Læsetid 4 min.

Patti uperfekt

Med sin fejlende præstation på scenen i Stockholm lørdag aften mindede den amerikanske sanger Patti Smith os om, hvorfor det ofte er det uperfekte, vi bliver rørt over, forført af og forelsket i
Det kunne have været et lavpunkt, da Patti Smith gik i stå midt i sin version af ’A Hard Rain’s a-Gonna Fall’ på Stockholms bonede gulve, men det endte som aftenens højdepunkt. 

Det kunne have været et lavpunkt, da Patti Smith gik i stå midt i sin version af ’A Hard Rain’s a-Gonna Fall’ på Stockholms bonede gulve, men det endte som aftenens højdepunkt. 

Jonas Ekströmer

16. december 2016

Det var, som om ordene pludselig forsvandt for hende.

Foran snurrende kameraer, der sendte begivenheden ud til hele verden, snublede den amerikanske sangskriver Patti Smith over teksten ved lørdagens nobelprisceremoni i Stockholm.

Midt i andet vers af »A Hard Rain’s a-Gonna Fall«, som hun fremførte til ære for nobelpristageren Bob Dylan, gik hun i stå:

»Undskyld, undskyld, undskyld,« sagde hun flere gange, mens hun febrilsk forsøgte at indhente melodien, men uden held. »Jeg er virkelig ked af det,« forklarede hun til både orkesterleder og publikum: »Jeg er meget nervøs.«

Det kunne have været et grim plet på en flot karriere. Men da sangen var slut, og publikum langt om længe fik lov til at give sin mening til kende, buldrede en øredøvende applaus ned mod scenen. Enkelte blandt publikum havde tårer i øjnene, mens andre smilede på den måde, man nu engang smiler på, når man netop har været vidne til en stor kunstnerisk oplevelse.

Det var det paradoksale: Hvad der kunne have været en skandale, blev lørdag aften vendt til en triumf – som om Patti Smiths egentlige mission aldrig havde været at funkle i forbilledlig perfektion, men derimod at minde os om, at den fnugfri præstation sjældent er den mest interessante, og at det uperfekte ofte er det, vi ender med at blive rørt over, forført af og forelsket i.

Sprækken og lyset

Den nyligt afdøde musiker Leonard Cohen formulerer det på denne måde i sangen »Anthem«: »Forget your perfect offering/ There is a crack in everything/ That's how the light gets in.« 

Det er fejlene og sprækkerne, der lyser op i vores liv. Vi forelsker os muligvis i den smukke krop, men det er de skæve ører, vi ender med at elske. Vi ler muligvis af de strømlinede tv-shows, men det er fraklippene, vi for alvor griner ad. Og den velforberedte taler får først for alvor vores opmærksomhed, når han går uden for manuskript og tøver.

Blandt boligbloggere, designere og indretningsarkitekter har man de senere år registreret en ny tendens ved navn ’Wabi sabi’, som er forankret i en mere end 500 år gammel japansk filosofitradition med zenbuddhistiske rødder.

Løst oversat betyder Wabi Sabi »at finde skønheden i ødelagte eller gamle ting«, og i praksis viser tendensen sig i en hyldest til det fejlagtige penselsstrøg og den skæve skål i 2.sorteringen – til alt det, der ikke er helstøbt, formfuldendt og masseproduceret.

I Berlingskes livsstilstillæg kunne man tidligere i år læse om tendensen, der måske minder lidt om Shabby Chic i 1990’erne og Feng Shui i 00’erne, men som alligevel er noget andet og dybere. Som indretningsarkitekt Janne Baun Lützhøft forklarede til avisen:

»Jeg ser ikke Wabi sabi som en indretningsreligion med bestemte regler, men som et skønhedsbegreb, der handler om at sætte pris på, at ting forfalder, og at man gerne må kunne se fejl.«

Larger than life

Traditionelt har ideen om det ufuldendte og fejlbarlige haft trange kår i vores vestlige kultur, hvor antikkens idealer om det sublime og fuldendte har domineret og haft æstetisk forrang.

Men hos modernistiske forfattere som blandt andre Jørgen Leth er fejlen som figur blevet et æstetisk princip. Det har han selv tidligere fortalt om i nummeret ’Fejl’, der optræder på pladen Vi sidder bare her med Mikael Simpson og Frithjof Toksvig: »I nogle former eksisterer fejlen som en del af den vej, man skal tilbagelægge for at nå frem,« fortæller Jørgen Leth på sit sædvanlige rytmiske talesprog:

»Jeg er meget optaget af at indoptage fejlene i arbejdet, ikke slette dem, ikke gøre det bedre, ikke korrigere det til glemsel, men at bevare det som en energi der ligger i stoffet (...) fejlen er mere interessant end den oprindelige, skønne idé, meget mere interessant.«

Når vi står foran en sublim solnedgang ved stranden eller betragter et komplet kunstværk på museumsvæggen, kan det føles som at blive strejfet af noget guddommeligt, noget metafysisk, noget larger than life. Et møde med det uperfekte opleves anderledes. Her er det ikke det guddommelige, men vores egen menneskelighed, vi konfronteres med, når en sprække af fejlbarlighed pludselig kiler sig ind i vores bevidsthed og minder os om, at ingen er perfekte.

Fejlene er nødvendige

Forfatter Christina Hagen sagde det på denne måde, da hun sidste år vandt Montanas Litteraturpris for udgivelsen Boyfrind – en bog, der er skrevet i hånden på et fladt turistengelsk og med stavefejl.

Midt under sin takketale lagde hun pludselig sit talepapir fra sig og fortsatte uden for manuskript – med en direkte tiltale af denne skribent: »Og så vil jeg gerne tilføje noget, som egentlig er et svar til Rasmus Bo Sørensen fra Information, som jeg talte med forleden dag. Han spurgte mig, hvorfor fejlene er så nødvendige, og jeg havde ikke rigtig et ordentligt svar til ham, fordi jeg simpelthen var så ude af mig selv og forvirret – men nu har jeg fundet et svar,« sagde hun.

»Fejlene er nødvendige, Rasmus, fordi fejlene – stavefejlene og vreden og klokken, der løber, og den her snublen og famlen og overreaktionerne og alt det grimme – ér livet, ér det at leve og at være et menneske og ikke mindst at være en kvinde. Fejlene, sprækkerne, menneskeligheden er det smukkeste og det eneste, der gør det udholdeligt at være til i denne verden.«

Måske var det derfor, at Patti Smiths præstation på scenen i Stockholm lørdag aften udløste så store klapsalver: Fordi hun med sine uønskede fejl gjorde det en lille smule mere menneskeligt at være til i denne verden.

Til magasinet The New Yorker fortalte hovedpersonen selv, hvordan hun dagen efter sin optræden i Stockholm blev opsøgt af flere nobelpristagere i lobbyen på sit hotel:

»De sagde til mig, at jeg gjorde det godt. Jeg sagde, at jeg ville ønske, jeg havde gjort det bedre. Nej nej, svarede de. For os var din optræden en metafor for vores egen daglige kamp.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for jørgen djørup
    jørgen djørup
jørgen djørup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for olivier goulin

Jeg syntes ikke det gjorde spor.

Hendes performance var majestætisk - rå i sin hudløshed - og i skærende kontrast til hele den pompøse opsætning.

Det var et stærkt udtryk. som tydeligvis berørte mange.

/O

Brugerbillede for Peter Nissen

"Det kunne have været en grim plet på en flot karriere..." () "Det var det paradoksale: Hvad der kunne have været en skandale..."

Svarer til at sige, at Claus Meyers karriere ligger i ruiner, fordi han spilder en kop sukker på gulvet...