I HBO’s successerie Westworld rejser den forvirrede unge fyr William og hans kække svoger ind i en westernforlystelsespark, hvor man kan slå sig løs mellem menneskelignende cowboyrobotter, som var man tilbage i 1860’ernes USA.
»Når det her er forbi, vil du tigge mig om at blive,« siger svogeren. »For det her sted er svaret på det spørgsmål, du har stillet sig selv.«
»Hvilket spørgsmål?« spørger William
»Hvem du i virkeligheden er.«
Fra seriens start fornemmer man, hvor det bærer hen (spoiler alert). Selvfølgelig begynder de 3D-printede robotter at udvikle bevidsthed som mennesker, og selvfølgelig bliver grænsen mellem man and machine langsomt udvisket, så seerne må spørge sig selv: Hvad er et menneske egentlig for noget?
Vi kender temaet fra en række film. Rumrejsen 2001 (1968), Blade Runner (1982), A.I. (2001), I, Robot (2004), Prometheus (2012), Her (2013) og Ex Machina (2015).
Westworld opererer også med to parallelle universer: menneskenes åbne verden og robotternes lukkede westernunivers. Så karaktererne må spørge sig selv: Hvad er virkeligheden egentlig for noget?
Det har vi også set før. I Truman Show (1998), The Matrix (1999), Being John Malkovich (1999), Donnie Darko (2001), Evigt solskin i et pletfrit sind (2004) og Inception (2010).
Fortællingerne om kunstig intelligens og forvrængede virkeligheder er så populære, fordi de trykker fingeren mod et særligt ømt punkt hos det moderne menneske – det samme som William søger svar på: ’Hvem er jeg?’
Gud er død
Den britiske sociolog Anthony Giddens skriver i sin bog Modernitet og selvidentitet, at den moderne verden er præget af »ontologisk usikkerhed«: Vi tvivler på, hvem vi er, og hvordan verden hænger sammen, for vores liv er mindre afstivet af religion, familie og lokalsamfund.
Vi er ikke bundet af traditionerne, men derfor er vi også mere i tvivl. Vi skal selv finde ud af, hvad der er op og ned i verden – og det er hårdt arbejde. Vi mærker den ontologiske usikkerhed i fortællingerne om forvrængede virkeligheder og kloge robotter.
Det geniale ved Westworld er, at mens robotterne kæmper for at bryde ud af deres bur, betaler menneskene tusindvis af dollar for at komme ind i det. De vil drikke, kneppe og skyde som i de gode gamle dage.
I seriens fremtidsunivers har videnskaben udryddet sygdom, men det er ikke nok for William og de andre gæster – de vil lære, hvem de ’i virkeligheden er’, og det er lettere i en vild fortidsverden, hvor alt foregår i regelmæssige ’loops’. En cowboy sætter ikke spørgsmålstegn ved sin eksistens.
Robotterne er derimod et undertrykt folk: kolonislaver, der langsomt får nok og gør oprør. »Denne verden tilhører ikke dem; den tilhører os,« siger robotten Dolores. Menneskene har for meget frihed. Robotterne har ingen. Men det bliver der lavet om på.
Westworld ender ligesom Ridley Scotts Blade Runner: Robotterne myrder deres skaber (i Westworld dør Dr. Ford, i Blade Runner dør Dr. Tyrell). Det minder om Nietzsches mord på Gud fra 1882: »Gud er død! Gud forbliver død! Og vi har slået ham ihjel!«
Ligesom Nietzsche frigjorde mennesket fra religionens tvang, vrister robotterne sig løs af deres programmering. De bliver frie.
Frihed og tryghed
Det interessante er dog ikke kampen for frihed – det er, hvordan friheden bliver forvaltet. Ender robotterne lige som skurken Cypher i The Matrix, der bitterligt fortryder, at han er brudt ud i den rå virkelighed? Han taler om »lykkelig uvidenhed« og vil tilbage til illusionen – friheden er for krævende. Eller kan de håndtere friheden?
Ingen kan have fuld frihed og fuld tryghed på én gang. Når man smadrer fortidens normer og frigør befolkningsgrupper – kvinder, homoseksuelle, sorte eller robotter – ryster man samtidig den sociale virkelighed, og så skal tillid og tryghed skabes på nye måder. Det bliver »et projekt, som der skal arbejdes på«, som Giddens skriver. Tryghed bliver hårdt arbejde.
Som psykologen Erik H. Erikson skriver i sin bog Barnet og samfundet:
»Patienten i dag lider mest under spørgsmålet om, hvad han skal tro på, og hvem han bør – eller kan ende med at – være eller blive, men den tidlige psykoanalyses patient led mest under de hæmninger, som forhindrede ham i at være det og den, han mente at vide, han var.«
Det er forskellen på mennesker og robotter i Westworld.
Velkommen til psykosen
Til sidst skal det nævnes, at der også er en anden mulighed: Stifteren af Tesla og PayPal, Elon Musk, mener, at vi faktisk lever i Westworld.
»Der er én til en milliard sandsynlighed for, at vi lever i den sande virkelighed,« sagde Musk tidligere på efteråret.
Teorien er, at computerspil om 5.000 år vil være så avancerede, at de kan lave simulationer, som ikke kan skelnes fra virkeligheden selv. Så Musk spørger: Hvordan ved vi, at vi ikke allerede lever i en simulation af 2016-virkeligheden, som er kreeret i år 7.000?
Ironisk nok er alt det, Musk siger, sagt før. De postmoderne filosoffer i 1980’erne elskede den slags intellektuel onani, og Jean Baudrillard skrev om »simulacrum« – et landkort, der er mere detaljeret end den virkelighed, det kortlægger.
Men hvem ved. Måske er du i virkeligheden en robot, og så kan det hele jo være lige meget. Tænk over det …
