Læsetid 10 min.

Juleaften for én

Det er juletid og Annette Birkmann er på vej sydover efter otte måneder på et motorcykelværksted i Buenos Aires. Hun har sagt sit job i Danmark op og købt sin første motorcykel i Argentinas hovedstad for at køre igennem Latinamerika på egen hånd. Hun opdager dog hurtigt, at at nissen er rejst med, for uanset hvor hun befinder sig, er der noget, hun genkender: sig selv
Det er juletid og Annette Birkmann er på vej sydover efter otte måneder på et motorcykelværksted i Buenos Aires. Hun har sagt sit job i Danmark op og købt sin første motorcykel i Argentinas hovedstad for at køre igennem Latinamerika på egen hånd. Hun opdager dog hurtigt, at at nissen er rejst med, for uanset hvor hun befinder sig, er der noget, hun genkender: sig selv

Annette Birkmann

28. december 2016

BOGUDDRAG – Jeg kom til Patagonien få dage før juleaften. Efter en tur på 600 kilometer fra Sierra de La Ventana ankom jeg til Puerto Madryn, der er et yndet feriested for de rige porteños, som indbyggerne i Buenos Aires hedder.

I tyve minutter sad jeg foran et hostel, før jeg var i stand til at træffe en beslutning om at tjekke ind. Men juleaften var kun et par dage væk, og jeg tænkte, at det ville være rart at holde jul sammen med andre rejsende.

Efter to dage i »hostelland« gik det dog op for mig, at jeg foretrak at holde jul alene, når det ikke kunne blive med min familie og mine venner.

De andre på mit hostel var unge backpackere, og jeg fornemmede, at deres planer for juleaften handlede mere om druk end om hygge. Det gad jeg ikke. Juleaftensdag om morgenen forlod jeg derfor Puerto Madryn for at finde det perfekte sted at fejre højtiden alene.

Jeg kørte mod syd til byen Trelew, hvilket skulle vise sig at være dagens første fejltagelse. Ruten var flot, og solen skinnede, men Trelew virkede ikke som det rigtige sted at fejre jul. Jeg begyndte at vakle i min beslutning om at holde jul alene. Var det nu også en god idé? Jeg var nervøs for, at jeg ville få hjemve og blive ked af det.

Hvis jeg tjekkede ind på et hotel nu, var beslutningen truffet. Det var jeg ikke klar til, så jeg kørte ud til kysten, til de mindre byer Rawson og Playa Union, hvor jeg dog heller ikke kunne få mig selv til at gøre holdt. Jeg endte med til at køre tilbage til Puerto Madryn. I det mindste ville det give mig et sted at holde jul, der var en smule velkendt. Det fik mig til at føle mig tryg.

På vejen tilbage gjorde jeg stop i byen Gaiman for at spise en sen frokost, men alle restauranterne var lukkede. I stedet fandt jeg en græsbeklædt flodbred, hvor jeg kunne slappe af i solskinnet. Troede jeg, for idet jeg skulle til at lægge mig til rette på græsset, kom en bil med højrøstede og fulde bøller drønende og parkerede ved siden af mig. Inden de var steget ud af bilen, var bilradioens volumenkontrol skruet i bund.

Det fik mig hurtigt op på motorcyklen. En time senere var jeg tilbage i Puerto Madryn, hvor jeg kørte direkte hen til campingpladsen i udkanten af byen. Det føltes heller ikke som »det rigtige sted« at holde jul, men jeg var træt og irriteret på mig selv over at være ude af stand til at træffe en beslutning. Campingpladsen var stor og rummelig, og om ikke andet så det ud til, at jeg ville kunne få ro og fred.

Annette Birkmann i det sydlige Patagonien undervejs på den 53.000 kilometer lange motorcykeltur gennem Latinamerika.

Annette Birkmann

’Teléfono’ uden forbindelse

De fleste af pladserne var tomme, og det efterlod et hav af valgmuligheder. Ikke godt. Efter en rum tid valgte jeg en plads et stykke væk fra de allerede optagede pladser og begyndte at pakke ud og sætte telt op.

Planen var, at når teltet var sat op, ville jeg ringe til min familie og ønske god jul. Teltet ville dog ikke som jeg, og da jeg endelig havde fået det op at stå, kunne jeg ikke få teltpløkkerne i den hårde jord. Jeg spurgte et par unge, argentinske fyre i et nærliggende telt, om de kunne hjælpe mig. De henviste mig til campingpladsens tilsynsmand, men han var ikke på sit kontor.

Det var tidlig aften, og hvis jeg skulle nå at tale med min familie, måtte jeg se at få ringet – på grund af tidsforskellen var det ved at være sent i Danmark. Campingpladsens telefon virkede imidlertid ikke; den var faktisk slet ikke blevet installeret. Man havde dog sørget for at sætte et stort skilt op, hvorpå der stod »Teléfono«.

Nu var jeg ved at blive irriteret. Jeg havde kun fået morgenmad og var derfor temmelig sulten efter 250 kilometer i sidevind. Jeg forhørte mig på campingpladsens administrationskontor, om jeg kunne få mine penge tilbage. Det jeg kunne jeg godt.

Men inden jeg pakkede sammen, skulle jeg finde en telefonboks. Jeg kørte ind til centrum, og endelig lykkedes det mig at få forbindelse til familien derhjemme. De havde hygget sig med det stor æde- og gavegilde, og det var vidunderligt at tale med dem alle sammen og høre deres glade stemmer.

Hjemveen, som jeg havde frygtet, udeblev, og efter at jeg havde lagt på, gik det op for mig, at jeg var præcis dér, hvor jeg ønskede at være. Hvis det betød, at jeg ikke kunne holde jul med min familie, var det sådan, det måtte være.

På trods af ubeslutsomhed, tankemylder og et besværligt telt havde jeg det åbenbart fint med at undvære tryghed og bekvemmelighed i vante omgivelser for at være tro mod mig selv. Jeg var i stand til at have en juleaften i mit eget selskab fyldt med glæde og taknemmelighed. De ydre omstændigheder var ikke bestemmende for, hvordan jeg havde det indeni.

Kikset julemad

Opløftet besluttede jeg mig for at drikke en øl og få lidt at spise, og det gav det nødvendige boost. Jeg fattede mod og tog tilbage til campingpladsen for at gøre et sidste forsøg på at få teltpløkkerne i jorden. Tilsynsmanden var kommet tilbage. Han stak en stor hammer i hånden på mig, og med den vendte jeg tilbage til teltet og bankede løs på pløkkerne, til de sad, hvor de skulle.

Jeg var stadig sulten, så jeg gik hen til campingpladsens kiosk for at købe mad. Ikke kun var hylderne halvtomme; de tilnærmelsesvis spiselige varer, der var tilbage, så ikke ud til at være fremstillet af noget, der havde været levende. Men alle butikker i Puerto Madryn var nu lukkede, så det var ikke, fordi jeg havde andre muligheder.

Jeg endte med at købe et julemåltid, som bestod af en vaffelis med chokoladeovertræk og en pakke Soda Club-kiks med skinkesmag. Hvilken fest det skulle blive denne juleaften! Først spiste jeg kiksene med naturidentisk skinkesmag, men netop som jeg skulle til at gå i gang med desserten, tabte jeg vaffelisen i gruset.

Her var der ingen vej tilbage. Den is skulle spises – med eller uden grus, hvilket i dette tilfælde altså blev med. Måske ikke den mest udsøgte fornøjelse, men hvis man forestillede sig, at knaset var krokant, var den ikke dårlig. Festmåltidet blev skyllet ned med lunkent, daggammelt vand.

Den tomme mave var fyldt, og jeg var i højt i humør. Jeg lagde mig til rette i min sovepose og trak en sikker vinder frem fra Det Mobile Bibliotek: Paul Austers Timbuktu , som jeg hyggede mig med i teltet denne juleaften under Patagoniens stjerneklare himmel. Da jeg kun manglede tyve sider, kunne mine øjne ikke holde sig åbne, og jeg faldt i søvn.

Efter to timers søvn vågnede jeg til flere overraskelser: Argentinerne fejrer jul med fyrværkeri. Fyrværkeribombardementet varede i et par timer og blev afløst af en endnu værre larm fra en julefest på campingpladsen, hvor der blev spillet fæl musik indtil klokken otte om morgenen.

Under normale omstændigheder ville jeg have tænkt: »If you can’t beat them, join them«, men jeg var for træt til at kravle ud af soveposen. Jeg gik derfor glip af både fyrværkeri, og hvad der lød som en fed fest.

Atlanterhavet afgrænser Patagoniens østlige side fra Colorado-floden i nord til Kap Horn i syd.

Annette Birkmann

Kone-looket fra 50’erne

Juledag vågnede jeg op, noget træt, men med et stort smil. Jeg lå i mit lille telt med min drømmemotorcykel kun en meter væk. Jeg spiste en god frokost på en restaurant på stranden og kørte tilbage til Gaiman syd for Puerto Madryn. Den virkede som en charmerende lille by, hvor jeg fint kunne tilbringe en dag.

Jeg indlogerede mig på et bed and breakfast, Hostería Dyffryn Gwyrdd, på hovedgaden. Jeg vidste, at jeg kun ville overnatte én nat, og det lettede beslutningsprocessen betydeligt.

Ti dage senere var jeg stadigvæk i byen. Dagen jeg ankom, blev jeg ramt af et hekseskud i lænden og efter en nats søvn i en seng med samme komfort som en tønde, var smerterne blevet værre. Jeg kunne næsten ikke gå, og at køre motorcykel var udelukket. Jeg blev nødt til at blive, om jeg ville det eller ej.

Mit ufrivillige, forlængede ophold i Gaiman gav mig mulighed for at lære byen bedre at kende. Selvom min bevægelsesradius var begrænset, kunne jeg hurtigt konkludere, at der ikke skete meget i Gaiman. De fleste af de 6.000 indbyggere var efterkommere af walisiske nybyggere, og de ældre generationer talte stadigvæk walisisk. Dette gav en forklaring på mit overnatningssteds underlige navn.

På min første dag i Gaiman gik jeg en tur i regnvejret – det havde været trykkende varmt, og regnen var velkommen. Ved Río Chubut duftede der friskt af juletræ og sommer; jeg studsede over den uvante kombination. Da regnen tog til, søgte jeg ly på et af byens mange walisiske tehuse, hvor jeg bestilte den traditionelle »té galés completo«.

Når det kommer til kagespisning, er jeg ingen amatør, og jeg gjorde mit bedste for kæmpe mig gennem kagemasserne, men jeg blev nødt til at give op. Da jeg forlod tehuset, var det med en mave på størrelse med et traktordæk og de første tegn på hekseskud.

De følgende ni dage var jeg begrænset til en gåtur op og ned ad hovedgaden. Jeg besøgte alle byens butikker og kunne konkludere, at detailhandlen i Gaiman kunne inddeles i tre kategorier: Alt-mulig-butikker med et varesortiment af ikke-spiselig natur, herunder smart damemode til dem, der stadigvæk holder fast i kone-looket fra 1950’erne; alt-mulig-butikker med et varesortiment af spiselig natur, specialiseret i snacks a la kiks med skinkesmag; alt-mulig-butikker med et varesortiment af ikke-spiselig natur til køretøjer og tungt maskineri.

Jeg brugte ikke mange penge i byen. Min største udgift var de dvd’er, jeg lejede i den lokale videoudlejningsbutik. Udvalget af film bar også præg af tidligere tiders mode; topsælgerne så ud til at være Basic Instinct og Dødbringende våben.

Ud over at se film på min bærbare computer begyndte jeg at læse Bruce Chatwins In Patagonia. Indtil nu havde jeg ved et tilfælde fulgt Chatwins rute gennem Patagonien; han tilbragte også nogen tid i Gaiman – formentlig uden hekseskud.

Jeg tilbragte det meste af tiden på mit lille værelse på Hostería Dyffryn Gwyrdd. Det lå på første sal med vindue ud mod hovedgaden, men det var nu ikke udsigten, der gjorde, at jeg kunne lide at være der. På den anden side ad gaden lå der to mindre, forladte bygninger; en i røde mursten og en hvidpudset, hvorpå der var malet RONI med rødt i versaler.

Det var selve værelset, der gav mig en følelse af at være hjemme. Der var en seng i en spinkel ramme i mørkt træ med et hvidt sengetæppe, en gul pude og et mindre, vævet tæppe i varme røde og brunlige nuancer. Ved siden af sengen stod et rundt sengebord i flet med en lille hvid lampe. Væggene og gardinerne var råhvide og et væg til væg-tæppe i en neutral grålig farve beklædte gulvet. Det var hyggeligt på trods af den spartanske indretning.

Lyserøde piller

Efter en uge, hvor smerterne i lænden blev værre, gav jeg efter og lod en taxa køre mig til det lokale hospital for enden af gaden. Udefra så hospitalet forladt ud, og det indtryk holdt ved, da jeg gik ind i bygningen.

Nogle minutter senere kom en sygeplejerske til syne. Hun viste mig hen til lægens kontor; det virkede, som om de var de eneste til stede på hospitalet. Jeg forklarede min tilstand for lægen, og han sendte mig hurtigt af sted med en håndfuld lyserøde piller. Jeg anede ikke, hvad pillerne var, men på dette tidspunkt var jeg ligeglad, så længe de virkede.

Det længerevarende ophold i Gaiman generede mig ikke. En velkommen bivirkning af mit hekseskud var, at det havde befriet mig fra at skulle træffe beslutninger. Jeg var ikke i stand til at køre motorcykel, så jeg var tvunget til at blive.

Som dagene gik, stod det mig klart, at jeg ikke kunne fortsætte rejsen, medmindre jeg ændrede min tilgang til det at træffe beslutninger. De udeblevne signaler fra kroppen, den følgende ubeslutsomhed og reptilhjernen, der tvang mig til at flygte ved det mindste ubehag, gjorde mig mere end frustreret.

Jeg var blevet ude af stand til at forpligte mig til selv de mindste ting – jeg var konstant på vej til, hvad der måtte være et bedre og rarere sted.

Jeg lovede mig selv, at når jeg tog af sted fra Gaiman, ville jeg mærke efter og koble hovedet til. Hvis der ikke var noget signal fra kroppen, ville jeg træffe mine beslutninger ved brug af hovedet uden at bekymre mig om, hvorvidt det var det rigtige eller forkerte valg. Hvis kroppen på et senere tidspunkt gav et klart signal, kunne jeg lytte til det.

Da jeg vågnede op på årets første dag, var det med en fornemmelse af, at min tilbagevenden til Danmark pludselig var rykket tættere på. Der var ikke mere tid at spilde. Næste morgen, tre dage efter, at jeg havde taget den første dosis lyserøde piller, var jeg tilbage på landevejen – på vej videre sydpå.

    iVerden december 2016

    I denne udgave af iVerden rejser vi ud i det ukendte. Tag med, når vi besøger det urbane undergrundsmiljø i Teheran, kom på afveje i Cuba og tag på tangeventyr i Japan. Få rejseeksperternes bedste bud på steder, der er værd at besøge i det nye år. Og oplev naturens kraft, når vi drager på en spektakulær hundeslædetur på jagt efter en isbjørn i Grønland, hvor den lokale fangerkultur er truet af klimaforandringer.

    Andre artikler i dette tillæg

    • Fidel Castro, amerikanske sexturister og hundredetusind krabber

      28. december 2016
      Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød
    • Med fangerne på isen

      28. december 2016
      Med et kamera under armen dokumenterer fotograf og biolog Carsten Egevang den grønlandske fangerkultur, som er i fare for at forsvinde på grund af de klimaforandringer, der præger Grønland netop nu
    • På sporet af en fiktiv tangforsker

      28. december 2016
      Jeg er rejst til Japan for at finde inspiration til en romankarakter, der har gjort tang til sit speciale. Måske kan jeg fange et glimt af hende i Hokkaido Universitets kolde korridorer, måske kender hun til tang-imperiet Yamamote-yama og måske har hun smagt norien frisk fra Tokyo Bay
    Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

    Se om du er enig – første måned er gratis

    Klik her

    Er du abonnent? Log ind her

    Anbefalinger

    anbefalede denne artikel

    Kommentarer

    Der er ingen kommentarer endnu