Interview
Læsetid: 10 min.

’Hun er mine rødder i verden’

Lilas Hatahet lever som flygtning i Danmark. Hun har skrevet et brev til sin bedstemor, der blev tilbage i familiens hus i Damaskus i Syrien, mens familien blev spredt over hele verden. Lilas Hatahet har aldrig sendt brevet
Lilas Htahet (t.h.) med sin bedstemor og søster i barndomshjemmet i Damaskus.

Lilas Htahet (t.h.) med sin bedstemor og søster i barndomshjemmet i Damaskus.

Kultur
16. december 2016

Kære Sabouheh

Jeg skriver, fordi jeg er bange for, at du snart vil dø. Men for at være ærlig er jeg mere bange for, at dette brev ikke vil nå frem til dig.

Jeg har ikke kunnet finde mod til at fortælle dig, at jeg ikke er stærk nok til at ringe. Når jeg hører din grådkvalte stemme, der famler efter ordene, kvæles jeg. Derfor er det nemmere for mig at skrive, uden direkte kontakt. Men du kan jo ikke læse! Verden vil i stedet for læse dette brev, og andre vil vide, hvor meget jeg savner dig.

Jeg har lovet dig at skrive din livshistorie, den der er proppet med smerter og er trist som en Bollywood-film. Den er ikke bare trist, men også fyldt med så mange tilfældigheder, at ingen vil tro på en sådan historie. Derfor har jeg ikke skrevet den. Tilgiv mig og tro mig, når jeg siger; i krigstiden er der ikke plads til historier om livet – kun historier om døden kan sælges. Hvis du bliver ramt af et projektil eller et skud fra en snigmorder, vil der være højere chance for at din historie bliver fortalt, og den vil sikkert få mere opmærksomhed. Men hvis du bare dør, sådan naturligt, vil der desværre ikke være en stor chance for, at dit liv bliver fortalt.

Bedstemor ... for den første gang svigter ordene mig, det er som om jeg flygter, også fra at skrive. Mit hoved er som en tom kasse med én sætning i; jeg savner dig. Sabouheh, det navn, de plejede at kalde dig, samme navn som den smukke arabiske sangerindes, hende der var kendt for sin enorme appetit på livet. I deler det samme navn, men ikke den samme lyst til livet.

Du har ikke været som andre bedstemødre, dem, vi ser i fjernsynet, eller dem, vi hører om. Sådan en, der sidder på sengekanten og læser op fra en bog, fyldt med farver. Du plejede at lægge dig ved siden af mig i sengen og fortælle historier om dit liv, din familie eller dine slægtninge. Om deres bryllupper og deres skilsmisser, om de fester og alt den ballade, der hører til. Du delte disse historier med mig, og det føltes, som om vi delte hemmeligheder. Jeg husker stadig din historie om min bedstefar, som giftede sig med dig, da du ikke engang var fyldt 13. Familiens krav!

Du fortalte mig, hvordan din onkel, som du hadede så inderligt, stoppede dig, mens du var på vej til skole, og han sagde: »I vores familie går pigerne ikke i skole.« Du var kun otte år gammel, og du var glad for at gå i skole. Du har aldrig tilgivet ham, og hver gang du fortalte denne historie, begyndte du at græde, og du gentog, at jeg skulle blive færdig med uddannelsen og blive uafhængig af en hvilken som helst mand. Jeg blev færdig med min uddannelse, ikke som læge, som du ønskede. Til gengæld er jeg blevet fri og uafhængig af manden, netop som du ønskede.

Dengang jeg var lille, var jeg ikke så interesseret i familiens historier, men i dag er de min reference, min kultur, mit miljø og tilhørssted. Jeg vil bytte hele mit kommende liv for en enkelt nat, hvor jeg vil kravle op i din store seng, som er dækket med din duft, blot for at lytte til dine fortællinger.

Kan du huske mit bryllup? Du havde lovet at sy mig en kjole, og du gik og sparede op til det, men du fik det ikke gjort, og jeg er klar over hvorfor. Du var ikke glad for mit valg af mand. Og hvordan i alverden kunne du blive tilfreds med mit valg af en mand? Selv hvis han var den bedste i verden, ville du aldrig blive tilfreds, for du har jo en prinsesse, som ingen almindelig mand fortjener. I øvrigt vil jeg betro dig, at du havde ret, og ham, jeg giftede mig med, har vist sig at være ret almindelig. Jeg er skilt nu.

Apropos bryllupskjolen; den minder mig om dit bryllup, som jeg dengang ikke i min vildeste fantasi kunne begribe. Hvordan kunne de gøre sådan noget mod dig? Hvordan kunne de tvinge dig, en kun 13-årig pige, til at gifte sig med sin egen svoger – og så endda lige efter din søsters død? Bare fordi han gerne ville have en kone fra den samme familie som den afdøde kone. Du var et barn, du tissede endda stadig i sengen, men alligevel skulle du giftes. Du græd, da de iklædte dig bryllupskjolen – den samme som din søsters – som om de ville erklære din død også.

Du fortalte historien ned i mindste detalje, og vi græd sammen. Jeg er sikker på, hvis du kunne skrive, at du ville have været en af de vigtige forfattere i dag. Jeg glemmer aldrig, hvor trist du blev, den sorg, som du genkaldte, mens dine øjne forsvandt i fortiden og bragte minderne frem for på ny at gøre dem levende. Hver gang du fortalte en historie, gennemlevede vi den sammen. Du var god til at gentage disse historier. Hvorfor skulle du gentage dem?

Nu vil jeg fortælle dig, at jeg som barn ikke kunne nyde dine historier, jeg fandt dem kedelige og triste, for du fortalte ikke om prinsessen med den røde kjole, heller ikke om den frelsende prins på hesten. Dine var om dig, du den forældreløse pige, hvis familie har dækket hende med slør og giftet hende bort imod hendes vilje. Og din mand skulle snart bringe endnu en kone, en ny én til at bo i samme hus med dig. Disse historier var ikke noget for en lille pige som mig, vel? I dag er de guld værd.

Du var stolt af dig selv, da du ikke engang tillod ham at komme nær dig, tale med dig eller røre ved dig i hele fem år, selv om du ikke kunne forsørge dig selv eller dine fem børn. Men alligevel gjorde du oprør. Du må have været en stærk kvinde. Du må også have været storsindet, siden du ikke nærede noget had til den nye kone, som du fortalte mig om. Du forklarede mig, at den stakkels kvinde heller ikke havde et valg, men det var hendes fattige familie, der tvang hende til at gifte sig med den rige mand. Min bedstefar.

Jeg begyndte først at nyde dine historier i min ungdom, især når du fortalte hvordan du, som kvinde, ikke forsømte at tage sig af dig selv og skønheden. Du havde en lille have med mange forskellige blomster, som du hver morgen gik ud og passede. Du talte med blomsterne, som om de var dine hemmelige elskere. Du viste mig nogle billeder, hvor jeg kunne se nøgne jomfruer pynte dit hår. Jeg kunne dengang dufte de damasceniske blomster, som senere, sammen med min kaffe, blev en del af min morgen. Du fortalte også om, hvordan du alligevel blev jaloux, fordi min bedstefar foretrak at tilbringe natten sammen med sin nye kone, selvom hun besad mindre skønhed og ynde end dig og ikke var af så fin familie som din.

»Mænd kan lide at drikke fra bunden,« plejede du at sige, og jeg griner stadig, hver gang jeg husker, hvad du tænkte om mændene. Jeg husker alle dine råd om, hvordan en kvinde bør behandle mænd. En klog kvinde er den, der er sød ved sin mand og kan nå sine ønsker på indirekte måder, fortalte du mig og tilføjede, at sådan er kvinderne fra Damaskus. De er noget helt særligt, og derfor siger man »at den, der ikke gifter sig med en kvinde fra Damaskus, har ikke haft et lykkeligt liv«. Jeg kan ikke sige, at jeg har taget imod alle disse råd, især dem der er baseret på dine erfaringer i kærligheden og ægteskabet, dem var jeg ikke så imponeret af. Men jeg kunne bedst lide dig, når du viste mig den stærke og selvstændige kvinde, der nægtede blot at følge manden.

Du var ikke så god til at være glad lige som mig. Dine historier havde som regel triste slutninger, ikke som dem i romanerne eller i filmene. Dine historier var ikke fiktion, men fra det virkelige liv, og de krydser fantasiens felt kun i sine smerter. Min mor plejede at sige, at du allerede sikrede dig en plads i himlen, alene på grund af hvor megen lidelse du havde i livet.

Jeg er bange for den dag, du skal dø. For mig er du hele Damaskus, som jeg efterhånden har mistet kontakt til. Du må ikke dø. Jeg prøver at ignorere min mors ord om din alder og din sygdom. Jeg tænker på dig som det hjem, jeg har vokset op i, som de lilla nøgne jomfruer, når de blomstrer og spreder deres duft i hele huset. Når de viser deres lyst til livet ved at slynge sig op ad hegnet, som om de vil nå til himlen. Du er min morgenkaffe, og jeg er din prinsesse. Under ramadanen var det dig, der vækkede mig midt om natten for at gå op på husets tag, i vores bys gamle kvarter. Derfra hørte vi trommeslageren synge i gaden for at folk kunne vågne og nå at spise, inden fasten begyndte. Jeg husker scenen, som om det var et stykke, der spillede på et teater.

Du må ikke dø, fordi du er min hukommelse. Min barndom tilbragte jeg med dig, ikke med min mor, som på grund af arbejde efterlod mig hos dig hele ugen. Fra dig lærte jeg at tale Damaskus’ tunge dialekt. Nu kan jeg ikke engang tale med dig. Du kan ikke læse, og din hørelse er svag. Jeg åbner for Skype for at se dig. Du ligner dig selv, selv om du er blevet rigtig gammel. Du virker ikke mere optaget af dine gamle historier, men af vores fravær. Der er ikke nogen for dig mere, drengene flygtede for at undgå militærtjeneste. De ville hverken dræbe eller selv blive dræbt – og pigerne fulgte efter. Vi er nu spredt over hele verden og har efterladt dig alene.

Jeg forlod dig, inden du var færdig med dine fortællinger, inden den sidste, som endnu ikke er afsluttet. Krigens historie. Hvor jeg dog ønsker, at du lever lidt længere, bare til krigen er afsluttet, så vil du for en gang skyld fortælle en historie, som ender lykkelig.

Kan du huske vores sidste samtale, mens bomberne og raketterne haglede. Selv var jeg lammet af frygt, mens alle bad dig om at flygte med os, men dit svar var endeligt: »Jeg var 13 års gammel, da jeg kom i dette hus, og hvis jeg forlader det nu vil jeg dø af tabet. Lad mig leve resten af mine dage i dette hus.«

Du må ikke dø. Måske mødes vi i vores hus igen og græder sammen. Huset,dette som jeg blev tvunget til at forlade.

Kærlighilsner, Lilas

Oversat af Salim Abdali

 

– Hvorfor skrev du brevet?

»Fordi jeg følte et dybt behov for det, trods en stor indre splittelse. Og det var et egoistisk behov. Det var mig, der havde brug for at sætte ord på det for på den måde at forbinde mig mere til der, hvor jeg hører til. Derfor har jeg heller ikke sendt det.«

— Hvorfor er brevet stilet til netop din bedstemor?

»Hun er mine rødder i verden. Hun sidder i et hus i Damaskus og er mine rødder. Og min hukommelse. Lidt efter lidt er jeg begyndt at glemme – navne på gader eller ansigter på mennesker, der betød noget. Men hun rummer det hele. Hun er min historie«

– Hvor er din bedstemor i dag?

»Hun er i vores hus i den gamle del af Damaskus. Det hus, hun aldrig har forladt. Hun er 92 år gammel og flyttede ind som ung teenager. Da der var massive bombninger i den del af byen for et par år siden, fik de hende overtalt til at forlade huset en tid, men hun tryglede om at komme tilbage. Hun havde jo ingen fremtid foran sig, sagde hun, så hun ville gerne risikere at dø. Bare det blev i sit hus.«

— Har du kontakt med hende?

»Ja, lidt på Skype. Når jeg taler med hende, er hun mest bekymret for mig, der er ude i verden. Hun synes, at det er så sørgeligt, at jeg er alene. Hun sidder midt i krigen, men har ondt af mig, der ikke er i huset, hvor vi hører til.«

— Håber du alligevel, at en eller anden i din familie finder brevet og læser det op for hende?

»Ja, det gør jeg. Bare det ikke bringer hende for megen smerte.«

Serie

Brevet

Breve giver os adgang til fortiden. Som tidslommer, der giver adgang til en svunden tid, et forlist forhold, et ukendt venskab, et eksil, en flugt, et kald. I dag er brevet en sjældenhed. Måske en uddøende genre?

I den kommende tid bringer Information – i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek – en række breve fra mennesker, der enten er i fysisk eller mental eksil.

Seneste artikler

  • ’En af dansk litteraturs eksilerede’

    13. januar 2017
    Georg Brandes elskede Danmark, men evnede aldrig helt at slå rod i denne ’degneprovins’. Brevene fra hans tid i frivilligt eksil i Berlin viser denne ambivalens, fortæller litterat og Brandes-kender Hans Hertel
  • Tove Ditlevsen var bange for skoven, ikke døden

    30. december 2016
    Tove Ditlevsen skrev flittigt under sine indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Både romaner og breve. Der var nemlig en ro, som den danske forfatterinde ikke så let fandt andre steder, siger forfatter Karen Syberg
  • ’Brevene er jo på det tidspunkt den eneste mulighed for Céline’

    23. december 2016
    Den franske forfatter Louis-Ferdinand Céline var i perioden 1945-47 fængslet i Danmark og ventede udlevering til Frankrig på grund af sine antisemitiske skriverier. I det nye år udkommer hans breve fra fængslet på dansk oversat af Troels Hughes Hansen, som vi har bedt udvælge et brev i den omfattende korrespondance
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her