Læsetid: 6 min.

Jul på Dokken

Det er en sørgelig jul på Hovedbiblioteket i Aarhus: et par små bitte reoler og et juletræ. Sætter Nissen mindes bøgerne i deres smukke rækkefølge, den søde lugt af gammelt papir og de små kort af pap med skrivemaskineskrift i små skuffer
Det er en sørgelig jul på Hovedbiblioteket i Aarhus: et par små bitte reoler og et juletræ.

Det er en sørgelig jul på Hovedbiblioteket i Aarhus: et par små bitte reoler og et juletræ.

Tor Birk Trads

23. december 2016

Sætter Nissen havde været under jorden siden 1978, da han indså, at den nye teknologi inden længe ville have slået hans fag ihjel. Efter mere end 500 år med vinkelhagen var det ikke nemt at se i øjnene, at han for fremtiden ville være arbejdsløs.

Det jog ham koldt ned ad ryggen, ned mod den varme plet nederst til højre, hvor sættemusklerne satte af, når de små staver skulle proppes ned. Den slags gør man ikke 500 år i træk, uden at det sætter sig spor. Også andre spor end den faktiske sats, det være sig aviser, blade, bøger, pamfletter, løbesedler, plakater eller anden accidens. Fremover ville alt blive sat af hvem som helst og se ud derefter.

Derfor gik sætter Nissen under jorden, og han tog den bog med sig, han lige havde lånt på Hovedbiblioteket i Århus.

Det var en digtsamling af den finlandssvenske digter Gunnar Björling. Träd står i sina rader hed samlingen, og det passede egentlig så smukt til Hovedbiblioteket selv, midt i den dejlige Møllepark, hvor bøgerne stod på reolerne i deres smukke rækkefølge som et mønsteraftryk af noget, der på en eller anden måde var en slags gældende regel for, hvordan alt i verden burde stå for at være smukt og godt og sandt, med vejvisning på små kort af pap med skrivemaskineskrift i små skuffer, som man kunne bladre igennem med fingrene og således finde netop den bog, man opdagede, at man ledte efter, og derefter følge maskinskriftens anvisninger og lokalisere bogen på hylden, hvor den stod på den plads, der alfabetisk nu engang var dens i bibliotekernes store system, således at Beckett stod før Bjarnhof, som stod før Björling, og først længe efter, på en anden hylde i en anden reol stod Sandemoses Det svundne er en drøm lidt før Sartres Kvalme, og netop de to titler skulle inden længe rejse sig for sætter Nissen som jærtegn.

Det vidste han endnu ikke, da han en dag fik den ide, at han måske burde aflevere Träd står i sina rader på Hovedbiblioteket, hvor han engang havde lånt den.

Nogen måtte savne sådan en bog, tænkte han.

Han lagde den i sin blomstrede taske og lod sig af nissekræfter hejse op af jorden lige foran Hovedbiblioteket i Aarhus. Han glædede sig til at gense det gamle hus med dets hyggelige rum, dets søde lugt af gammelt papir og gammel trykfarve og de endnu våde aviser fra hele verden i den slidte gamle læsesal.

Midt i en stenørken

Der stod han så nu, med Träd står i sina rader i den blomstrede taske, og hvad så han foran sig?

Han så huset, han så bygningen, han så, hvad der engang havde været Hovedbiblioteket i Århus, og han vidste endnu ikke, men skulle snart få det at vide, at byen ikke længere hed sådan, men at den, af visse årsager der ikke var uden forbindelse med det, der engang havde fået vinkelhagen til at visne i hans hånd, nu hed Aarhus.

Han havde ventet, at huset måske på en eller anden måde havde vist sig frem i fest og farver, for naturligvis havde sætter Nissen valgt at ankomme til Hovedbiblioteket en uges tid før jul, der stadig var en fest for ham og andre barnlige sjæle der, hvor han havde opholdt sig, mens han læste Träd står i sina rader, men som åbenbart ikke længere var det, hvor han nu stod.

I hvert fald ikke på Hovedbiblioteket, og ikke i Mølleparken, for biblioteket stod tomt og barrikaderet, spærret inde i sig selv midt i en stenørken.

Og ned langs facaden af det tomme, gamle, indespærrede hus, der engang havde huset så megen glæde, stod de tomme sokler tilbage, der havde båret den stolte række af danske forfatteres hoveder i bronce. Det fik sætter Nissen til at tænke på digteren Ivan Malinovski, der i sin ungdom boede i Århus. Hans bøger stod på bibliotekets hylder. Også den, der hedder De tomme sokler. Det gjorde de i hvert fald sidst, sætter Nissen så efter.

Men hvordan skulle han nu få afleveret Träd står i sina rader?

Hvis Hovedbiblioteket ikke længere var hovedbibliotek, hvor lå da Hovedbiblioteket?

En kolos af sten og glas

Han spurgte Jeppe Aakjærs hoved, der stod på en ny søjle for sig selv i stenørkenen, og det fortalte ham, at Hovedbiblioteket nu lå ved åens munding. Sætter Nissen takkede ham som en nisse takker en anden nisse.

Så rejste han ned langs åen, der løb som en streg, trukket med en lineal på et rådhuskontor, ned imod havnen, ned forbi Stiftsbogtrykkeriet og  Stiftstidende, som nu bare var skygger og vage, flimrende minder, indtil den løb forbi en kæmpemæssig kolos af sten og glas, der med store bogstaver meddelte, at den var DOKK1.

Den meddelte også på et stort elektronisk display, at der nu var nogle og tredive dage, et antal timer, et antal minutter og et hurtigt nedad tællende antal sekunder til åbningen af et eller andet.

HVAD VAR DETTE?

»DOKK1?« sagde en ældre mand, der var på vej op ad den gigantiske trappe, som i skæve sæt rejste sig mod bygningens glasfacade. »Det står der ikke. Der står DOKKEN!«

Så vidste sætter Nissen det. Det var en slags skriftligt nysprog for ’Hovedbiblioteket’.

Mange bøger kunne han ikke lige få øje på, da han endelig nåede op. Han ledte efter hylderne med svensk skønlitteratur for at se, om der var anskaffet et nyt eksemplar af Träd står i sina rader, men svensk skønlitteratur fandtes vist ikke mere. Der var romaner og digte, der var fagbøger og essays, men i de meget større rum var det, som om der nu befandt sig langt færre bøger end i det gamle Hovedbibliotek i Mølleparken. Der var tidsskrifter og aviser, men ikke noget varmt og hyggeligt sted at sidde med dem, når det var koldt og sneede.

Til gengæld var der cafe og en slags små glasbure, hvor unge mennesker kunne sidde og studere. Og der var møbler, man kunne hænge i og sludre. Det var det, der var meningen vist. Man kunne hænge og sludre, og man kunne sidde i glasbure og studere. Og udenfor var der anlæg til de små børns leg, og nedenunder var der robotiserede parkeringsanlæg til bilerne, og tværs igennem byggede man en letbane, der skulle være færdig til den dag, det store display talte ned til. Den dag, hvor Aarhus blev årets kulturby i Europa.

Det svundne er en drøm

Og julen da? Den var et par små bitte reoler og et juletræ. Sætter Nissen følte sig pludselig træt og gammel af sorg.

»Det svundne er en drøm,« tænkte han, »og den nye tid giver mig kvalme.«

Her ville han ikke være mere. Han ville hjem igen.

Men skulle han ikke tage noget med sig fra DOKKEN? Noget der kunne minde ham om fremtiden?

Han oprettede et lånerkort på sit personnummer og tog fire bøger med sig fra julehylderne. Fire bøger med gamle julehistorier, fra St. St. Blicher til Villy Sørensen. Fire bøger med tekster af gamle forfattere. Dem ville ingen savne.

Han lagde dem i sin blomstrede taske, ned til Träd står i sina rader, og tog rulletrappen ned. Et par linjer af Ivan Malinovski fra De tomme sokler randt ham i hu. Han havde selv sat dem mange gange, og de havde sat sig fast:

»Det er meget vel tænkeligt, at det enkelte værdikompleks i en begrænset kulturkreds og inden for en bestemt periode kan have gavnligt hæmmende og ordnende virkninger i social henseende. Men dette er for intet at regne mod den skadelige virkning af sådanne systemers uafladelige konflikter. Den tid er jo ikke forbi, da man førte blodige krige om den rette måde at elske sine medmennesker på.«

Hjemme igen satte han teksten med Aldus, trykte den i sin fluesmækker på et stykke pap, satte et frimærke på og sendte det med ekstrapost til Hovedbiblioteket i Aarhus, DOKKEN, med kærlig hilsen og glædelig jul fra sætter Nissen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Larsen
  • Torben Arendal
Hans Larsen og Torben Arendal anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Sætternisse (med personnummer?), du kan jo så heller ikke vide, at byens forvandling tog fart i tråd med, at "Smilets by" blev afløst af "Aarhus-Danish for Progress". Jeg vil bestemt fraråde dig følsomme nisse at foretage yderligere ekskursioner udi ny-Aarhus' globaliserede havneområder . Glædeligt vintersolhverv fra en anden gammel nisse.

Herligt at læse en tekst af en udlært typograf, er ved, at bøger og aviser trykkes med farve og ikke med sværte.

Moderne biblioteker uden bøger, Det var et halvtomt udstillingslokale da jeg besøgte Dokk1 for et par måneder siden. Monokultur i kolossusrammer. Man har travlt med at bygge monumenter uden indhold. Biblioteker som hospitaler.
Bøger der ikke udlånes så tit er brændt og solgt. Det var det kapitel.