Læsetid: 4 min.

’Peter Seeberg havde ingen sympati for Hitler’

Baggrunden for Peter Seebergs rejse til Berlin i 1943 skal snarere ses i lyset af hans opgør med et indremissionsk miljø end som udtryk for en fascination af Hitler. Marianne Juhl svarer igen på Anders Juhl Rasmussens nye udlægning af Seebergs tidlige forfatterskab
Marianne Juhl overvejer at dukke op, hvis Anders Juhl Rasmussen skal forsvare sin afhandling om Seeberg. ’Det kunne jeg godt tænke mig. Teoretisk set ville det være rigtigt at gøre det,’ siger hun, med henvisning til at hun er uenig i Anders Juhl Rasmussens udlægning af Seebergs tidlige forfatterskab.

Marianne Juhl overvejer at dukke op, hvis Anders Juhl Rasmussen skal forsvare sin afhandling om Seeberg. ’Det kunne jeg godt tænke mig. Teoretisk set ville det være rigtigt at gøre det,’ siger hun, med henvisning til at hun er uenig i Anders Juhl Rasmussens udlægning af Seebergs tidlige forfatterskab.

Erik Friis/Polfoto

17. december 2016

Var den unge Peter Seeberg ved siden af sin afsky fascineret af Hitler? Var hans rejse til Berlin i sommeren 1943 for at arbejde som Tysklandsfrivillig også et udslag af hans optagelse af et tankegods, som i sidste ende var foreneligt med nazismen?

I sidste uge argumenterede litteraturforskeren Anders Juhl Rasmussen for, at den gymansiestil om Hitler, som Information trykte, og som Peter Seeberg skrev som 17- eller 18-årig – sammen med de utrykte manuskripter fra hans arkiv – giver en ny baggrund for at forstå rejsen til Berlin i ’43, ligesom den kaster et nyt lys på udviklingen i forfatterskabet.

Spørger man Seeberg-eksperten Marianne Juhl, kunne hun imidlertid ikke være mere uenig med Juhl Rasmussen i den udlægning af Hitler-stilen.

»Jeg læser den ikke, som om han på nogen måde har sympati for Hitler. Han skælder ham tværtimod ud fra første til sidste sætning i stilen. Og de ord, han bruger om ham, såsom ’syg af forfølgelsesvanvid’, ’hysterisk krampagtig’, ’djævelsk ondskab’, kan jeg slet ikke se som andet end en afvisning af Hitler.«

Peter Seeberg døde i 1999 og efterlod sig et arkiv, der er åbent for alle. Det er i det arkiv, at blandt andet stilen om Hitler er fundet. 
Læs også

Marianne Juhl, der i 1999 udgav Peter Seeberg, en monografi, står for skud i Anders Juhl Rasmussens kritik af den hidtidige forståelse af stilen og rejsen til Berlin. Ifølge ham fremhæver hun det dæmoniske i Hitler-portrættet, mens Hitler som genial helt udelades. Marianne Juhl har en forklaring.

»Det skyldes muligvis, at Goebbels kaldte ham genial, og Seeberg overtager den tyske beskrivelse. Men i øvrigt har begrebet geni jo ikke nogen sympatisk klang, det betyder blot, at man er exceptionel og afvigende. Jeg kan ikke se, at han bruger det andet end ironisk. Og i hvert fald har det har ikke vægt over de eder og forbandelser, han sender afsted.«

– Du kendte til Hitler-stilen, da du skrev din monografi, men du udelader alligevel den ene del af den?

»Jeg synes, det er ubetydeligt, helt underordnet, men jeg sammenholder jo også med, hvad jeg ellers læser af hans værker fra arkivet, blandt andet hans dagbøger. I november ’42 skriver han eksempelvis om sit ønske om at tage til fronten, helst på engelsk side og se mennesker. Han ender med at tage til Berlin, som er det eneste sted, han kan tage hen. På det tidspunkt kan man ikke rejse ud af Danmark, men i Hadeslev, hvor han boede, kunne man gå ned til en tysk bod og hente en billet til Berlin.«

Ifølge Marianne Juhl vil Seebergs rejse til Berlin vedblive at være et spørgsmål.

»Vi har ikke et stykke papir, hvor Seeberg skrev, hvorfor han tog til Berlin. Derfor bliver det ved med at være åbent for fortolkning.«

Men hun nævner, at rejsen kan skyldes, at han på det tidspunkt allerede har skrevet flere skuespil og derfor gerne vil til Berlin for at udleve sine digterdrømme og for at få de skuespil, han skriver, og Berlin til at hænge sammen. Og hun nævner, som Juhl Rasmussen i øvrigt også, at Seeberg var meget optaget af Nietzsche, som han allerede fra 1941 diskuterede intenst med sin svenske penneven Carl-Göran Ekerwald.

»Grunden til, at han er optaget af Nietzsche, er hans egen indremissionske opdragelse, som præger og lægger sin hånd på ham. Han skriver hele tiden i sin dagbog: ’Giv mig fred i sindet’. Samtidig med, at han prøver at frigøre sig fra det indremissionske miljø, føler han en skyldfølelse og skam. Han føler sig som en forræder. Et sted skriver han, at han lider af tvangstanker, om at de skal komme og banke hårdt på hans dør om natten, og at den gamle tordengud og straffende Gud ikke er død endnu. I Nietzsche, der selv var vokset op i et pietistisk præstehjem, finder Seeberg derfor en, der kan hjælpe ham med at frigøre sig fra det indremissionske greb.«

Læs også

Når Seeberg tager til Berlin, skyldes det ifølge Marianne Juhl ikke så meget en omklamrende mor, som at han trængte til at komme væk fra det pietistiske miljø, han er vokset op i.

»Når man prøver at løsrive sig fra en verdensforklaring som den indremissionske, så står man i et tomrum. Hidtil har forældre og omgivelser givet dig en forklaring på, hvordan livet ser ud, og hvad meningen er, og når du så kaster det væk, og man samtidig føler sig skamfuld, så står man i et tomrum. Her bliver Berlin en mulighed for at komme væk, men også komme ned midt i, hvor det hele sker og se det med egne øjne.«

– Hvad siger du så til Juhl Rasmussens opdagelse af, at Seeberg i de utrykte manuskripter dyrker eneren og de store historiske personligheder, mens han siden hen dyrker bipersonerne?

»Jeg har læst ungdomsskrifterne, men jeg hæftede mig ikke ved dem, for jeg havde ikke behov for at finde beviser for, at Seeberg var optaget af Hitler og nazismen.«

– Ser du nogen lighed til Ole Wivel-sagen?

»Det kan jeg slet ikke se.«

– Men det kan konstateres, at Wivel og Seeberg begge læste den samme udgave af Nietzsches ’Zarathustra’-bog med et nazistisk efterord?

»Jeg har intet sted i brevene til Ekerwald set Seeberg omtale det efterskrift. Det kommer bag på mig med det efterskrift, men jeg køber den ikke. Anders Juhl Rasmussen har travlt med at finde et nazistisk spor hos den unge Seeberg. Han må gerne fortsætte, men jeg kan ikke se nogen grund til det. Mange har hele hans liv været efter Seeberg, fordi han rejste til Berlin, og det skal åbenbart ikke stoppe, selvom han er død.«

– Hvis Anders Juhl Rasmussen skal forsvare sin afhandling om Seeberg, vil du så dukke op med dine indsigelser?

»Det kunne jeg godt tænke mig, men det ville ud over læsning af disputatsen kræve, at jeg studerede alle hans tidlige værker igen. Teoretisk set ville det være rigtigt at gøre det.«

Angående Seeberg
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Steffen Gliese
  • Michael Kongstad Nielsen
Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Og så synes jeg, det er synd og skam, når nogle vil stikke en kæp i hjulet på et forfatterskab ved at 'trække Hitler Kortet'. Som regel holder det ikke vand, og bliver dermed nærmest chikane. Hvor meget check på livet og verden har en ung mand på 17? Og hjemstavnen fylder nok mere end forestillingerne om verdens udvikling - i hvert fald hvad realitet angår.

Man må forholde sig til de faktiske værker af Seeberg, og det gælder for så vidt alle forfattere. Ikke deres liv og handlinger. For så fortolker man på noget, man kan vide ordentlig besked med. Kun den færdige tekst dur.

Den Hitler-sympatisør-anklagede over dem alle: Knut Hamsun, som hele det officielle Norge anklagede, men samtidig elskede, er det værste eksempel på Hitler-bashing, der kan tænkes.
Holde sig til forfatterskabets tekst, er det bedste man kan gøre, ikke sladderspalten om hvad går og laver.