Det var slet ikke meningen, at scenekunstner Jacob F. Schokking ville beskæftige sig med Det Arabiske Forår.
Men så i 2013 googlede han sig under en søgen efter andre stykker sig frem til et manuskript. En tekst skrevet af en ung tunesisk kvinde, der med oplevelsen af Det Arabiske Forår og skuffelsen over efterspillet frisk i hukommelsen havde en helt anden forståelse og adgang til et konfliktfyldt emne, som han ellers selv så sig afkoblet fra at forstå og videreformidle.
Manuskriptet hedder ’Det som diktatoren ikke sagde’ og er skrevet af den tunesiske advokat og dramatiker Mériam Bousselmi, der forsøgte at sætte sig ind i eksdiktator Ben Alis hoved og skrive fra hans perspektiv, stragiske planer og overvejelser om den befolkning, han styrede med hård hånd i 23 år, til han blev afsat og flygtede i 2011.
Læs anmeldelse af Det som diktatoren ikke sagde: Diktatoren med det perfekte smil
Selv om den hollandskdanske billedkunstner og iscenesætter Jacob Schokking er kendt for provokerende opsætninger og har modtaget Reumert-priser for blandt andet »altid at vælge den sværest tænkelige løsning«, var tanken om at sætte et stykke op om de oprørske konflikter i mellemøsten alligevel fjern.
Behov for en insider
For ifølge ham er det for svært at forstå og få indblik i alle de komplekse konflikter og kritiske aspekter ved Det Arabiske Forår. Der er behov for en insider, før en, som ham tør nærme sig det som teaterstof.
»Og så har jeg for megen respekt for de menneskelige konsekvenser til at sidde og lukrere på det for aktualitet og effekt eller for at vise: ih, hvor er jeg engageret,« siger han.
Så det var først, da Jacob Schokking fandt netop Bousselmis manuskript om manipulation og menneskelig herskernatur, at ideen til en diktatormonolog som scenekunst opstod.
»Hun har lavet en figur, som har mistet en del jordforbindelse som enehersker, men som samtidig med storhedsvanviddet er enormt snedig, forførende og selvreflekterende over sin egen situation og ikke mindst over oppositionen og befolkningens manglende reaktioner.«
Et transitrum
Manuskriptet satte straks billeder i hovedet på Jacob Schokking, og de billeder ligger nu udfoldet i et sort rum foran os, med papkasser, tre tæpper, en hel del taburetter og en enkelt kongestol, som han har lånt af Det Kongelige Teater.
Det hele foregår på Takkelloftet i Operaen, hvor Jacob Schokking og teatret Holland House, gæstespiller med stykket.
Her skal skuespiller Joen Bille som diktatoren i en sekvens stå på et podie af ens, gråmelerede taburetter, der pludselig trækkes væk, flyver op i luften, og lige nu hænger som en slags bagtæppe på den enkle scene efter gårsdagens prøver.
»Det er bare et utroligt bogstaveligt billede på, hvad der sker, når små, troskyldige taburetter går deres vej,« siger han og kigger længe på rekvisitterne, der skal udgøre rummet om den 75 minutter lange monolog.
I mørket hænger to store, støvede og mellemøstlige tæpper i et hejseværk.
»Jeg forestiller mig et transitrum. Hvor eksdiktatoren, ligesom mange andre diktatorer før ham, har overført alle sine penge til en bankkonto i Schweiz eller Liechtenstein og nu står i en lejlighed i Paris via nogle bekendte med uåbnede flyttekasser og uden sin store tjenerstab.«
Hvem har ansvaret for en diktator
Jacob Schokking er interesseret i den del af diktatorfiguren, der ikke blot kan affejes som psykopat, men som derimod kan udøve sit magtbegær over for en bøjelig opposition.
»I er alle sammen blevet potentielle diktatorer!« lyder et af diktatorens budskaber i manuskriptet, hvor diktatoren også ifølge ham selv er blevet diktator på grund af mangel på modstand.
»Diktatoren siger for eksempel til middelklassen, at I lukker jer inde i jeres smukke huse med nedrullede gardiner og bemærker ikke elendigheden, der jo ikke ligger særligt langt fra, hvor I bor,« siger Schokking.
»Når man har afsat en alfahan, er alle potentielle diktatorer. Han siger: stil jer op på en stol og se jer omkring. Enten griber i magten, eller også må I gå den næste leders ærinde. Det kan du næsten projicere ud på en hvilken som helst arbejdsplads med over tre ansatte, for vi mennesker er indrettet sådan. Og det er egentlig for at tæmme de drifter i os, at vi prøver at organisere os ud af det, så der også er nogle af de andre aber, der får lov til at sige, hvad de mener.«
Overhalet af aktualitet
Selvom manuskriptet via Bousselmis indsigt giver indblik i en specifik og for mange lukket konflikt, har aktualiteten siden manuskriptet blev skrevet i 2013 nærmest overhalet stykket, mener Jacob Schokking.
»Så har det halve af USA pludselig stemt Trump ind, og vi sidder og frygter Marine Le Pen i Frankrig. Og der er det interessant i hendes tekst, at den allerede rummer det, for diktatorens udsigelser passer alt for godt på os – både i det private, det nationale og det globale.«
– Hvad skal publikum bruge det til?
»Vi har altid brug for at forøge vores demokratiske beredskab. Under Det Arabiske Forår har de ikke haft demokratiske traditioner, så det kunne alt for nemt gå i stykker. Men vi har så solidt forankrede institutioner, at vi tager det for givet og bliver passive og magelige. Selv en valgt regering vil foretrække, at befolkningen hygger sig med samtalekøkkener og grill, så de kan få lidt ro til at regere i stedet for at skulle tage diskussionen om hver eneste ting hele tiden.«
’Det som diktatoren ikke sagde’ går på Takkelloftet i Opeaen fra 6. til 17. december 2016
