Læsetid: 7 min.

’Når man siger ’grønlænder’, siger man automatisk ’natur’’

I den aktuelle grønlandske litteratur viger naturen i stigende grad pladsen for unges sociale virkelighed og identitetsdannelse, men traditionelt har både danske og grønlandske forfattere været med til at tegne et romantiseret billede af den grønlandske natur og grønlænderne som et oprindeligt naturfolk
Inuitterne har i over tusind år overlevet i den barske arktiske natur. Men i dag er billedet af de »seje grønlændere«, som kun høster af naturen alt efter behov, i høj grad også en europæisk forestilling.

Inuitterne har i over tusind år overlevet i den barske arktiske natur. Men i dag er billedet af de »seje grønlændere«, som kun høster af naturen alt efter behov, i høj grad også en europæisk forestilling.

Ullstein Bild

28. december 2016

Det er stilheden og vejrets uforudsigelighed, som forfatter Iben Mondrup husker bedst om naturen fra sin tid i Grønland.

»Himlen er meget, meget stor, og hvis man kan orientere sig på himlen, ser man også, at den nærmest rummer alle mulige former for vejrsystemer på én gang. Det er en meget omskiftelig og voldsom natur, som man skal være god til at læse for at kunne bevæge sig frit i den. Og så er der stilheden… Der kan være så stille, at man næsten ikke kan holde det ud,« fortæller Iben Mondrup.

Som treårig flyttede hun med sin familie til Grønland, hvor hun boede indtil hun var 18 år. Det er også Grønland, som er udgangspunktet for de to romaner Store Malene (2013) og Godhavn (2014), som hun vandt DR Romanprisen for i 2015. På den ene side skriver Iben Mondrup sig ind i en lang litterær tradition for at bringe naturen ind i den grønlandske litteratur.

»Naturen er højt elsket og respekteret i de ældre grønlandske forfatteres litteratur, og der er skrevet nogle meget smukke, men også meget romantiske fortællinger og sange fulde af patos, som skriver naturen frem. Den er næsten ophøjet som en guddommelig sal,« fortæller hun.

På den anden side er hendes måde at bruge naturen på langt fra en romantisering af landskabet. I hendes romaner vokser mennesker og natur nærmest bevidsthedsmæssigt sammen. Karaktererne kan ikke adskille sig fra naturen, og det har givet hende mulighed for at skrive menneskets natur frem: menneskets sult efter det ene eller det andet og menneskelige omgangsformer på godt og ondt bliver f.eks. i Godhavn billedliggjort i konkret natur.

»I Godhavn fylder slædehundene rigtig meget. Det er nogle dyr, der er indrettet stramt hierarkisk, hvor den, der leder hundene – altså mennesket – skal holde styr på dem. Hvis han ikke gør det, så overfalder de hinanden og æder deres hvalpe og børn. Det bliver på en eller anden måde et billede på den oplevelse, som drengen Knut har. Som danskerbarn i Grønland er han udsat, i fare for at blive opslugt af ting, han ikke kan kontrollere.«

Det er også baseret på, hvad Iben Mondrup selv har erfaret om det at leve i Grønland:

»Man er hele tiden tæt på og på en eller anden måde også underkastet naturen. Man er meget lille og samtidig også meget udsat, og det sætter sig i den måde, man opfatter sig selv og hinanden på.«

Trommedans. Shamanismens animistiske idé om, at alt i naturen er levende, fylder en del i den mundtlige fortælletradition i Grønland. Men shamanismen går også ud på at forbedre leveforholdene for mennesker ved at påvirke og omskabe naturen, påpeger Kirsten Thisted, lektor i minoritetsstudier. Faktisk lovede de gamle shamaner, at mennesket en dag skulle herske over verden.

 

Knud Jacobsen

I samklang med naturen

Kirsten Thisted, lektor i minoritetstudier på Københavns Universitet, har beskæftiget sig med billedet af Grønland i dansk litteratur. Hun peger på, at også repræsentationen af naturen indgår i en stereotyp fortælling om grønlænderne som det oprindelige naturfolk.

»Lige fra man begynder at skrive om grønlændere, har det været en del af fortællingen, at de bor i den her helt specielle og fantastiske natur, hvor europæere har svært ved at overleve, men hvor de små seje grønlændere klarer sig. Så når man siger ’grønlænder’, siger man automatisk ’natur’. Det er en romantisk forestilling om, at vi i grønlænderen har mennesket i al sin oprindelighed, som lever i samklang med naturen.«

Det billede er ifølge Kirsten Thisted fortsat meget stærkt – også hos grønlænderne selv. Forestillingen om det særegne naturfolk blev især etableret i den grønlandske befolkning, efter Grønland blev integreret under den danske grundlov i 1953.

Man var nok blevet dansker, men man måtte stadig huske på sin grønlandske identitet, det grønlandske sprog og en fortid med fangerkulturen som noget særegent for grønlænderne. Det kom yderligere i fokus i 1970’erne, hvor verdenssamfundet under FN begyndte at interessere sig for oprindelige folk og deres rettigheder.

»Når man spørger, hvad det særlige er ved at være grønlænder, så nævner de med det samme deres tætte relation til naturen; det at være prisgivet naturen, men også at eksistere i samklang med naturen,« siger Kirsten Thisted.

»Og det siger de med overbevisning, selvom alle jo godt ved, at de for længst også lever i et industrialiseret forhold til naturen og er spundet ind i en globaliseret verden, hvor de fuldstændig ligesom alle andre står i et moderne forhold til naturen.«

Med et kamera under armen dokumenterer fotograf og biolog Carsten Egevang den grønlandske fangerkultur, som er i fare for at forsvinde på grund af de klimaforandringer, der præger Grønland netop nu
Læs også

I dansk litteratur om Grønland har en forfatter som Jørn Riel ifølge Kirsten Thisted været eksponent for denne fascinationsdrevne og romantiserede fortælling om naturen og grønlænderne som et oprindeligt naturfolk, der lever harmonisk med naturen. I 1983 tilegnede han sin sagaberetning om inuitterne, Sangen for livet, til det grønlandske hjemmestyre.

Omvendt er Kim Leines Profeterne fra Evighedsfjorden fra 2012, som han vandt Nordisk Råds Litteraturpris for, blottet for naturromantik. Synsvinklen er først og fremmest postkolonial, og Kim Leine har ifølge Kirsten Thisted øje for, at de begivenheder, han skildrer, var Grønlands spæde råb om selvstændighed:

»Og her spiller naturen en helt underordnet rolle. Da handler det om mennesker og deres mulighed for selv at bestemme over deres liv og dermed også deres position til naturen.«

Formel under opbrud

Selvom den grønlandske fortælletradition er rundet af en animistisk forestilling om, at naturen er en magisk kraft med sin egen vilje, og at der er liv i selv et fjeld eller et stenmassiv, udspringer fortælletraditionen samtidig af et samfund, hvor man kan diskutere, hvorvidt grønlænderne overhovedet levede i samklang med naturen.

Kirsten Thisted peger på, at shamanismen netop også gik ud på at ville forbedre forholdene for menneskene ved at søge hjælp hos ånder i en verden hinsides.

Og naturen er heller ikke altid blevet billedliggjort som en hellig sfære. I 1930’erne påvirkes Grønland og den grønlandske litteratur af en modernitetsbølge og fremskridtstro.

Augo Lynge skriver fremtidsromanen Trehundrede år efter, hvori han forestiller sig et grønlandsk samfund med grønlændere som fiskere og landmænd på den industrielle måde og en natur, som skal udnyttes til fulde. En fremsynet videnskabsmand finder ud af at smelte indlandsisen for at få fat på kul og andre råstoffer, og således kommer romanen de aktuelle klimaforandringer i forkøbet.

Ifølge Kirsten Thisted er moderniteten igen i dag blevet et omdrejningspunkt i den kulturelle debat. Grønlænderne befinder sig i et skisma mellem på den ene side at insistere på en identitet som et oprindeligt folk med et symbiotisk forhold til naturen, og på den anden side at insistere på retten til at udnytte sin natur – f.eks. ved udvindingen af uran – for at få det økonomiske fundament for grønlandsk selvstændighed.

»Præcis de her debatter ser man også afspejlet i grønlandsk kulturliv, hvor man absolut kan finde stemmer, der siger, at det at være grønlænder er at have den her særlige relation til naturen, mens der er andre, som fuldstændigt kapper forbindelsen – både i litteratur, billedkunst, performance og så videre,« fortæller Kirsten Thisted og giver som eksempel et digt af den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen, som i øjeblikket indgår i en udstilling i Det Grønlandske Hus i København.

Umiddelbart kan digtet læses som et opgør med et omklamrende parforhold, men titlen »Til mit modersmål« røber, at det måske nærmere handler om, hvordan modersmålet også omklamrer individet med en forventning om, at man som grønlænder har en bestemt identitet.

»Der er et brud – fra måske især den grønlandske elites side – i den her forestilling om, at et menneske er lig med en nation, som er lig med et territorium, som er lig med en kultur, som er lig med et sprog, og som er lig med en eller anden bestemt natur. Hele den her lighedstankegang og formel er under opbrud i Grønland – ligesom alle andre steder.«

Nordatlantisk identitet

Niviaq Korneliussen blev berømt for romanen Homo Sapienne i 2014 og er en del af et nybrud inden for grønlandsk litteratur, hvor nye unge forfattere skriver om køn, seksualitet og sociale problematikker som druk og vold.

Det var en novellekonkurrence for et par år siden, der blev startskuddet for det nye spor i grønlandsk litteratur, fortæller Iben Mondrup.

»De interesserer sig for deres egen virkelighed, deres egen ungdomskultur i byerne, og hvad der foregår mellem dem og hinanden. Og så interesserer de sig faktisk også for de sociale problematikker, som ellers er så forkætrede, f.eks. druk og vold,« siger Iben Mondrup, der mener, at der helt klart er tale om et nybrud, når de unge forfattere vælger at skrive fuldstændigt udenom en natur og et landskab, som man ellers i grønlandsk litteratur har været tilbøjelig til at romantisere. »Jeg ved ikke, om det er en bevidst modbevægelse, men det er i hvert fald en tydelig tendens.«

Omvendt betyder nybruddet i den grønlandske kulturdebat ikke, at naturen er helt fraværende, understreger Kirsten Thisted: »Man kan sagtens finde forfattere og kunstnere, der også er bekymrede for naturen.

For eksempel har urandebatten delt vandene. Halvdelen af befolkningen er dybt, dybt skeptisk over at skulle til at bryde uran på grønlandsk jord, så der finder man helt klart naturen og de gamle forestillinger frem igen.«

Kirsten Thisted peger også på, at der er en voksende dyrkelse af det nordatlantiske, især i vestnorden, hvor folk i Grønland, Island, Færøerne og også Danmark har fået øje på hinanden og i stigende grad er blevet bevidste om de leveomstændigheder, man har til fælles.

Det nordatlantiske er også omdrejningspunktet i den grønlandske sanger Nina Kreutzmann Jørgensens debutbog, novellesamlingen Hun står i nordenvinden, som netop er udgivet på forlaget Milik. Her giver hun stemme til ti vestnordiske kvinder.

»I den bog spiller naturen helt klart en rolle – den voldsomme og vilde natur – men også angsten for forureningen. Det er naturen, man har, og her bliver klor- og uranudslip en enorm trussel, fordi man identificerer sig med den ’rene natur’,« fortæller Kirsten Thisted.

»Så at skrive naturen helt ud af den moderne grønlandske litteratur, vil jeg nu være forsigtig med.«

iVerden december 2016

I denne udgave af iVerden rejser vi ud i det ukendte. Tag med, når vi besøger det urbane undergrundsmiljø i Teheran, kom på afveje i Cuba og tag på tangeventyr i Japan. Få rejseeksperternes bedste bud på steder, der er værd at besøge i det nye år. Og oplev naturens kraft, når vi drager på en spektakulær hundeslædetur på jagt efter en isbjørn i Grønland, hvor den lokale fangerkultur er truet af klimaforandringer.

Andre artikler i dette tillæg

  • Fidel Castro, amerikanske sexturister og hundredetusind krabber

    28. december 2016
    Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød
  • Juleaften for én

    28. december 2016
    Det er juletid og Annette Birkmann er på vej sydover efter otte måneder på et motorcykelværksted i Buenos Aires. Hun har sagt sit job i Danmark op og købt sin første motorcykel i Argentinas hovedstad for at køre igennem Latinamerika på egen hånd. Hun opdager dog hurtigt, at at nissen er rejst med, for uanset hvor hun befinder sig, er der noget, hun genkender: sig selv
  • Med fangerne på isen

    28. december 2016
    Med et kamera under armen dokumenterer fotograf og biolog Carsten Egevang den grønlandske fangerkultur, som er i fare for at forsvinde på grund af de klimaforandringer, der præger Grønland netop nu
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu