Nødvendige undskyldninger fra karaktererne i ’Arvingerne’

Det hus betød bare meget for mig

Frederik Grønnegaard (Carsten Bjørnlund), ældste søn af Carl og Veronika Grønnegaard, har børnene Villads og Hannah med ekskonen Solveig.

»Jeg er ked af, at jeg har været voldelig og åndsfraværende, men Grønnegården var mit barndomshjem. Det var der, jeg var i ferierne, når vi havde fri fra kostskolen, det var der, jeg fandt min far død for egen hånd, og der, min mor drak sig ihjel. Og nu skal der ryddes op i den rodebutik. Det handler ikke om mig, det handler om, at der skal orden på tingene, og derfor stirrer jeg på alle tingene med mit borende blik, til den forbandede orden indfinder sig, og imens bløder mit hjerte. Men I skal ikke tænke på mig, jeg skal bare være lidt alene og fælde træer og stirre noget mere. Undskyld, at jeg ikke var hjemme, da Villads fremlagde sit projekt om komodovaraner. Jeg skulle til Thailand og beslutte mig for, om hævngerrighed eller broderkærlighed skulle styre mit liv. Og der var så travlt, min søster hånede mig, det gik lidt amok, det er jeg ked af. Jeg er ked af det dumme nervøse sammenbrud, hvor jeg smed min datter ud af huset midt om natten og hallucinerede, men det hus, det ægteskab, den barndom og de søskende betød bare meget for mig. Jeg har lige taget en dyb indånding. Det skal nok blive bedre fra nu af, det lover jeg.«

Undskyld, jeg forstyrrer

Signe Larsen (Marie Bach Hansen), datter af Veronika Grønnegaard og John henne fra håndboldhallen. Er vokset op som datter af John og hans kone Lise og vidste intet om Veronika Grønnegaard, før hun døde og viste sig at have testamenteret Grønnegaarden til Signe.

»Undskyld, at jeg lige pludselig var en del af jeres søskendeflok, og undskyld, at det var mig, der arvede Grønnegården. Undskyld, at jeg ikke solgte huset til Frederik. Undskyld, at jeg heller ikke solgte det til Gro. Undskyld, at jeg ikke fik sat grænser i tide, undskyld, at jeg ikke lånte Emil penge til at komme ud af fængslet, undskyld, at jeg ikke tog imod det lån fra Gro – eller undskyld, at jeg tog imod det lån fra Gro, hvis det var det, jeg gjorde. Undskyld, at jeg har mistet overblikket over de økonomiske transaktioner i den her familie. Jeg prøver bare at drive et landbrug. Tak til Gro for den gode pris på Korpus-skulpturen, det betyder meget for mig, at den er lavet af min biologiske mor. Det er det eneste, jeg har fra hende (hvis man ikke tæller tre søskende og en affældig papfar med), og undskyld, at jeg har solgt den.«

Det med kunstsvindlen

Gro Grønnegaard (Trine Dyrholm), datter af Thomas Konrad og Veronika Grønnegaard.

»Kære søskende. Det var jo aldrig meningen, at jeg ville bedrive kunstsvindel. Jeg gik bare og ryddede op i kælderen og stablede nogle af mors gamle ting oven på hinanden og bandt dem sammen med et reb og rettede lidt på det og lavede en bronzeafstøbning, som jeg viste til Kim, galleristen for min afdøde mor, i hvis skygge jeg altid har stået. Pludselig hed skulpturen »Korpus« og var mange penge værd. Han kalder den et hovedværk. Værket er så komplekst, og dog kommunikerer det så klart og er så fuld af kraft. Dér har mor fuldstændig overgået sig selv, siger Kim. Jeg siger ikke noget. Men jeg vil gerne sige undskyld, det var ikke med vilje, at jeg solgte værket til Signe. Det kan godt være, det teknisk set er svindel og bedrag at kalde det et Veronika Grønnegaard-værk, men på den anden side: Hvad er sandhed? Det er vel den slags spørgsmål, god kunst stiller.«

Det skulle jeg måske have tænkt på noget før

Thomas Konrad (Jesper Christensen), sammen med Veronika Grønnegaard far til Gro og sammen med ekskæresten Isa far til lille Melody.

»Altså, jeg er skideked af, at jeg plantede skunk i Signes industrihampmarker, sådan at politiet var nødt til at brænde det hele af, så Signe mistede høsten og dermed muligheden for at købe såsæd til foråret, og samarbejdet med ham bonden med kontakterne røg. Det skulle jeg have tænkt på noget før. Men som jeg sagde med det samme: Det er kraftedme da undertrykkelse og fandme hys, at de tager det hele. Ingen er ude på at gøre skade på nogen. Hjulene drejer, tingene sker, sådan er det. Jeg er ked af, at jeg pressede Isa til at drikke snaps, inden hun kørte Emil og mig hjem fra en badetur, men så svært er det vel heller ikke at køre bil. Det var bare simpelthen så ærgerligt, at hun ikke forudså, at jeg ville lægge hovedet i hendes skød, så hun blev forvirret og kørte galt, og jeg brækkede ryggen og ligger nu helt lam i en hospitalsseng og spytter efter sygeplejerskerne. Det havde jeg sgu ikke set komme.«

Ups. Det er altså ikke let at være menneske

Emil Grønnegaard (Mikkel Boe Følsgaard), yngste søn af Carl og Veronika Grønnegaard.

»Helt ærligt, Gro, Frederik og Signe. Det var super upraktisk, at jeg endte i det thailandske fængsel. Jeg skulle aldrig have ladet de joints ligge sådan at flyde, jeg skulle have holdt mig på god fod med mine samarbejdspartnere, jeg skulle nok ikke have baseret hele mit voksenliv på mine søskendes ansvarsfølelse og privatøkonomi, det kan jeg godt selv se, men er det ikke på tide at komme videre? Hvordan tror I, det er hele tiden at blive hjulpet, sørget for og foræret penge? Vi kan heller ikke blive ved med at køre rundt i det med, at jeg knaldede med Frederiks kone. Jeg ved ikke, hvad der skete, det skete bare, ting sker, det sker ikke igen, det ved jeg bare. Jeg ved godt, det ikke var superfedt, at jeg lod viljesvage Isa drikke snaps, når hun er psykisk ustabil, ammer og skulle køre bil, men vi havde det lige så sjovt. Der kunne lige så godt ikke være sket noget. Jeg ville bare ønske, at alle ikke satte mig i bås som lille og uansvarlig. Hvor mange gange skal jeg sige undskyld?«

Jeg gør det så godt, jeg kan

Lone Ramsbøl (Kirsten Lehfeldt), advokat for familien Grønnegaard, ekskæreste til Thomas. 

Først og fremmest undskyld til hele familien Grønnegaard for, at min generelle inkompetence og drikfældighed giver medvind til al kaos inden for en kilometers radius – jeg gør det så godt, jeg kan. Jeg har altid elsket at være hele familiens advokat – bare stik mig en stak papirer, så skal jeg nok få dem læst – men faktisk ser jeg ikke bare mig selv som jeres advokat, jeg er også så meget andet. En god ven f.eks. og en kvinde med følelser og behov, men det skal I ikke tænke på, nu skal jeg nok ordne det, der skal ordnes. Bare sig, hvad der skal gøres. Skal jeg lige snakke med politiet? Ordne nogle papirer? Gå hjem til mig selv og få mig nogle nye følelser? Nej, ved I nu hvad. Vi skriver under, eller vi siger undskyld eller fortsat god dag. Vi åbner en flaske. Det er godt, du. Det skal nok gå.«

Første afsnit af den nye ’Arvingerne’-sæson sendes 1. januar kl. 20 på DR 1