Læsetid 3 min.

Postfaktuel Jul: Martin Henriksen og Jens Philip indspiller sang sammen

Fra duellanter til duet: DF-politikeren Martin Henriksen og elevsrådsformanden på Langkjær Gymnasium Jens Philip Yazdani kom op at toppes i tv-duel tidligere på året. Nu har de været i studiet for at indspille Gnags’ sang om Danmark. Dette er syvende låge i Informations postfaktuelle julekalender
Information bringer hver dag frem til jul en historie, som kunne have gjort 2016 lidt sjovere, men som aldrig fandt sted. Det er den postfaktuelle julekalender.

Information bringer hver dag frem til jul en historie, som kunne have gjort 2016 lidt sjovere, men som aldrig fandt sted. Det er den postfaktuelle julekalender.

Peter Hove Olesen
7. december 2016

»Et sikkert julehit!«

Sådan lyder det begejstret og i kor, når Martin Henriksen, mangeårigt medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, og elevrådsformanden på Langkær Gymnasium, Jens Philip Yazdani, omtaler den sang, som de udsender om få dage.

Produktionen får titlen »Venner for livet« og produceres af den frivillige netværksorganisation Forspil.

Mange kan sikkert huske, hvordan Martin og Jens Philip optrådte som duellanter i DR2-programmet Debatten i september. Det var der, hvor Martin – lidt provokerende, syntes nogen nok dengang – sagde, at han ikke ville udtale sig om, hvorvidt Jens Philip var dansker, da han jo ikke kendte ham.

»Ja, tænk engang, det sagde jeg faktisk,« siger Martin og ryster på hovedet, mens han smiler til Jens Philip.

»Jeg må indrømme, at mit første indtryk af dig var, at du var ualmindeligt ubehøvlet,« lyder det fra Jens Philip.

Danskertest

Men siden har tonen mellem de to fået en anden lyd. Som opfølgning på Debatten satte Aarhus Stiftstidende de to duellanter stævne med henblik på at se, hvem der var bedst egnet til at blive dansker ved at udfylde statsborgerskabsprøvens 40 spørgsmål. Og der gik det hverken værre eller bedre, end at Jens Philip vandt over Martin.

Mens DF’eren fik 37 rigtige svar – altså fem svar mere end det nødvendige for at blive dansk statsborger – så svarede Jens Philip rigtigt på 38 spørgsmål.

»Det resultat havde jeg slet ikke forventet,« fortæller Martin, der åbent vedstår, at han ikke »lige kunne huske«, hvilken stjerne Tycho Brahe opdagede, eller hvornår folkeviserne blev nedskrevet, eller hvornår komponisten Carl Nielsen levede. Til gengæld kunne Martin svare rigtigt på de to spørgsmål, Jens Philip ikke kunne, nemlig hvornår den første film om Olsen-banden havde premiere, og hvornår Danmark indførte paskontrol ved grænsen til Tyskland.

»Mens vi sad og udfyldte skemaet med spørgsmålene, kom vi til at snakke nærmere sammen, og det gik op for os begge, at vi havde en fælles interesse, nemlig at synge,« siger Martin.

Syng dansk

»Når man taler om at føle sig dansk, så er noget af det stærkeste, jeg har oplevet, når vi på mit gymnasium synger de danske sange til morgensamling. Specielt er jeg glad for Ingemanns morgensalmer,« siger Jens Philip.

Martin nikker ivrigt. Den følelse af fællesskab, som sang kan give, kender han udmærket. Selv er han mest til Bamses Venner og kender det meste af Bamses repertoire udenad.

»Jeg er selvfølgelig gladest for den med den lille båd, der gynger,« siger han og tilføjer eftertænksomt: »Der er så mange lag i den tekst.«

Gennem Jens Philips post som elevrådsformand blev det arrangeret, at de to i oktober optrådte som duet på Langkjær Gymnasium inden morgensangen. Eleverne viste sig at være ovenud begejstrede – ikke bare for musikken, men også for det underliggende tema om venskab og imødekommenhed. Derfra var vejen til pladestudiet ikke lang. Næste spørgsmål var så hvilke sange, der skulle indspilles. Men det blev de to venner hurtigt enige om.

»Når man bor i Aarhus, så kommer man ikke uden om Gnags, der i mange år var blandt de ukronede konger af Aarhus-rocken,« forklarer Jens Philip.

Derfor er hovednummeret på julehittet Gnags’ sang om Danmark, der især er kendt for refrænet:

»Lige meget hvem du er,

lige meget hvor du er

Så velkommen her«

Forsangeren i Gnags, Peter AG Nielsen, er næsten beæret over, at Martin og Jens Philip valgte danmarkssangen:

»Ja, det havde jeg ikke lige set komme, « siger musikeren og tilføjer: »Men det viser, at selv i en svær tid vil der også være sprækker, hvorigennem lyset kan skinne.«

 

Informations postfaktuelle julekalender 2016

Pyh, 2016 har været lidt af et år. Vi har sagt farvel til mange store ikoner, sagt goddag til en ny verdensorden og for alvor stiftet bekendtskab med begreber som ’det postfaktuelle samfund’ og de farlige ’fake news’.

Nu vender Information hele bøtten og laver sin egen julekalender med positive fake news. Hvorfor ikke sprede lidt postfaktuel glæde her i den mørke juletid?

Information bringer hver dag frem til jul en historie, som kunne have gjort 2016 lidt sjovere, men som aldrig fandt sted. Det er den postfaktuelle julekalender.

Seneste artikler

  • Postfaktuel Jul: Protester får ’Ditte & Louise’ tilbage på DR

    23. december 2016
    Det lignede en lukning, men efter massive protester er komedieserien ’Ditte & Louise’ tilbage på DR. Det er en sejr for den kvindelige antihelt, for demokratiet og for hele kvindesagen. Dette er 23. låge i Informations postfaktuelle julekalender
  • Postfaktuel Jul: Hackerangreb lukker forældreintra

    22. december 2016
    »Vi genindfører kontaktbogen.« Sådan lyder udmeldingen fra Undervisningsministeriet efter en lang række cyberangreb på forældreintra. Dette er 22. låge i Informations postfaktuelle julekalender
  • Postfaktuel Jul: Eksport af ’hygge’ sprænger statens modeller

    21. december 2016
    Ingen havde hidtil tænkt på at medregne Danmarks vel nok vigtigste nationalprodukt i de økonomiske modeller. Enhedslisten kræver brandbeskatning af det nye eksporteventyr. Dette er 21. låge i Informations postfaktuelle julekalender
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer