Læsetid: 6 min.

Hvem har ret til at fælde smagsdomme?

Den traditionelle litteraturkritik bliver i stigende grad nedprioriteret af medierne, mens bogblogs stortrives på nettet. Er det et udtryk for en demokratisering af kritikken? Eller er den offentlige, litterære samtale i fare? Det diskuterer man flittigt i Norge for tiden
Den traditionelle litteraturkritik bliver i stigende grad nedprioriteret af medierne, mens bogblogs stortrives på nettet. Er det et udtryk for en demokratisering af kritikken? Eller er den offentlige, litterære samtale i fare? Det diskuterer man flittigt i Norge for tiden

Nilas Røpke Driessen

2. december 2016

Engang for ikke særlig længe siden havde aviserne og tidsskrifternes litteraturkritikere monopol på at mene noget om litteraturen – offentligt i hvert fald. Men de senere års omvæltninger i medieverdenen har ændret kritikkens rammevilkår markant.

Aviserne bringer færre og kortere anmeldelser og mange af dem bliver gemt bag en betalingsmur på nettet. Det danske litteraturtidsskrift Kritik, som Gyldendal har udgivet gennem 50 år, er lukket, og det norske litteraturtidsskrift Vagant har netop fået opsagt kontrakten med forlaget Cappelen Damm.

»Kritikken bliver presset, fordi mediehusene ser, at det tager tid at læse litteraturkritikken. Det er ikke let konsumerbart stof, og den langsomme journalistiske genre er i problemer,« forklarer Eirik Vassenden, der er professor i nordisk litteratur ved Universitetet i Bergen og den ene af redaktørerne bag bogen Norsk litteraturkritikks historie 1870-2010.

Samtidig overtager bloggerne en stadig større del af behandlingen af litteraturen. Monopolet er brudt, for på nettet kan alle mene noget om alt, også om bøger.

Men er det et tegn på, at den traditionelle litteraturkritik er truet? Eller er den bare i gang med at genopstå i en ny form på diverse blogs? Det er omdrejningspunktet i den debat, der har kørt i litterære kredse i Norge, siden Norsk litteraturkritikks historie 1870-2010 udkom i efteråret.

Læs også: Opbrud i litteraturkritikken

I bogen skitserer tre norske professorer litteraturkritikkens historie og udvikling frem til i dag, og det har givet anledning til at diskutere litteraturkritikkens vilkår anno 2016. For kan bloggerne fungere som en slags erstatning for al den litteraturkritik, der ikke længere laves i de traditionelle medier?

Nej, mener Eirik Vassenden, af den simple årsag, at der er en væsentlig forskel på, hvad bloggerne og litteraturkritikerne vil med deres tekster.

»Der findes jo en række veletablerede kriterier, som man kan se, at kritikere traditionelt set har regnet for noget godt, f.eks. originalitet, mestring af formen, troværdighed og sproglig kreativitet osv. Litteraturkritikerne laver en vurdering af de formelle kvaliteter på baggrund af de veletablerede kriterier, som der har været nogenlunde samme opfattelse af, hvad er, op gennem litteraturhistorien. Bloggerne har også deres kriterier, men de er måske anderledes,« forklarer Eirik Vassenden og fortsætter:

»Jeg betragter blogkritikken som en udvidelse og tilvækst til kritikken, for mange bloggere ser ud til at ville noget andet end den traditionelle kritik ved at være mindre problematiserende og diskuterende,« forklarer han, men tilføjer, at det er umådeligt svært at tale om bloggere som en samlet gruppe, fordi der er så stor forskel på dem.

Anmelder ud fra forskellige kriterier

Spørger man én af Norges mest læste bogbloggere, Geir Tangen, der til hverdag arbejder som skolelærer på en ungdomsskole i Haugesund, men i fritiden driver Norges største krimibogblog Bokbloggeir, er der forskel på, hvilke kriterier bloggeren og litteraturkritikeren anmelder ud fra.

»Som bogblogger er det min mening, der er den vigtigste. Som anmelder i en avis eller et tidsskrift er det en faglig begrundelse, som er i fokus. Jeg forsøger selvsagt at være faglig, saglig og seriøs i mine bloganmeldelser, men jeg kan altså tillade mig at være mere subjektiv,« siger Geir Tangen og slår fast:

»Litteraturkritik er et fag, og jeg vil aldrig udgive mig for at være fagmand. Jeg er en subjektiv læser, som skriver om bøger for at skabe interesse for krimilitteraturen.«

Spørger man derimod ophavskvinden bag en af Norges andre populære bogblogs, ’bokelskerinnen’, der slår på tromme for blogkritikken i debatten, kan bogbloggerne sagtens erstatte avisernes litteraturkritikere.

»Bogblogging er jo en del af den litterære offentlighed, og meget af det, der publiceres på blogs, er af bedre kvalitet end aviskritikken,« siger Elin Brend Bjørhei til klassekampen.no.

Det er den garvede litteraturkritiker Susanne Christensen, der skriver for Klassekampen og litteraturtidsskriftet Vagant, ikke enig i, for i hendes optik kan den traditionelle litteraturkritik noget helt andet, end bloggerne kan, nemlig starte den offentlige, demokratiske samtale.

»Bloggerne fører ofte en anden slags samtale. Der er tale om en fankultur, som bliver drevet af entusiasme og underholdning. Den traditionelle litteraturkritik fokuserer mere på refleksionen over, om værket har taget stilling til samfundet. Den er kontekstualiserende og behandler, hvad offentligheden er for en størrelse. Bogblogs er mere konsumorienterede. Der er ikke noget forkert i det, men det er en reduktion af, hvad vi kan bruge litteraturen til,« siger hun.

Uredigeret kritik

Alligevel mener hun godt, at dét, bloggerne bedriver, kan betegnes som en form for litteraturkritik.

»Vi gør jo mange af de samme ting. Det er ikke sådan, at de sidder og dikker med deres følelser, hvorimod jeg analyserer – vi gør begge begge dele. Nogle bogbloggere får jo også en karriere på aviserne efterfølgende. Vi er en del af samme system,« siger hun.

Dér, hvor hun mener, problemet opstår, er, når boghandlere og forlag begynder at bruge bogbloggernes positive udtalelser i deres markedsføring.

»Den traditionelle kritik er ikke så villig til at bruge stjerner og hjerter og den slags, og så er den nok mere sur. På bogblogs er der ofte mere følelsesmæssig, begejstret respons, og den form for affektiv kommunikation bliver opprioriteret af forlagene i deres markedsføring,« mener Susanne Christensen.

Det er hun ikke alene om at synes.

Sidste år kunne den norske avis VG afsløre, at norske forlag, bl.a. Bastion, havde betalt norske topbloggere for at få gode omtaler, og det har været med til at gøre det til en omstridt genre.

At den slags overhovedet kan ske, hænger sammen med, at blogs er uredigerede; en væsentlig forskel på blogkritik og aviskritik, ifølge Eirik Vassenden.

»Redigeringsprocessen er kostbar, men den sikrer litteraturkritik på højt niveau. Jeg er ikke så optimistisk med hensyn til tanken om, at bogblogs skal aflaste aviserne, i takt med at de skærer ned på kritikken, for bloggerne mangler den redaktionelle proces,« siger han.

Den offentlige samtale svækkes

Derfor mener han ikke, at det er helt uproblematisk, at den traditionelle litteraturkritik bliver nedprioriteret.

»Litteraturkritik er vigtig, fordi den fører en offentlig samtale om de eksistentielle, grundlæggende vilkår for mennesker. Blogs kan kun kompensere for nedprioriteringen af litteraturkritik i de traditionelle medier ved, at den findes, men den kan ikke kompensere for den brede distribution af den offentlige samtale, som den traditionelle litteraturkritik står for, fordi blogs repræsenterer en suboffentlighed. Kritik og debat på blogs og Facebook og den slags er ikke på samme måde et forum for den offentlige samtale, fordi mange her er ekskluderet fra samtalen,« forklarer professoren, og Susanne Christensen stemmer i:

»Litteraturkritikken er demokratisk vigtig, fordi den er med til at klæde os på til at forstå andre mennesker, og det er både litteraturen og litteraturkritikkens opgave. Aviserne har været idealistiske nok til at have denne her ordveksling, men nu flytter samtalen over på nettet og ændrer sig. Nu kan vi alle blande os i samtalen. Det bliver kaldt demokratisering, og det er det også på mange måder, men det har også gjort måden, vi snakker sammen på, mere ’casual’ og personorienteret,« siger hun.

Selv om der, med blogkritikkens fremvækst, kan siges at være kommet flere stemmer med i samtalen om litteratur, ser Eirik Vassenden den traditionelle litteraturkritiks svækkelse som et tegn på en fattigere litterær offentlighed.

»Jeg er bekymret fagligt for to ting: Den ene er den kvantitative nedskæring på området, og den anden er, at flere af de store mediehuse er begyndt at trykke den samme anmeldelse i alle koncernens aviser. I praksis betyder det, at der, i stedet for at være fire forskellige stemmer, kun er én, og det er en dramatisk indskrænkning af kvantiteten og altså en indskrænkning af samtalen i den almene offentlighed,« slutter han.

’Norsk litteraturkritikks historie 1870-2010’ er redigeret af Sissel Furuseth, Jahn Holljen Thon og Eirik Vassenden. Universitetsforlaget, 2016.

Vinterbøger 2016

Den nordiske samtidslitteratur spænder vidt, og vi har været en tur rundt i hele Norden for at tale med seks debuterende forfattere om deres værker og deres drivkraft. Samtalerne med den kommende forfattergeneration udmønter sig blandt andet i historier fra DSB-toget, et turismeboomende Island og et sneklædt landskab i Norge.

Vi går også litteraturkritikken efter i sømmene. Den har siden sin fødsel været omdrejningspunkt for den dannede, offentlige samtale, men bliver i dag udfordret på sin autoritet af digitale alternativer for anmelderi. Samtidig har et prominent tidsskrift som Kritik drejet nøglen om – men er det et problem? Vi tegner kritikkens historie og horisonter op.

Læs med i Informations særtillæg om Vinterbøger, der udkommer fredag den 2. december 2016.

Andre artikler i dette tillæg

  • Opbrud i litteraturkritikken

    2. december 2016
    Siden kritikkens opkomst i det 18. århundrede har den været en vigtig ordstyrer i samtalen om litteratur. I dag kæmper den for ørenlyd i en digital offentlighed, der summer af stemmer
  • På opdagelse i teksternes tilblivelse

    2. december 2016
    Som editionsfilolog tilbringer Johnny Kondrup en del tid på biblioteker, hvor han forsker i klassiske værkers tilblivelse og udgivelse. Han frygter en fremtid, hvor breve er udskiftet med e-mails, og hvor computeren sletter de spor fra skriveprocessen, som er afgørende for vores kulturarv
  • Fugle som eneste vidne

    2. december 2016
    Agnes Ravatns roman ’Fugletribunalet’ handler om en voksende kærlighed mellem to fremmede. Men også om sorg, skam og ønsket om at sone
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu