Læsetid: 10 min.

Guldstøv og ghettoliv

Lukas Graham. Gulddreng. Jamaika. Sivas. Sleiman. 2016 i Danmark var året, hvor poppen blev iscenesat både som fri leg og som algoritme. Og hvor hiphoppen blev ejet af forrygende stemmer fra Udkantsdanmark
Lukas Graham ligger på 12. pladsen på Billboards Hot 100 over årets bedst sælgende sange med ’7 Years’. Og den danske gruppe er blevet tildelt hele tre Grammy-nomineringer – bedste sang, bedste album og bedste ’Pop Duo/Group Performance’.

Lukas Graham ligger på 12. pladsen på Billboards Hot 100 over årets bedst sælgende sange med ’7 Years’. Og den danske gruppe er blevet tildelt hele tre Grammy-nomineringer – bedste sang, bedste album og bedste ’Pop Duo/Group Performance’.

Gary I Rothstein

28. december 2016

Både hjemme og ude var der i 2016 riv i dansk musik, jo tak.

Internationalt er det slut med de værste mindreværdskomplekser i forhold til Sverige (selv om vi vist aldrig får vores egen Max Martin). MØ fik selskab af Lukas Graham på de internationale hitlister, ja, Graham ligger på 12. pladsen på Billboards Hot 100 over årets bedst sælgende sange med »7 Years«. Og den danske gruppe er blevet tildelt hele tre Grammy-nomineringer – bedste sang, bedste album og bedste »Pop Duo/Group Performance«.

Hvad Danmark synes at kunne levere med MØ og Graham er non-algoritmiske ikke-perfektioner. Forsanger Lukas Grahams musikhøjskolefraseringer, den ret så underproducerede stil og de selvbiografiske tekster giver ham en stærk aura af menneskelig autenticitet.

Og MØ's utvungne væsen og løse koreografier i musikvideoer og på scenen bør skabe præcedens for langt mere fri leg i popverdenen. Både MØ og Graham tilbyder en spejling af den gennemsnitlige lytters drøm om en dag at kunne skifte hårbørsten ud med en professionel mikrofon og krænge sit hjerte ud til masserne.

MØ ligger på en 25. plads på Billboard Hot 100 med »Cold Water«, som er skabt af Major Lazer, og som hun synger sammen med ingen ringere end Justin Bieber. »7 Years« og »Cold Water« har begge i nærheden af en halv milliard YouTube-views.

Once I was seven years old, my mama told me/'Go make yourself some friends or you'll be lonely'.

– Lukas Graham: »7 Years« udgivet 2015, globalhit 2016.

Årets bedste danske plader ifølge Ralf Christensen

  • Sivas: ’Familie Før Para’. »Den her verden er kold/Forstår du?/Vi har kun hinanden.« Ikke sunget af en hippie med en akustisk guitar, men af den iranskfødte, danske rapper Sivas på hans debutalbum. Her cementerer han sig selv som en frækt udstansende rapper, vigtig kapitalismekritisk stemme, autotunet besynger af fællesskaberne – hvis ikke velfærdsstaten, så i hvert fald familie og venner.
  • Puce Mary: ’The Spiral’. Ubehag. En følelse, de fleste undgår i musik, men ikke i andre former for kunst. Men ser man på musik som lydligt drama, så åbnes der for nye mulige oplevelser. Ikke mindst i mødet med Puce Mary, der med The Spiral fandt sit eget brutale og rigt varierede vokabularium inden for noise-genren. Tæsk som skønhed. Opkast som ekspressionisme.
  • Khalazer: ’Album’. Et tjaldbum af et album. Og klædeligt for dansk hiphop at komme på Dr. Lazer og Khal Allans rumrejse ud i de mest krøllede hjernevindinger, røgede samples og kullede ordkompleksiteter.
  • Kathrine Stochholm: ’Danser til radio’. Et legesygt tusmørke. Natsværmere, ildfluer, snedkerværktøj og glasinstrumenter synes at tegne fine mønstre i arrangementerne. Mens det tidligere medlem af Under byen synger den smukkeste nordiske melankoli frem.
  • Hans Abrahamsen: ’Let Me Tell You’. Det skal ikke hedde sig, at musikredaktionen ignorerer brillans på grund af noget så gammeldags som genrekasser. Så. Lyt til Let Me Tell You – et isnende smukt og urovækkende værk for sopran og orkester baseret på de 483 forskellige ord, som Ofelia bruger i Hamlet.

Boblere: Brynje: Den højes tale + CTM: Suite For A Young Girl + Bisse: Højlandet og Happy Meal + Liss: First EP + Jamaika: SxB På Fri Fod + Værket: Jealousy Hits + Jaleh Negari: Arch Waves + Marc Facchini: Mørk Mandala

Perfekt føling

Gulddreng er til gengæld den perfekte illusion om popstjernen. Et algoritmisk vidunder, en fiktiv karakter, der lever rent i overhalingsbanen.

Perfekt føling med målgruppen, perfekt markedsføring, perfekte popskabeloner, som i skrivende stund har udmøntet sig i seks nummer et-singler og massiv afspilning på Spotify (omkring 50 millioner gange) og stort set ingen opmærksomhed på DR.

Og hva med Kidd han var the shit/Plejede at laver damer - nu laver han for lidt/Gulddreng laver penge og han laver damer/Jeg vil overtage spillet så jeg, jeg ligger planer

– Gulddreng: »Se mig nu« 2016.

Gulddreng er den perfekte illusion om popstjernen: Perfekt føling med målgruppen, perfekt markedsføring, perfekte popskabeloner.

Henning Hjorth

Udtryk for et paradigmeskifte kunne man således også kalde Gulddreng. Det nystartede danske Hurricane Records ser ud til at have noteret sig hans og pladeselskabet Universals tricks:

»Vi er et nyt musikselskab, der skaber og reagerer på trends. Vi er specialiseret i at udgive singler på streaming med social media som vigtigste marketingplatform. Vi rykker hurtigt og forventer det samme af dig.«

Klar tale.

Årets bedste danske plader ifølge Klaus Lynggaard

  • Niels Skousen: ’Hvem er du som kommer mod mig’. Erfaringens stemme i ren form. Sammen med producer Nikolaj Nørlund leverer Skousen varen og lidt til. Vokalen bevæger sig på kanten til gesprechsang, hvilket kun øger fokus på de ekstraordinært eminente tekster. Mesterklasse.
  • Bisse: ’Højlandet’. Fem plader i løbet af halvandet år og intet tegn på, at vidunderbarnet Bisse er ved at løbe tør for krudt. Højlandet udgør det foreløbige højdepunkt i produktionen, spraglet, imødekommende og fuldt af modhager. Og så er der hits på!
  • de efterladte: ’adjø tristesse’. En lavmælt duo, der befinder sig i en kontrær boldgade langt fra alfarvej. Kvaliteten er i top på dette old school indie-album, hvor sanger Peter H. Olesens skarpe tekster brænder igennem og i kraft af deres sproglige præcision hæver sig langt over gennemsnittet.
  • Annika Aakjær: ’Lykkens gang’. Med Lykkens Gang lykkes det den gode Annika Aakjær at forløse det talent, hendes to første udgivelser antydede. Produceren Johan Eckeborn har skabt et imposant klangligt rum, der på det smukkeste indfatter Aakjærs stemme og lader hendes fine tekster folde sig helt ud.
  • Choir of Young Believers: ’Grasque’. Majestætisk indbydende er Grasque en udgivelse, der sniger sig ind på lytteren. Det besnærende »Serious Lover« er en genistreg. Og kudos til Jannis Noya Makrigiannis for at afsøge nyt klangligt og rytmisk territorium.

Boblere: Juncker: Bivirkninger + Katinka: Lufthuller + Benal: Nu + Mørtel: Blitz + Marie Eline Hansen: Urolige venner + Telestjernen: Folkeskoletider + Illeborg & Nussbaum: Månen ligger på gulvet + The New Investors: The Last One In Is a Dreamer

Pluralistisk retning

Imens forsøger DR og især P3 at bevare sin relevans. Diversiteten af kunstnere afspillet på P3 og P6 er fortsat faldende. Lars Trillingsgaard – der gennem flere år egenrådigt har sammensat P3's playlister og også renoveret P6's til det værre og mere velfriserede – er flyttet højere op i hierarkiet til en post som overordnet musikstrateg.

Til gengæld ser det så ud til, at P3 nu trækker i en mere åben og pluralistisk retning efter Trillingsgaards alt for sene afgang – efter omkring 13 år. Fra nytår tiltræder P7-radioværten Mathias Buch som ny P3-musikredaktør, og hans arbejde med playlisterne skal fremover udføres i samråd med en intern P3-værtsgruppe og eksterne rådgivere. Trillingsgaards enevælde er ovre. På høje tid.

2016 var også året, hvor de regionale spillesteder igen skulle udpeges. En status, der sikrer de heldige udvalgte fire års fast støtte fra staten og fra deres respektive kommuner. I år var der beskæringer i hovedstaden og forøget støtte til provinsen.

Christianias ærværdige spillested Loppen og techno-dynamoen Culture Box mistede begge deres status som regionale spillesteder, mens Turbinen i Randers og Spillestedet Thy i stedet fik den forjættede ære. Det skal blive spændende at se, hvordan de bruger deres henholdsvis 1 og 1,5 millioner årlige kroner til.

Hovedstadens trængsler tog yderligere til, da Pumpehuset fik frataget sin driftstøtte, men i december lykkedes det at sikre sig retten til at benytte bygningerne ganske gratis indtil 2024. Hvilket er Pumpehusets redning. Og det ser også ud til at Culture Box i et samarbejde med Vega har sikret sig overlevelse.

Presset på kvadratmetrene i København er dog på ingen måde aftaget, og vi skal nok ikke i nærmeste fremtid forvente nye, anderledes kreative initiativer fra folk uden en klar businessplan og en stensikker kalkule.

Årets bedste danske plader ifølge Emil Eggert Scherrebeck

  • CTM: ’Suite for a Young Girl’. Et af de mest elegant eksperimenterende album i år. Cæcilie Trier skaber en særegen sonisk krop – tør jeg sige i eget billede? – og modellerer den efter kunstnerisk forgodtbefindende. Hun stikker hænderne dybt ind i materien og viser os, hvilke stoffer kunsten, musikken, mennesket og verden er gjort af.
  • Agnes Obel: ’Citizen of Glass’. Obel udfordrer sin sublime fornemmelse for stilhed ved at føje noget skurrende til billedet. Hun udvider sit arsenal af instrumenter, hun manipulerer sin stemme og åbner derved mennesket som et musikalsk prisme for historien, der i dette værk synes at gentage sig i det uendelige.
  • Jamaika: ’SxB På Fri Fod’. Vejle-rapperen Jamaika slog i år sit navn fast med tremmetykke syvtommersøm. Med hårde og rørende tekster skrevet fra ghettoen og fængselscellen, på en virtuos blanding af dansk (jysk), arabisk, engelsk og ghettoslang, åbnede han gåsehudsfremkaldende op for følsomheden i betonen.
  • Heidi Mortenson: ’Tid’. Med et særligt techno-touch tager Heidi Mortenson os med ud i et retro-futuristisk hus i skoven, hvor spøgelsesversioner af mennesker er fanget i kredsløbene. En smukt knitrende opdagelsesrejse ud i vores elektroniske (u)virkelighed.
  • Bisse: ’Happy Meal’. Grænseoverskridende undersøgelse af menneskelige katastrofer og konflikter. Fra massakrer i Bosnien og Indonesien til krigen i Afghanistan. Ikke engang min favoritudgivelse fra Bisses rige udgivelsesstrøm i 2016, men et vigtigt værk – og Lynggaard havde lagt beslag på Højlandet.

Boblere: First Hate: The Mind of a Gemini + YUNG: A Youthful Dream + Bisse: Højlandet + Karl William: Livet + LISS: First EP + Sekuoia: Flac

Ghettoens stemme

Det var så også i høj grad i Udkantsdanmark, at det sneede i år. Ghettoen, forstæderne, provinsen er for alvor kommet til orde. Man kan sige, at det startede tidligt med Outlandish fra Brøndby Strand i 1999, men det tog først for alvor fart i 2013 med iranskfødte Sivas' »d.a.u.d.a.«. Den storhittede i 2014, og derfra er indvandrernes erfaringer blevet udbredt via mikrofoner og hiphop til en bred del af den danskeungdom.

Et af de varmeste navne er Jamaika. En 20-årig dansk-somalisk rapper, der bor i Finlandsparken i Vejle. Når han altså ikke er inde og spjælde den. EP'en Sxb på fri fod og hans a capella-track »Linjer fra habez«, der blev indsunget og uploadet med mobil fra fængslet, har givet os en klar og melankolsk fortælling om en ung utilpasset knægts bøvl med systemet og med at vinde respekt i et samfund, der ikke gider ham.

Hver gang jeg er ude efter succes, ender jeg det samme sted som en kliché.

– Jamaika: »Gode dage venter« 2016.

Som Soundvenue kunne fortælle i et længere interview, så begyndte Jamaika at ryge ind og ud af institutioner fra 13-årsalderen, og når han stak af, gemte han sig ofte hos en anden ung, dansk rapper i Finlandsparken, Ung Cezar – af iransk afstamning og med en baggrund som flygtning.

Det er hiphop som ghettoens stemme, de brunes CNN, som Chuck D fra Public Enemy sikkert ville formulere det (han kaldte amerikansk hiphop for det »det sorte CNN«). Jamaikas største hit »Blodskudt« har pt. over 6,5 millioner Spotify-plays og over 1,75 millioner Youtube-views.

Dansk hiphop er – med nogle undtagelser – domineret af rappere med flygtninge- og indvandrerbaggrund, en af dem er Sivas.

 

Kenneth Lysbjerg Koustrup

I det hele taget er dansk hiphop – med nogle undtagelser som Suspekt, L.O.C. og Malk de Koijn – nu domineret af rappere med flygtninge- og indvandrerbaggrund: Sivas, MellemFingaMuzik, Benny Jamz/Højer Øye, Noah Carter, Marwan, Artigeardit, Eebz, Sleiman, DC, Molo(tov Movement), Amro, Young.

Hvilket også har skabt en ny multietnisk rigdom i vores sprog, hvor enhver hiphop-fan nu ved, hvad araba (bil), para (penge) og habez (fængsel) betyder.

Stoffer de hjælper ikke på dine problema/Har ødelagt familie har ødelagt mine venner/Lige som para har skabt hele verdens problema.

– Sivas: »Problema« 2016.

Det er rappere, der bruger deres anderledes kultur, deres andethed som identitetsmarkør, som ph.d. ved Københavns Universitat Kristine Ringsager påpegede i sin afhandling Rap, rettigheder, respekt  i 2015. Men det er også rappere, der peger på lighederne og på fællesskaberne.

Andetheden skaber kendskab og accept, måske endda normalisering af dét, der i gammeldanskernes øjne kan føles fremmed. Dog med den iboende fare, at der bliver spillet for voldsomt på stereotyperne, ikke mindst i markedsføringen. Noget, man oplevede i den amerikanske gangsta-rap tilbage i 90'erne, hvor hiphoppen for en stund blev gjort lig med skydeglade, drug-dealende, misogyne rappere.

Lad ikke historien gentage sig, men lad også den højtuddannede, Zizek-læsende bogorm komme til orde i dansk indvandrerhiphop. Middelklasse og akademisk lærdom er også en indvandrererfaring. Og mens vi måske stadig er et ganske rødt-blåt-splittet land, så gemmer der sig håb om heling og forsoning i at få indvandrer- og flygtningeerfaringer ind i populærkulturen.

Plads til forbedring

Det er til gengæld så som så med pigerne i hiphoppen – i det hele taget – hvilket har en række kulturelle forklaringer. Men hiphoppen står så heller ikke alene med skævvridningen.

En ny undersøgelse er på vej om kønsfordelingen i dansk musikliv, efter at den seneste rapport fra 2012 udregnede et groft gennemsnit på 20 procent kvindelig tilstedeværelse i musiklivet generelt. Og Bertel Haarder nåede også i år at nedsætte en musikskoletænketank, der skal forsøge at komme kønsstereotypien i instrumentvalg i musikskoler til livs – for allerede her går det galt.

Her på avisen valgte vi at opsøge dem derude på musikskolerne og fandt både drenge med violin, cello og althorn og piger med elbas, guitar og fagot.

 ... det er vores opgave at sikre, at alle er blevet præsenteret for muligheden for at spille forskellige slags instrumenter.

– Lena Schnack Mertz, formand for Danske Musik- og Kulturskoleledere og leder af Faxe Musikskole i Information 2016.

Så: Adjø 2016. Der er plads til forbedring.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende læsning. men jeg må til korset: en 71 årig kan ikke helt følge med mere. Men jeg forsøgte mig dog som løftestang for pigtrådsmusik i Ølgod i 1965. Det var sgu for tidligt.
Men det må snart være på tide at vore nye medborgeres musik fra hjemlandene også spilles i DR.

Pøblen skal have deres daglige drug fra Mø, Lukas, Beyonce til Putin og Trump, ellers så begynder pøblen at trippe af abstinenser og går i panik. Tænk hvis det kommercielle nedsmeltede og kreativiteten pludselig opblomstrede, det kommer selfølgelig ikke til at ske, der er så det gode ved "demokrati" at man kan trække gardinerne for og skylle det hele ned med Shumann's 2 symfoni treje sats:-)

Anders Sørensen

Godt at se Kathrine Stochholm på listen. Et noget overset album - eller også er det bare mig, der har overset omtalen...

Et nummer som En Dejlig Aften, Stille Sølvklart Vandet er måske det smukkeste musik, jeg har hørt i år.