Læsetid: 6 min.

På opdagelse i teksternes tilblivelse

Som editionsfilolog tilbringer Johnny Kondrup en del tid på biblioteker, hvor han forsker i klassiske værkers tilblivelse og udgivelse. Han frygter en fremtid, hvor breve er udskiftet med e-mails, og hvor computeren sletter de spor fra skriveprocessen, som er afgørende for vores kulturarv
Editionsfilologen Johnny Kondrup er ofte begravet i manuskripter og bøger: ’Jeg arbejder primært hjemme, hvor jeg har et kontor bestående af to rum med en dobbeltdør imellem. I det ene står skønlitteraturen, og i det andet sidder jeg omringet af fagbøger.’

Editionsfilologen Johnny Kondrup er ofte begravet i manuskripter og bøger: ’Jeg arbejder primært hjemme, hvor jeg har et kontor bestående af to rum med en dobbeltdør imellem. I det ene står skønlitteraturen, og i det andet sidder jeg omringet af fagbøger.’

Jakob Dall

2. december 2016

Information har bedt Johnny Kondrup forklare, hvordan arbejdet foregår i hans forskerværksted, hvor han beskæftiger sig med såkaldt editionsfilologi.

»En editionsfilolog studerer sprog og litteratur med særligt henblik på at tilvejebringe udgaver. Det er med andre ord én, der på videnskabelig måde udgiver ældre tekster fra et bestemt kulturområde,« forklarer Johnny Kondrup om sit særlige forskningsfelt.

– Hvordan ser din hverdag ud?

»Jeg sidder ikke begravet i bøger uden at tale med mine kolleger; sådan er virkeligheden ikke for den moderne forsker, heller ikke for en editionsfilolog. Omkring halvdelen af min arbejdstid er reserveret til undervisning på Københavns Universitet, hvor jeg er professor i nordisk litteratur, og til kontakt med studerende og kolleger. Den anden halvdel er viet til forskning og udgiverarbejde.«

– Hvordan foregår arbejdet helt konkret?

»Arbejdet består af fem led: for det første at transskribere manuskripter; for det andet at rette fejl i de originale tekster, både manuskripter og tryk. For det tredje at skrive kommentarer til teksterne for at sikre, at yngre generationer kan forstå ældre ord, historiske og geografiske forhold, bibelreferencer og andre ting, der er gledet ud af den moderne dannelseshorisont. For det fjerde at skrive indledninger, som fortæller om værkets tilblivelse; og for det femte at lave oversigter over forskellene mellem flere udgaver af det samme værk. Det sidste kalder vi et variantapparat. Hvis man vil udgive Henrik Pontoppidans Lykke-Per, så tager man de fire udgaver, han skrev, og læser dem linje for linje i bøger opslået ved siden af hinanden for at notere varianterne. Det kræver koncentration og tager virkelig lang tid.«

Jakob Dall

– Hvor tilbringer du din arbejdsdag?

»Jeg arbejder primært hjemme, hvor jeg har et kontor bestående af to rum med en dobbeltdør imellem. I det ene står skønlitteraturen, og i det andet sidder jeg omringet af fagbøger. Jeg har to skriveborde: et computerskrivebord og et læseskrivebord, som står over for hinanden. Jeg har som regel 10 bøger og en del papirstabler på bordene.«

– Hvordan får du adgang til kostbare, ældre manuskripter af eksempelvis Kierkegaard?

»Jeg arbejder også en del på biblioteker, for noget af mit arbejde indbefatter ældre manuskripter, og de befinder sig i bibliotekernes arkiver. Nogle af dem kan jeg tilgå via fotos på min computer, men når jeg skal ned i detaljen, må jeg ind på biblioteket og mærke på papiret, eksempelvis for at se, hvor pennen har skrabet, når forfatteren løb tør for blæk. I særlige tilfælde kan man få lov til at låne manuskripter. Det gjorde vi, da vi arbejdede på Søren Kierkegaards Skrifter. Dokumenterne er stærkt bevogtede, så vi måtte bygge specielle bokse, alarmsystemer og sørge for andre sikkerhedsforanstaltninger, før vi kunne få lov til at låne dem portionsvis. Det var en stor oplevelse at sidde med hans originaler i hånden, fra bogmanuskripterne til forlovelsesbrevene.«

– Hvor god er du til at adskille arbejde og fritid?

»Det kan jeg ikke rigtig finde ud af. Der er flydende grænser, og sådan ved jeg det er for mange forskere. Det er jo ikke bare et arbejde, men også en lidenskab, så jeg sidder tit bøjet over bøgerne om aftenen.«

– Hvor megen interesse er der for faget?

»Interessen for editionsfilologi er bestemt stigende, så det er en spændende tid. I lang tid var litteraturforskningen præget af nykritikken, der brød igennem i 1960’erne. Her koncentrerede man sig om teksten selv og mente, at alt, der havde med dens tilblivelse at gøre, var uvæsentligt. I dag er de fleste litteraturforskere opmærksomme på, at teksten har en historie, så det er afgørende, hvilken version man analyserer. Interessen er pæn både blandt studerende og kolleger. Det er også en del af grunden til, at jeg skrev bogen Editionsfilologi. Da jeg begyndte at arbejde med udgivelsen af Søren Kierkegaards Skrifter, savnede jeg en bog, der kunne vejlede i processen, men der fandtes ikke nogen, så jeg besluttede mig for at skrive den selv.«

– Hvorfor er editionsfilologi vigtig?

»Min interesse for faget begyndte som en konstatering af, at mange af de udgaver, vi normalt benytter som basis for litterære analyser, er fulde af fejl. Grundlaget var ustabilt og kunne forbedres. Samtidig opdagede jeg, at mange forfattere ikke bare skriver en bog én gang – Henrik Pontoppidan reviderede eksempelvis sine værker op til fem gange, og førsteudgaven af romaner som Lykke-Per betragtede han som en slags trykt kladde. Når man skal analysere det værk, hvilken af udgaverne er så den gyldige? Ens fortolkning bliver afhængig af, hvilken version man har valgt. Inden for den litterære analyse var det, som om man troede, en tekst var faldet ned fra himlen, uberørt af menneskehænder, og at Lykke-Per var Lykke-Per, men det er mere kompliceret end som så. Dét synes jeg er spændende.«

– Hvorfor skal skatteyderne betale for editionsfilologi?

»De fleste bøger, jeg har været med til at udgive som editionsfilolog, er udkommet i en trekant mellem videnskabelige udgiverselskaber, universiteter og nationalbiblioteker, til tider også kommercielle forlag. Men de kan på ingen måde bære sig selv kommercielt; udgivelsen af Kierkegaard-skrifterne kostede eksempelvis 112 millioner af skatteydernes penge, og derfor er den elektroniske version af udgaven også gratis til rådighed på internettet. Det er sådan noget, der bare skal foreligge, hvis vi vil vedligeholde vores skriftlige kulturarv.«

– Føler du nogensinde, at du kommer for tæt på folks privatliv, når du forsker i deres dagbøger og breve?

»Som editionsfilolog forsker jeg i bogmanuskripterne, men også i dagbøger, breve, kontrakter og andre private dokumenter. Jeg synes, at man som forsker har ret til at bruge alt materiale, der ikke er klausuleret eller tilintetgjort. Hvis forfattere ikke vil risikere det, må de selv brænde materialet. Johannes V. Jensen fyrede eksempelvis lystigt op med sine egne manuskripter, fordi han ikke ville have, at litteraturforskerne kom og kiggede ham i kortene. Det er vi mange, der ærgrer os over, men han fulgte bare spillets regler.«

– Hvordan påvirker den digitale udvikling faget?

»Den digitale udvikling har givet os mange nye muligheder, først og fremmest for hurtige søgninger og overskuelige variantapparater, men den har også gjort vores arbejde sværere. Mange forfattere skriver ikke i hånden længere, men på computer. Computeren sletter jo det mislykkede, og man kan ikke se sporene efter det – de er ellers enormt værdifulde for os i håndskrevne manuskripter. Så det bliver sværere at få indblik i den digteriske skabelsesproces fremover, end da man skrev på papir. Samtidig skriver forfattere i stigende grad e-mails i stedet for breve, og de færreste er opmærksomme på at gemme deres e-mail-arkiver. Der er meget, der går tabt i den digitale kommunikation. Et andet problem er, at vores egne udgaver bliver digitale og dermed mindre stabile, end da de blev trykt som bøger. Fremover er vi nødt til hele tiden at migrere data til nye generationer af hardware og software, for problemet er lidt ligesom med atomaffald – vi har et højpotent intellektuelt indhold, hvis halveringstid er betydeligt langsommere, end de beholdere, vi opbevarer det i. Nogle skal være opmærksomme på at redde materialet.«

Fakta: Editionsfilologi

  • Der findes ingen formel uddannelse i editionsfilologi – i stedet må man studere litteratur og sprog (‘filologi’) inden for det kulturområde, man interesserer sig for, og specialisere sig i udgivelse (‘edition’).
  • På universitetet udbydes der, afhængigt af fagtradition og interesse hos lærerne, kurser på flere niveauer.
  • Det er ikke til at svare på, hvor mange editionsfilologer der er i Danmark. Ud over dem, der er fuldtidsbeskæftiget med udgiverarbejde, er der universitetsansatte og forskningsbibliotekarer, der er ‘deltids-editionsfilologer’, ligesom Johnny Kondrup.

Vinterbøger 2016

Den nordiske samtidslitteratur spænder vidt, og vi har været en tur rundt i hele Norden for at tale med seks debuterende forfattere om deres værker og deres drivkraft. Samtalerne med den kommende forfattergeneration udmønter sig blandt andet i historier fra DSB-toget, et turismeboomende Island og et sneklædt landskab i Norge.

Vi går også litteraturkritikken efter i sømmene. Den har siden sin fødsel været omdrejningspunkt for den dannede, offentlige samtale, men bliver i dag udfordret på sin autoritet af digitale alternativer for anmelderi. Samtidig har et prominent tidsskrift som Kritik drejet nøglen om – men er det et problem? Vi tegner kritikkens historie og horisonter op.

Læs med i Informations særtillæg om Vinterbøger, der udkommer fredag den 2. december 2016.

Andre artikler i dette tillæg

  • Opbrud i litteraturkritikken

    2. december 2016
    Siden kritikkens opkomst i det 18. århundrede har den været en vigtig ordstyrer i samtalen om litteratur. I dag kæmper den for ørenlyd i en digital offentlighed, der summer af stemmer
  • Fugle som eneste vidne

    2. december 2016
    Agnes Ravatns roman ’Fugletribunalet’ handler om en voksende kærlighed mellem to fremmede. Men også om sorg, skam og ønsket om at sone
  • ’Jeg vidste kun, at jeg ville skrive en verdensroman’

    2. december 2016
    Hédi Kaddour var over tres, da han i Frankrig vandt Goncourts prestigefyldte debutantpris for romanen Waltenberg. I en alder af 71 rejser han nu verden rundt med ’De toneangivende’, der foregår i det Nordafrika, han forlod som 12-årig, men beskriver med stor indsigt
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu