Galleriscene med vokseværk for foden af Alborzbjergene

Galleriets gæster er alle i tyverne, og med deres stramme jeans, stilbevidste hornbriller, kunstneriske vibe og uformelle omgangstone ser de ud til at abonnere på samme stilbibel som hipstere i andre hovedstæder verden over. Men der er ingen tvivl om, at vi er i Teheran.

Bartenderne svinger flittigt drinks over bardisken, men der er ikke alkohol i. Kvindernes hår er delvis dækket af tørklæder, men de er på kreativ vis fæstnet så langt tilbage på hovedet som muligt. Og over gruppen af unge iranere på tagterrassen skyder Alborzbjergene op så tæt på, at det ser ud, som om man kan strække hånden frem og røre deres tinder.

I udkanten af tagterrassen står en lidt ældre velklædt herre og betragter virvaret. Babak Baharestani er ejer af galleriet, og selvom hans travle arkitektfirma lægger beslag på de fleste af hans vågne timer, sætter han altid tid af til at kigge forbi galleriets arrangementer.

»Samtidskunst er vigtigt for at forstå samtiden, men i Iran er det, som om der har været en kløft imellem den brede offentlighed og kunstscenen – den har tidligere været forbeholdt eliten. Det er derfor, jeg for et par år siden valgte at åbne et galleri, og årsagen til at galleriet fokuserer på multimediekunst – det tiltrækker et andet, yngre publikum, som på den måde kan blive lokket til at interessere sig for kunstscenen,« fortæller Babak Baharestani, mens han ryger en udenlandsk cigaret. De er egentlig ikke tilladte i Iran, hvor regeringen har monopol på cigaretproduktionen, men alligevel ligger de frit fremme overalt fra basaren til kioskerne.

Galleriscenen eksploderer

Saye Art Gallery ligger i den allernordligste del af Teheran, få hundrede meter fra den tætbebyggede bys bratte afslutning: Bjergskråningen, byens dramatiske bagtæppe, troner bar og ubeboet bag os. Galleriet består af flere dele: en nedlagt, overdækket pool, der bliver brugt til filmforevisninger, en beplantet tagterrasse, en art deco-inspireret udestue, der huser galleriets alkoholfrie bar, og to store rum med blanke, hvide vægge. Det er her, aftenens koncert skal foregå.

Den ene af aftenens optrædende er en lokal kunstner, der spiller avantgardistisk støjmusik med en hypnotiserende, elektronisk billedside som baggrund; den anden er min kæreste, den hollandske musiker Thomas Ankersmit.

Koncerten er udsolgt, som de fleste koncerter med udenlandske kunstnere er i Teheran, fortæller Babak Baharestani. Og udenlandske musikere er lige så ivrige efter at komme til Iran at spille, som de lokale musikinteresserede er efter at høre dem.

»Iran har altid været attraktivt for udlændinge på grund af vores blomstrende kunstscene, hvor især malerkunst, arkitektur og litteratur gør sig bemærket. Det sidste par år er multimedie-kunstscenen også vokset, og det er blevet nemmere at tiltrække udenlandske kunstnere,« fortæller arkitekten. Han har fulgt udviklingen tæt, siden han som studerende i 90’erne begyndte at udforske byens gallerier.

»Dengang var den kun fem-seks gallerier, men i dag er der mellem 50 og 60 aktive gallerier i byen. Det gør, at der er mere konkurrence, og at de er mere profesionelle. Gallerierne har en helt anden kvalitet, end de havde tidligere,« fortæller han.

Indiescenen vokser hurtigst

Scenens mest indflydelsesrige gallerier ligger koncentreret i kvarterer som Tajrish, Jamaran, Darband og Dezashib. Engang var de forstæder, men Teheran er vokset – der bor i dag næsten ni millioner mennesker i byområdet, og over 15 millioner i metropolområdet.

Fredag eftermiddag flokkes familier fra hele byen til det sted, hvor bjerg og by mødes, og hvor det vrimler med alt fra candyfloss- og kanariefugleboder til dyre restauranter. Længst oppe ad bjergskråningen ligger de billigste barer, og de færreste familier bevæger sig herop; her sidder unge iranske par tæt og holder i hånd og sender hinanden slet skjulte blikke.

Længere sydpå ligger Honarmandan Park, kunstnernes park, som består af en lille klynge af gallerier og kunstcaféer, der tiltrækker et stigende antal gæster, både lokale unge og udenlandske turister. Det fortæller Sara Bigdeli Shamloo, en ung iransk kunstner, der studerer kunst i Paris:

»Indiescenen bliver hele tiden bedre både i forhold til kvantitet og kvalitet, publikummet vokser sig større, og det ser generelt ret lovende ud,« siger Sara. Hun sidder i galleriet Sayes udestue, ryger cigaretter og snakker med sine iranske venner, mens hun venter på, at koncerten går i gang.

Hun har dog visse forbehold over for udviklingen; hun er bekymret for, om den er mere drevet af de unge iraneres hang til hipness og prestige end af kærlighed til kunsten.

»Hipstere har erobret hele planeten, og Teheran er ingen undtagelse. Galleriscenen ser ud til at være et af de første ofre for dem, og mange gallerier er drevet af kunsthandlere og pengemænd, som fodrer et mainstreampublikum. Det skaber kunst, der er billig af natur, men pludselig er mange penge værd. Undtagelsen er en række små gallerier, hvor det rent faktisk handler om kunst,« siger hun.

Gæsterne til de iranske galleriers ferniseringer er generelt yngre, og ofte ser man kvindernes tørklæder falde længere og længere tilbage i løbet af aftenen.

Michelle Arrouas

Politisk spændetrøje løsnes

Som den ene del af den iranske støjduo 9T Antiope er hun især begejstret over udviklingen på musik- og filmscenen. Hun nævner arrangementer som SET’s koncerter med eksperimenterende musik, Teheran Contemporary Music Festival og performancecentrene Moj-e-no Hall og Off Studio.

De færreste steder har hjemmesider, adresser og åbningstider ændrer sig tit, og på grund af regeringens blokering af Facebook kan det være svært at finde dem der. Til gengæld er kunstnere og gallerier aktive på Instagram, som frit kan bruges.

Og selv om den politiske styring præger kunstscenen, har de fleste lært at fortolke de stramme regler på en måde, der giver nogen kunstnerisk og social frihed, fortæller hun.

Eksempelvis synger hun en del af tiden, når duoen er på scenen: Ifølge reglerne er det ikke tilladt, at kvinder synger eller danser i offentligt, men den regel bliver ikke længere håndhævet, i al fald ikke på små gallerier.

»Der er regler, som alle kender, men det er mere kompliceret og mindre sort-hvidt, end folk tror. Det er en myte, at politiet kommer og arresterer alle, hvis der er problemer. Personligt har vi aldrig oplevet problemer, selvom vi har haft en kvindelig sanger på scenen hver aften,« fortæller Sara Bigdeli Shamloo og hendes musikalske partner Nima Aghiani.

Med rødmalede læber, kort hår, markante briller, trendy tøj og et lille tørklæde – der ligner et russiskinspireret lommetørklæde snarere end en traditionel islamisk hovedbeklædning – bundet om hagen er Sara et godt eksempel på, hvordan reglerne fortolkes, så de giver bedre plads til individet.

Egentlig glæder de sig over den politiske udvikling. I 2015 indgik Iran og de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd (USA, Storbritannien, Frankrig, Kina og Rusland) samt Tyskland en aftale, der skal sikre, at landet ikke udvikler atomvåben. FN’s Sikkerhedsråd godkendte aftalen, og de økonomiske sanktioner, som Vesten i mange år brugte til at presse den iranske regering med, er blevet løftet.

Siden da er forholdet til mange vestlige lande blevet væsentligt forbedret: Iran har gjort det nemmere for turister at rejse ind i landet, iranske og udenlandske forretningsdelegationer er begyndt at besøge hinandens lande, og Irans handel med udlandet vokser. Det har også påvirket kunstscenen, fortæller Sara Bigdeli Shamloo og Nima Aghiani.

»Det har tilsyneladende haft en umiddelbar, positiv effekt: De iranske kunstnere er blevet mere aktive i og uden for Iran, der er kommet flere internationale festivaler, og kunstnere fra andre lande er interesserede i at komme til Iran og samarbejde med lokale kunstnere,« fortæller Nima Aghiani.

Flere andre musikere og koncertarrangører fortæller, at den iranske regering er begyndt at tillade mere og bredere kunstnerisk aktivitet. Da den efter iransk målestok forholdsvis moderate politiker Hassan Rouhani blev valgt til præsident i 2013, var det blandt andet med valgløfter om mere kulturel og social frihed.

Ifølge Danny Annan, den danske ambassadør i Iran, er det en helt bevidst strategi; regeringen håber på, at kravene om øget politisk frihed kan dæmpes, hvis befolkningen får flere muligheder på det kulturelle og det økonomiske område. Økonomisk vækst og jobskabelse står øverst på de fleste iraneres ønskeliste:

»Når der bliver løsnet op fra regeringens side, er det for at give folk noget mere luft. Det er noget, der går op og ned i perioder, og der kan være forskellige tendenser på samme tid, så det svinger lidt. Når regeringen giver folk mere luft nu, er det, fordi der er en ret markant opblødning i forholdet til udlandet, som også åbner op for nye muligheder på det kulturelle område,« fortæller den danske ambassadør.

Flere muligheder for filmscenen

Irans filmscene nyder derfor også godt af det politiske tøbrud, fortæller filmmanden Ove Rishøj Jensen fra European Documentary Network. I starten af december var han for tredje år i træk i Teheran for at undervise instruktører på en dokumentarfilmfestival, og der er sket meget på de tre år.

»Festivalen har ændret sig enormt meget, og i dag viser den et langt bredere udvalg af film end tidligere. Det har også skabt større interesse for festivalen blandt iranere,« fortæller han. Især iranske nichefilm gør det godt i udlandet, hvor de bliver vist i art house-biografer, og det er langtfra et nyt fænomen, fortæller Ove Rishøj Jensen:

»Helt frem til revolutionen i 1979 var der en stor og anerkendt iransk tradition for dokumentarfilm. Den led et knæk med revolutionen, men har alligevel på mange måder levet videre.«

Et af de steder, der sørgede for at filmen levede videre, er House of Cinema, foreningen for iranske filmfolk. Den er filmscenens bankende hjerte, og det skabte derfor røre, da den tidligere præsident, Ahmadinejad, fik det lukket i 2012 – officielt på grund af rod i papirerne, men ifølge filmfolk på grund af filmscenens tradition for at udfordre sociale normer og adressere ømtålelige problemstillinger. House of Cinema genåbnede året efter til stor jubel – og med et tweet fra den nye præsident, Rouhani.

»Film har altid været en stærk kunstform i Iran, vi har bare været afskåret fra den enormt rige persiske kultur, i kraft af at vi politisk ville afskære Iran fra omverdenen. Det ser ud til at ændre sig nu,« siger Ove Rishøj Jensen.

Altid bedst at spille i Iran

På galleriet for foden af Alborzbjergene er den internationale interesse for den iranske kunstscene også et af samtaleemnerne. Sammen med to andre iranske kunstnere er 9T Antiope netop blevet inviteret til at spille på den prestigefulde elektroniske musikfestival CTM i Berlin.

Men selv om Sara og Nima nyder godt af interessen fra Europa og planlægger at blive boende i Paris et par år endnu, så savner de kunstscenen derhjemme:

»Når vi er her, kan vi mærke, at vi er del af et fænomen, der vokser sig større på vores scene. Det er et ungt, nysgerrigt, åbensindet fællesskab, og så snart vi ikke er her fysisk, mister vi lidt kontakten med det,« fortæller Sara.

Hun glæder sig til at spille i Berlin, men hun er ikke i tvivl om, hvor hun foretrækker at spille:

»Det er bemærkelsesværdigt, hvor begejstret, entusiastisk og nysgerrigt publikummet her i Teheran er. Man kan virkelig mærke det, når man optræder. Den umiddelbarhed og ufordærvethed finder man ikke mange andre steder,« siger den iranske kunstner.