Den patologisk generte ekshibitionist

George Michael (1963-2016)

Kors, hvor vi dog hadede Wham! til at begynde med.

Og det vil sige der i 1983, hvor man ikke kunne røre sig ud af flækken uden at få deres hit »Young Guns  (Go For It)« smasket lige i fjæset.

Og ’vi’ var det sidste udkrads af den hensygnende punkscene i København og omegn, hvor folk hver især så småt var begyndt at forstå, at det var på tide at rykke videre.

1983 var også det år, begrebet ’yuppie’ (= young urban professional) for alvor dukkede op i medierne, hvor det blev brugt til at beskrive de stræbsomme og skamløst materialistiske unge mennesker, som blev synlige i kølvandet på den højredrejning, der bragte Ronald Reagan til magten i USA og ditto Margaret Thatcher i England. Greed is good, de fattige er nogle skvat, alt det der.

Et par skide yuppier

De to medlemmer af Wham! lignede til forveksling et par skide yuppier – så ville vi blæse på, at de i deres tekster besang den hedonisme, vi tilbad som en afgud. Eller at en nærlæsning faktisk afslørede social bevidsthed.

Men lige meget hvor meget vi gik i benægtelse, lå de nye tider lige om hjørnet, og hvordan det end vendtes og drejedes, kom der kulør på såvel drengen som popmusikken i de år. I 1981 blev tv-kanalen MTV lanceret i USA (europæerne måtte vente på den til 1987), dvs. en 24-timers musikkanal, som i den grad skreg på indhold, hvilket først og fremmest betød musikvideoer (og til en begyndelse, udelukkende med ’hvide’ navne!).

Wham! som de fremstillede sig i starten af 80’erne.

Polfoto

Og var der noget land, som var leveringsdygtig i skægge, farverige og visuelt dristige, men også ret intetsigende popvideoer, var det gode gamle England.

En veritabel flodbølge af popkunstnere instigerede, hvad der siden er blevet kaldt ’the Second British Invasion’ (den første anførtes af The Beatles i 1964), som via MTV tog USA med storm i 1980’ernes første halvdel: Duran Duran, The Human League, Culture Club, Eurythmics, Depeche Mode, Tears for Fears og altså også Wham! var blandt de mange navne, der viste den amerikanske ungdom, hvor skabet skulle stå, hvordan et jakkesæt skulle bæres og tidens spritny digitale klange og instrumenter (synthesizers, trommemaskiner m.m.) omsættes til såvel hits som dollar.

Verdens bedste scoresang?

At Wham! så bestod af en ligegyldig, men flot nullert i form af en vis Andrew Ridgeley (hvad kunne han, hvad lavede han, og hvad blev der af ham?) udlignedes af den efter sigende patologisk generte, men til gengæld overvældende talentfulde Georgios Kyriacos Panayiotou (født 1963 som barn af græsk indvandrerfar og engelsk mor), der under dæknavnet George Michael både kunne komponere, arrangere og producere pop, så det lød som noget fra en anden verden.

Og synge kunne han, både opildnende uptempo dance-tracks og inderlige ballader, som godt nok ofte balancerede på kanten til det corny, men gerne lige blev hevet hjem i kraft af ophavsmandens overvældende udsøgte sangskrivningshåndværk og hans overlegne evne til som sanger at gøre klicheerne troværdige.

Således måtte denne signatur overgive sig til talentet på et dansegulv i 1984 til lyden af Michaels allerførste solosingle, den uopslidelige smooch-klassiker »Careless Whisper«, som fik aftenens dansepartner til at opgive al tvivl og modstand.

Verdens bedste scoresang? Beviserne tyder i overvældende grad derpå, så tak for den, kære Georgios. Den slags glemmes bare ikke.

Sangen indvarslede en af poppens mest succesfulde solokarrierer nogensinde, men selv om Wham! havde indbygget begrænset levetid (gåden Andrew Ridgeley igen!) fortsatte duoen dog frem til 1986, hvor de to parter amiabelt gik hver til sit.

Den havde året forinden som det første store vestlige navn turneret i Folkerepublikken Kina, selv om det altså ikke lykkedes duoen at vælte det kommunistiske regime.  

Kamp mod dæmoner

Solokarrieren lanceredes i 1987 med lp’en Faith, som kastede ikke færre end seks hitsingler af sig og til dato har solgt små 25 millioner eksemplarer. Med den skive krydsede Michael ubesværet over fra teenidolets afgrænsede territorium til en position som én af verdens største entertainere, en stilling han bevarede årtusindet ud med udsendelsen af yderligere tre lp’er samt diverse duetter og singler.

Hans tekstunivers kredsede i høj grad om såvel sex som kærlighed, der i Michaels optik lignede hinanden til forveksling. Påstod han i hvert fald selv.

Han opnåede i processen status som sexsymbol og var bestemt også en attraktiv mand at se på, hvis man var til hans type. På en scene den legemliggjorte ekshibitionist, privat noget mere skrøbelig udkæmpede han diverse slag med diverse dæmoner og en ofte forkrøblende følelse af mindreværd.

Af de i alt fem reelle lp’er, det blev til i løbet af karrieren, står Older fra 1996 som det kunstneriske (men ikke kommercielle) højdepunkt. Udsendt efter et langt juridisk slagsmål med sit pladeselskab (som Michael tabte) er det et afdæmpet, melankolsk og smagfuldt værk af sjælden helstøbt karakter.

Pladen er tilegnet den brasilianske sanger og sangskriver Antônio Carlos Jobim, der døde i 1994, men er først og sidst båret igennem af Michaels sorg over tabet af sin elsker Anselmo Feleppa, som døde af aids i 1993.

Det giver albummet et mere alvorligt skær, end man normalt forbinder med popmusik, og ikke alle mandens fans var lige vilde med den stilfærdige tone, men det er denne skribents absolutte favorit fra Michaels hånd. Selv om den altså ikke indeholder så meget som antydning af et af de uptempo-numre, hans renomme i høj grad hviler på.     

Som skabt til forførelse

Michaels homoseksualitet blev kendt af en større offentlighed, da han bogstaveligt talt blev knaldet af en sædelighedsbetjent i Los Angeles i foråret 1998.

Det virkede, som om det var en lettelse for sangeren at komme ud af skabet, hvori han efter eget udsagn havde befundet sig alle disse år af hensyn til sin mor. Han gjorde så tykt grin med hændelsen i videoen til sangen »Outside«, at han endte med at få offentligheden på sin side.

I det 21. århundrede udsendte Michael kun et enkelt album med nyt materiale, Patience fra 2004, mest bemærkelsesværdigt for sangen »Shoot the Dog«, hvor han gik til frontalangreb på USA’s daværende præsident George W. Bush.

Pladens bedste og vildeste sang hed dog »Freeek!«, og den handlede som så ofte hos Michael om sex, mens balladen »Amazing« endnu en gang demonstrerede hans overlegne melodiske flair og sans for laber tilbagelænet rytmik, som skabt til forførelse, hans absolutte musikalske speciale.

Hvorfor han var så sparsom med nyt materiale, vides af gode grunde ikke, til gengæld gennemførte han to verdensturneer i hhv. 2006 og 2011. Denne signatur havde den fornøjelse at opleve ham i Parken i 06 med et fabelagtigt repertoire og noget for stedet så usædvanligt som sublim lyd.

At han var en af sin tids helt store pop auteurs er hævet over enhver tvivl, og det er lige så sikkert, at en håndfuld af hans sange vil blive sunget og spillet i mange, mange år endnu.

Ære være hans minde.

Alastair Grant