Læsetid: 4 min.

Kritikken mangler knudepunkter

Det er da muligt, at flere penge til underbetalte kritikere og til tidsskrifter ville få den kritiske offentlighed til at blusse op, når det gælder litteratur, men jeg er nu ikke overbevist. For vi mangler et knudepunkt, og heller ikke på nettet findes det
3. december 2016

I nettidsskriftet Salon 55 skrev redaktøren Christian Johannes Idskov den 7. oktober i år en kommentar om litteraturkritikkens aktuelle tilstand i Danmark:

»Der bliver færre og færre publiceringskanaler til at opretholde den kritiske offentlighed, samtidig med at dagbladene taktfast frasiger sig ansvaret for den kvalificerede kritik. I praksis betyder det, at der snart ikke er nogen samlingssteder for læsere og skribenter, som ønsker at fordybe sig i de mest karakteristiske træk ved de tanker, vi gør os i denne tid.«

Med Gyldendals lukning af Kritik i frisk erindring er det svært at være uenig med Idskov. Dér røg i hvert fald en vigtig publiceringskanal for kritik af høj kvalitet. Og han har sikkert også ret i, at en redning for den kollapsende tidsskriftsbårne litteraturkritik kunne være støttebeløb i samme størrelsesorden, som dem norske og svenske tidsskrifter modtager (op til 8-10 gange mere end det højest uddelte beløb i Danmark).

Treårige stipendier, som man kan søge i Norge, ville også falde som manna over de ikke- eller underbetalte kritikere, der skriver til tidsskrifterne. Så det er da muligt, at en lignende pengeinfusion til tidsskrifterne ville få den kritiske offentlighed her i landet til at blusse op. Jeg er nu ikke overbevist. Men det er nok i første omgang, fordi jeg ikke er sikker på, hvor den kritiske offentlighed egentlig kan befinde sig, når det kommer til litteratur.

En given udgivelse får et antal anmeldelser, som så udgør ’den samlede reception’, udgør dét en kritisk offentlighed? Er det ikke oftest bare en stak monologer? Skal de ikke sættes i forhold til hinanden, før de er andet og mere end bare offentliggjorte?

Andet bogstof som forskræp, omtaler og interviews med forfattere bidrager i hvert fald sjældent til det, man forstår ved en kritisk offentlighed, faktisk virker det mere, som om en snedig konspiration har sat dem i verden for at immunisere eller by-passe kritik.

Offentlighed kræver dialog

En kritisk offentlighed kræver, tror jeg, som minimum dialog, åbenhed for feedback, selvkritik. Kritikkens selvkritik i bred forstand. Og hvor finder man den?

Ja, det gjorde man faktisk nu og da i Kritik. Sporadisk også i avisernes kommentarspalter o.l. Men ikke som konsekvent tilgang til litteraturkritikken. Hverken i dagblade eller i de få litterære tidsskrifter, der er tilbage, ser man kritikere i clinch med hinanden eller andre læsere, eller for den sags skyld den samlede reception af et værk eller et forfatterskab.

Den dialogiske spændvidde og den slags samlingssteder mangler. Nye publiceringskanaler er altid velkomne, men hvis det handler om en robust kritisk offentlighed, tror jeg først og fremmest, at vi mangler et knudepunkt.

Det knudepunkt eller samlingssted findes så heller ikke på nettet, kan jeg afsløre. Ikke den slags, jeg drømmer om: en hjemmeside, der som tyske perlentaucher.de samler alle avisers og tidsskrifters anmeldelser af bøger ét sted, men som modsat det tyske forbillede også kommenterede og diskuterede begge dele, kritikken og bøgerne, i livlig og skarp uenighed osv. Dét ville minde om en offentlighed.

Men drømmen er nok naiv – det ville bl.a. til en start kræve nedrivning af en masse betalingsmure på aviserne. Og måske ville det også kræve større (kvalificeret) litterær interesse og uenighed, end Danmark kan skrabe sammen. Og mere aktivistiske læsere osv. Men hvem skulle lave det sted?

Det skulle højst sandsynligt de dele af det litterære miljø her i landet, forfattere, tidsskriftsredaktører, småforlagsforlæggere og -redaktører, freelancekritikere og bidragydere, der i forvejen arbejder gratis eller ’frivilligt’, som det så kønt hedder, eller modtager symbolsk betaling for deres venlige selvudbytning. Uændrede forhold for litteraturverdenens prekariat med andre ord.

Så man kan drømme om alt muligt, om horder af ildsjæle, der ulønnede styrter rundt og skaber litterær offentlighed, eller fantastiske tidsskrifter og knudepunkter for energisk kritisk litterær debat, så længe man ikke overser det stærkt dubiøse i f.eks. at efterspørge en ny eller bedre litterær offentlighed, når man samtidig ved, at dens opståen – som vilkårene er nu – ville kræve en forstærket udnyttelse af netop dette prekariat.

Debatten er på Facebook

Status: Knudepunktet har vi ikke, men hvad har vi så på nettet af dansk litterær kritik? Ikke ret meget.

Der er Idskovs eget tidsskrift, Salon 55, som er glimrende. Gode essays og længere artikler med internationalt udsyn, men det er godt nok ikke meget kritik, der bydes på. Sølle fire anmeldelser af aktuelle udgivelser er det blevet til på et år. Jeg skal ikke kunne sige, om det er en redaktionel beslutning, eller om det har noget med manglende midler at gøre. Ærgerligt er det i hvert fald.

I det beslægtede ATLAS Magasin er anmeldelserne flere og kortere og generelt også velskrevne, men ligesom i Salon 55 kan man ikke kommentere dem. Hvilket undrer mig. Her var vel ellers en oplagt mulighed for dialog og selvkritik.

Hvorfor ikke udnytte sit medie fuldt ud? Skyldes det frygt for trolde? Det ville vist være en lidt overdrevet frygt. Den litterære trold er en sjælden gæst. Måske frygter man mere den larmende tavshed? Den litterære net-offentlighed er nemlig generelt yderst spagfærdig, må man sige. Det gælder avisernes netsider, og det gælder LitteraturNu, hvis anmeldelser sådan set er udmærkede, men åbenbart heller ikke ægger til debat hos læserne. Kritikken står alle steder mærkeligt isoleret, monolitisk.

Det kan selvfølgelig have noget med kritikken som tekstgenre at gøre, men kunne det også være fordi, alle debatter efterhånden opsuges af Facebook? Den litterære danske blogosfære er i hvert fald aldrig rigtig kommet sig over Zuckerbergs ekkorum, ser det ud til. For cirka et årti siden var der en vis litterær kritisk grøde på og især imellem diverse blogs, som nu er næsten alle er forstummet.

Selvfølgelig ville støtteordninger som de norske og svenske kunne sikre kritikken bedre vilkår i Danmark. Der er heller ingen tvivl om, at det er tiltrængt. Men en egentlig levende kritisk offentlighed opstår kun i knudepunkter, tror jeg. Og dem kan jeg ikke få øje på i dagens mediebillede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu