver mere tid, motivation og arbejde for at kan vurdere og skrive om, end at kom med sin kæreste til hovedstadens luksus miljø for 14 dag for at optræde og måske skrive.