Analyse
Læsetid: 4 min.

Nostalgi er en løgn. Men den er ikke forkert

Vi griner, når højrepopulister længes efter en ’great’ epoke, som aldrig har eksisteret. Men deres nostalgi siger mere om fremtiden end om fortiden – og vi bør lytte
’De gode gamle dage var i grunden ikke så gode endda,’ sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sidste uge, da han på Venstres landsmøde fortalte om livet i fattig-80’erne. Her er han fotograferet på partiets landsmøde i 1988. Dengang var han VU-formand.

’De gode gamle dage var i grunden ikke så gode endda,’ sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sidste uge, da han på Venstres landsmøde fortalte om livet i fattig-80’erne. Her er han fotograferet på partiets landsmøde i 1988. Dengang var han VU-formand.

Alex Hutzelsider

Kultur
2. december 2016

Med en slet skjult henvisning til verdens mange højrepopulister, som vil gøre deres nationer great again, fortalte Lars Løkke Rasmussen i sin landsmødetale i sidste uge om livet i fattig-80’erne.

»De gode gamle dage var i grunden ikke så gode endda,« sagde Løkke og fortalte om kartoffelkur, arbejdsløshed, hiv og kold krig.

Fortiden var ikke spor great – men det tror vi.

»Det er, som om tiden er et sukkerlag, der er drysset ud over afsavn, fjerner den beske smag og gør hårdt arbejde til fortidsromantik,« sagde han.

Det er ellers blevet moderne at være nostalgiker: Højrefløjen vil tage deres lande tilbage. Livstilsbloggere drømmer om en verden før de industrielle fødevarer. Kultureliten begræder det store dannelsestab og taler om ’det postfakuelle samfund’. Og militante jihadister vil bombe os tilbage til profeten Muhammeds tid.

Tidens modstandskæmpere bygger deres kritik af det moderne samfund på en nostalgisk længsel efter fortiden og en fornemmelse af, at noget smukt er gået tabt.

Coen-brødrenes film No Country For Old Men handler netop om det – den havde endda premier på samme dato, som Donald Trump holdt sin sejrstale, 9. november (dog i 2007).

»Jeg føler mig overmatchet,« siger Texas-sheriffen Ed Tom Bell (Tommy Lee Jones) i filmen. Han er traditionernes mand i traditionernes land. Hans far var sherif, og hans fars far var sherif – men nu kan han ikke mere.

Han føler sig ikke længere hjemme i verden. Han forstår ikke dens meningsløse ondskab og tilfældige moral, som i filmen personificeres af den iskolde lejemorder Anton Chigurh (Javier Bardem).

Som en ældre kollega siger til Ed Tom Bell:

»Hvis nogen havde sagt til mig for 20 år siden, at jeg skulle se børn gå omkring i gaderne i Texas med grønt hår og knogler i næserne, så havde jeg ganske enkelt ikke troet på det.«

Det er forfængelighed

Nostalgikernes guldalderkonstruktioner er lette at afmontere. For hvornår var det nu præcis, at America var great? Og hvornår fandtes ’det faktuelle samfund’?

Tidens sukkerlag skjuler fortidens skygger. Vi glemmer, at da The Beatles turnerede i USA, blev homoseksualitet stadig betragtet som en sygdom, det var ulovligt for italienske kvinder at blive skilt, og sorte børn i USA gik i separate skoler. Not so great.

Som den amerikanske komiker Louis CK engang har sagt om tidsmaskiner: »Sorte kan ikke fucke med tidsmaskiner. En sort i en tidsmaskine vil sige: ’Hey, alt før 1980, nej tak, det har jeg ikke lyst til.’«

Nutiden er langt bedre end sit rygte.

I slutningen af No Country For Old Men taler Ed Tom Bell med en pensioneret vicesherif, som fortæller om dengang i 1909, hvor hans »Onkel Mac« blev dræbt af en gruppe indianere, der talte uforståeligt og opførte sig underligt. Pointen er, at verden altid har været omskiftelig, og at Ed Tom Bells nostalgi er latterlig.

»Det, du står med, er ikke noget nyt,« siger den gamle. »Dette land har altid være hårdt ved folk. Du kan ikke stoppe det, der kommer. Det venter ikke på dig. Det er forfængelighed.«

Fortiden er altid smuk

Man hører ofte den kritik: ’Du kan ikke stoppe udviklingen. Verden har altid været af lave.’ Men kritikken misforstår, hvad nostalgi er.

»Nostalgi har intet at gøre med æstetisk fornemmelse og er heller ikke forbundet med erindringen om en lykkefølelse,« skriver den franske forfatter Michel Houellebecq i romanen Underkastelse. »Man er nostalgisk i forhold til et sted, alene fordi man har levet der, uanset om man levede godt eller dårligt, fortiden er altid smuk.«

Nostalgikere længes ikke efter en konkret fortid, men efter et punkt i tidens kaotiske strøm, hvor de allerede kender enden på handlingsforløbet. Det er trygt.

Vi har en tendens til at glemme, at mennesker bekymrer sig mere om fremtiden end om alle de sejre, der allerede er vundet i fortiden. En fabriksarbejder, som bliver fyret fra sit job, glæder sig sjældent over, at der er fred i Europa, eller at han ikke er død af kolera.

Lige nu mener 68 procent af Trumps vælgere, at fremtiden ser sort ud. I Europa tror kun 13 pct. af franskmændene og 24 pct. af briterne tror deres land går en lys fremtid i møde. Pessimismen får folk til at skue tilbage. Det skal tages alvorligt – men ikke bogstaveligt (for at genbruge en pointe fra den amerikanske valgdækning).

Netop fordi nostalgi er en fortælling snarere end en sandhed, indeholder den dybe indsigter om vores nutid: Islamisterne har en pointe, når de kritiserer det moderne samfund for at mangle spiritualitet og have en individualiseret moral.

Livstilsbloggerne har ret i, at det industrielle fødevarekompleks ødelægger naturen og producerer mange dårlige produkter. Den kulturelle elite har en sag, når den bekymrer sig over autoriternes fald og løgn på internettet.

Og højrepopulisterne har ret, når de siger, at de nationale kulturer udfordres af nytilkommere, at indvandring er dyrt, at EU dikterer nationalstaternes politik, og at globaliseringen har skabt ulighed.

Nostalgien er ikke latterlig. Den skal tages alvorligt – men ikke bogstaveligt, for som Lars Løkke Rasmussen sagde i sin landsmødetale: »I mine øjne så er fortiden langt mere skræmmende end fremtiden.«

»Jeg er ikke i politik, fordi jeg frygter fremtiden. Jeg er i politik, fordi jeg vil være med til at forme den.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Knud den Store og tidevandet ...

Eller den danske romantiske dikter: 'Den strålende top hvorfra vi er sunket men atter skal op'

Lars Løkke er nævnt en del gange. Han har åbenbart været inspirerende. Jeg er både nostalgikere og fremtidsdrømme. Jeg længes efter en verden, hvor Lars Løkke ikke er i folketinget.
Der er sikkert en del sorte amerikanere, der ikke havde bedre tider i 60erne. Til gengæld er der er en del indianere, der godt kunne bruge tiden før de hvide kom, og som nok ikke forventer meget af fremtiden. Mange, der kæmper for at få førtidspension kaster et kærligt blik tilbage på 1980erne men ønsker absolut ikke at leve i 1880erne.
Billedet bliver hurtigt broget, hvorfor det er vigtigt at vælge sine eksempler med omhu, når det skal afgøres om en tid er bedre at leve i end en anden.
L.L. vil være med til at forme fremtiden, siger han. Jeg siger L.L. lade stå til og håber på, at grønne tal på bundlinjen fjerner alle problemer.

Det er synd for Rasmussen, at han har et strengt forhold til sin fortid ... han er vist ligefrem bange for den. Jeg vil gerne have lov til at vaere glad for min barndom i 50'erne ... selv ikke tanken om, at Rasmussen faar noget-som-helst med fremtiden at goere kan tage den glaede fra mig.

Men det ville glaede mig, om Rasmussen blev sat til noget fornuftigt ... paa arbejdsmarkedet. Slut med overfoerselsindkomsten for hans vedkommende, haenderne op af lommen og skab medvaerdi med dem til glaede for boern og unge i naeste aarti.

Egon Stich, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

80erne var på mange måder en guldalder: dels var jeg ung, dels herskede der et udpræget anarki og en mulighed for at realisere den for både de unge mennesker, der tjente mange penge, og de fattigrøve, der var på kontanthjælp. Ind imellem var der os på dagpenge eller SU eller løn; men det var en tid med tid, hvor man ikke var optaget af at finde på job for at beskæftige folk, blot i at sørge for, at ingen for alvor led nød.

Løkke har det som så mange andre politikere: I morgen vil blive lidt bedre end i dag, og fremtiden det er i dag + 10 pct., eller hvor meget det nu summer sig op til på den liberale facitliste.
Man skal godt leve i en sky af fortrængninger og illusioner for at tro på den slags. Og hvad Løkke angår, så skal man have mere end en tyrkertro på, at en 2025-plan vil gøre verden til et bedre sted at leve i.
Nå, ja, så er det lige det med de hastigt smeltende poler, rovdriften på naturens ressourcer, den stigende fordummelse....
Men det er da værd, at lægge mærke til, at Løkke - i modsætning til vennerne i Dansk Folkebedrag - ikke fantaserer om de go'e gamle dage, hvor mor stod derhjemme med boller og kakao, når Anders og Søren og Pia kom hjem fra skole. Og det må vist under de nuv. vilkår betegnes som et fremskridt.