Læsetid 9 min.

På sporet af en fiktiv tangforsker

Jeg er rejst til Japan for at finde inspiration til en romankarakter, der har gjort tang til sit speciale. Måske kan jeg fange et glimt af hende i Hokkaido Universitets kolde korridorer, måske kender hun til tang-imperiet Yamamote-yama og måske har hun smagt norien frisk fra Tokyo Bay
Jeg er rejst til Japan for at finde inspiration til en romankarakter, der har gjort tang til sit speciale. Måske kan jeg fange et glimt af hende i Hokkaido Universitets kolde korridorer, måske kender hun til tang-imperiet Yamamote-yama og måske har hun smagt norien frisk fra Tokyo Bay
Johanne Øllgaard Holm
28. december 2016

I Shinkansen på vej til Sapporo får jeg en sær fornemmelse af at falde ud over kanten. Jeg ser mig selv oppefra, ser lyntogets lille prik bevæge sig hastigt hen over landkortet. Måske fordi jeg fjerner mig fra den japanske hovedø, Honshu, og krydser strædet til frostkolde Hokkaido, er det, som om en tærskel overskrides, som at se ned i en skakt og blive angst for at få overbalance og falde.

Jeg er på jagt efter min romans hovedkarakter. Hun hedder Ingrid Andreassen, er tangforsker og har arbejdet i Japan. Det har jeg fundet på.

Da det er mig, der har opfundet hende, kunne jeg have bestemt mig for hvad som helst, men undervejs er dette mærkelige dyr, som er min science fiction roman, selv begyndt at leve, den vakler rundt på uprøvede ben og har sin egen vilje.

Indtil videre har den spyttet tre hovedkarakterer ud, forladt en vigtig plottråd og skiftet fortællerposition en snes gange, men den lader til at nære en vedvarende hengivenhed overfor tangforskeren Ingrid.

Det er derfor, jeg er taget afsted. Det er derfor, jeg er i Japan og på vej imod den nordligste af de omkring 3.000 øer, der udgør det land, hvori tang spiller en helt central rolle i madkulturen, i gaveceremonier og i forskningsmiljøet.

Jeg vil prøve, om jeg kan få et glimt af hende; min hovedperson. Af hvordan hun arbejder, hvad forsker hun i og hvorfor. Det første sted jeg leder, er på universitet i Sapporo, hovedbyen på Hokkaido.

Tangprofessor Kazuhiro Kogame har indvilget i at vise mig Asiens største tang-herbarium – en imponerende samling af tangeksemplarer. Måske vil jeg kunne forstå Ingrids passion for tang gennem hr. Kogame.

Johanne Øllgaard Holm

En føniksfjer i et tang-herbarium

Universitetets hovedport prydes af et flammende ahorntræ. Efteråret er blevet trumfet af vinter, overalt i Sapporo står betuttede gule tempeltræer og koralrøde ahorn med fødderne dækket af sne, folk vælter rundt på isglatte fortove, og taxachauffører tager deres U-turns gennem snedriver. At Sapporo ligger på linje med Grækenland spiller ingen rolle, for Sibiriens råkolde ånde er kun et par timers færgefart borte.

Hr. Kogame møder mig i receptionen på slaget to. Han er en spinkelt bygget herre, klædt i mørkeblå uldpolo og hvid skjorte. Han er tang-taksonom og har kortlagt og bedrevet tålmodig forskning i brunalgernes stamtræ i tredive år.

Når de fire timer, vi tilbringer i hinandens selskab, er omme, ved jeg også, at han har for vane at nynne for sig selv, når der opstår en tavshed, der ellers kunne være pinlig.

Måske netop for at undgå sådanne pauser har han taget sin forskerkollega, Dr. Abe med. Han er en kende bedre til engelsk og grubler omhyggeligt, inden han svarer på mine spørgsmål.

Vi går direkte op til herbariet. En ildtunge af begejstring blusser op i mit bryst, da vi åbner døren. Tænk, at jeg er her, tænk at disse to vidunderligt høflige, alvorlige mænd lader mig forstyrre dem midt i deres grundforskning. Vi træder ind i et køligt rum med vitrineskabe i rækkevis.

Jeg ville ønske, at jeg var oprigtigt, videnskabeligt interesseret i tang. I dens kemi, de ernæringsmæssige fortræffeligheder, i tang som bioethanol. Men det er jeg ikke. Det er snarere disse gulnede ark papir, jeg er kommet for. Papir med varsomt udglattede, tørrede og pressede tangarter. Fra skufferne i de mørke trækabinetter trækker Dr. Abe den ene artsmappe frem efter den anden. Porphyra yezoensis, Porphyra pseudocrassa, Porphyra tenuipedalis.

Ja, jeg er forelsket i denne tangart. Her hedder den Porphyra, men de fleste kender den som nori-tang; det sorte ark, der omslutter risen i onigiri og maki-ruller. I herbariet er nori-tangen en transparent hinde, rødvinsfarvet med kanten flosset af havets slid. Her ligner den en føniksfjer, dér en koralvifte, og dér bugter tangen sig viltert, en violet flamme.

Vi læser artsnavnene op, årstallene, 1951, 1913, 2003 og navnet på forskeren, som har indsamlet arten, dr. Miyabe, Kogame, Yamada. Mine fingre løber over arket og følger tangens form. Det er som at være fem år igen og få lov at se en andens hemmelige samling. Der er opstået en sær samhørighed imellem os.

Johanne Øllgaard Holm

Efter fire timers rundvisning og interview på kejtet engelsk, er professorerne rødøjede af udmattelse. Jeg bukker dybt og giver Antonberg-chokolade til farvel. Jeg aner ikke om Kogame og Abe forstod mit projekt, men det lod de sig tilsyneladende ikke gå på af. Den taktfulde japaner, ingen må tabe ansigt.

Dog mærkede jeg en lavmælt ivrighed fra Kogame, da han præsenterede mig for sine udvekslingsstuderende; jeg var vist et kuriosum. »A novelist from Denmark! With an interest in seaweed!«

Tilbage mod Tokyo sidder jeg i Hokkaido Limited Express, skribler i min notesbog og gennemgår mine fund. Jeg tænker på de japanske guder, Izanagi og Izanami, det elskende søskendepar, der fiskede de japanske øer frem af sorte vande. Ligeledes haler jeg noget op, brudstykker fra mødet med de to forskere, måske kan det få ny form.

Nu forestiller jeg mig den aldrende Ingrids hud, foldet og arret som et herbariepres af en brunalge. Og dybt i hendes sjæl gemmer jeg historien om Hr. Kogames fascination af tang, der begyndte den dag, han tilfældigvis så en efterladt biologibog, slået op på siden om livets træ. Og han så, at algerne er primitive, men deres plads i livets træ er vilter og mangetrådet.

Jeg glider ind i en døs, mens toget gungrer afsted under mig. Jeg kan se hav og klippeøer i glimt mellem bjergtunellerne. Jeg kan se et uendeligt ocean uden dyr, her ånder kun alger og plankton. Jeg tror, det er en drøm, Ingrid har drømt.

Gennem skyskraberens indre

En pilgrimsvandring, et dusin templer og en karaokefest hos en sakebaron senere, er jeg tilbage i Tokyo. Jeg skal mødes med en ung konsulent, Kunitake Saso, som er blevet hyret af et 300 år gammelt tang-firma. Det er den kvindelige direktør, 11. led i familieimperiet, som har bedt Kunitake se halvtreds år frem i tiden og hjælpe firmaet med at omstille sig til den nye generations madvaner.

Kunitake henter mig på en station i Tokyo, hvis navn er så svært for mig at begribe, at jeg tyer til klappeøvelser (en tó, en to tré, en to). Futa-kotama-gawa station.

Vi stiger op gennem en skyskrabers indre, alle lyde er dæmpede, og folk bevæger sig velkoordineret og blødt. Fra en højloftet lounge kan vi se eftermiddagslyset spejlet i glasfacaderne omkring os. »I think this place looks like Copenhagen,« siger Kunitake. »With the canal in the background and all.« Jeg nænner ikke at sige det, men det ligner på ingen måde København.

Det legendariske tangfirma Yamamote-Yama har soliditeten forankret i navnet. Det skrives med tegnene for bjerg og jord. Deres nori fra Ariakebugten er berømt for den krydrede smag. De leverer nori til 7-Eleven’s populære hurtigsnack onigiri (en ristrekant med fisk i midten, omvunden af et ark nori). Kunitake fortæller, at man indtil for nylig aldrig købte sin nori selv.

Det var almindeligt at give et ark kvalitets-nori som gave ved højtider, så husholdningen lå altid inde med en god tang-beholding til sushien eller misosuppen. Det at give gaver var vigtigt, en slags olie i det japanske samfund, som udglattede hverdagens små friktioner og sammenstød.

I dag giver man ikke længere gaver på samme måde, fortæller Kuni mig. Man skriver en venlig besked på messenger, eller også giver man en anden type gaver, søde kager eller chokolade.

Japan og Korea er de eneste lande som omformer nori til ark. I Kina samles tangen til tørrede bundter og fra denne klump plukker man så det, der skal bruges i suppen. Processen med at forarbejde de fine nori-ark ligner den, man bruger i papir-produktionen, og den griber historisk langt tilbage.

På træsnit fra Japans guldalder, Edo-perioden kan man se elegante fiskerkvinder håndtere skørter og frisurer, mens de lægger tangpladerne til tørre ved kysten, og i baggrunden står solen op bag Fuji-bjerget.

Tre dage inden min hjemrejse besøger jeg det sted, hvor kunstneren bag det fine træsnit sandsynligvis har fundet inspiration til sit motiv, nemlig Kisarazu, en fiskerby i Tokyo-bugten. Her har tangforskeren Norio-san arrangeret en hel dag, hvor jeg kan se nori-dyrkning og nori-pladeproduktion.

Min japanske veninde Aya er med som tolk. Vi vågner klokken seks, da gæstehusets ruder klaprer, og gulvet gynger i bølgegang. Der er jordskælv. Aya mener ikke vi kan tage ud med fiskerne, da der er meldt fare for tsunami. Men Norio henter os på slaget otte, og vi kører ud til havnen. En lille tsunami rammer Fukushima og den ydre østkyst, men vi er sikre i Tokyos inderbugt.

Johanne Øllgaard Holm

Ud over vandet i morgenlys

En solbrændt, storsmilende fisker hjælper os op i hans båd. Jeg er overrasket over, at forholdene er så lavteknologiske, men fryd! Vi nærmest flyver over havet i den lavbundede motorbåd. Jeg får tårer i øjnene af farten og et behageligt brus i blodet af angst for at ryge over bord.

Ikke langt ude ser man et område med sorte pæle. Nu forstår jeg, hvorfor båden skal være så lille. Det er mellem disse glasfiberpæle, at nori-nettene er spændt ud. Det er her, norien kommer fra. Der er lige præcis plads til, at båden kan manøvreres rundt for at bese nettene.

Med en krog hiver vi et net op og ser til tangen. Hvor er den lille! Og endnu mere blød og skør i kødet end den grønne arame-tang, man får i misosuppe. Jeg smager på den, men det er ikke til at skelne tangsmag fra havvand. »Too small,« smiler vores fisker bedrøvet.

Det er ellers normalt at sætte sporer på nettet den 15. september og høste præcis en måned efter. Men vi er nu sidst i november, og tangen er stadig mindst fem centimeter for kort. Jeg spørger, hvorfor det er vigtigt, at den høstes nu – man kan vel høste senere så længe, der ikke er frost?

Årsagen er julesalget. Norio-san fortæller mig, at årets bedste salg er op til nytår, hvor traditionen byder, at man giver familie og venner et godt stykke tang i gave. Det er helt uhørt, at tanghøsten falder så sent i år; det er aldrig set før, fortæller han.

Foruden at dyrke nori, holder fiskeren både muslinger og fanger fisk, og om sommeren dyrker han sine rismarker. Jeg spørger ham det klodsede, lidt for direkte spørgsmål, hvordan har du det med havet, hvad føler du for havet? Han svarer i en usentimental tone og Aya oversætter: »She’s like family. She is always there

Senere da vi spiser tun i et cafeteria med Norio-san, taler vi om min bog. Han vil vide, hvorfor jeg har valgt at skrive en science fiction-bog om tang. Den måske mest oplagte grund er, at tang bliver spået til at være fremtidens spise sammen med insekter. Det er CO2-billigt at producere, sundt og nærende, og så kan man bruge det som biobrændstof i stedet for at brænde korn af.

Sådan startede det for mig. Men nu er det i lige så høj grad på grund af tangens poetiske egenskaber: Dens transparente hinde, dens tankevækkende livshistorie. Jeg ved det ikke. Der er bare noget dragende over det.

Jeg forestiller mig min langbenede Ingrid, gå rundt i ebbe, iført vaders og samle nori-eksemplarer lige her; her i bugten. Hvis vejret er klart, kan man se Mount Fuji. Måske har hun været her.

iVerden december 2016

I denne udgave af iVerden rejser vi ud i det ukendte. Tag med, når vi besøger det urbane undergrundsmiljø i Teheran, kom på afveje i Cuba og tag på tangeventyr i Japan. Få rejseeksperternes bedste bud på steder, der er værd at besøge i det nye år. Og oplev naturens kraft, når vi drager på en spektakulær hundeslædetur på jagt efter en isbjørn i Grønland, hvor den lokale fangerkultur er truet af klimaforandringer.

Andre artikler i dette tillæg

  • Fidel Castro, amerikanske sexturister og hundredetusind krabber

    28. december 2016
    Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød
  • Juleaften for én

    28. december 2016
    Det er juletid og Annette Birkmann er på vej sydover efter otte måneder på et motorcykelværksted i Buenos Aires. Hun har sagt sit job i Danmark op og købt sin første motorcykel i Argentinas hovedstad for at køre igennem Latinamerika på egen hånd. Hun opdager dog hurtigt, at at nissen er rejst med, for uanset hvor hun befinder sig, er der noget, hun genkender: sig selv
  • Med fangerne på isen

    28. december 2016
    Med et kamera under armen dokumenterer fotograf og biolog Carsten Egevang den grønlandske fangerkultur, som er i fare for at forsvinde på grund af de klimaforandringer, der præger Grønland netop nu
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for jens wolff
    jens wolff
jens wolff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu