Læsetid: 3 min.

Rauschenberg og hans venner

For første gang i ti år falder Venedig Biennalen og Documenta i Kassel sammen i 2017, og begge disse ekstraordinære, ekstravagante udstillinger har igennem historien vist, at de har fingeren på den til en hver tid moderne puls
Et værk af Cy Twomble bliver tilpasset af en medarbejder på Sotheby’s.

Et værk af Cy Twomble bliver tilpasset af en medarbejder på Sotheby’s.

Alastair Grant

28. december 2016

2017 er de store kunstbegivenheders år i Europa – i hvert fald på samtidskunstens område. Kun hvert tiende år ser man en så koncentreret konstellation af vigtige udstillinger.

Året byder nemlig på Venedig Biennalen, som finder sted hvert andet år, Documenta i Kassel (og Athen i år), som finder sted hvert femte år, og Skulptur Projekt Münster, som finder sted hvert tiende år. Det går dog først for alvor løs tidligt på sommeren, så der er god tid til at planlægge sin rute gennem det heftige program.

Men indtil da er der mange andre gode udstillinger at rejse efter. Da Venedig Biennalen blev afholdt i 1964 – som var året, hvor USA valgte at vise den helt nye popkunst i sin pavillon – blev tildelingen af årets Grand Prize i kategorien maleri anledning til stor uenighed i juryen.

Den endte med at gå til Robert Rauschenberg, der som den første amerikanske kunstner nogensinde modtog den under højlydte franske protester og anklager om kulturel kolonisering.

Et af de værker af Rauschenberg, som blev vist på Venedig Biennalen i 1964, var Bed fra 1955, hvor han havde brugt et gammelt sengetæppe og en hovedpude som lærred for et ekspressivt maleri.

Værket var allerede berømt i Europa, hvor det havde skabt furore på den anden Documenta-udstilling i Kassel i 1959. Her var Bed officielt en del af udstillingen, men de tyske arrangører valgte at lade værket blive i sin transportkasse frem for at udstille det.

Historien om det ikke-udstillede værk slap ud og sikrede det blot så meget mere omtale, og straks var en skandalesucces født. I dag tilhører Bed Museum of Modern Art i New York, men kan frem til april ses på Tate Moderns store, retrospektive udstilling med Robert Rauschenberg.

Rauschenbergs nære ven, elsker og malerkollega Cy Twombly viste også værker på Venedig Biennalen i 1964. Han og Rauschenberg havde sammen rejst gennem Europa og Nordafrika i 1952-53, og Twombly bosatte sig permanent i Rom fra 1957.

I foråret 1964 havde Twombly imidlertid også haft en større separatudstilling i New York, hvor serien Nine Discourses on Commodus fra 1963 var blevet vist. Kunstpublikummet i New York kunne ikke se kvaliteten i værkerne, som afveg dramatisk fra den hotte popkunst.

De ni malerier er dog både smukke og dystre, præcise og rablende nervøse. Til daglig kan man se dem på Guggenheim Bilbao, men frem til april er de centrum i Centre Pompidous retrospektive Twombly-udstilling i Paris.

De aktuelle udstillinger med kunstnere som Rauschenberg og Twombly viser, hvordan de store samtidskunstudstillinger som Venedig Biennalen og Documenta igennem det seneste halve århundrede har fungeret som sikre vejrhaner for morgendagens kanon.

1960’ernes unge, lovende kunstnere er blevet blockbuster-navne i dag, hvor deres værker står som uomgængelige bidrag i den vestlige kunsts historie. Og som vidnesbyrd om en globalisering af kunstverdenen, som ikke længere har ét centrum, men snarere er et verdensomspændende og fleksibelt netværk af personer og institutioner.

Visionære samlere

Kunstsamlinger opstår tit ved entusiastiske samleres opkøb af kunst, som ikke har opnået anerkendelse endnu. Med et imponerende vue over den moderne kunst viser udstillingen Visionaries tilblivelsen af Guggenheims samling.

Creating a Modern Guggenheim. Guggenheim Bilbao. Fra 10. februar 2017.

Dryppoppende neo-dada

‘Combines’ kaldte Rauschenberg sine dristige og nyskabende værker, som befandt sig et sted mellem maleri og skulptur. Det er lige dele popkunst og abstrakt ekspressionisme, energisk, nysgerrigt, frækt og underfundigt.

Robert Rauschenberg. Tate Modern. London. Indtil den 2. april 2017.

Mytologien genbesøgt

Med en altmodisch interesse for den græske mytologi faldt Cy Twombly i 1960’erne helt ved siden af popkunstens spejlende fascination af samtidens visuelle kultur. Hans skriptovisuelle malerier er dunkle dramaer hinsides tid og sted.

Cy Twombly. Centre Pompidou. Paris. Indtil den 24. april 2017.

Bleu

Den franske variant af popkunsten hed nouveau réalisme. Yves Klein var en vigtig figur, der trods sin tidlige død i 1962 nåede at skabe en række uomgængelige værker. Han udviklede sin egen blå farve, som han brugte i monokrome malerier.

Yves Klein. Tate Liverpool. Liverpool. Indtil den 5. marts 2017.

Gadefotograf

1960’ernes undergrundskultur var ofte emnet for den hollandske Ed van der Elsken, som tog mange af sine fotos på gaden i storbyer som Paris, Amsterdam og Tokyo. Elskens fotografier ejer umiddelbarhedens og autenticitetens charme.

Ed van der Elsken. Stedelijk Museum. Amsterdam. Indtil den 21. maj 2017.

iVerden december 2016

I denne udgave af iVerden rejser vi ud i det ukendte. Tag med, når vi besøger det urbane undergrundsmiljø i Teheran, kom på afveje i Cuba og tag på tangeventyr i Japan. Få rejseeksperternes bedste bud på steder, der er værd at besøge i det nye år. Og oplev naturens kraft, når vi drager på en spektakulær hundeslædetur på jagt efter en isbjørn i Grønland, hvor den lokale fangerkultur er truet af klimaforandringer.

Andre artikler i dette tillæg

  • Fidel Castro, amerikanske sexturister og hundredetusind krabber

    28. december 2016
    Vi rullede vinduerne ned og strakte hals i den fede salte luft – og så så vi dem: Den sorte asfalt var farvet rød
  • Juleaften for én

    28. december 2016
    Det er juletid og Annette Birkmann er på vej sydover efter otte måneder på et motorcykelværksted i Buenos Aires. Hun har sagt sit job i Danmark op og købt sin første motorcykel i Argentinas hovedstad for at køre igennem Latinamerika på egen hånd. Hun opdager dog hurtigt, at at nissen er rejst med, for uanset hvor hun befinder sig, er der noget, hun genkender: sig selv
  • Med fangerne på isen

    28. december 2016
    Med et kamera under armen dokumenterer fotograf og biolog Carsten Egevang den grønlandske fangerkultur, som er i fare for at forsvinde på grund af de klimaforandringer, der præger Grønland netop nu
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu