Læsetid: 15 min.

Det er ikke for ingenting, at Ken Loach kaldes ’Røde Ken’

I over 50 år og næsten lige så mange film har den britiske filminstruktør Ken Loach forsøgt at give stemme til alle dem, der ikke har nogen – ikke mindst de arbejdsløse, de fattige og de udstødte. Den 80-årige humanist og socialist er aktuel med kontanthjælpsdramaet ’Jeg, Daniel Blake’, og han mener, at man skal blive ved med at kæmpe for retten til det historiske narrativ
’Kapitalismen har været snedig ved at sørge for at involvere folk og f.eks. bruge deres pensionsmidler til at investere og den slags. Det er ikke lige så skarpt afgrænset som fabriksarbejderen og hans arbejdere, men den essentielle opdeling eksisterer ikke desto mindre stadig,’ siger Ken Loach

’Kapitalismen har været snedig ved at sørge for at involvere folk og f.eks. bruge deres pensionsmidler til at investere og den slags. Det er ikke lige så skarpt afgrænset som fabriksarbejderen og hans arbejdere, men den essentielle opdeling eksisterer ikke desto mindre stadig,’ siger Ken Loach

Scanbox

16. december 2016

Ken Loach ser på mig med den paradoksale blanding af mildhed og bestemthed, som indimellem gør det svært at vide, hvor man har ham.

»Vi kan ikke lade være,« siger den spinkle, næsten undseelige, 80-årige britiske filmskaber.

Han er venlig og imødekommende, og han taler ikke højt eller skarpt – men tøver heller ikke, og han ved præcis, hvad han vil have.

Loach er lige så ubøjelig og sikker i sin sag, som han altid har været, når det kommer til det, han tror på. Gennem en karriere, der strækker sig over mere end 50 år, har han kæmpet for at give stemme til alle dem, der ikke selv har én, og det er, siger han altså, fordi han ikke kan lade være. Det er ikke for ingenting, at han kaldes Røde Ken.

Det kan man ikke mindst forvisse sig om ved at se de film, Loach har lavet sammen med sin faste manuskriptforfatter gennem de seneste 20 år, Paul Laverty.

Således også i parrets nye film, Guldpalme-vinderen Jeg, Daniel Blake, der handler om to mennesker – titlens midaldrende Daniel Blake (Dave Johns) og den unge, enlige mor til to, Katie (Haley Squires) – som begge fanges i et ufølsomt kontanthjælpssystem, der reducerer mennesker til tal og statistikker.

Kommunen vil ikke anerkende Daniels arbejdsskade, og han skal være arbejdssøgende for at få kontanthjælp, og Katie kommer for sent til en aftale, hvorfor hun bliver afvist af sin sagsbehandler. Men de bliver gode venner, Daniel og Katie, og forsøger at hjælpe hinanden, når nu systemet ikke vil.

Det er ikke den første film om arbejdsløse og nødstedte mennesker, som Loach har lavet, men det er en af de stærkeste og mest betimelige i en tid og en verden, hvor dem, der ikke har, kun får mindre og mindre, og det system, der skulle hjælpe dem, synes at gøre det modsatte.

Synlig og voldsom kamp

»Det er historier, som ikke bliver fortalt, og mennesker, man ikke normalt ser på lærredet,« siger Ken Loach, da vi i november måned sidder i en salon på et i sammenhængen lidt for dyrt og elegant hotel i Stockholm, hvor han deltager i den årlige filmfestival. Det er i øvrigt dagen efter det amerikanske præsidentvalg med alt, hvad dertil hører af tungsind og politiske tømmermænd.

»Paul og jeg føler, at vi er nødt til at fortælle disse historier. Ud over det politiske afslører de så meget om, hvordan vi relaterer til hinanden, og hvordan folk reagerer, når de er under pres. De siger noget om vores inderste behov og følelser og konsekvenserne af magthavernes beslutninger for privatpersoner. Det er noget, der altid har interesseret mig: Hvordan folk agerer i forhold til andre mennesker. Hvem de bliver til. Og det økonomiske og sociale pres, de er omgivet af. Og hvordan politiske beslutninger tegner et samfund, og hvordan samfundet påvirker folks udvikling.«

Der findes ikke så mange instruktører, der gør, hvad Loach gør – som så uhildet og utrætteligt kæmper for de svage i samfundet og siger magten midt imod. Han nævner selv Michael Moore og de belgiske Dardrenne-brødre, der også er medproducenter på Jeg, Daniel Blake.

»Man lever i verden, så hvorfor skulle man ikke det?« siger Loach om baggrunden for sit sociale og politiske engagement, der ligesom personen bag også rummer en solid portion varme og humor.

»Det er kampen, der er interessant. Det er det, der får én til at forsøge at kommunikere med andre mennesker. Det er det, man ikke kan lade være med. Det er dramaets essens, ikke? Kamp og konflikt, og over hele verden er konflikten lige nu til at tage at føle på. Den er synlig og voldsom og kulminerer med det, der sker i USA, og som vækker frygtelige mindelser om hændelser i Europa det forrige århundrede.«

Dynamisk historie

Selvfølgelig er der konkrete uretfærdigheder i verden, som man kan have lyst til at reagere på, men det er den fortsatte fortælling, der for alvor interesserer Ken Loach. For ham handler det om at prøve at gennemskue, hvad det er for nogle mønstre, der former og gentager sig, og hvad det i bund og grund er for en kamp, man udkæmper generation efter generation – og ikke mindst hvor man selv vælger at stå i den kamp.

»Historien er dynamisk, og der ligger et drama i, at den bliver skabt for øjnene af os,« siger han.

»Udviklingen går hurtigere og hurtigere for hvert århundrede og nu for hvert årti, fra den industrielle revolution og fremad, fremskridtene inden for ny teknologi. Alting forandrer sig for hvert år. Hvis man ser tilbage, kan man se, at intet forandrede sig i århundreder, og så pludselig, inden for de seneste 200-250 år, er alting gået så hurtigt: Arbejderklassens opstigning og udbytningen i 1800-tallet og de fremskridt, vi gjorde i 1900-tallet i forhold til rettigheder og fælleseje. Nu bliver det ødelagt af de store virksomheder. De har genvundet kontrollen og muligheden for at udnytte arbejderne lige så nådesløst som i 1800-tallet. Hvordan kæmper vi imod det? Hvis man ser historien som et drama, der hele tiden udspiller sig, er det fascinerende, men det er også deprimerende. Vi er alle aktører i den historie. Vi befinder os på forskellige sider.«

Og der er kræfter, som bevidst forsøger at omskrive historien, siger Loach, der til enhver tid vil kæmpe for retten til den historiske fortælling.

»Hvem er det, der skriver historien? Det gør sejrherrerne som regel. De fleste historiebøger ser historien fra forskellige sider, og det er afgørende at forsøge at forstå fortiden. For mig handler det om klasse og klassekamp, men andre anskuer det på en anden måde. Men det er essentielt at prøve at forstå det.«

Økonomisk klassekamp

For Ken Loach er klasse og klassekamp nemlig ikke kun et spørgsmål om, hvordan man taler eller holder på en kniv og en gaffel. Det drejer sig i høj grad om økonomi og ens forhold til, som man kaldte det i gamle dage, produktionsmidlerne.

»Om man ejer og kontrollerer dem, eller om man er lønarbejder,« siger han.

»Selvfølgelig er der mange gradsforskelle, og kapitalismen har været snedig ved at sørge for at involvere folk og f.eks. bruge deres pensionsmidler til at investere og den slags. Det er ikke lige så skarpt afgrænset som fabriksarbejderen og hans arbejdere, men den essentielle opdeling eksisterer ikke desto mindre stadig.«

Jeg spørger, om han synes, at tingene er blevet værre, både rundt om i verden og i Storbritannien, hvor man ellers i mange år havde fornemmelsen af, at Margaret Thatchers asociale regeringsperiode var kulminationen på kampen mod arbejderklassen.

»Den skærpede konkurrence betyder meget,« siger Loach og går så i gang med at dissekere det moderne arbejdsmarked.

»De store virksomheder skal hele tiden reducere lønomkostningerne for at holde sig konkurrencedygtige. Der er et konstant pres. Ligegyldigt hvor lave lønningerne er, er der hele tiden et pres for at sænke dem. Hvordan gør de så det? Ved ingen forpligtelser at have over for deres ansatte. De spilder ikke penge på sygedagpenge eller på feriepenge. De spilder ikke penge på at videreuddanne folk. De vil bare have enheder af arbejdskraft til den billigst mulige penge, som de kan tænde og slukke for, som de har lyst til. Og politikerne tolker det som evnen til at være fleksibel. ’I en moderne økonomi er du nødt til at være fleksibel.’ Man er med andre ord nødt til at opfylde de store virksomheders behov, og det betyder, set fra arbejdernes synsvinkel, at arbejdsgiveren ingen forpligtelser har over for dem, mens de selv skal stå til rådighed hele tiden. Kortlivede kontrakter, sort økonomi, der er helt igennem ureguleret. Det er en ny form for arbejdskraft.«

»Da jeg var dreng, plejede vi at sige: ’Lær dig et fag, og du har arbejde for livet.’ Det er slut. Det medfører fattigdom, og paradokset, der ligger i det, er, at virksomhederne har brug for forbrugere. De har brug for mennesker til at købe alt det, de fremstiller, men de vil ikke ansætte dem. Og fordi staten ikke kan lade folk sulte i gaderne – endnu – betaler man dem en minimumsløn, men da de store virksomheder kræver skattelettelser, har staten ikke så mange penge at dele ud af, og derfor må de fjerne folk fra arbejdsløshedslisterne. De skal ikke have kontanthjælp, og så opfinder man alle disse påstande om, at folk er dovne.’De vil ikke arbejde.’ Der er jo for fanden ikke noget arbejde at få. Eller i hvert fald ikke noget arbejde, der giver dem råd til at forsørge en familie eller have et sted at bo. Staten, der repræsenterer virksomhederne, påtvinger arbejderklassen disse vilkår og retfærdiggør det ved at påstå, at det er folks egen skyld, at de ikke har arbejde. Det er grunden til, at det er blevet værre. Thatcher gjorde forarbejdet, men hendes spil er så blevet spillet og spillet og spillet, og nu er vi nået hertil.«

Uforsonlig stil

Kenneth Charles Loach er født den 17. juni 1936 i Nuneaton, Warwickshire. Hans mor var frisør, og hans far var en såkaldt arbejderklassekonservativ, der klarede sig godt, hvorfor Loach fik mulighed for at blive uddannet i Oxford. Det var her, at han for alvor blev gjort opmærksom på det britiske klasesamfund og de unge velhaverbørn, der blev opdraget til at lede det britiske samfund.

Hans forældre havde gerne set ham blive advokat, men Loach var fra en tidlig alder tiltrukket af teatret, og på universitetet begyndte han at spille skuespil, blandt andre sammen med den senere komiker og skuespiller Dudley Moore. Efterhånden fik instruktørgerningen og muligheden for at fortælle sine egne historier fat i Loach, og da han forlod Oxford, fik han arbejde som instruktørassistent på et lille teater.

I 1963 blev han instruktørelev hos BBC og instruerede tv-serier, indtil han mødte en flok unge socialistiske manuskriptforfattere, der tændte hans politiske bevidsthed. Sammen fik de stort set frie hænder til at lave de tv-spil, de havde lyst til, og det resulterede i en række socialt og menneskeligt engagerede film, der bragte mere hverdagslige og naturalistisk fortalte historier ind i briternes stuer.

Loach var inspireret af den tjekkoslovakiske nybølge og de italienske neorealister og lavede blandt andet film om dødsstraf, illegale aborter og arbejderklassen. En af de mest opsigtsvækkende var Cathy Come Home (1966), der handlede om en families kamp for at undgå hjemløshed, og som skabte debat. Der kan trækkes en lige linje mellem den og Jeg, Daniel Blake – en linje, som også går gennem langt de fleste af de andre film, instruktøren har lavet indimellem.

Da først hans politiske instinkt var blevet vakt, var Loach ikke til at stoppe, og han gik igen i rette med systemet i sine to første spillefilm, Poor Cow (1967) og Kes (1969). Hans engagement endte med at give ham problemer, da nedskæringer og omstruktureringer gjorde, at der ikke længere var råd til ham hos BBC.

I stedet blev Loach freelancer og lavede en række dokumentarfilm om den britiske fagbevægelse for Channel 4, men flere af filmene blev enten censureret eller aldrig vist, fordi Loach var så kritisk over for de fagforeninger, som selv havde regnet med at blive hyldet. I vanlig uforsonlig stil anklagede han dem for at være i lommen på regeringen og de virksomheder, de ellers skulle hjælpe arbejderne med at stå imod.

Køkkenvaskrealisme

Det blev sværere og sværere for Ken Loach at få lov til at lave film, og 1980’erne var lidt af en ørkenvandring for filmskaberen. I en periode måtte han sågar lave reklamefilm for at kunne forsørge sin familie, blandt andet for McDonald’s, hvilket bestemt ikke er noget, han er stolt af.

Men efterhånden fik Loach igen lov til at lave spillefilm, og det førte ham både til Nordirland i Hidden Agenda (1990), der var et frontalangreb på den britiske regerings skumle fremfærd i det besatte land, til Nicaragua i Carla’s Song (1996) og til Spanien i Land and Freedom (1995), der handler om en britisk kommunist, der i 1930’erne beslutter sig for at kæmpe i Den Spanske Borgerkrig.

I film som Riff-Raff (1991), Raining Stones (1993) og Ladybird, Ladybird (1994), vendte Loach også blikket mod det mere hjemlige og jordnære i skikkelse af helt almindelige mennesker og deres kamp for at overleve i et samfund, der ikke synes at have plads til dem. Hans publikum voksede støt, ikke kun i Storbritannien, men også i udlandet, hvor Loach blev kendt som en af den såkaldte køkkenvaskrealismes betydeligste skikkelser.

Midt i 1990’erne fandt Loach så sammen med Paul Laverty, og siden har de to lavet en lang række roste film, der blander storpolitik med personlige, humanistiske historier og beskæftiger sig med alt fra arbejdsløshed, kærlighed og alkoholisme til jagten på et normalt liv, konflikten i Nordirland og racespørgsmål: My Name Is Joe (1998), Sweet Sixteen (2002), Et dristigt kys (2004), Guldpalme-vinderen Vinden der ryster kornet (2006), Looking for Eric (2009) og The Angel’s Share (2012) – for nu at nævne nogle få.

Endeløse underklausuler

Men selv om der ikke er nogen tvivl om, hvor Ken Loachs sympati ligger, når man ser en af hans film, og selv om det politiske og samfundskritiske aspekt fylder meget, så opstår magien, fordi han og Paul Laverty er så engagerede i deres hovedpersoners liv og skæbne.

Man skal lede længe efter at finde så empatiske historiefortællere som de to, og selv om man kan argumentere for, at f.eks. Jeg, Daniel Blake er et partsindlæg i en ophedet debat, så er det filmens indfølte og dybt rørende portræt af to nødstedte mennesker, Daniel og Katie, der gør den til noget specielt.

»Det skal leve igennem mennesker og personer og konflikter og personlige forbindelser,« siger Loach.

»Man skal kende sit stof, og så skal man smide det væk igen og bare fortælle sin historie. Det interessante ved Jeg, Daniel Blake og de tekniske vanskeligheder, som Paul Laverty i højere grad end mig måtte konfrontere, er, hvordan man skulle nærme sig emnet. Bistandssystemet er en labyrint af komplikationer, instruktioner, betingelser, erfaringer, regulativer, bare en labyrint, og det var Paul, som destillerede det og sagde, at ’vi er nødt til at smide alt det væk og kun fortælle to menneskers historie. Vi kan ikke bevæge os ind i de endeløse underklausuler, fordi så mister vi det menneskelige drama.’ Der var så mange historier, vi kunne have fortalt. Meget mere ekstreme og groteske historier om systemets afstraffelser af menneskene, der er fanget i det.«

Spørgsmålet er så, hvordan man vælger, og hvordan man i det hele taget finder på at lave en film om kontanthjælp.

»Man samler ting op hist og her,« siger Loach.

»Paul er bedre til at finde historier på internettet end mig. Jeg får det fra de aviser og venstreorienterede magasiner, jeg læser. Så vi læser en historie her og en historie der, og det akkumuleres til en samlet historie. Vi kortlægger så, hvilke byer vi gerne vil besøge, og så rejser vi rundt til dem. Vi begyndte i min hjemby i The Midlands, og så tog vi fra det ene sted til det andet, og vi hørte de samme skrækhistorier igen og igen.«

En sand historie

En af de stærkeste scener i Jeg, Daniel Blake foregår i en ’fødevarebank’ – et sted, hvor fattige kan gå hen og hente mad. Den dødsultne Katie begynder at spise mad ud af en dåse, inden hun bryder sammen for øjnene af Daniel og sine børn. Katies situation er desperat, og i fødevarebanken møder hun for første gang forståelse og hjælpsomhed.

»Det er en sand historie,« siger Ken Loach.

»Paul hørte om det i en fødevarebank i Glasgow. Han fik at vide, at der var en kvinde, som var så desperat og ligeglad med menneskene omkring sig, at hun bare begyndte at spise af maden på hylderne.«

Det var ikke nogen nem scene at få i kassen, og instruktøren måtte prøve at overlade så lidt som overhovedet muligt til tilfældighederne, samtidig med at han gav skuespillerne frihed til at improvisere og reagere naturligt på det, der skete.

»Jeg var bekymret for, at vi ikke have fået de billeder i kassen, som vi havde brug for. Vi fortalte ingen andre, der er med i scenen, hvad der skulle ske. Kvinden, der arbejdede i fødevarebanken, vidste det ikke, Dave Johns vidste det ikke, børnene vidste det ikke, ingen vidste det. Og Hayley Squires levede sig virkelig ind i situationen i løbet af de dage, der gik forud.«

»Mit ansvar er at placere kameraet på en måde, så jeg kan få det bedst mulige ud af situationen. Hvis hun gør det fantastisk, og en eller anden går i vejen for kameraet, er det min fejl. Og fordi ingen vidste, hvad der skulle ske, kunne de meget vel komme til at gøre det. Man er nødt til at placere møblerne, så det er naturligt for Hayley at sætte sig dér, og jeg må gå ud fra, at kvinden reagerer på en bestemt måde, og det gør hun. Hun guider Hayley til stolen, som passer præcis til det billede, jeg har planlagt. Vi stillede bordene på en måde, så ingen kunne gå eller stå i vejen. Det handler om timing og koreografi.«

Ukuelige mennesker

Man skulle ikke tro, at der var så meget at grine af i Ken Loachs film, men faktisk er de, også Jeg, Daniel Blake, fulde af humor af den forløsende slags, der gør, at man kan klare at se dem til ende. Og den bidske humor, som Loach og Laverty finder hos de mennesker, de i løbet af deres research møder, er også en af grundene til, at filmskaberen efter 50 år stadig kan blive ved med at fortælle historier om ulykkelige mennesker i desperate situationer: De giver ikke op, så det gør han heller ikke – selv om han flere gange har bebudet, at han ville trække sig tilbage.

»Folk er ukuelige. De er sjove, og de kæmper,« siger Loach, der da også efter Jeg, Daniel Blake har lavet en dokumentarfilm bestående af en række samtaler med Labour-leder Jeremy Corbyn.

»Det ville være falsk ikke at se det som en del af billedet, når man fortæller sine historier. Man ville skulle lave dem helt om, hvis man tog det ud. Det er en medfødt del af de mennesker, filmene handler om. Man vil selvfølgelig helst ikke have et stort grin på det forkerte tidspunkt, fordi så underminerer man historien. Og det samme gør sig gældende for det omvendte. Det er en balance, og den finder Paul undervejs i manuskriptskrivningen, og jeg finder den under optagelserne og i klipningen.«

Jeg spørger ham, om han tror på, at film kan forandre verden.

»Det afhænger af, hvad man foretager sig, når man forlader biografen. Det er én stemme i en øredøvende kakofoni af stemmer,« siger han og lyder for første gang i løbet af interviewet en smule desillusioneret.

Han tøver et øjeblik og siger så: »Det er bare én stemme og én side af diskussionen, men de kan sætte en diskussion i gang.«

Jeg takker ham for hans tid, for Jeg, Daniel Blake og for de 50 års film og siger, at jeg glæder mig til de næste 50 år.

Han ler.

»Åh, Gud nej. Som om jeg ikke er svag og affældig nok allerede.«

Jeg, Daniel Blake har premiere på torsdag den 22. december.

Informations rejse til Stockholm var betalt af filmens distributør, Scanbox

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Pia Qu
  • Annemette Pedersen
  • Jeppe Petersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Anders Sørensen
  • Torben K L Jensen
  • Estermarie Mandelquist
  • jørgen djørup
  • Poul Anker Sørensen
Ejvind Larsen, Pia Qu, Annemette Pedersen, Jeppe Petersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Sørensen, Torben K L Jensen, Estermarie Mandelquist, jørgen djørup og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer