Læsetid: 2 min.

Postfaktuel julekalender: Aarhus erkender, at byen er en almindelig provinsby

Efter årtier med store armbevægelse og ambitioner om at være vildere og sjovere end hovedstaden, lægger Aarhus nu stilen om: ’Vi har indset, at Aarhus jo bare er en helt almindelig, middelstor provinsby,’ siger direktøren for Aarhus Kulturhovedstad 2017. Dette er 17. låge i Informations postfaktuelle julekalender
Fremover skal målsætningen for AGF ikke være Champions League-deltagelse, men blot en placering i Superligaens top-12

Fremover skal målsætningen for AGF ikke være Champions League-deltagelse, men blot en placering i Superligaens top-12

Anita Graversen

17. december 2016

Højere, hurtigere, stærkere. Sådan kan man beskrive de seneste årtier i Aarhus, men nu skal det være slut.

I forbindelse med fejringen af Aarhus som europæisk kulturhovedstad i 2017 bliver stilen lagt radikalt om, fortæller direktøren bag begivenheden, Camilla Madsen.

»Der har været en tendens til at overgøre tingene i Aarhus – med vilde ambitioner og flotte slogan hver gang der blev afholdt et arrangement eller bygget en ny bygning,« siger hun og henviser blandt andet til planen om at bygge Danmarks højeste skyskraber på 142 meter på Aarhus Havn.

»Det hele bliver nemt overgjort, og til tider har vi – hvis vi skal være helt ærlige – manglet lidt ydmyghed.«

Men fremover vil Aarhus geare ned og ydmygheden være en central værdi i det midtjyske.

»Vi har indset, at Aarhus jo bare er en helt almindelig, middelstor provinsby,« siger Camilla Madsen.

Byens gamle slogan ’Danish for progress’ er allerede blevet droppet. Det vil blive erstattet af det mere nøgternt klingende: ’Aarhus. Danmarks næststørste by’.

Planerne om at bygge et nyt bibliotek i sytten underjordiske etager med interaktive oplevelseslabyrinter (Europas dybeste bibliotek) er også blevet ændret.

»Det bliver simpelthen bare en helt almindelig bygning med en hovedindgang og nogle vinduer. Planen er, at man skal kunne låne bøger inde på det nye bibliotek,« hedder det i en pressemeddelelse.

Århusianernes forhold til fodboldklubben AGF bliver af mange set som et billede på problemet med indbyggernes forhold til deres egen by.

»Der har været en klar tendens til at overvurdere klubbens potentiale,« siger den nyudnævnte AGF-ambassadør, Morten Østergaard.

»Det er meget sødt, men nu laver vi en kampagne med titlen ’Fakta om AGF,’ hvor vi stille og roligt udlægger statistik på klubbens reelle resultater gennem tiden,« siger Morten Østergaard og tilføjer: »Fremover siger vi: Vi er tilfredse med en placering i top 12 i Superligaen.«

Håbet er, at det fremadrettet vil skrue forventningerne til klubben ned og på sigt give århusianerne et mere realistisk billede af hele Aarhus som by.

Aarhus-digteren Yahya Hassan vil skifte navn til Jens Hansen og begynde at skrive digte med små bogstaver, ligesom den voldsomme julebelysning, som fylder det meste af luftrummet over Strøget allerede fra næste år forventes at blive ganske almindelig:

»Vi tænker lidt gran og nogle lys. Måske et hjerte hist og her,« siger Camilla Madsen.

Det mest opsigtsvækkende tiltag i bestræbelserne på at få Aarhus ned i gear er imidlertid planen om at pille Olafur Eliassons »Rainbow Panorama« ned fra toppen af AROS, som i øvrigt skifter navn til Aarhus Kunstmuseum.

»I stedet har vi tænkt, at der skal være et tag,« siger Camilla Hansen, som ved, at dette forslag er kontroversielt.

»Jeg tror, at der i starten vil være stor modstand imod denne del af planen. Men på sigt er jeg overbevist om, at det vil være til gavn for byen og dens indbyggere.«

Serie

Informations postfaktuelle julekalender 2016

Pyh, 2016 har været lidt af et år. Vi har sagt farvel til mange store ikoner, sagt goddag til en ny verdensorden og for alvor stiftet bekendtskab med begreber som ’det postfaktuelle samfund’ og de farlige ’fake news’.

Nu vender Information hele bøtten og laver sin egen julekalender med positive fake news. Hvorfor ikke sprede lidt postfaktuel glæde her i den mørke juletid?

Information bringer hver dag frem til jul en historie, som kunne have gjort 2016 lidt sjovere, men som aldrig fandt sted. Det er den postfaktuelle julekalender.

Seneste artikler

  • Postfaktuel Jul: Protester får ’Ditte & Louise’ tilbage på DR

    23. december 2016
    Det lignede en lukning, men efter massive protester er komedieserien ’Ditte & Louise’ tilbage på DR. Det er en sejr for den kvindelige antihelt, for demokratiet og for hele kvindesagen. Dette er 23. låge i Informations postfaktuelle julekalender
  • Postfaktuel Jul: Hackerangreb lukker forældreintra

    22. december 2016
    »Vi genindfører kontaktbogen.« Sådan lyder udmeldingen fra Undervisningsministeriet efter en lang række cyberangreb på forældreintra. Dette er 22. låge i Informations postfaktuelle julekalender
  • Postfaktuel Jul: Eksport af ’hygge’ sprænger statens modeller

    21. december 2016
    Ingen havde hidtil tænkt på at medregne Danmarks vel nok vigtigste nationalprodukt i de økonomiske modeller. Enhedslisten kræver brandbeskatning af det nye eksporteventyr. Dette er 21. låge i Informations postfaktuelle julekalender
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Havde et ærinde forleden, der bragte mig forbi den såkaldte Europa-plads, der skal forestille at være ny bymidte og scene for en megalomanisk 'europæisk kultur-festival' i det kommende år. 500 år efter renaissancen, 200 år efter oplysningstiden : magen til formørket og åndløst scenario kan næsten ikke tænkes ovenfor helvedes sjette cirkel. Der står desværre rådmand Uffe på ryggen af al 'officiel' kulturforståelse i Århus, men jeg skal forskåne segmentet for yderligere nu.

Det hedder faktisk Aarhus Erik, og det har det gjort i nogle år efterhånden. Hvornår indser Københavnerne mon at deres by kun er en ganske lille hovedstad sammenlignet med verdens ægte metropoler? Det er måske i næste års julekalender?

Marie,
det gør det jo officielt, men selv ti vilde heste kunne ikke få mig til at skrive det sådan. Du har i øvrigt ret mht. Kjøwenhaun. ;-)