Læsetid: 7 min.

’Indimellem føles eksil som hukommelsestab’

Da forfatterinden Shadi Angelina Bazeghi var en stor pige, havde hun en brevveksling med sin alvorligt syge far. Han var i Iran, hun var i Danmark. »I dag formår brevene for en stund både at opløse tid og afstand«
Shadi Angelina Bazeghi og hendes far, Shahryar Saber

Shadi Angelina Bazeghi og hendes far, Shahryar Saber

9. december 2016

Min elskede datter, Shadi Salam. Jeg håber, at du har det godt, er sund og rask og fortsat møder livets udfordringer med en ubændig viljestyrke.

Min blomst. Jeg har det ok. Jeg længes. Og venter endnu på det øjeblik, der vil bringe mig nyt om dig. I skrivende stund har jeg ventet i månedsvis. Når nu adskillelsen synes at være vores lod, og brevene er den eneste tråd, der forbinder vores liv, er der så noget at sige til, at jeg forsøger at erstatte dit fravær med dine breve? Og kan man bebrejde mig, at jeg tæller dagene?

Der er gået 3 måneder og 4 dage, siden jeg sidst hørte fra dig. Den aften læste jeg dit brev igen og igen og stirrede længe på dine billeder. Ser du, jeg lider ellers af søvnløshed. Det har jeg gjort i årevis. Jeg skal ikke belemre dig med detaljerne, men jeg kan fortælle dig så meget, at det i længden driver selv den bedste til vanvid. Midnat efter midnat bevæger man sig kun mod vanviddets midtpunkt. Den nat, kæmpede jeg, i modsætning til alle andre nætter, for at holde mig vågen, for jeg havde håb i dit billede og dine ord. Og pludselig forekom søvnløsheden, som en velsignelse. Så tro mig, når jeg fortæller dig, at noget af det vigtigste i livet er at have håb. Man må som det mindste håbe, at tingene ændrer sig til det bedre.

Mit livs blomst, jeg forstår godt, at det kan være svært for dig at udtrykke dig på iransk. Du er blevet ældre, du har lært nye sprog, det har forrykket dit ordforråd og påvirket din skriftlige formåen, men lad være med at overtænke det og undervurdere dig selv, det er ligegyldigt, om der er stavefejl. Lad bare din far vide, hvad du tænker, hvilke bøger du læser, hvilken slags musik du lytter til. Jeg synes, at alle bøger er værd at læse mindst én gang. Du må love mig at læse Dobbeltgængeren af Dostojevskij og Oscar Wildes Billedet af Dorian Gray. Og du må endelig fortælle mig, hvad du synes om dem. For tiden er mine yndlingsnumre ’Wish You Were Here’ med Pink Floyd og Barbara Streisands ’Memories’. Ja, det er helt forskellige genrer, og jeg forestiller mig, at du ikke kender Streisand. Måske kan du lytte til memories ved lejlighed, og i øvrigt hilse din mor og sige, at hun skal lytte med.

Vidste du for resten, at jeg fyldte 40 i sidste måned? Jeg er blevet gråhåret, mit hår er tyndt, og jeg tænker, at der formentlig ikke er meget tilbage af det sorte, når vi engang ses.

Min smukke pige, jeg kan forstå på din mor, at du ofte bliver ked af det, når du tænker tilbage. Der er sket mange ting i dit liv, som du ikke var herre over, og som udsprang af andres fejltagelser, vores dumhed og mangel på erfaring og ikke mindst historiske begivenheder, der påvirkede dit liv i negativ retning.

Det må være overvældende og hårdt for dig at tænke på alt det skete. At udholde afstanden og adskillelsen er også umenneskeligt. Men hvad andet kan vi gøre end at være menneskelige, end at være humane og leve op til det bedste i os selv? Jeg fornemmer din smerte, jeg kender din mentalitet, og jeg ved, at du kan være fuldkommen empatisk og sensitiv. Men du må ikke lade dig overvælde.

Du er som en tro kopi af mig. En kopi, der er bedre og mere ægte end originalen. Eller en ny og forbedret version af en prototype. Så jeg ved også, at du kommer til at gå dine egne veje og skabe dit liv efter dit eget billede.

Min blomst, jeg ville ønske, at jeg kunne være der sammen med dig, når du fylder 18. Tilgiv mig, for jeg formår stadig ikke at give dig alt det, du har krav på. Du har fortjent en bedre far end mig, det ved jeg. Men efter en kompliceret halsoperation og 32 omgange med strålebehandling, er der ikke meget, jeg kan stille op p.t. Du tænker nok, at jeg altid har en god undskyldning for min utilstrækkelighed. Lægen sagde, at jeg skulle hvile mig i 4-6 måneder og slet ikke tale. Men jeg var nødt til at begynde at arbejde igen på deltid, kun 3 dage efter den første strålebehandling.

Det vigtigste er, at det hele nu er overstået, jeg er i bedring, og du behøver ikke at bekymre dig mere.

Du må aldrig glemme, at ligegyldig hvor du er er, ligegyldig hvor du er i verden, om du så er på den anden side af valmuernes grænse, og ligegyldig hvordan du vælger at leve dit liv, vil jeg elske dig.

Dine ord er mere værd end alverdens medicin. Skriv til mig, min smukke pige, skriv.

 

– Hvad var din fars situation da han skrev brevet?

»Han havde været gennem en svær operation i halsen, eftersom han havde fået konstateret kræft på stemmebåndet og havde været indlagt i månedsvis, hvor han knap var ved bevidsthed. Jeg vidste ingenting om det. Han havde ikke fortalt mig noget, og jeg havde ikke hørt fra ham i mere end et halvt år. Så ringede han og fortalte, hvad der var sket, og hvorfor han ikke havde ladet høre fra sig. Jeg blev både vred og ked af det og fik ham til at love, at han aldrig igen ville skjule noget for mig på den måde. Kort tid efter modtog jeg brevet fra ham. Jeg var lige begyndt i 3. g.«

– Hvad betød det dengang?

»Alt og ingenting. Alt fordi det jo var alt, vi kunne være for hinanden. Og ingenting fordi det ikke kunne eliminere afstanden eller savnet. Tværtimod: Det var, som om de voksede sig større, mens jeg læste. Jeg blev overmandet – af min eksil, så at sige – og følte mig magtesløs og utilstrækkelig.«

Hvad betyder det i dag?

»I dag betyder det, at jeg har adgang til hans stemme og tankeverden. Ikke så lidt ironisk, når det var hans stemmebånd, der blev ramt af kræft – og at jeg har kontakt med ham via hans egen skrift. I dag formår brevene for en stund både at opløse tid og afstand. Og jeg læser også hans breve på en anden måde i dag. Forleden slog det mig, at han var yngre, end jeg er nu, da han skrev mange af brevene. Det forstår man ikke rigtig, vel, når man selv er purung, så føles ens forældre gamle, og man reducerer dem til kun at være forældre. Nu kan jeg endelig se ham som en ung mand, der mistede sit barn på grund af omstændighederne, og som prøvede – med få midler ad få mulige veje, at være der, at være en del af hendes liv.«

– Hvad er det breve kan i eksil?

»De kan på en måde erstatte den ellers ofte manglende forbindelse mellem fortid og nutid, det hårde brud og den her følelse af displacement. Indimellem føles eksil som hukommelsestab, at vågne op og befinde sig et sted, hvor man ingenting kan genkende i rummet og end ikke sig selv. Og man ved ikke rigtig – eller kan nærmere ikke rumme – hvad der er gået forud, hvorfor man er afskåret fra alt og alle, som man er vokset op med. I de to år jeg gik på Forfatterskolen, blev jeg ofte ramt af den følelse helt fysisk: Jeg stod af metroen på Kongens Nytorv, og der gik de her sekunder, hvor jeg bare gik i stå på perronen og ikke anede, hvorfor jeg var der. Pudsigt at det lige var i forbindelse med Forfatterskolen, at det opstod.«

– Hvor er din far I dag?

»Min far døde i 2004. Han vil ikke opereres igen. Han vil ikke have fjernet sit stemmebånd, som ellers var nødvendigt. Han skrev både poesi og prosa hele sit liv, og han havde en drøm om at slå sig ned som forfatter, når han blev pensioneret. Han fik mig også overbevist om, at jeg skulle få mig en akademisk uddannelse, inden jeg dedikerede mig skriveriet. Jeg læste på Københavns Universitet, da han døde. Et par måneder efter hans død drømte jeg, at han kom på besøg hos mig. Han havde et manuskript i hånden, og han var så glad. Han sagde, at han endelig hvade fået skrevet sit værk. Han spurgte om jeg ville læse det. Og jeg stirrede bare på ham og tænkte, jamen, du er jo død, det er for sent. Men jeg nænnede ikke at fortælle ham det, for han var så glad. Den dag jeg vågnede, besluttede jeg mig for at søge ind på Forfatterskolen.«

Serie

Brevet

Breve giver os adgang til fortiden. Som tidslommer, der giver adgang til en svunden tid, et forlist forhold, et ukendt venskab, et eksil, en flugt, et kald. I dag er brevet en sjældenhed. Måske en uddøende genre?

I den kommende tid bringer Information – i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek – en række breve fra mennesker, der enten er i fysisk eller mental eksil.

Seneste artikler

  • ’En af dansk litteraturs eksilerede’

    13. januar 2017
    Georg Brandes elskede Danmark, men evnede aldrig helt at slå rod i denne ’degneprovins’. Brevene fra hans tid i frivilligt eksil i Berlin viser denne ambivalens, fortæller litterat og Brandes-kender Hans Hertel
  • Tove Ditlevsen var bange for skoven, ikke døden

    30. december 2016
    Tove Ditlevsen skrev flittigt under sine indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Både romaner og breve. Der var nemlig en ro, som den danske forfatterinde ikke så let fandt andre steder, siger forfatter Karen Syberg
  • ’Brevene er jo på det tidspunkt den eneste mulighed for Céline’

    23. december 2016
    Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline var i perioden 1945-47 fængslet i Danmark og ventede udlevering til Frankrig på grund af sine antisemitiske skriverier. I det nye år udkommer hans breve fra fængslet på dansk oversat af Troels Hughes Hansen, som vi har bedt udvælge et brev i den omfattende korrespondance
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu