Læsetid: 8 min.

Kunstens slagmarker

Et tilbageblik på 2016 viser, at billedkunsten er kommet til at udgøre et område, der inviterer til spektakulær politisering og værdikamp, og hvor ideologiske kastevinde afgør den kulturpolitiske kurs
Verdens vel nok mest kendte bataljemaleri – Pablo Picassos ’Guernica’ fra 1937, som hænger på Reina Sofiamuseet i Madrid – er et fremragende eksempel på, hvordan en dramatisk krigsscene selv kan blive scene for voldsomme kampe. I 2016 fik ordet batalje fornyet i den danske kunstverden.

Verdens vel nok mest kendte bataljemaleri – Pablo Picassos ’Guernica’ fra 1937, som hænger på Reina Sofiamuseet i Madrid – er et fremragende eksempel på, hvordan en dramatisk krigsscene selv kan blive scene for voldsomme kampe. I 2016 fik ordet batalje fornyet i den danske kunstverden.

Bernat Armangue

9. december 2016

Batalje. Ordet fik fornyet relevans i 2016, da Simone Aaberg Kærns skitser til et bataljemaleri blev afvist af Det Nationalhistoriske Museum, fordi det ikke viste krigens »egentlig ret lykkelige historie«.

Ordet kommer af det franske bataille, som betyder kamp eller blot at støde. Bataljemaleriet er en genre med dybe historiske rødder inden for maleriet, men i et demokratisk samfund er ethvert bataljemaleri med hele sit tunge, anakronistiske vedhæng af heroiserende mytologisering af sejrherren dømt til selv at blive en scene for ideologiske slagsmål og stridigheder.

Derfor er forløbet omkring Simone Aaberg Kærns maleri ikke overraskende. Stride billeder skaber billedstridigheder.

Simone Aaberg Kærn tilfredsstillede ikke bestillerens ideer om et bataljemaleri, endsige Forsvarets idé om krig som en blodløs begivenhed uden ofre. Hele forløbet kan betragtes som en kunstnerisk intervention, der har haft til hensigt at aktivere sådanne stridigheder, som i øvrigt er særdeles velkendte inden for kunsthistorien.

Noget værre møg

Det tyvende århundredes mest berømte bataljemaleri er Picassos Guernica, der i 1937 – under den spanske borgerkrig – blev bestilt af Den Spanske Republik. Guernica er måske det bedste eksempel på, hvordan en dramatisk krigsscene selv kan blive scene for voldsomme kampe.

Maleriet blev først vist på den spanske pavillon på Verdensudstillingen i Paris i 1937, og siden turnerede det hele verden rundt, inden det endte på MoMA i New York i 1939. Guernica blev vist i København i 1938, hvor det også vakte debat og blandt andet blev hånet i National Socialisten, der kaldte maleriet for »noget værre Møg«.

Først hen ved seks år efter den spanske diktator Francisco Francos død i 1975 kom det monumentale maleri tilbage til Spanien, hvor det fra 1981 blev udstillet bag skudsikkert glas på Prado Museet i Madrid og i dag kan ses på Reina Sofia Museet.

Den skærpede sikkerhed omkring maleriet er ikke grundløs. I 1974 blev det i New York udsat for en intervention, da aktivisten og billedkunstneren Tony Shafrazi sprayede ordene KILL LIES ALL med rød maling hen over billedet i protest mod USA's krigsengagement i Vietnam.

Værdikampe

Godt tredive år senere, i 2003, da Bushs udenrigsminister, Colin Powell, på et pressemøde i korridoren foran FN's Sikkerhedsråd skulle annoncere den forestående USA-ledede invasion af Irak, skete det foran den afdækkede reproduktion af Guernica, som siden 1985 havde hængt dér.

Et blåt tæppe dækkede under pressemødet motivet, hvis skildring af historiske krigsrædsler dermed ikke kom til at akkompagnere nyheden om den USA-ledede koalitions militære intervention i Irak.

I den senmoderne virkelighed skal vores egen krigsførelse helst fremstå med en vis sanitær aura af renskuret retorisk fanfare i kombination med slørede skærmbilleder af præcisionsbombers færd mod fjerne bygninger. Skrigende mødre med døde børn bliver ikke anset for passende i forbindelse med skildringer af krigsførelse i dag, så Guernica måtte forbigående censureres.

Det siger en hel del om den symbolske udsigelseskraft i Guernica, at det fortsat er genstand for stridigheder og censur.

Krig mod moderne kunst

Kunst er imidlertid skueplads for bataljer, uanset om man arbejder inden for genren bataljemaleri eller inden for mere aktuelle billedkunstneriske genrer.

I 2016 har vi set Dansk Folkeparti relancere krigen mod den moderne kunst generelt gennem konkrete forslag til drastiske beskæringer af den statslige støtte til Louisiana Museum for Moderne Kunst, Ny Carlsberg Glyptotek og Arken Museum for Moderne Kunst.

Det endte ikke med at blive virkelighed, men krigserklæringen mod samtidskunsten var ikke til at tage fejl af. Den fik yderligere næring, da partiets kulturordfører, Alex Ahrendtsen, i sommer foreslog at tage 250 millioner kroner fra Statens Kunstfond og give dem til flygtninge, når nu kunstnere som Sofie Gråbøl og Thomas Vinterberg martredes af skam over dansk flygtningepolitik.

»Jeg skammer mig over det danske ansigt udadtil, og jeg skammer mig over den skræmmekampagne, der har været i gang,« havde Vinterberg udtalt på en pressekonference i februar 2016, hvor hans film Kollektivet blev lanceret på Berlins internationale filmfestival.

Det hjalp DF's kulturordfører til at fostre sit kreative forslag.

»Vi har hørt, hvor frustrerede kunstnerne er, og nu vil vi gerne hjælpe dem af med deres skam. Hidtil har andre måttet holde for – skoler, daginstitutioner og ældreområdet – mens kunstnerne stort set er gået fri,« udtalte han.

Det var samme Alex Ahrendtsen, der også i 2016 udtalte, at der var tale om en forskønnelse, som »minder om metoderne i totalitære regimer under Hitler og Stalin«, da Statens Museum for Kunst ændrede ord som ’neger’ og ’hottentot’ i titlerne på visse værker i deres samling for at gøre dem mere tidssvarende.

Kunsten er igen blevet en central slagscene for værdikampe, som dygtigt udnytter, at feltets symbolske kapital er større end dens økonomiske.

Illusionen om at leve skjult

I det lys er det ironisk, at den nye regering, som 2016 også har budt på, ikke tager kunsten mere alvorligt.

»Samtidskunsten eksisterer ikke som begreb i det aktuelle regeringsgrundlag,« konstaterede Tom Ahlberg lakonisk i det seneste nummer af Søndag Aften, hvor han analyserede den nytiltrådte trekløverregerings kulturpolitik. Eller mangel på samme.

Der er nemlig ikke just nogen rigdom på visioner for kulturen, endsige kunsten i regeringsgrundlaget. Trekløverregeringens mest ambitiøse hensigtserklæring for kunsten er den udmærkede, men noget rutineprægede, at regeringen »lægger vægt på, at danskerne kan opleve kunst af høj kvalitet inden for alle kunstarter«.

Så hvis det ikke var, fordi der med trekløverregeringen også fulgte en ny og engageret kulturminister, som faktisk nærer interesse for kunst, så kunne kulturområdet godt lulle sig ind i illusionen om at leve godt i det skjulte – sådan som aktørerne inden for kunsten bedst kan lide det.

Fregatten Jylland

Intet tyder dog på, at kunsten får lov til at leve i fred.

Ganske vist er kulturministerens blik fast rettet mod den nye medieaftale, der skal indgås i 2018, og som vil give Liberal Alliance mulighed for at sætte et monumentalt fingeraftryk i form af et kraftigt stækket DR.

»Det er usundt, når kulturlivet i for høj grad bliver afhængig af permanent støtte fra de offentlige kasser,« skriver Liberal Alliance i deres kulturpolitiske program.

Mette Bock (LA) har udtalt, at hvad DR angår, betyder det, at institutionen skal slankes, og at licensen skal afskaffes. Det vil være et hovedsigte for ministeren at indfri den hensigt i de kommende år.

Men dermed skal man næppe regne med, at kunsten ikke også vil komme i skudlinjen, når kulturministeren skal realisere sine og partiets drømme om at indstifte det hellige ’markedsvilkår’ inden for kunstens felt.

Så man skal ikke regne med, at kulturministeren, trods al sin bekendelse til eliten inden for kunsten, ændrer på den bølge af nedskæringer, som kunstområdet har været udsat for igennem 2016.

I indeværende år har vi set, hvordan kulturpolitikken blandt andet har resulteret i lukningen af Afstøbningssamlingen og en (gen-)indførsel af entre samt en beskæring af åbningstiden på Statens Museum for Kunst.

Med den seneste finanslov har vi også bevidnet, hvordan kunsten og kulturen er blevet en arena for værdikampe. Mens Kvindemuseet i Aarhus er blevet frataget en millionbevilling, har Fregatten Jylland og Herregårdsmuseet Gammel Estrup modsvarende fået tilført millioner.

Alle kan vist se, at Fregatten Jylland sejler under bekvemmelighedsflag fra østaten DF, men i dagens politik er det jo ingen skændsel at fiske i rørte vande, tværtimod. Den kortsigtede indfrielse af mærkesager overtrumfer langsigtede kulturpolitiske strategier, for ikke at tale om armslængdeprincippet.

Vi vil højst sandsynligt komme til at se meget mere af den slags i fremtiden.

Museernes succes

Lad os dog ikke drukne i pessimisme, men glædes over det, som går godt. Kunsthal Charlottenborgs besøgstal er ifølge kunsthallen selv vokset markant i år.

Museerne kan også mønstre imponerende besøgstal igen i år. ARoS har allerede annonceret, at de forventer at overgå sidste års rekordtal og runde de 600.000 besøgende i år. Louisiana vil uden tvivl lægge sig i spidsen blandt kunstmuseerne igen i år, selv om de måske ikke kommer op på sidste års 724.580 gæster. Statens Museum for Kunst, der sidste år havde 451.195 besøgende, forventer i år en nedgang på grund af den nye entre, som for en voksen beløber sig til 110 kr.

Kunstmuseerne er dog generelt populære som aldrig før. Ud fra det efterhånden længe herskende politiske mantra, der sætter kvantitet over kvalitet, er det godt. Det er dog værd at huske på, at publikumstallene ikke siger noget om, hvilket udbytte gæsterne har af at besøge museerne.

Kunst som integration

Nogle, der har stort udbytte af museerne, er imidlertid kursisterne på Københavns Sprogskole, der samarbejder med Statens Museum for Kunst om at bruge kunst som et omdrejningspunkt for kulturel og sproglig læring.

Museet projektansætter kursisterne for at bruge dem som omvisere, hvilket resulterer i både social inklusion, kulturelle kompetencer og sprogtilegnelse. Projektet, der blev startet som et pilotprojekt i 2013, har høstet gode erfaringer og masser af anerkendelse. Det samme gælder Louisianas projekt ’Med kunsten som rejsekammerat’, der samarbejder med flygtningebørn fra Røde Kors’ skoler om at bruge kunst som et omdrejningspunkt for social og sproglig integration.

Projektet retter sig mod uledsagede flygtningebørn, som gennem mødet med kunsten får styrket deres sociale netværk såvel som deres sprog.

Begge projekter er udtryk for nye måder at bruge kunsten på og invitere nye publikumsgrupper inden for museets døre. Og gode beviser på, at det udmærket kan lade sig gøre at hjælpe flygtninge og indvandrere i Danmark ved at støtte kunsten og museerne.

Lad os håbe, at kultur- og kunstpolitikken i Danmark i de kommende år vil tage erfaringer og indhøstet viden med som kvalificerende faktorer i beslutningsgrundlaget, frem for at basere sig alene på holdninger.

I et demokrati skal kunsten kunne være stødende og strid, den skal kunne udgøre en kampplads og gøres til genstand for debat. Men kunsten har heldigvis masser af potentialer, der rækker ud over bataljernes trættende kiv og strid.

Nok kan kunstens domæne ofte ligne en slagmark, men dens eksistens er typisk baseret på lidenskaber og nødvendigheder, der udtrykker det modsatte. Ikke aggression, men passion. Ikke provokation, men refleksion. Ikke had, men kærlighed.

Hvad byder 2017 på?

  • For første gang i Danmark er der mulighed for at se en større præsentation af den sydafrikanske kunstner William Kentridges installationer og film, der med poetisk dybde tematiserer kolonisering, undertrykkelse og drømme. William Kentridge. Thick Time. Louisiana Museum for Moderne Kunst. 16. februar-18. juni.
  • 100-året for salget af de Vestindiske Øer til USA markeres i 2017 med en række udstillinger. Øregaard Museet viser seks samtidskunstnere sammen med historiske værker fra det syttende og attende århundrede. Citizen X – Human, Nature, and Robot Rights. Øregaard Museum. 3. marts-11. juni.
  • På Ordrupgaard markeres 100-året for salget af de Vestindiske Øer med en præsentation af franske Camille Pissaro, som blev født på Skt. Thomas, da den stadig var dansk, og som gennem sit venskab med maleren Fritz Melbye fastholdt en relation til Danmark. Camille Pissaro. Ordrupgaard. 10. marts-2. juli.
  • Den japanske arkitekt Hiroshi Sambuichi er kendt for sin smukke, stedsspecifikke arkitektur, der typisk baserer sig på flere års research på de steder, han opfører bygninger. Sambuichi er inviteret til at lave næste års værk i de enestående Cisterner i Søndermarken. Hiroshi Sambuichi. Cisternerne. 20. marts-30. november.
  • Engelske Gillian Wearing har igennem hele sin karriere arbejdet med identitetsspørgsmål, og denne interesse bliver videreført i hendes fremstilling af skulpturgruppen ’En rigtig dansk familie’,der skabes gennem en landsdækkende kampagne, som skal finde frem til den ideelle modelfamilie. Gillian Wearing. En rigtig dansk familie. Statens Museum for Kunst. 12. oktober-7- januar.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu